Den kleinmodige gudsforståelse

Den nyvalgte formand for det tyske parti CDU, Armin Laschet, fik i sin takketale for valget sagt, at den tyske befolkning vældig godt kan lide Angela Merkel og først i næste omgang overvejer, om de nu også kan lide CDU. Det så han som partiets problem. Og det kan der jo være noget om.

Af og til er det min fornemmelse, at folkekirken befinder sig i en lignende situation. Folk har en vag fornemmelse af, at det dèr med Gud, det er der måske alligevel noget om. Men om det er den Gud, folkekirken prædiker, eller det er den, muslimerne holder sig til, det undlader man at spekulere over.

Det sørgelige ved den situation er, at folkekirkens prædikanter alt for ofte går ind på disse forestillinger. Man prædiker ud fra en forestilling om, at ”det kan da godt være, at Gud er til”, eller at ”mange mener, de har oplevet Gud i deres liv”. Kristeligt Dagblad er med sine portrætter af mennesker, der trods al moderne videnskab er nået frem til den overbevisning, at Gud måske trods alt er til, med til at befordre den indstilling. Man har sommetider indtryk af, at både den interview’ede og interview’eren mener, at det må Gud da være glad for.

Og så får vi en Gud for individet. Så bliver det anset for en væsentlig Guds gerning at overbevise mennesker om, at Han skam er der, at Han skam nok skal ledsage dig igennem livet, at du rolig kan bede til Ham, for han hører dig. Men hvad denne Gud eventuelt vil mig, hvad han kan hjælpe mig med, det forbliver uvist, af én eller anden grund henlagt i tåger.

Det er også karakteristisk for vore teologiske undersøgelser af Det ny Testamente, at man ikke rigtig véd, hvad man skal stille op med de mange formaninger. Er det ikke alt sammen udtryk for, at man opstiller en ny lov? Og gik evangeliet ikke netop ud på, at det ikke er loven, men troen, der retfærdiggør? Hvordan kan så loven dukker op igen igennem formaningerne? Det er uklart, og det har ganske mange ikke gennemtænkt grundigt nok.

Det fører ofte med sig, at det bliver det med troen, der bliver det afgørende i nutidens prædikener. Og det betyder igen, at det bliver enkeltindividets problemer, der tages op. Lever jeg i fortrøstning til Gud? Burde min tvivl ikke være helt borte? Vil Gud mon ikke hjælpe mig til at tro, have lidt større tillid til ham? Men hvad man skal bruge denne tillid til, hvordan ens liv skal blive bedre, hvis man rykkes ud af sine dagligdags bekymringer, det forlyder der ikke noget om.

De to tekster, der danner grundlag for 2. søndag efter helligtrekonger, er gode til at få os rykket ud af denne lidt kleinmodige holdning. Der er tale om beretningen fra 2. Mosebog om Moses, der gerne vil se Gud, men kun får lov til at se ham fra ryggen, og der er tale om beretningen om brylluppet i Kana, hvor Jesus gjorde vand til vin. Begge vil sige noget om Gud og altså sige lidt mere, end at han da vist nok må være til og da også af og til viser sig for mennesker, så de virkelig kommer til at tro på ham.

Jeg skrev for mange år siden en alenlang salme over Joh 2,1-11, brylluppet i Kana. Jeg lod mig inspirere af Karen Blixen, som har brugt denne fortælling som baggrundstæppe for sin novelle, Babettes gæstebud. Og hun får både det overvældende og det sindsforvandlende i beretningen frem.

1 Ufattelig er én og hver

Guds gerninger tilhobe.

“Så tro dog på ham, hver især!”

de alle til os råbe.

Men vi om ham tror alt for småt,

for ringe, når han vil os godt,

for usselt om hans glæde.

2. Engang ved Kanas bryllupsfest,

Guds Søn var selv en gæst der,

så sker det, mens det går som bedst,

og lysteligt man fester,

at vinens strøm går brat i stå,

man stirrer, som man ikke så

på bundens tomme grinen.

3. Den køgemester ta’r et tag

i værtens ene ærme:

“Det er for galt, at man før dag

skal smage vinens bærme.

Her har jeg oppet mig og lagt

min sjæl i, hvad blev stegt og bagt,

og så du svigter sådan!”

4. Brudgommen rødmed som et blod,

det var en kattepine:

“Hvad er det dog for noget rod!

De andre, de vil grine!”

Og værst af alt: for nye brud

han måtte stå, han så, for skud,

og miste manddomsære.

5. “Er noget galt, min hjerte mand?”

hun spurgte kært og yndigt.

“Ok nej, jeg gør jo, hvad jeg kan!”

han svared’ kækt og myndigt.

Og galt der var ej noget før;

men når du lyver, er du skør

og kommer ret på spanden.

Jeg må indrømme, at den lille uoverensstemmelse mellem brud og brudgom, jeg her har indlagt, er min egen opfindelse. Men den skal vise, hvordan Gud ved sin underkraft netop griber ind i forholdet mellem det ene menneske og det andet.

6. Men kvinder er no’t hæsligt stads,

de ser i hjertegruben.

Hun mærked’, han var utilpas,

så angsten snøre struben:

“Gå hen til dem, der kom til sidst,

min fætters moster er det vist,

den søn er aldrig rådvild!”

7. Brudgommen til Maria gik,

som meldte det til sønnen.

Tilbagemelding straks han fik:

“Hvis du vil skue lønnen

for din tiltro og din tillid,

så gør det kun, til hver en tid,

hvad han som helst dig byder!”

8. Men der gik tid, minutter ti,

som år af ham de føles.

sin ære og sit navn, sin pli,

alt så han at tilsøles;

han tvivled’ stærkt, han blegned’ grumt;

han tav, han ville modta’ stumt

det stød, som skæbnen gav ham.

9. Men pluds’lig da han talte, han,

hvis ord er guddomskraften:

“Gå hen og fyld de kar med vand,

så skal I smage saften,

så skal I få for sagn da syn,

så, som fra sky til sky mit lyn,

min ånd slår blandt jer gnister.

10. Så skal I smage da mit væld

i endeløse strømme!

Jert bæger frem imod mig hæld:

hvad ej I turde drømme:

énhedens kraft, den fælles ånd

skal oversvømme bæger, hånd,

og i jert indre gløde”.

Selvfølgelig lader jeg også Jesus forklare lidt nøjere, hvad det er for en underfuld kraft, han lader ramme dem. For det er jo ikke noget, der bare sker, for at det kan blive klart, at Jesus er Guds søn, det sker også, for at man skal forstå, hvad hans guddommelige kraft gør ved os.

11. Så tog de ham på ordet da,

skønt det lød overdrevet,

så satte de på bordet da

det vand, der vin var blevet.

Og køgemestren fik en prop,

gik i spiral af glæde op,

da først han smagte mosten.

12. “Hør, gamle ven, kan glemme du,

hvad før jeg sa’ i vrede!

Jeg får vel bedre nemme nu:

den mand er værd at bede;

han giver ej, som verden gi’r,

men giver, så det er en svir

hos ham at kokkerere”.

13. Og værten sa’ til bruden sin:

“Jeg er dig alt for ussel;

jeg var så ræd for spotten din,

jeg ser det nu med blusel!”

Og bruden sa’: “Det var fatalt

at skjule for mig, no’t var galt.

Dog, min du er og bliver!”

14. Så gik den vin til hjerte da

og skabte ét af mange;

så blev al brudgoms smerte da

afløst af glædessange.

Og gammelt nag blev fejet bort,

og fjendskabs harm kom helt til kort.

Den vin var af de bedste.

Som man ser, her binder jeg en ende på den uoverensstemmelse mellem brud og brudgom, jeg tidligere havde indflettet i begivenhederne. Og meningen er, som man kan se, at afbilde den guddommelige vins vidundervirkninger.

15. Den vin endnu vi skænket får,

skønt flasken har lidt ælde.

Den Store Køgemester går

selv rundt og i vil hælde.

Den trænger ind i sjæl og sind,

den ætser troens galskab ind,

så frisk vi ser og hører.

16. Den, som var blind for venners dyd,

at se nu pluds’lig magter;

den, som var døv for troskabs lyd,

ej mere tro foragter.

I glimt vi ser i himlen ind,

hvor hører døv, hvor ser hver blind,

hvor Gud er alt i alle.

Som man ser, der er ikke noget med nogen forsigtighed her. Lige på og hårdt forkyndes det budskab, som fortællingen vil have frem, og som Blixen gengiver: der sker noget helt overvældende, noget stort, noget sindsforandrende ved Guds ord; det trænger ind og forvandler os. Og så alligevel, hvor stort og epokegørende det er, vi bliver blot helt og fuldt dagligdags mennesker, der med største selvfølgelighed lever i vort ægteskab, vor familie, vort vennelag. Men det er jo netop derved, at livets lykke gives os.

Så er der det med Karen Blixen. Er hendes novelle om Babettes gæstebud virkelig ”bare” en omskrivning af johannesevangeliets fortælling om brylluppet i Kana? Ærlig talt, jeg kan ikke længer huske, hvordan jeg fik den tanke i sin tid, da jeg skrev ovenstående salme. Men jeg er også ret ligeglad. Det væsentligste for mig er, at hun i sin novelle lader gæstebuddet være lige så uforståeligt overstrømmende som Jesus ved brylluppet i Kana.

Det hele foregår i en fattig egn i Norge. To præstedøtre vil ære mindet om deres stærkt missionske far, og den fattige franske flygtning, Babette, der har fundet husly hos de to døtre som kokkepige, tilbyder at sørge for beværtningen, da hun netop har modtaget en stor arv. Det siger døtrene ja til, og de undrer sig i de følgende uger over de mærkelige forsendelser, der modtages fra Frankrig. Men festen oprinder og en indbudt adelsmand undrer sig over, at maden smager ligesom den mad, han fik på en meget fin og dyr restaurant i Paris før pariseropstanden. Og vi andre morer os med Blixen over sammenstødet mellem det fineste fine af det franske køkken og den norske asketiske hverdagskost.

Men se, endnu mere undrer vi os, da søstrene efter festen bereder sig på at tage afsked med Babette; for ikke sandt, hendes overmåde store arv vil da få hende til at flytte til et rigere sted. Men mærkværdigvis nok beder hun om fortsat at måtte være kokkepige i døtrenes hus. ”Jamen, hvad med din arv?” spørger de, ”hvor er alle de penge blevet af?” ”De er gået til festen alle sammen”, fortæller hun. Og først da erfarer vi, at hun har været den bedste kok på netop den restaurant, som adelsmanden havde besøgt i Paris.

Og så vil mange træmennesker måske sige, at så forstår de bedre, at der opstod en så forsonlig stemning både blandt høj og lav hos deltagerne: To uvenner blandt de inviterede bønder blev enige om at lægge fjendtlighederne bag sig. Det skyldtes naturligvis den spiritus, de havde nydt. For den fineste vin hørte med ved et måltid i Paris, og den skulle ikke mindre høre med ved et måltid i Norge. Det er klart, spiritussen gør sin virkning.

Sandt nok.

Men er man lidt mere end et træmenneske, gør man sig klart, at spiritus betyder ”ånd”, og at den ånd eller den atmosfære, som den materielle spiritus kan genskabe, er for intet at regne mod den ånd eller atmosfære, som Guds ånd, spiritus sanctus, kan genskabe. Og det var måske den, hvis virkninger Blixen ville afbilde. Ligesom det måske også er den, Jesus med sit under vil give os et billede på. Og måske endda den, der skjult gør sig gældende i nadverens vin.

Den anden tekst fra i søndags, den om, at Moses kun får lov til at se ryggen af Gud, venter vi med til en senere lejlighed.

Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.