Det delte USA

Som den opmærksomme læser nok har opdaget, bruger jeg denne blog i den psykologiske hensigt at undgå alt for ofte at komme op i det røde felt. Det har, kan blogejeren berette, vist sig yderst hensigtsmæssigt at få afløb for den vrede, der særdeles ofte griber én ved avislæsning og Tv-kikkeri, at gå til tasterne og skrive et mere eller mindre harmdirrende indlæg imod det, der fik én til at eksplodere.

Men ærlig talt, ved at høre vore officielle medier, DR og TV2, fortælle om begivenhederne i USA, er jeg ved at være nået dertil, at jeg konstant befinder mig i det røde felt. Godt nok kan jeg berolige mig selv ved igen at gøre mig klart, at disse medier og deres korrespondenter i USA er håbløst biased, som det hedder på moderne dansk. Men alligevel, på trods af, at jeg igennem de seneste mange uger har haft lejlighed til at opøve en sådan selvbeherskelse, opdager jeg gang på gang, at jeg slet ikke er nået langt nok i den retning.

Værst er det, at jeg næsten ikke gider beskæftige mig med det elendige valg i USA mere. Så når der nu igen kommer et indlæg ”from over there”, er det egentlig imod min egen indre protest.

Men i Deadline den 19-1 fremstod vores udenrigsminister Jeppe Kofod som en direkte øretæveindbydende referent af den amerikanske situation. Han havde, viser det sig, afsendt en protest til den amerikanske ambassadør i Danmark over begivenhederne den 6-1, det, man med en vis ret har kaldt ”stormen på Kongressen”.

Og der blev brugt temmelig lang tid af Lotte Folke Korsholm på at spørge ind til, om det nu også var i overensstemmelse med almindelig diplomatskik sådan at blande sig i et andet lands indenrigspolitik. Og på det spørgsmål, som altså blev bragt frem igen og igen, måtte Jeppe Kofod naturligvis svare, at Stormen på Kongressen var så unik en begivenhed, og et så utilgiveligt angreb på demokratiet, at han fandt det både tilladt og betimeligt at gøre indsigelse.

Men fordi Folke Korsholm var optaget af denne højst usædvanlige form for diplomati, undlod hun at spørge ind til de mange påstande fra Kofod, der kun var svagt underbyggede. Formentlig skyldtes det, at også hun var biased, altså havde fordomme om begivenhederne.

Kofod fik således lov til mange gange at hævde, at præsidentvalget var demokratisk afholdt og umuligt at sætte spørgsmålstegn ved. Det blev fastslået som en kendsgerning og altså ikke anfægtet af interview’eren.

Men han fik også lov til at påstå, at Trump havde opildnet de masser, der brød ind i Kongressen. Det var tilsyneladende også noget, der i DR og i Folke Korsholms hoved var anerkendt som en kendsgerning. Det er jo ellers det, man vil forsøge at få afklaret ved en rigsretssag mod Donald Trump. Og Kofod citerede kun det fra talen foran Det hvide Hus, der lød opildnende, det om at det hele skulle foregå fredeligt og patriotisk, havde han sikkert ikke læst; for man kan vel stole på vore journalisters referat, ikke?

De to ting i sig selv er såmænd nok til at ophidse mig. Men desværre blev de afløst af et endnu værre synspunkt, som Lotte Korsholm heller ikke spurgte ind til eller forsøgte at imødegå.

Det var spørgsmålet om de sociale medier.

Det var da udmærket, forlød det fra udenrigsministeriel side, at almindelige mennesker på den måde kunne lade deres røst høre. Og i begyndelsen af fremkomsten af disse medier gik det da også meget godt. Men op til præsidentvalget havde man erfaret, at de værste konspirationsteorier så let som ingenting kunne brede sig på de sociale medier. Og det betød, mente Kofod, at Trump alt for let kunne få medhold i sine løgnagtige påstande om valgsvindel.

Nu havde jo så Big Tech med rette grebet ind i Trumps løgnekampagne, men det er for galt, at det skal være private firmaer, der skal forhindre løgn i at brede sig i store befolkningsgrupper, det er noget, vi fra staternes side må tage helt anderledes alvorligt i fremtiden. Sagde altså Kofod.

Og så fornemmer man, at der venter lovmæssige begrænsninger på Facebook, Google og Twitter i fremtiden. Vi ser allerede meget af det i forvejen. Man har computere, der undersøger diverse indlæg for bestemte ord, og ud fra bestemte algoritmer, som den enkelte bruger ikke forstår meningen med, afbryder man tilstedeværelsen på f.eks. Facebook for kortere eller længere tid.

Men det vil altså Kofod formentlig have udvidet til at gælde udtalelser, som de officielle politikere ikke bryder sig om.

I sandhed en betænkelig udtalelse.

Mærkværdigvis fik han også fremsat en udtalelser om, at USA desværre er et utrolig splittet land. Endda fremførte han som tegn på splittelsen, at de to gruppe ikke kunne tale sammen mere. Blot lægger han jo ikke i farten mærke til, at han selv så udpræget ser sagen fra kun den ene side, og at han ved blot at fremsætte påstande om den anden side og ikke komme med argumenter netop selv udviser den manglende vilje til at tale med den anden side, som han mener er en alvorlig fejl ved det politiske klima i USA.

Der er nok påstande i Trumps tale den 6-1 om valgsvindel, som trænger til at diskuteres. Altså netop diskuteres, ikke afvises på forhånd uden argumenter. Talen mellem de to blokke kommer ikke i stand, så længe den ene side ikke giver sig i kast med modargumenter, både modargumenter imod påstandene om valgsvindel og modargumenter mod påstandene om, at stormen på kongressen ikke var et kupforsøg fra Trumps side.

Argumenter! Argumenter! Argumenter drejer det sig om, ikke påstande, der blot udslynges og forventes troet, fordi man mener, man har den fornødne troværdighed.

Hvis de begrænsninger, man har i tankerne overfor de sociale medier, bare i nogen grad genspejler den mangel på vilje til at høre modparten, som kendetegnede Jeppe Kofod, og hvis de bliver gennemført som tænkt af Kofod, ser det sort ud for ytringsfriheden i den vestlige verden. Kan man slippe af sted med at udelukke visse brugere fra disse medier blot ved at kalde deres opfattelse en konspirationsteori, så tror man måske, man har gjort demokratiet en tjeneste, men man har faktisk dermed fjernet en meget vigtig del af demokratiets virkemidler. Måske man bilder sig ind, at fordi man selv er så fornuftig, så fornuftig og i sin store fornuft har antaget den og den opfattelse, så må da alle andre også antage den, ellers er de ufornuftige og derfor ikke værdige til at blive hørt.

Men at påstå om ens politiske modstandere, at de er blevet indfanget af konspirationsteorier, er det samme som at nægte at ville samtale med dem. Og uden samtale, intet demokrati.

For øvrigt sagde Joe Biden i sin indsættelsestale, at han ville samle det splittede USA. Men han fortalte ikke noget om, hvordan han ville gøre det.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Det delte USA

  1. Vidunderligt sted. Masser af nyttig info her.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.