Et forkert stillet spørgsmål

Hvis man stiller det ret almindelige spørgsmål: om der er en dobbelt udgang på dommedag, eller der er tale om alles frelse, så stiller man et spørgsmål, som der ikke er noget svar på. Og det er der ikke, fordi allerede det at stille spørgsmålet leder ind i en forudsætning, der er forkert. Så hvis nogen ville spørge mig, om jeg går ind for alles frelse, eller jeg mener, der på dommens dag er nogle, der bliver kastet i helvede, så skal jeg for alt i verden undlade at give mig til at svare, for ved selve det at argumentere for enten det ene eller det andet lader jeg mig lokke ind i spørgsmålets falske forudsætning.

Luther opererer i slutning af ”de servo arbitrio” med tre lys, naturens lys, nådens lys og herlighedens lys, se her. Gennem naturens lys alene kan vi ikke forstå, at den retfærdige lider, mens den uretfærdige har det godt. Det råder nådens lys bod på. Men med nådens lys kan vi ikke forstå, at nogle møder Guds nåde, rammes af ordet og frelses, mens andre ikke møder dette ord. Det råder herlighedens lys bod på; i det lys vil alting vise sig at være af den største og klareste retfærdighed, blot er herlighedens lys ikke et lys, vi har, men kun et, vi håber på at kunne se ved engang.

Hvis jeg skal bruge Luthers formulering, kan jeg sige, at jeg ved at prøve at besvare spørgsmålet om dobbelt udgang eller alles frelse lader mig lokke ind i en forestilling om, at jeg allerede nu kan se tingene i herlighedens lys.

Men jeg vil dog hellere bruge mine egne formuleringer.

Ved hjælp af dem vil jeg hævde, at vi moderne mennesker lider af den mangel, at vi ikke længere forstår mytisk tale. Når dertil kommer, at vi hele tiden er fristet til at tænke i retfærdighedsbaner, får vi skabt os selv en uheldig cocktail, som gør det svært for os at fange finesserne i Jesu forkyndelse.

En myte er en påstand om noget, der er ubevisligt i den objektive verden, men som har betydning i den subjektive verden. Eksempel: Ved at påstå, at Gud har skabt verden og os i den – noget, der er ganske ubevisligt i den objektive verden – får vi givet vor subjektive verden det prædikat, at livet er godt i sig selv. Vor moderne misforståelse består i, at vi hager os fast i det ubevislige i den objektive påstand, eventuelt endda så stærkt, at vi nægter både Guds eksistens og påstanden om, at verden er skabt af Gud; men i al denne negative tankevirksomhed overser vi, at vi midt under dette arbejde lever ud fra en forestilling om, at livet er godt. Én ting er, at vi nok ikke af os selv ville finde på at udtrykke den tanke, at livet er godt, med en mytisk påstand om, at Gud har skabt verden, noget andet er, at vi tillader os at se ned på en fortid, der forstod mytisk tale, uden at bemærke, at også vi lever et liv, som vi påstår har mening.

Jesus brugte meget krudt på at vende sig imod lovfromheden. Men ikke blot vender han sig mod den retfærdighedstankegang, der kendetegner lovfromheden, han lader også ane, hvilken tankegang der dukker op, når lovfromheden er fjernet. Man kan kalde det evangelietankegangen, men det vil måske være mere praktisk her at kalde det relationstankegangen; det er nemlig den tankegang, der styrer vore handlinger, når vi gør os klart, at vi lever i forhold til andre, familieforhold, arbejdsforhold, folkeforhold eller med ét ord: forhold til andre i menigheden.

Det kommer nok tydeligst frem i lignelsen om den fortabte søn, Luk 15,11-32. Her ser vi lovholdningen i den ældste søns bebrejdelse mod faderen, vers 29-30. I stedet for faderens overdrevne tilgivelse overfor den yngste søn burde han have fastholdt retfærdigheden: at den yngste havde fået sin del og ikke havde krav på mere, mener den ældste søn. Men denne retfærdighedstankegang afviser faderen kategorisk, og peger i stedet overfor den ældste søn på muligheden af at opbygge broderforholdet.

I andre af Jesu lignelser kan det se ud, som om Jesus kun er ude på at nedbryde retfærdighedstankegangen. Det synes at være tilfældet med lignelsen om den gældbundne tjener og med lignelsen om arbejderne i vingården. I den første lignelse, Matt 18,23-35, står kongens eftergivelse af den gældbundne tjener ikke ved magt, efter at han har vist sig hård mod sin medtjener. Og i den anden lignelse, Matt 20,1-16, bryder Jesus den ellers af os anerkendte tese om lige løn for lige arbejde i stykker.

Man kan her måske nok sige, at det forbliver lidt uklart, hvad der da træder i stedet for retfærdighedstankegangen.

Det kan så til gengæld ses af de tre lignelser i Matt 25, lignelsen om verdensdommen, vers 31-46, lignelsen om de betroede talenter, vers 14-30, og lignelsen om de ti brudepiger, vers 1-13. For her benytter Jesus sig af et mytologisk trick. Han bruger den myte, som jøderne så udmærket kendte, myten om dommedag, og giver den tre forskellige udformninger, så vi burde kunne forstå, at den objektive side af myten hele tiden skal holdes sammen med den subjektive side. For myten om dommedag vil jo ikke besvare vore nysgerrige spørgsmål om, hvad der sker efter døden, men vil sige os, hvad det kommer an på på denne side af døden.

Den jødiske forståelse af myten er klar: Det, der kommer an på her i livet, er at holde loven. Og indrømmet, ved første øjekast – og i manges fortolkning, ak ja – ser det ud til, at lignelsen om verdensdommen giver jøderne ret. For ikke sandt, her nævnes en række gode gerninger, som skal overholdes, hvis man vil gøre sig håb om at indgå i himmeriget: at bespise en sulten, at give en tørstig noget at drikke, at give klæder til den nøgne, at tage sig af den syge og besøge den fængslede. Det er da indlysende, at det er den jødiske lovforståelse op ad dage: gør alt dette, øv de gode gerninger, som loven vil fremkalde, så kan du gå ind i himmeriget.

Sådan ser det ud, ja, indtil man opdager, at både de, der frikendes, og de, der dømmes, ikke véd af, at det, de har gjort, kan bringe henholdsvis frifindelse og dom på dommens dag. Og så er pludselig de gerninger, der tænkes gjort her på jorden, af en helt anden art. Så er det ikke velovervejede etisk korrekte gerninger, som vi tager os sammen til at udøve, men så er det de gerninger i de fællesskaber, vi står i, der er så selvfølgelige, at vi ikke forbinder noget fortjenstfuldt med dem.

Dette har Luther fanget på en fortrinlig måde i sit skrift fra 1520 ”Om de gode gerninger”. For at vise, hvordan troen ligger bag alle de gode gerninger, en kristen tænkes at gøre, bruger han et eksempel fra det jordiske liv, nemlig fra ægteskabet: hvor der hersker tillid mellem ægtefolkene, gøres alle gerninger, både de små og store og de korte og lange, med glæde og selvfølgelighed, se her.

Hvis vi vil høre den samme formaning i en ikke-mytisk form, kan vi lytte til Jesu ord i Matt 6,3: Almisse skal gives, så den venstre hånd ikke véd, hvad den højre gør. Og hvis vi her vil indvende, at enhver god gerning jo bliver umulig at udføre, hvis dette skal være gældende, så er vi på vej til at forstå den radikalitet, hvormed Jesus vil nedbryde lovfromheden.

Det, det drejer sig om, er altså ikke at overholde diverse lovregler eller at leve op til alle de forskellige idealer, der svæver rundt i vort samfund, men at gøre vort til, at de forhold, vi står i, styrkes.

I lignelsen om de betroede talenter giver Jesus os et andet billede af, hvordan det foregår på dommedag. At det ikke er den objektive side af dommedagsmyten, han interesserer sig for, ses deraf, at han rask væk lader denne fortælling være anderledes end den sidste lignelse i Matt 25. Han vil nemlig have os til at forstå, at det, vi tror er det afgørende: at holde de ti bud, ikke kan være det afgørende, for – siger han her i lignelsens form – Gud er en herre, der høster, hvor han ikke har sået, og samler, hvor han ikke har spredt. Og når det er tilfældet, så kan vi aldrig slå os til ro med, at vi nu har holdt alle budene; for Gud kræver jo mere af os end det, han har givet befaling om.

Det er samlivet med næsten, det drejer sig om. Det er i dette tilfælde forholdet mellem herren og hans tjenere. Tjenerne tænkes selv at kunne slutte sig frem til, at herren forventer af dem, at de prøver at forøge det betroede beløb. Og svarende til denne uudtalte forventning siger herren hos Matthæus ikke noget om, at de skal arbejde med de betroede talenter, for de tænkes at stå i den grad i et fortrolighedsforhold til deres herre, at de véd, hvad han ønsker af dem, uden at det bliver sagt. Men hos Lukas siger herren, at de skal arbejde med det betroede pund, (Luk 19,13), og derved misser Lukas i nogen grad den afgørende bemærkning om, at herren høster, hvor han ikke har sået.

Der har været jødiske rabbinere, der har spurgt sig selv, hvordan Kain kunne vide, at han ikke måtte slå ihjel, han havde jo ikke fået nogen befaling om det. I den grad har lovfromheden sat sig på deres tankegang, at de uden videre dikkedarer overfører vores juridiske forestillinger på forholdet til Gud. Så hvis en sådan tankegang har gjort sig gældende hos jøderne på Jesu tid, er lignelsen her en skarp protest mod en sådan forestilling.

Og det er altså en sådan protest, Jesus vil have afleveret. Han bekymrer sig ikke det mindste om, at denne skildring af dommedag skal svare til den han giver lidt senere. Det er det billede, dommedagsforestillingen tegner af, hvad det kommer an på i livet, der er det afgørende. Og da det, det kommer an på, kan skildres på mange måder, må også dommedagen skildres på mange måder, er de end nok så inkompatible.

For inkompatibel, det må man sige, at den tredje lignelse fra Matt 25 er: lignelsen om de ti brudepiger. Her er det ikke den ene gerning eller den anden gerning, der er tale om, her er det en stadig opmærksomhed, der er det afgørende. Her skildres forholdet til Jesus – og det skal udlægges om forholdet til næsten – som et forhold, der kan mistes ved et øjebliks uopmærksomhed. Her skildres derfor den rette holdning som den hele tiden at være opmærksom på næstens behov, hele tiden at have et øje på hver finger for at kunne aflæse, hvad næsten ønsker og drømmer om: Er der et uopfyldt ønske i dette blik? Er dette tonefald tegn på taknemlighed? Er dette drilleri tegn på, at den anden har noget imod mig, og i bekræftende fald: hvad? Her afbildes de forhold, vi står i til hinanden, som særdeles skrøbelige, de kan så let som ingenting gå i stykker, så tilliden bryder sammen, og måske ikke lader sig genoprette.

Og vil nogen sige, at man da ikke kan tænke sig, at Gud siger, som brudgommen her: ”Jeg kender jer ikke”, så er svaret, at så hård er tilværelsen; tilliden, der møder os som noget ufortjent, som vi lever i glad og gerne, har sit modsvar i mistilliden; hvis tilliden er en virkelighed, der kan komme i stand på et øjeblik, kan den også forsvinde ved en forkert bemærkning, en overfladisk attitude, en overlegen holdning. Det ene ikke uden det andet.

Det er i det hele taget det, Jesus vil med sine dommedagslignelser: fortælle os, hvordan tilværelsen er sammensat, hvad det drejer sig om i livet, hvordan vi skal gebærde os for at få livet til at lykkes for os.

Jeg har andetsteds, se her, taget Jesu ord om ikke at dømme frem og prøvet at vise, at Jesus skildrer vore indbyrdes forhold sådan, at du, hvis du møder næsten med forståelse og indlevelse, også selv før eller siden vil blive mødt med forståelse. Men i denne forbindelse er det mere det forhold, jeg vil gøre opmærksom på, at Jesus fortæller om dommedag på tre vidt forskellige måder, måder, der dog alle indeholder et domsord fra Gud: ”Gå bort til den evige ild” og: ”kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor” og: ”Jeg kender jer ikke”. Men netop igennem det forhold, at lignelserne afbilder dommedag på tre vidt forskellige måder, viser Jesus, at han aldeles ikke er interesseret i at fortælle, hvordan det ”i virkeligheden” går for sig på dommedag, men kun interesseret i at fortælle, hvad det drejer sig om på denne side af dommedag, hvis man vil have sit liv til at lykkes.

Som man måske har opdaget, har der i Kristeligt Dagblad udspillet sig en ret livlig debat efter Lars Sandbecks kronik den 31. januar, se her, hvor han går ind for tanken om alles frelse. Ét af disse indlæg er skrevet af Kaj Mogensen, se her. Her sammenfatter han sin anklage mod tanken om en dobbelt udgang på følgende måde:

Forestillingen om, at Gud på dommens dag vil sende hovedparten af sin skabte og elskede menneskehed i tidsubegrænset smerte, er en ophævelse af kristen tro, håb og kærlighed. Gud bliver gjort til en ond sadist.

Og se, her afslører han sig som én, der ikke har forstået, hvad en myte er. Og han bedømmer Gud ud fra sådanne tanker. Hvis Gud er kærlighed, synes han at mene, så kan han ikke sende hovedparten af sin menneskehed i tidsubegrænset smerte. Men det er ikke mytens objektive side, der har interesse, det er mytens subjektive side: hvordan taler myten om det, det kommer an på her i livet? Og hvad det angår, peger Jesus altså i Matt 25 på tre forskellige ting, uden mindste hensyntagen til, at han derved splitter dommedagsmyten op i tre. For ham er det ikke denne opsplittede objektive side, der har interesse, men den subjektive side, den, hvormed han kan vise, hvordan et liv uden lovfromhed kan tage sig ud.

Lars Sandbeck er ikke meget bedre. Han skriver f.eks. om Luther:

Luthers teologi kan uden tvivl udlægges meget forskelligt, og i nyere tid har adskillige protestantiske teologer da også gjort op med læren om dobbelt udgang.

Jamen, har Luther ligefrem en lære om den dobbelte udgang? Er det ikke en forkyndelse, han har? Er der ikke tale om, at han ud fra sin dommedagsforkyndelse vil sige noget om, hvordan livet her før dommedag er? Han siger f.eks. i ”de servo arbitrio”:

Men hvis vi siger, at den frie viljes kraft er den, hvorved mennesket er duelig til at blive grebet af ånden og blive fyldt af ånden, eftersom det er skabt til enten evigt liv eller evig død, så vil vi tale ret. For denne kraft, det vil sige, denne egnethed, eller, som sofisterne kalder det, denne dispositive kvalitet og passive egnethed, den bekender også vi. Hvem véd ikke, at denne kraft ikke er indgivet træer eller dyr? Som man siger: Himlen blev ikke skabt for gæs. (Se her).

Her prøver han at komme til rette med, hvordan forholdet mellem menneske og Gud er. Og det er jo blandt andet det, Jesus vil sige noget om med disse lignelser eller disse dommedagsmyter. Er tillidsforholdet mellem menneske og Gud lagt til rette, så det udelukkende er Gud, der bestemmer? Eller har mennesket et medansvar for, om tilliden vokser eller aftager? Mennesket er dueligt til at blive grebet af ånden, men netop det spørgsmål er det uafgjorte og uafgørlige spørgsmål: Er Guds ånd så almægtig, at mennesket ikke kan sige nej? Eller er mennesket, trods Guds ånds altgennemtrængende kraft, i stand til at modstå den, i stand til ikke at ville ind i personforholdet til den anden?

Det er et spørgsmål, som Luther tumler meget med, og man kan naturligvis godt sige med Sandbeck, at Luthers teologi kan udlægges meget forskelligt, men man skal nu passe på med at udlægge ham alt for éntydigt. I hvert fald viser det første Luther-citat, det om de tre lys, at Luther ikke, som f.eks. Calvin, mener det forsvarligt at arbejde med en prædestinationslære, og altså ikke på forhånd vil afgøre alle spørgsmål ved at fastholde en eller anden lære.

Men hvad enten det er Sandbeck, der går ind for tanken om alles frelse, eller det er de af hans modstandere, der vil fastholde helveds-straffene som en lære, begge parter lader sig lokke ind i en falsk forudsætning, for man kan ikke skubbe den side af myten, der fortæller os, hvad vort liv går ud på, til side og nøjes med at holde sig til mytens objektive side og diskutere den, løsrevet fra den forkyndelse, som myten til bringe os.

Det, man skal gøre, når man vil prøve at forstå Det ny Testamentes tale, er derfor ikke at tage en række nytestamentlige udsagn frem og isoleret føre dem op til nutiden i en form for skriftstedskamp, men er se på udsagnene i deres helhed, så man altså hele tiden spørger om, hvad de objektive udsagns subjektive side vil os, hvad de vil sige om vor tilværelse, hvad de vil have os til at gøre, hvis vi vil have vort liv til at lykkes.

Og indrømmet: der er mange flere udsagn, som kræver overvejelse. Det vil de måske få i et kommende indlæg.

Dette indlæg blev udgivet i Luther, Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.