Alles frelse?

I det forrige indlæg her på bloggen vendte jeg mig imod Lars Sandbecks påstand om alles frelse. Ud fra det ville man måske forvente, at jeg godtog den modsatte påstand, den, som bl.a. bliver fremført af Henrik Højlund i Kristeligt Dagblad den 3. februar, se her. Det gør jeg dog mærkeligt nok ikke.

Men – for at gøre forvirringen fuldkommen – jeg accepterer fuldt ud de argumenter, han bruger imod Lars Sandbeck.

Hvordan hænger det dog sammen?

Det hænger sammen på den måde, at jeg betragter spørgsmålet som et umuligt spørgsmål, dvs., som et spørgsmål, vi først får svar på på den anden side af dommedag. Og dèr befinder vi os ikke endnu, det gør hverken Lars Sandbeck eller Henrik Højlund.

Henrik Højlund skriver f.eks.:

Som nævnt hævder Sandbeck så, at Det Nye Testamente også har frelsesuniversalismen som grundtone. Igen tror man, det er løgn, at en ph.d. og lektor i teologi kan få sig til at kappe og beskære og isolere nogle få Paulus-citater, så de ender med at falde i hak med hans eget anliggende. Men det står der virkelig sort på hvidt i kronikken.

Jeg giver Højlund ret: det er højst besynderligt, at Sandbeck kan få sig selv til at beskære og isolere nogle Paulus-citater og så tro, at Paulus holder med ham. Og det er faktisk, hvad han gør. Han skriver i sin kronik, se her:

Til menigheden i Rom skrev han [dvs Paulus]: ”Ligesom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker.” (Rom 5,18) Gud, erklærede Paulus frimodigt, vil ”vise alle barmhjertighed”. I andre breve jublede han over, at Gud ønsker ”at alle mennesker frelses”, og at ”Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker”. Ja, til sidst, når Gud er blevet ”alt i alle”, vil alle mennesker gladelig ”bekende, at Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære”. Det ender godt for alle. Sådan lød evangeliet i den tidlige kirke.

Det er lidt pauvert. Først, fordi han ikke ulejliger sig med at fortælle, hvor de forskellige skriftsteder står, dernæst, fordi han – fuldt korrekt, faktisk – siger, at Gud ønsker, at alle mennesker frelses. Det er jo noget, vi alle véd. Men om hans ønske opfyldes, se, det er noget, ingen véd, heller ikke Lars Sandbeck.

Det næste skriftsted, dette med, at Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker, står i Tit 2,11. Og bortset fra, at de fleste nytestamentlere regner Titusbrevet for et uægte Paulus-brev, så lyder fortsættelsen således:

11 For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker 12 og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden,

og stiller os derved uundgåeligt det spørgsmål, om også de mennesker, der ikke siger nej til ugudelighed og verdslige lyster bliver frelst. For der står jo ikke, at Guds nåde er blevet åbenbaret sådan, at alle faktisk bliver frelst, men sådan, at alle kan blive frelst.

Den samme indvending kan man komme med angående det sidste skriftsted, han nævner. Det er fra Fil 2,11, fra den såkaldte Filipperhymne, hvor det hedder:

Derfor har Gud højt ophøjet ham/ og skænket ham navnet over alle navne,/ for at i Jesu navn/ hvert knæ skal bøje sig,/ i himlen og på jorden og under jorden,/ og hver tunge bekende:/ Jesus Kristus er Herre,/ til Gud Faders ære.

Men hvad er dette andet end et håb om en ikke fjern fremtid, hvor evangeliet er nået ud til alle verdens ender og er blevet modtaget, så alle bøjer sig for det! Vi må dog i sandhedens navn indrømme, at dertil er det ikke kommet endnu. Og hvorfor er det ikke det? Jo, såmænd fordi den formaning, som Paulus indleder hymnen med, endnu ikke er efterkommet af os mennesker. Han siger i vers 5: ”I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus,” og så skildrer han Jesu ydmyghed med hymnens ord.

Nå ja, så skal vi vel også lige se, om det eneste skriftsted, han angiver placeringen på, Rom 5,18, tjener hans formål. Paulus er i gang med at sammenligne Adam og Kristus. Og tanken, som Sandbeck drager frem, synes jo logisk nok. For det var jo ikke blot nogle få mennesker, der fik synden ind over sig ved Adams fald, det var alle mennesker. Så er det vel også sådan, at det ikke blot er nogle få mennesker, der får liv i kraft af Kristi gerning. Eller skulle det mon forholde sig sådan, at der ved Kristi gerning blot skabes mulighed for, at mennesker får liv? Paulus’ indledning til kapitlet, hvoraf det fremgår, at vi retfærdiggøres af tro, kunne tyde på det.

Lad mig også nævne de tre midterste kapitler i romerbrevet, kapitel 9, 10 og 11. Her begynder Paulus i Rom 9,3 med at ønske, at han selv var forbandet bort fra Kristus, hvis det kunne hjælpe hans jødiske landsmænd nærmere til frelsen. Og han fortsætter i resten af disse kapitler med at overveje frem og tilbage, hvad dog Guds mening kan være med at lade jøderne være udenfor frelsen. I Rom 11,5 trøster han sig med, at der dog må være en rest tilbage af Israels hus, der bliver frelst. Og det fører ham frem til Rom 11,25, hvor han omsider når til frem den trøst, at ”der hviler forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt kommer ind”.

Nogle meget gribende overvejelser, som han ikke er kommet let til. Men man kan da ikke efter at have læst dem, lade være med at spørge sig selv, om han ikke kunne have sparet sig alle disse hændervridende tanker, hvis han bare havde kendt Lars Sandbecks tese: at frelsen uden videre er for alle.

Hvilket med ret stor tydelighed viser, at Paulus og Sandbeck ikke er enige om denne tese.

Men som jeg begyndte med at sige: det betyder ikke, at jeg giver Højlund ret. For jeg holder på, at vi ikke véd noget om den sag, og at vi ikke skal lade, som om vi véd noget.

Se f.eks. hvad Indre Missions formand, Hans-Ole Bækgaard, skriver i Kristeligt Dagblad den 3. februar her:

Løsningen på problemet er for Sandbeck en evangelisk folkekirke med frelsesuniversalisme som det forløsende evangelium uden den lutherske forankring. Folkekirkens mission havner dermed i at hjælpe mennesker til at tro på den løgn, at alle bliver frelst til sidst uanset. Og at det er sand bibelsk lære.

Gid det var sandheden. Jeg deler C.S. Lewis’ udsagn om, at ”der er ingen lære (om fortabelsen, min tilføjelse), som jeg hellere ville fjerne fra kristendommen end denne, om det stod i min magt.” Det er der mange, som har forsøgt gennem kirkens historie – og Sandbeck er ikke en undtagelse.

Han har ret i, at dette, at alle bliver frelst til sidst, er en løgn. Og man kan godt i forbifarten lægge mærke til, at den Indre Mission, der tidligere i hvert fald af andre blev anklaget for næsten at svælge i tanken om, hvordan der var noget, der hed fortabelse – ikke helt uden grund – nu ligefrem ønsker, at alle kunne blive frelst.

Men læg mærke til, at dette med fortabelsen nu gøres til en lære, hvor det dog blot skulle være en forkyndelse. Er det en lære, så er det noget, vi véd med sikkerhed. Men vi aner jo ikke, om Gud har maget det så, at alle lige inden døden omvender sig. Det kunne vel godt tænkes, at den almægtige ville bære sig sådan ad. Blot kan vi jo ikke i vor forkyndelse bede vore tilhørere om at løbe den risiko. Eller rettere: Vi kan ikke lade være med at forkynde, at et menneske, hvis det fortsætter som slave af loven, går glip af livet, ikke opnår det af livet, som det skulle opnå, og dertil ødelægger livet for mange andre.

Det er på den måde, Paulus bruger fortabelsens mulighed: som en advarsel. I 1 Kor 10,1-12 er han i færd med at gennemgå israelitternes ørkenvandring. Den udlægger han som en advarsel til menigheden, for nogle af dem blev afgudsdyrkere (vers 7), andre bedrev utugt (vers 8), derfor blev de slået ned i ørkenen (vers 5). Nej, fortsætter han:

Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder. (Vers 12).

Og så når han frem til et afgørende udsagn om, hvad det vil sige, at loven er tilintetgjort, vers 23:

Alt er tilladt, men ikke alt gavner. Alt er tilladt, men ikke alt bygger op.

At handle gavnligt, at bygge op, det er, hvad det drejer sig om, ikke minutiøs regeloverholdelse. Og det, der skal bygges op, er menigheden, forholdet til de andre, bevidstheden om, at vi udgør et fællesskab, at vi er brødre og søstre, og at vi derfor af os selv må handle som en familie, der stoler på hinanden.

Og igen: Hvis alle bliver frelst i sidste ende, så må det jo være ligegyldigt, om man står eller falder, om man gavner eller skader, og om man bygger op eller bryder ned.

Lad mig slutte med to betragtninger:

1) I begyndelsen af 1980erne skrev jeg en lille afhandling. Den skulle egentlig have været en licentiatafhandling, men det kom aldrig så vidt. Her i 2010erne opdagede jeg den igen og lagde den ud på nettet. I den er der et kapitel, der hedder ”Modsætningen til den forensiske retfærdiggørelseslære”. Dette med den forensiske retfærdiggørelseslære – altså den lære, at mennesket bliver retfærdigt derved, at Gud erklærer mennesket for retfærdigt – var, hvad der optog mange dengang. Der havde endnu ikke vist sig nogen, der var fræk nok til ligefrem at gå ind for alles frelse. Men når jeg nu så mange år senere læser dette afsnit igennem, kan jeg se, at mange af mine datidige argumenter går igen i min argumentation i dag. Hvis man gider – men det hele er ret indviklet – kan man se afsnittet her.

2) På en måde er det, som om alle disse tanker om alles frelse eller dobbelt udgang hører en lykkelig fortid til, den lykkelige fortid, nemlig, hvor vi her i landet endnu ikke havde stiftet bekendtskab med islam.

Dengang, hvor vi kun var os selv, kunne vi endnu bilde os ind, at vi kunne og burde acceptere alle danskere, selv om de ikke lige troede på Kristus, sådan som de efter vor lutherske bekendelse burde gøre det. Det er det scenarie, Lars Sandbeck opstiller for os. Og ikke sandt, så er vi tilbøjelige til at lade Sandbeck få ret. For vi kan da ikke nænne at erklære nogen for fortabt, bare fordi de ikke lige har den rette tro.

Men det er jo ikke vor situation længere. Nu har vi fået et influx af muslimer, det vil sige: vi har fået en masse mennesker ind i landet, der er bestemt af den muslimske lovfromhed, og det viser sig, at disse mennesker mangler meget mere end en tro på Kristus: de udøver mange steder dominansvold overfor os danskere, de chikanerer de danskere, de bor iblandt, så de får et boligområde for sig selv, de holder brandfolk og politifolk ude fra disse områder, osv.

Nej, nej, det er skam ikke alle muslimer, der opfører sig sådan. Men der er tilstrækkelig mange voldsparate muslimer til, at ikke så få mennesker her i landet må leve med konstant politibeskyttelse. Og værst af alt: de har en koran og en krigshistorie med deres religion, der bevirker, at alt for mange af dem får den tanke at ville føre deres krig mod os vesterlændinge videre med terror.

Og ja, vi kan måske nok med lidt tankegymnastik få os selv til at tro, at der nok vil være frelse for de pæne muslimer. Men kan vi få os selv til at tro, at Guds frelse også kan tildeles en Mohammed Atta, der fløj sin flyvemaskine ind i World Trade Center’s ene tårn? Hvis han fortrød i sekunderne, inden han døde, ville han vel have drejet sit fly udenom tårnet. Eller kan vi forestille os, at Osama bin Laden nåede at bede om forladelse, inden han blev skudt?

Vi er kort sagt blevet konfronteret med en religion, der ikke blot har nogle dræbende handlinger at opvise, men også nogle dræbende ord i sin helligskrift. Og mig forekommer det altså, at det er spild af god tankekraft at overveje det hjernespind, der er opstået hos Lars Sandbeck. Vi burde i stedet prøve at gøre os klart, hvordan dog en lovfromhed, der jo virkelig gerne vil være fromhed, kan ende med at fostre terrorister.

Problemet er ikke det, som Kaj Mogensen formulerede på denne måde:

Forestillingen om, at Gud på dommens dag vil sende hovedparten af sin skabte og elskede menneskehed i tidsubegrænset smerte, er en ophævelse af kristen tro, håb og kærlighed. Gud bliver gjort til en ond sadist.

Problemet er, at nogle mennesker har vist sig som onde sadister. Problemet er, at en række mennesker – og altså ikke helt få – er indstillet på at sende store dele af deres gudsskabte medmennesker ind i smerte og død.

Og vil vi ikke bagatellisere deres ondskab ved at påstå, at de da bestemt må blive frelst til sidst?

Dette indlæg blev udgivet i Etik, Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.