Islamofili

Fristelsen til at bruge termen ”islamofili” som modvægt til den ofte anvendte term ”islamofobi” er næsten ikke til at modstå, når man læser Informations anmeldelse af Ayaan Hirsi Alis seneste bog ”Frit bytte, indvanding, islam og truslen mod kvinder”, se her.

Mens det er mig ganske umuligt at forbinde noget sygeligt med den kritiske holdning, mange – heriblandt jeg selv – har til islam, forekommer det mig mere og mere klart, at hvis der er noget, der skal kaldes sygeligt, er det elitens konstante forsøg på at undskylde islam og på næsten enhver måde bortforklare de uheldige tendenser, der ses hos denne religion. Og til at antyde eller måske ligefrem beskrive denne sygelighed er termen ”islamofili” velegnet.

Og læser man den anmeldelse igennem, som ”Frit bytte” har fået i Information, kan man på udmærket og egentlig højst afslørende vis blive klar over alle de tricks, der anvendes for at undgå at se den sandhed i øjnene, at der er forskel på vestlig kultur og muslimsk kultur, og at de muslimer, der ankommer til vort land som såkaldte flygtninge, på ingen måde tænker på at glide gnidningsfrit ind i vores kultur.

Allerede i underoverskriften kommer anmelderens fordomme til syne:

Ayaan Hirsi Alis mål med sin nye bog har været at indsamle så meget data som muligt, der kan bruges til at ’bevise’, at muslimske mænd i Europa udgør en trussel for Europas kvinder. Problemet er, at de data, der præsenteres, er yderst selektivt valgt.

Hvis Nanna Mik-Meyer, anmelderen, havde fulgt lidt med i det, der sker rundt om i Europa, og hvis hun havde kunnet rumme den sandhed i sig, at der vitterlig er forskel på kulturer, så ville hun ikke sætte ”bevise” i anførelsestegn. Rent bortset fra, at formuleringen lader ane, at Hirsi Ali mener, at alle muslimske mænd er en trussel. Og det mener hun bestemt ikke, hvilket fremgår af diverse interviews.

Men hvis vi bare tager det, Hirsi Ali fortæller i et interview i Weekendavisen den 12-2, se her, så må man undre sig over Mik-Meyers formulering. Her siger Hirsi Ali:

Da jeg ankom til Holland for snart 30 år siden, var jeg forbløffet over, hvordan hollandske kvinder bare bevægede sig frit rundt og tog deres sikkerhed for givet. Sådan er det ikke længere,« siger Ayaan Hirsi Ali og tilføjer, at de fleste forbrydelser og overgreb mod kvinder sker i områder med lave husstandsindkomster.

Er det ikke noget, også Mik-Meyer har lagt mærke til? Hun fortæller os da, at hun har læst, hvad Hirsi Ali skriver om begivenhederne i Köln nytårsnat 2015/16. Men se så, hvordan hun slipper for at skulle drage den slutning, at det hele har noget med islam og muslimer at gøre:

Statistikken i bogens første del præsenterer et sammenfald (flere muslimske mænd og flere overfald på kvinder), men ikke en sammenhæng (flere muslimske mænd fører til flere overfald på kvinder – relativt set). Det betyder, at bogens analyse er svag på et meget væsentligt punkt: Den præsenterede statistik kan ret beset ikke svare på, om der i dag faktisk er mere vold mod kvinder i europæiske lande – eller om der blot anmeldes flere voldshandlinger.

Det må altså for alt i verden ikke være sådan, som vel de fleste nogenlunde normalt tænkende mennesker ser det, at den muslimske indvandring har forandret kulturen på kønsområdet, så vor tidligere aleneherskende vestlige kultur, der havde respekt for kvinderne, blev afløst af en muslimsk kultur, der betragter det som udtryk for seksuel løssluppenhed, når kvinder bevæger sig rundt i gaderne alene, og derfor som en åben invitation til sex. Nej, det, som vi andre kan se med et halvt øje, må ikke være sådan for den islamofile Mik-Meyer. Der skal drives rigtig videnskab, og rigtig videnskab er én, der kan give Mik-Meyer ret. Hun skriver direkte:

Jeg tvivler også på, at den [dvs. ”Frit bytte”] vil få et liv blandt for eksempel sociologer og kriminologer, da Hirsi Alis analyser er vinklet så hårdt, at den fortælling, der står tilbage, er utroværdig.

Jo, tak, vi kender diverse ‘videnskabelige’ undersøgelser fra universitetsfolk, der også lider af islamofili, og derfor er lige så blinde for kulturforskellen som Mik-Meyer.

Men Hirsi Ali har jo ret i, at sygdommen islamofili er udbredt i vore samfund, blandt dommere, blandt politifolk, blandt politikere. Og Mik-Meyer giver på udmærket vis udtryk for det, der er islamofiliens kerne:

Min frygt er, at en bog som Frit bytte medvirker til at skabe en større kløft mellem unge mænd med muslimsk baggrund og majoriteten i Danmark og dermed medvirker til at vanskeliggøre den integration, som Hirsi Ali netop ønsker at styrke.

Ikke sandt, den betragtning har vi hørt før. Det har været den ledende opfattelse gennem hele den tid, vi har modtaget muslimske indvandrere: Vi har stået på pinde for dem; vi har vartet dem op i hoved og r-v, vi har givet den underhold, deres børn undervisning, givet dem et liv langt bedre end det, de havde i den muslimske stat, de kom fra. Alligevel har der udviklet sig en kultur iblandt dem, der på næsten enhver parameter vender sig imod vort samfund, en kultur, der ser Vesten som det store skræmmebillede, som det for alt i verden drejer sig om at undgå at efterligne. Så den strategi, Mik-Meyer synes at anbefale, har vi brugt igennem årtier uden held. Og enhver med blot lidt omløb i hovedet burde i det mindste glæde sig over, at Hirsi Ali byder på noget andet end den sædvanlige, mislykkede strategi.

Men ikke Nanna Mik-Meyer.

Hun skriver bl.a.:

Jeg udfordrer ikke det faktum, at muslimske mænd relativt set er overrepræsenterede i voldsstatistikkerne, men spørgsmålet er, om omfanget er så stort, at Hirsi Alis hårde vinkling holder. Eftersom Hirsi Alis ‘bevisførelse’ baserer sig på en selektiv præsentation af udelukkende muslimske mænds overfald på europæiske kvinder, ved vi jo ikke noget om ikkemuslimske mænds overfald. De er belejligt glemt. Hun konkluderer, at de muslimske voldsmænds overfald adskiller sig fra den ‘almindelige’ vold mod kvinder i europæiske lande ved, at de muslimske overfaldsmænd er unge, de kender ikke deres offer, og de overfalder alle typer af kvinder. Hun gengiver citater fra for eksempel fransk og svensk politi der hævder, at det er ‘en ny type aggression’ begået af ‘dyr’. Men da vi ikke ved noget om ikkemuslimske mænds vold mod kvinder, bliver analysen og konklusioner så ensidig, at den fremstår utroværdig.

Hvorfor er det ikke nok for hende, at muslimske mænd er overrepræsenterede i voldsstatistikkerne? Hvad enten det er meget eller lidt, kalder det dog på en forklaring. Men ikke for Mik-Meyer. Hun kan ikke se, at der er noget at forklare, før der er fremlagt en statistik over ikkemuslimske mænds overfald. Jamen, har hun ikke hørt om det fænomen, der hedder æresdrab? Er hun ikke klar over, at den slags drab var ganske ukendte i Europa før muslimernes ankomst? Er det ikke alene af den grund tydeligt, at den muslimske kønskultur er anderledes end den europæiske? Og var det ikke en idé at gøre sig den ulejlighed at sætte sig lidt ind i denne anderledes kultur, hvis man vil bedømme de vanskeligheder, der er med integrationen, i stedet for på forhånd at gå ud fra, at man da som et godt og ordentligt menneske må regne med, at muslimer ikke er værre end os europæere, og – og det er det værste – holde fast ved den forudsætning uanset, hvordan muslimer gebærder sig i vore samfund?

I Weekenavisen er der som sagt et interview med Ayaan Hirsi Ali. Det er ved Kathrine Tschemerinsky. Og man kan da godt sige, at hun går hårdt til Hirsi Ali, f.eks. her:

En af de ting, jeg forestiller mig vil blive diskuteret, når din bog udkommer, er omfanget af det problem, du beskriver. Hvad kunne du bevise statistisk, og hvad kunne du ikke bevise?

»Bogens mest tragiske fund er, at statistik og dataindsamling bliver brugt som et politisk redskab til at lægge låg på problemet. Og det vil også blive brugt til at forvanske konklusionen, så det fremstår, som om der ikke er nogen forbindelse mellem seksuel vold mod kvinder og dem, som begår det, med det resultat at intet bliver gjort.«

Og se, her får Hirsi Ali lejlighed til at påpege vanskelighederne ved den statistik, hun har til rådighed. For også de, der skal indsamle data, lider af islamofili.

Men i et interview i bladet Femina, se her, får hun lejlighed til at forklare sig lidt nøjere, hvad angår disse kulturforskelle:

Er kærlighed en vestlig luksus?

– Haha, det er der aldrig nogen, der har spurgt mig om før! Jeg tror, kærlighedsfølelsen er universel. Men forskellige kulturer forholder sig forskelligt til, hvad kærlighed er. I den vestlige kultur har ideen om kærlighed udviklet sig og er, hvad den er nu – hvor mennesker frit kan vælge at elske hinanden.

– Kærlighed er blevet løsnet fra forældre/barn relationen. … I mit eget liv var det sådan, at min far erklærede, at han elskede mig og min søster meget højt. Og på grund af den kærlighed til mig, mente han, at det var hans pligt at arrangere og organisere, hvem jeg skulle tilbringe resten af mit liv med, hvem jeg skulle kalde min ægtemand.

– Det er en sammenføring af to mennesker, som aldrig har mødt hinanden. Deres forældre sætter dem sammen, og så forventes de automatisk at elske hinanden. Den tilgang til ægteskabet er ikke ændret i store dele af verden. Resten af verden har ikke udviklet sig på den måde, Vesten har.

Og hendes budskab bliver i Femina ikke afvist som uvidenskabeligt:

Hendes budskab er, at hvis man som mand kommer fra en kultur, hvor kvinder traditionelt er underordnet mænd, skal tildækkes og er ”frit bytte”, hvis de træder udenfor normerne, og man så ankommer til en kultur, hvor kvinder opfører sig fuldstændig frit også seksuelt – så vil man automatisk opfatte kvinderne som ”frit bytte”.

Det påvirker kvindernes frie bevægelighed i det offentlige rum, det kan forholdsmæssigt aflæses i kriminalstatistikkerne, og vi forstærker problemet, fordi vi ikke bryder os om at italesætte det, siger hun.

Og se, her bryder et argument mod islamofiliens bukken og skraben for islam igennem. Vi må italesætte problemerne med kultursammenstødet, ikke mindst på det seksuelle område, fordi der er så mange europæiske kvinder, der bliver ramt.

Men minsandten, om ikke Hirsi Ali også har blik for den angst for at blive udskældt for at være højreorienteret, der får mange ”pæne mennesker” til at undlade at tale om dette muslimske voldsoverskud:

– Hvorfor er det så, at feminister og kvinder generelt tier her? Hvorfor er de så sensitive omkring det? Jeg tror, alle går og regner i hovedet: ”Jeg vil beskytte kvinders rettigheder, jeg vil gerne tale højt og imod de ugerninger, nogle af de mænd udfører, men på den anden side vil jeg ikke støtte det yderste højre og populistiske grupper, jeg vil gerne have, at vi skal være imødekommende overfor indvandrere.”

– Den indre handel ser vi ikke bare hos kvindesagsforkæmpere og feminister, men tilmed i ofrene. Et af dem er med i bogen. Jeg har hørt det samme fra så mange kvinder, som har været ofre for overgreb. De ønsker altid at pointere: ”Jeg er FOR indvandring, de skal føle sig velkomne i landet, jeg stemmer til venstre for midten”.

– Jeg tror, det er den konstante indre handel, der foregår. På grund af tidens fremherskende kulturelle normer og kulturidentitetspolitik er det blevet virkelig svært for kvinder i Vesten at sige, at der er en utilsigtet konsekvens af indvandring, og det er, at den skader kvinder. Vi kæmper alle sammen for at finde ud af, hvordan vi skal sige det.

Men når nu indvandring af muslimer har denne konsekvens, skulle man tro, at Hirsi Ali ville anbefale, at vi lukker i for yderligere indvandring. Det gør hun ikke. Det hedder i Weekendavisens interview:

Når hun skal forklare, hvorfor hun er for indvandring, peger hun på sig selv. Hun er immigreret ad to omgange og har nydt godt af de muligheder, hun fik i Vesten. Til gengæld har hun også tilpasset sig værtslandenes normer.

»Vores opgave er at socialisere gerningsmænd og potentielle gerningsmænd til de værdier, der eksisterer i det samfund, de ankommer til. Den vigtigste værdi, ud over sikkerhed og frihed, er anerkendelsen af, at mænd og kvinder er lige meget værd. Kvinder skal ikke angribe mænd på gaden, og mænd skal selvfølgelig heller ikke angribe kvinder.«

Måske dette, at hun ikke vil lukke af for indvandring, hænger sammen med den tro eller overtro, hun tilsyneladende har til social ingeniørkunst: vi skal socialisere gerningsmænd til at anerkende, at mænd og kvinder er lige meget værd. Jo, tak, men hvordan kan hun overse, at der bag de tanker, den muslimske mand har, ligger en 1400 år gammel kultur, oven i købet en kultur, der benytter sig af gudsbegrebets absoluthed til at gøre sig urørlig.

Det gør hun ikke noget ud af efter anmeldelserne og interview’ene at dømme.

Men bare den forestilling, som imamerne er ivrige efter at indprente deres tilhørere, at muslimer er ”det bedste folk”, dvs., i Guds øjne står over ikke-muslimer! Det betyder jo, at vore udmærkede socialingeniører kan komme med alle de forklaringer, det skal være om mænds og kvinders ligestilling, en muslim véd på forhånd, at den slags snak skal man ikke tage sig af, det kommer jo fra en vantro. Og desuden, når koranen stiller mænd over kvinder, og koranen jo er Guds eget ord, hvad bilder så sådan en vantro sig ind, at han tror, han kan få en troende muslim til at se bort fra koranens ord!

Dertil kommer, at det vel ikke er så svært at overbevise de fromme muslimer – kvinder såvel som mænd – om, at muslimer er bedre end vesterlændinge, for ser de ikke for deres øjne, hvordan de europæiske kvinder går klædt? De kerer sig aldeles ikke om, som enhver from kvinde véd, at hun skal, at dække sine ynder til, for ikke unødigt at friste mændene; disse løsslupne vesterlændinge lader kønnene omgås hinanden til daglig, på arbejdet, i skolerne, ja, og i nattelivet, hvor jo de mest umoralske ting finder sted; er det ikke tydeligt at se, hvor moralsk depraverede vesterlændingene er?

Det er i det hele taget det, den fromme muslimske kvinde skal: hun skal passe gevaldigt på, at hun ikke udæsker mændenes kønsdrift. For den tanke har vokset sig stor blandt muslimer, at mandens kønsdrift er ustyrlig, ja, at den i grunden styres af kvinden og hendes opførsel. Hos os opdrages mænd til at have respekt for kvinder, blandt andet, fordi vi opdrages sammen med kvinder. Men hos muslimerne opdrages mænd og kvinder hver sig for, kønnene holdes så vidt muligt adskilt. Og mærker mændene, at deres kønsdrift tager ved dem, kan de ikke se, at det er deres opgave at styre sig lidt, nej, det ligger i deres kultur, at det altid er kvindernes skyld. Så derfor er det ikke så mærkeligt, at de muslimske mænd betragter de europæiske kvinder som ”frit bytte”: dels er de vantro og derfor ikke underlagt den beskyttelse, muslimske kvinder trods alt er underlagt – når de altså opfører sig moralsk korrekt – og dels opfører de sig aldeles ikke fromt og ydmygt og ikke æggende, som en muslimsk kvinde gør det, så når de selv ligefrem ægger de muslimske mænd ved en påklædning, som vi – men ikke de muslimske mænd – finder interessant, men på ingen måde udfordrende, så skal det da næsten gå sådan, at kultursammenstødet mellem vestlig kultur og muslimsk kultur finder sted som en voldtægt eller en seksuel chikane.

Så jeg kan ikke, når jeg tager religionsforskellen i betragtning – og den kan man ikke som Hirsi Ali springe over – se andet, end at det, vi skal gøre, er at standse for al yderlige tilstrømning af muslimske indvandrere, og derefter begynde på fra kirkens side at angribe islam med argumenter. For det er jo et andet karakteristikon ved islam: de kan ikke forsvare deres religion med argumenter, kun med vold. Og denne svaghed skal vi udnytte. På den måde kan vi måske vinde nogle sjæle bort fra islam.

Hvilke argumenter?

De argumenter, Jesus anvender imod farisæerne. Det er hård tale, han kommer med, ja, men det er også en umenneskelig religion, han prøver at gøre op med. Den samme umenneskelighed har vi for os i islam. Først og fremmest i deres forståelse af, at bare de har overholdt shariaen, har de deres på det tørre.

Men at få dem overbevist om, at det har de aldeles ikke, det er svært. På den anden side: hvilken befrielse må det ikke være for dem at opdage, at de er anerkendt på forhånd uanset gerninger eller ej.

Det kunne man godt unde dem.

Og altså, ikke blot anerkendt af Gud, men også anerkendt af deres ægtefælle, som ganske frivilligt er blevet betaget af dem. En sådan tillidserklæring kan man leve på i langt højere grad end en shariafromhed hos den anden, som blot lydigt bøjer sig for forældrenes valg.

Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.