DR’s fordomme

Nå ja, jeg véd godt, at ”fordomme” på moderne dansk hedder ”bias”. Og bias er måske også lidt mindre aggressivt end fordomme. Man kan eventuelt også sige, som jeg gjorde i januar, da jeg skulle beskrive angrebet på den amerikanske kongres. Her talte jeg om, at de to fløje i amerikansk politik sad i hver sin boble, se her, og kun lyttede til det, de andre i boblen sagde.

Dengang tillod jeg mig at hævde, at de to førende danske Tv-kanaler, DR og TV2, begge befandt sig i anti-Trump-boblen. Det kom frem derved, at de var alt for hurtige til at hævde, at angrebet på kongressen fandt sted, fordi Trump havde opægget til det. Ikke noget med at undersøge sagen nærmere, ikke noget med at overveje, om antifabevægelsen, som havde forstyrret fredelige Black-Lives-Matter demonstrationer ved at deltage med vold i dem, kunne tænkes at have gjort det samme med den demonstration, som Trump havde opfordret til, ikke noget med at finde ud af, om de voldelige demonstranter havde været til stede og hørt Trumps timelange tale, ikke noget med at undersøge talen, om der kunne findes opfordringer til vold eller måske advarsler mod vold deri. Nej, nej, man vidste, hvilket billede man ville have fremkaldt på seernes nethinde, og det gjorde man sit bedste for at agere fremkaldervæske for.

Og nu i lørdags den 13-2 gentog hele komedien sig så. Nu, hvor Trump var blevet frikendt af senatet i den rigsretssag, som repræsentanternes hus havde besluttet at anlægge imod ham, fik vi en gennemgang af sagen som den så ud fra demokraternes side i aftenens Deadline.

Og det er jo ganske mærkeligt.

Vi arme tv-seerere forventer at få nogenlunde afbalanceret oplysning om verdens begivenheder. Og bevares, Trump har gennem hele sine fire år på præsidentposten været en noget særpræget skikkelse, slet ikke så ligetil at gå i lag med for medierne.

Men når nu demokraterne har valgt kun at anklage Trump for i sin tale den 6. januar at opildne til de voldsepisoder, der fandt sted i kongressen, så kunne man jo tro, at Deadline ville holde sig indenfor den afgrænsning. Men nej, den ene af deltagerne kunne kun få fremkaldt en reel anklage mod Trump, hvis hun medtog alle de tweets, der var fremkommet under hele hans præsidentperiode. Og så kunne hun jo rigtig fyre op under sin forargelse. Men er det Deadlines opgave?

Én ting er, at man hele tiden gentog den sekvens af Donald Trumps tale, hvor han siger, at demonstranterne skal kæmpe som ind i helvede, ellers har de ikke mere noget land, noget andet er, at man udelader den del af talen, hvor han opfordrer demonstranterne til at lade deres røst blive hørt foran kongressen på en fredelig og patriotisk måde. Det har i det mindste denne blogejer fået med, se her, omend det er gennem et citat fra Lars Hedegaard. Nå ja, det lykkedes mig da forresten at finde talen på nettet og også at få læst den. Men selvfølgelig, når man kun finder det frem i talen, som kan understøtte demokraternes anklage, så slipper man jo for at se det fra den anden side. Men er det egentlig ikke det, der er DR’s pligt: at se sagen fra begge sider?

Noget andet er, at man fuldstændig udelader alle spørgsmål, der dog naturligt rejser sig ud fra demokraternes opførsel her. Hvad vil de egentlig opnå med deres anklage? Har de mon heller ikke læst hele Trumps tale? Hvorfor fremhæver de kun dette ene sted? Og hvorfor kalder de konsekvent alle de voldelige personer i angrebet for Trump-tilhængere? Har de slet ikke fantasi til at forestille sig, at disse voldsmænd ikke er hidkaldt af Trump?

Hvortil jo kommer den ret enkle overvejelser, at Trump, hvis han virkelig, som anklagen lyder på, har villet foretaget et kup, jo bar sig yderst dumt ad. Hvorfor blev han siddende i Det hvide Hus? Hvorfor opfordrede han på et tidspunkt, hvor der ikke var opnået noget, demonstranterne til at gå hjem? Hvorfor var der ikke sat flere politifolk af til bevogtning den dag, osv., osv.?

Og så dukker også det ulogiske op ved i det hele taget at ville anklage Trump for en rigsret. Vi fik forklaret, at en rigsret egentlig er beregnet til at kunne afsætte en præsident, hvis han anses for uegnet til at lede landet. Og så skulle man jo tro, at den oplysning blev brugt til at undre sig lidt over, at demokraterne havde anklaget Trump for en rigsret. Vi fik vist nok også nogle ret udflydende forklaringer, men disse oplysninger om rigsrettens egentlige formål blev hovedsagelig brugt til at vise den ledende republikaners selvmodsigelse: Han havde kæmpet for at udskyde retssagen til efter den 20. januar, hvor Biden var blevet indsat, og Trump derfor ikke længer var præsident. Det var lykkedes ham. Men minsandten, om han så ikke nu hævder, at man ikke kan bruge rigsretsvåbnet mod Trump, for det kan kun bruges mod en siddende præsident.

Og det er da sandt nok, det hænger ikke sammen. Men er det så ikke også forkert af demokraterne i det hele taget at ville stille Trump for en rigsret? Oh, nej, et så stort spørgsmål kan vort lille land ikke tillade sig at overveje. I hvert fald ikke i vores officielle hovedkanal, DR.

Men en anden ting fik man nævnt, som ret effektivt underminerer demokraternes anklage, dog naturligvis uden at man på Deadline lagde mærke til det, endsige gjorde opmærksom på det.

Man fortalte om, hvordan senatorerne virkelig var i livsfare, de måtte føres i sikkerhed for voldsmændenes angreb. Specielt var man ude efter vicepræsidenten, som Trump havde nævnt i sin tale. Og for at understrege alvoren i truslerne, fortalte man, at demonstranterne havde medbragt en galge og en figur, de hængte op i galgen. Den figur forestillede vicepræsidenten.

Ikke sandt, den slags må man virkelig tage alvorligt. Og der er derfor god grund til at nævne det i Deadlineudsendelsen. Det gjorde man da også. Men man lagde ikke mærke til, at man derved udhulede demokraternes anklage. For den gik jo ud på, at man ikke tog alt det med, som Trump havde sagt, men kun tog det med, han sagde i sin tale. Det var det opæggende ved talen, man ville have klarlagt og anklagede ham for.

Men man kan da virkelig ikke forestille sig, at de, der havde hørt talen, blev så krigslystne over Trumps ord, at de gik hen og fabrikerede en galge og en dukke til ophæng. Det kunne de simpelthen ikke nå i den tid, der gik fra talen og til angrebet gik i gang. Så derved skød Deadlineredaktionen sig i foden. Men naturligvis, ingen sagde noget, og så tror man jo også, at ingen opdagede noget.

Kort sagt: Den Deadline-udsendelse var en modbydelighed at høre på. Hele tiden sad man og undrede sig over alle de spørgsmål, der ikke blev stillet, alle de problemstillinger, der ikke blev taget stilling til.

Nå, den ærede læser er vel efterhånden vant til det her på bloggen. Man synes måske, at jeg er ekspert i at opdage ikke-stillede spørgsmål.

Jeg er sandelig også helst fri. Men når man med forholdsvis få museklik kan få betydelig bredere oplysning, end Deadline kan tilbyde, bliver man noget frustreret ved at opleve godkendte og højt betalte journalister, der ikke bruger en sådan museklik-metode, men nøjes med de oplysninger, som deres boble kan tilbyde.

Forresten har The Economist den 12-2 en artikel, der handler om forskellige landes forsøg på at udøve censur, se her. Blandt andet gør man opmærksom på, at mange ret ikke-demokratiske lande har efterlignet Tyskland i de bremser, man dèr har lagt på Facebook og de andre medier. Man citerer Jacob Mchangama for at kalde dette ”en digital Berlin-mur”.

Og bladet har samme dag en anden artikel om, hvor dårlig visse kredse i staten New York er til at afholde valg, se her. Især Oneida County skilte sig ud på uheldig vis. Hele 2400 vælger-registreringer var ikke bearbejdet i tide før novembers valg. Det fik én af de tilforordnede til at sige: ”Det, der er så foruroligende ved det, der skete i Oneida County, er, at hvis ikke løbet var så utrolig tæt mellem de to kandidater, ville vi aldrig være blevet klar over fejlene”. Og det får The Economist til afslutningsvis at skrive: ”Newyorkerne må spekulere på, hvor mange fejl der fandt sted i kredse, hvor løbet ikke var så tæt”.

Men den slags læser man nok ikke på Deadline-redaktionen.

Jeg har i en tidligere artikel, se her, fortalt om den selvfølgelighed, hvormed vi almindeligvis anser de svenske valg for at overholde alle normale regler, og om, hvordan vi gør det på trods af, at enhver vælger i fuld offentlighed ved at tage en stemmeseddel fra det parti, han vil stemme på, ikke kan undgå at røbe sin stemmeafgivning overfor andre. Med samme selvfølgelighed regner vore USA-korrespondenter med, at alt i USA foregår efter bogen, og at Trumps anklager for valgsvindel er det rene humbug. Men bl.a. artiklen fra The Economist antyder, at vi er lige så naive i forhold til det amerikanske valg som i forhold til de svenske valg. Måske det var en idé at undersøge de amerikanske valgprocedurer lidt nøjere. Men det bliver nok ikke DR-korrespondenter, der tager denne opgave på sig.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.