Liv på andre kloder?

Hvad der nu det? Skal en alvorlig blog som denne nu til at beskæftige sig med den slags overnaturligt pjat?

Ja, det skal den faktisk. Men måske det endelige resultat bliver, at det er temmelig langt ude at stille den slags spørgsmål, i hvert fald når det formuleres som et spørgsmål om intelligent liv på andre kloder. De fleste vil vel nok også sige, at man da først og fremmest skulle spørge, om der er intelligent liv på denne klode.

Ikke desto mindre er det det sædvanligvis højst alvorlige engelske magasin, The Economist, der stiller dette problem op. Det sker i ikke færre end tre artikler i nummeret fra den 12-2. Og jeg begynder mit referat med det sted, hvor spørgsmålet om intelligent liv i rummet nævnes.

Det sker i en anmeldelse af en bog af Avi Loeb: Extraterrenial, se her. Man begynder med at fortælle om et besynderligt objekt, som den 6-9 2017 kom ind i vort solsystem i retning fra Vega, en stjerne i en afstand af 25 lysår. Den 9-9 var den tættest på solen, hvilket gav den en acceleration på ca. 200.000 mph. Men først den 19-10, da objektet var på vej bort fra vort solsystem i retning mod stjernebilledet Pegasus, opdagedes objektet af os mennesker. Det var astronomer på Hawaii, der så det, og derfor også dem, der gav det navn: Oumuamua.

I de cirka to uger, man kunne observere objektet, opdagede man, at det havde en meget mærkelig form, nogle sagde, det lignede en cigar, andre en flad skive. Men det mærkeligste var dog, at da man begyndte at undersøge dets bane nøjere, opdagede man, at denne bane ikke kunne forklares alene i kraft af solens tyngdekraft. Der måtte være andre kræfter på spil, men hvilke kunne man ikke finde ud af.

Og det er her Avi Loeb kommer ind i billedet. Han foreslog, at denne manglende forklaring skyldtes, at objektet var styret af intelligente væsener fra rummet.

Det blev han ikke populær på. Men han forsvarede sig med bl.a. den videnskabsteoretiske betragtning, at mange videnskabelige fremskridt er fremkommet derved, at forskerne, stillet overfor det tilsyneladende uforklarlige, har accepteret den simpleste forklaring. Og det vil han altså mene, at tanken om intelligent styrelse af det mærkelige objekt er.

Blandt andet det får magasinet til i en lederartikel at gå hele spørgsmålet om astronomernes trang til at lede efter liv i rummet efter i sømmene, se her. Man mener, at spørgsmålet er mere filosofisk end videnskabeligt, blandt andet, fordi man endnu ikke fuldt ud er klar over, hvordan liv blev til på denne klode:

Andre planeter er langt borte og vanskelige at studere. Det giver rum for alle mulige slags teorier. Måske er liv sjældent. Måske er det almindeligt. Men intelligent liv er ikke almindeligt. Eller måske er endog intelligent liv almindeligt, men den teknologi, der løfter den op, ender med at ødelægge den (en almindelig måde at tænke på efter opfindelsen af atombomberne).

Men, hedder det så, nu er efterhånden temmelig mange teleskoper rettet mod opklaringen af spørgsmålet om liv i rummet. Og så skriver man:

Nyheden om et tegn på liv på en planet en ti-tyve lysår borte vil ryste verden. Det ville være et klart bevis på, at liv virkelig er almindeligt i kosmos. Den konklusion kunne blive enden på menneskehedens forståelse af dens plads i universet.

Det er nu nok lidt overdrevent. Chokket om vor plads i verden fik vi, da Copernikus påstod, at ikke jorden, men solen var verdens centrum. Og siden er vor gamle centrumsplads skrumpet ind i takt med, at vi er blevet mere og mere klar over universets utrolige størrelse.

Mange vil måske mene, at de mange penge, der sættes af til at søge efter liv i rummet, kunne bruges bedre til at opretholde liv på denne klode. Men jeg véd nu ikke! Var det forkert af Tycho Brahe, at han i stedet for at bedre bøndernes kår byggede Uranienborg på Ven? Burde han have været optaget af samfundsøkonomiske jordiske spørgsmål i stedet for astronomiske himmelske ditto? Det er vist det, man må kalde uafgørlige spørgsmål. I hvert fald: han foretog en mængde observationer, som førte ham til den konklusion, at det måtte være jorden, der var universets centrum. Først hans elev, Kepler, gav sig til at foretage beregninger ud fra Brahes observationer, hvorved han fandt ud af, at det hele passede fint og nydeligt, hvis man antog, at planeterne, inklusive jorden, bevægede sig rundt om solen i ellipsebaner og ikke i cirkelbaner. Og der er nok ingen tvivl om, at dette, at man på den måde kom meget tæt på ligefrem at bevise, at det var solen og ikke jorden, der var centrum, har betydet ikke så lidt for vore filosofiske og teologiske tanker.

Og det kan da også godt være, at dette, at man opdager liv på andre kloder, vil komme til at betyde noget for vor opfattelse af os selv, altså for filosofien og teologien.

Men hvor langt er man nået i den henseende?

Det giver en tredje artikel i The Economist svar på. Den har i den skrevne udgave af magasinet overskriften ”Kom frem, kom frem, hvor du end er!” Og underoverskriften: ”Hvis der eksisterer liv udenfor jorden, finder videnskaben det snart”, se den digitale udgave her, hvor overskriften er den noget mere jordnære (undskyld udtrykket): ”Søgningen efter liv i rummet intensiveres”.

Her fortæller man, at efter at de første to planeter udenfor vort solsystem blev fundet i 1992, har man til dato fundet ikke færre end 4000 sådanne exoplaneter, som man kalder dem. De fleste af den må dog på forhånd udelukkes fra at kunne huse liv, når man altså går ud fra, at liv betyder liv af vores slags, baseret på kulstof og med vand og ilt i omgivelserne som forudsætning. Dette, at der skal være vand for at det kan være liv, sætter en ret snæver temperaturmargin for planeten, og derved udelukkes på forhånd så at sige alle af solsystemets planeter, bortset måske fra Mars og et par ismåner.

Men det mærkelige – og imponerende – er, at man nu er i stand til ikke blot at observere, at der må være en planet omkring den og den stjerne, man kan også beregne dens masse og dens afstand til stjernen, og har man et mål for stjernens varmeafgivelse, kan man regne sig frem til, om der kan eksistere vand på denne planet. Selv om der selvfølgelig er et stykke vej fra at have bevist muligheden for vand til at bevise eksistensen af vand.

I 2019 røg en planet med det smukke navn ”Teegarden b” ind som nummer ét på den liste, man har opstillet af exoplaneter med størst chance for liv. Den er på størrelse med jorden, får nogenlunde den samme stråling fra sin sol vi fra vores og består formentlig af fast klippe. Men om der er vand på planeten, selv om muligheden er til stede, er uvist. Planeten og dens sol er ude i en afstand af 12 lysår fra os.

Derimod har man i 2015 opdaget en planet, 124 lysår borte, hvis atmosfære tilfældigvis blev gennemlyst af stjernelys bagfra. Det gav astronomerne lejlighed til at analyse lyset spektroskopisk og – waw – der viste sig at være vanddamp i atmosfæren. Den hedder K2-18b. Men jeg véd ikke, hvad der ligger i det navn. Umiddelbart ser det ikke ud til at have noget med vand at gøre.

Og ja, jeg kan da godt forstå, hvis bioastronomer bliver grebet af en ovenud stor henrykkelse ved at gøre opdagelser som disse. For det er jo deres fag, det har de arbejdet med gennem flere år, og ikke sandt – så lykkes det, så får de et resultat, der må give genlyd i hele menneskeheden – hvis den ellers gad lytte – så det må da fremkalde begejstring.

Og jeg nænner næsten ikke at komme med pedantiske indvendinger. Men jeg vil som med mange andre ting mene, at man skal passe på ikke at komme for højt op.

I 2012 var der en astronom, der blev så begejstret for, at man havde fundet Higgs-partiklen, at han i Kristeligt Dagblad skrev, at man nu kan forklare universets og livets opståen. Jeg gjorde vrøvl i en artikel her på bloggen, og den pågældende gav mig ret. For livets gåde, som biologer slås med, var man ikke kommet spor nærmere ved at have fundet løsning på noget, som fysikere slås med.

På lignende måde her. Der er en masse forudsætninger af biologisk art, som man uden videre ser bort fra.

Først den forudsætning, at liv altid vil være liv af vores art, byggende på kulstof og eksisterende i vand. Jeg mindes en bog, jeg læste for meget lang tid siden. Her tillod forfatteren sig at foreslå andre væsker som livsvæske, f.eks. spiritus. Oven i købet tillod han sig at tilføje: ”En behagelig tanke!” Men om andre væsker er tænkelige, véd jeg ikke. Ligeledes véd jeg heller ikke, om andre grundstoffer end kulstof kan danne en lignende levende hvirvel omkring sig, naturligvis under andre atmosfæriske forhold, hvad grundstoffer og tryk angår. Så jeg går gladelig med til kun at lede efter liv af vores art.

Dernæst leder man efter liv ud fra den forudsætning, at det formentlig ”kun” bliver bakterielt liv, man finder. I den tid, livet har eksisteret på vor planet, har det for størstedelens vedkommende eksisteret som éncellet liv.

Og endelig den forudsætning, man har, når man med store antenner leder efter radiosignaler fra intelligente væsener! Her forudsætter man, at liv vil udvikle sig til intelligente væsener som vi selv. Men vil det det?

Ingen af disse forudsætninger går The Economist i synderlig grad ind på. Men de er dog alle nok værd en tanke.

Lad mig om den sidste forudsætning fremsætte den opfattelse – som jeg nok ikke ville være kommet på, om ikke nogen havde fortalt om disse bestræbelser på at finde liv i rummet – at man jo nok kan overveje, om man kan slutte fra Darwins ”survival of the fittest” til de klogestes overlevelse.

Umiddelbart vil vi nok mene, at det vil være de stærkeste, der overlever. Men måske klogskab kan overvinde styrke. Det er vel ikke en helt umulig tanke. Men det næste problem bliver så, om det er almindelige darwinistiske kræfter, der har ført til, at mennesket har vundet over alle andre levende væsener. Man kan nok gøre sig klart, at mennesket er blevet menneske i kraft af sproget, men at sproget skulle indebære en større overlevelsesevne, det er ikke noget, vi normalt spekulerer på. Men måske det virkelig forholder sig sådan. Og hvis det er tilfældet, vil altså muligvis liv på en anden klode udvikle sig i samme retning med en form for sprog som udviklingens vinder.

Og det kunne da selvfølgelig være spændende, om vi via radiosignaler kunne modtage budskaber fra en fjern klode. Blot må vi gøre os klart, at disse signaler formentlig vil have været lang tid undervejs, og at vore eventuelle spørgsmål derfor må vente mange år på svar.

Og én ting mere må vi gøre os klart: det legeme, der har udviklet sig som bærer af det individ, der har fået et sprog, er i så høj grad fremkommet ved et tilfældighedernes spil, at det vil være højst usandsynligt at finde tilsvarende legemer på andre planeter. Man behøver bare at tænke på de gange i de flercellede væseners udvikling, hvor meteorer har slået ned på jorden og ganske tilfældigt udslettet mange arter. Så hvis vi om et par hundrede år har held til at finde intelligent liv på en fjern klode, og hvis vi på forespørgsel får billeder tilbage af de intelligente væsener, må vi ikke blive overrasket over, at de formentlig i det ydre på ingen måde ligner os. Allerede blandt de mange dyrearter på vor egen klode siges det, at visse blækspruttearter har en ganske høj intelligens. Så det bliver formentlig ikke en marsmand på to ben og med et lidt uigennemskueligt ansigtsudtryk, vi får billeder af, men måske en blækspruttelignende videnskabsmand. Så der bliver lidt at lære dèr.

Nå, de sidste tanker tilhører mig og ikke The Economist. Men hvad man end vil mene om astrobiologi, det viser os, at mennesket er et nysgerrigt væsen, der aldrig bliver træt af at stille spørgsmål.

Dette indlæg blev udgivet i ateisme, Etik og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.