Et folks skyld

Det er måske et lidt mærkeligt spørgsmål at rejse. Og jeg skylder derfor at redegøre for, hvordan jeg er kommet på den tanke at beskæftige mig med det.

Det hænger sammen med, at jeg den 17-2 efter Deadline så en tysk film, der hed ”Et tysk liv”. Det var en noget mærkelig film. Den blev beskrevet som en dokumentar, men hvad det var, der skulle dokumenteres, var lidt uklart.

Man havde fået den sidst overlevende af Joseph Goebbels sekretærer, Brunhilde Pomsel, til at fortælle om sit liv. Og det var hende, der fik mig til at se filmen. For jeg kunne huske hende fra nogle artikler, jeg havde skrevet her på bloggen, især denne her. Men det anede jeg intet om, mens jeg så filmen. Kun kunne jeg huske hendes egentlig ganske smukke, men gennemfurede ansigt. Blot irriterede det mig gevaldigt, at hendes beretning om det liv, hun havde levet, både før og efter, at hun var sekretær hos Goebbels, hele tiden blev afbrudt af små indskudte filmsekvenser; så var det et stykke af en tysk ugerevy, så var det nogle klip fra et amerikansk forsøg på at afnazificere nogle tyskere, så var det forfærdelige billeder fra Warszawas jødiske ghetto, osv., hele tiden skulle hun afbrydes. Det var, som om filmmageren ikke troede, at vi kunne holde ud til kun at lytte til én person, der talte, som om man ville underholde os med noget andet, så vi ikke skulle klikke over til et andet program. Nå, da jeg efterfølgende blev klar over, at der faktisk var tale om en film til fremvisning i biograferne, faldt denne forklaringsmulighed bort.

Men næste dag gav jeg mig til at se de artikler om Pomsel igennem, som jeg dengang havde gemt. Det viste sig, at Berlingske i anledning af filmens premiere her i Danmark, havde bragt et interview med instruktøren, Florian Weigensamer, se her. De bringer følgende underoverskrift:

Den østrigske dokumentarfilm »Et tysk liv« er et næsten to timer langt interview med Joseph Goebbels’ tidligere sekretær, Brunhilde Pomsel, der sidste år døde i en alder af 106 år. Den ene af filmens instruktører, Florian Weigensamer, der er på besøg i Danmark, håber, at den ikke kun vil blive set som et historiske dokument, men også som en påmindelse om personligt ansvar i det aktuelle politiske klima.

Og hvad der menes med den sidste sætning, kan ses lidt senere i interview’et:

Selv om der er langt fra 30ernes fascisme til i dag, ser Florian Weigensamer konstant små tegn på et skred i den forkerte retning.

»Bare tag politikernes sprog i dag. Vi har Trump med »Let’s make America great again«, og vi havde Mussolini med »Lad os gøre Italien stort igen«. Alle steder ser vi populistiske politikere bruge det samme sprog og sammenligne modstandere med dyr, insekter, sygdomme. Det er farligt. Især når det rammer middelklassen, som det sker i Østrig netop nu,« siger Florian Weigensamer med henvisning til den nye regeringsdannelse kort før jul, hvor Sebastian Kurz blev indsat som kansler med Heinz-Christian Strache fra det højre-orienterede Frihedspartiet som vicekansler.

»Vi har haft Frihedspartiet i lang tid, men nu har de nået middelklassen, og pludselig er det okay for alle at bruge den form for sprogbrug. Jeg ser den samme udvikling over hele Europa, og det er farligt. Folk bruger ikke demokratiets værktøjer længere. I Østrig er der aldrig nogen, der går på gaden og demonstrerer. Så længe tingene fungerer, er de ligeglade. Men det kan ændre sig så hurtigt. Man kan miste megen frihed uden overhovedet at lægge mærke til det. Små love her og der. Politiet her og der. Det var sådan det skete, dengang Hitler blev valgt. Vi skal huske, at det var et demokratisk valg. Og det første skridt.«

Det var især det, jeg i sin tid gjorde vrøvl over; for det er jo da noget forfærdeligt vrøvl. Men jeg må indrømme, at mens jeg så filmen, faldt det mig ikke ind, at det kunne være den slags tanker, der havde fået instruktøren til at indsætte alle disse afbrydelser af et yderst interessant interview. Så på den måde var hans hensigt fuldstændig spildt på mig.

Kristeligt Dagblads anmelder var dengang fuld af beundring. Hun mente, at ”Iscenesættelsen af Pomsels erindringer i ”Et tysk liv – Goebbels’ sekretær” er intet mindre end formidabelt forløst”, se her. Jeg tror nok, at jeg bliver ved mit: hvis man havde 30 timers råfilm, ville jeg hellere have set fulde to timer med Pomsel end 1 time med hende og 1 time med diverse pædagogiske afbrydelser.

Nej, så er jeg mere enig med anmelderen på ordet.net, se her. Han siger lige ud, at der er potentiale i filmen, men at den er kreativt mangelfuld. Det hedder:

Der hersker ingen tvivl om, at det er en kvinde der har levet et langt liv. Som hun sidder foran kameraet, sort bagrund, kun hende belyst, ser man hver eneste fure og rynke i hendes ældede ansigt. De bliver ekstra fremhævet, da filmen præsenteres i sort/hvid, så alle konturer står fuldstændig klart. Pomsel har desuden en naturlig dramatisk flair over sig, så hun fremstår som en filmdiva fra tidligere tider – gestikulation og lettere pompøs tale en masse. Så langt, så godt.

Men det bliver meget hurtigt monotont.

Bevares, der klippes lidt imellem forskellige vinkler på hende, og der kommer små arkivklip og citater fra Goebbels ind, men selv det bliver kedeligt.

Nogle af klippene er spot on og gruopvækkende, mens andre er malplacerede og ikke giver mening i konteksten. Bare fordi man har haft adgang til eksklusivt materiale, er det ikke nødvendigvis en god ide at bruge det.

Nå, jeg fandt nu ikke Pomsel kedelig, tværtimod blev jeg som sagt irriteret over, at hendes spændende beretning hele tiden blev afbrudt.

Nuvel, det var forpostfægtningerne. Nu til sagen selv!

For spørgsmålet er: Kan et folk være skyldigt? Og er folket skyldigt, er så alle enkeltindividerne skyldige? Og har man bare været en almindelig tysker, bør man så fortryde det, man har gjort under Hitler-tiden?

Det sidste forventer anmelderne raskvæk af Pomsel. De har det svært med hendes udsagn om, at hun ikke vidste noget om nazismens ugerninger. I Kristeligt Dagblads anmeldelse hedder det:

Brunhilde Pomsel var stenograf og sekretær for den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels. ”En nydelig, beleven mand. Ikke så høj, men stadig flot.” Sådan beskriver Pomsel en af Anden Verdenskrigs værste umennesker.

Alle tror, at vi alle sammen vidste alting, men vi vidste ingenting.” Og her sidder man så, over for Pomsel, på vagt, nysgerrig og indlevende, men også motivforskende. Hvordan kan hun omtale Goebbels på den måde? Set med vor videns briller, i bagklogskabens skræmmende skær, er det jo absurd.

Anmelderen undrer sig over, at hun omtaler Goebbels på den måde. Men det understreger jo blot, at hun intet vidste. Hun og en kollega var inviteret med til Goebbels tale i Sportpalast i 1943, dèr, hvor han opildnede forsamlingen i den grad, at den svarede ja, ja, da han spurgte, om de ville den totale krig. Men de to kvinder kunne ikke forstå Goebbels forvandling. Det pæne menneske, som de kendte ham som i dagligdagen, var her blevet en skrigbasse, en skuespiller, en folkeforfører. En SS-mand bag de to unge damer prikkede dem på skulderen og sagde, at de skulle klappe. Bare den bemærkning viser dog, at den Goebbels, de hørte i Sportpalast var helt fremmed for dem og slog dem med bestyrtelse.

Problemet sættes op i Berlingske:

Men selv om Brunhilde Pomsel så sine fejl, og jævnligt bruger ordene »dum«, »egoistisk« og »naiv« om sit yngre jeg, nægter hun sig konsekvent skyldig: »Hvis jeg er skyldig, så er alle tyskere skyldige.«

Har hun ikke ret i det? Er hun mere skyldig, fordi det var Goebbels, hun arbejdede for?

Det forekommer mig, at diverse nutidige anmeldere, tyske som danske og engelske, kommer lidt for let om ved det spørgsmål om den enkeltes skyld.

Nogen, der ikke kom let om ved det, var de tyske flygtninge, der sad i de mange flygtningelejre i Danmark fra 1945-49. I den avis, Johannes Kjærbøl fik stablet på benene i lejrene, Deutsche Nachrichten, er der især et eksemplar, der beskæftiger sig med denne problematik, nemlig den avis, der udkom den 3. juni 1946, se her, hvor jeg har lagt den rubrik, der hedder ”Ordet er frit” ud på nettet.

Den er bestyret af Hans J. Reinowski, en socialdemokrat, der flygtede til Danmark for Hitlers forfølgelser i 1933, hvorfra han senere måtte flygte til Sverige. Han har hver uge en lille morsom klumme, Wochenschwatz von Jochen Spatz, og i denne uges Wochenschwatz begynder han med at gøre op med den tanke, at man som tysker ikke må sige noget ondt om Tyskland, når man befinder sig i et fremmed land. Det er en helt forkert holdning, det er noget, flygtningene har taget med sig fra Det tredje Rige. Han véd godt, hvordan de tænker:

Naturligvis véd jeg meget godt, at der iblandt jer ikke kun findes ærlige mennesker. Der er en ganske stor flok, som skriver til mig og hemmeligt ler i skægget, fordi denne dumme demokratiske djævel er så tosset og indlader sig i disput med dem. De gnider sig hemmelige i hænderne: “Lad os blot bare igen få nok albuerum. Så er det slut med hans ordmageri. Så slår vi tænderne ud på ham”. (#12).

Det var den holdning, at det var magten og ikke ordet, der havde overtaget, der havde vundet i Nazityskland. Og det er den holdning, Reinowski gør sit bedste for at få fjernet fra flygtningenes sind.

Efterfølgende er det to jurister, der får ordet. Og efter at den ene meget fornuftigt og grundigt har redegjort for, hvad der kan ligge i dette at være skyldig, når det er som enkeltmedlem af et samfund, man tænkes at være skyldig, går han over til at skildre den propaganda, tyskerne har været udsat for. Han nævner Hitlers nedrustningsforslag og fortsætter:

Her som også ellers virkede den mesterligt udførte propaganda og massesuggestion, såvelsom terroren. Der var heller ingen anledning til at tvivle på afrustningsforslagene. Og heller ikke vidste man noget sikkert om grusomhederne i koncentrationslejrene eller i de besatte områder. De få, der blev løsladt fra koncentrationslejrene, blev tvunget til at holde mund, og det var dog vore fædre, sønner og brødre, der var i hæren. Enhver kunne aflægge ildprøve på, at disse fædre, sønner og brødre slet ikke ville være i stand til den slags grusomheder og ugerninger. Selv i dag, når man hører beretningerne fra Nürnberg-processen og koncentrationslejrprocesserne, fristes man til at regne det altsammen for propaganda. Oprørt må man igen og igen spørge sig selv, om det nu også virkelig kan være sandt. (#25-26).

Der er noget dèr, vi ikke må overse. Dels dette, at Hitler var en mesterlig løgner. Men også det, at de grusomheder, der foregik i koncentrationslejrene, var så grove, så det i sig selv gjorde det vanskeligt at tro på, at det virkelig var sket. Ligesom Pomsel og hendes kollega blev højst forbløffede over, at den mand, de kendte som pæn og net og roligt argumenterende, kunne forvandles til en sådan menneskeforfører, og oven i købet have held med det. For det undrer Pomsel sig jo også over: hvordan var det muligt at opildne en hel sal fuld af tyskere til at råbe ja til, at de ville have den totale krig?

Senere forklarer han, at det er forkert at give tyskere i al almindelighed skyld for krigens grusomheder, men derfor må tyskerne alligevel som folk stå inde for de konsekvenser, som det faktum, at de har tabt krigen, stiller dem overfor. (#29-30).

Den næste jurist opstiller hele 8 forskellige klasser af tyskere, som på vidt forskellig måde har skyld for ulykkerne.

Endelig får en tysk kvinde ordet. Hun gør noget ud af begrebet koncentrationslejre og mener, at det mere er en engelsk end en tysk opfindelse. Og efter at have fået forevist en film fra koncentrationslejrene, spørger hun, hvilken skyld folket har i koncentrationslejrene og hvorfor de skal bøde for det. (#53). Så sammenligner hun de indkvarteringsforhold, der fandtes i koncentrationslejrene med forholdene i flygtningelejrene: der bor mange på værelserne, der ligger tit to i hver seng, m.m. (56). Og hun slutter lidt spidst:

Mon jeg får mit (uforkortede) brev og Deres gendrivelse at læse i det næste nummer af “Deutsche Nachrichten” — eller mon jeg blive spist af med det stereotype “Dèr er der igen en nazist, der har afsløret sig selv”?

Nuvel, hun får jo sit brev offentliggjort. Men hun får også svar på tiltale. Angående sammenligningen mellem flygtningelejrene og koncentrationslejrene skriver Reinowski:

Sålænge De ikke skriver til mig, hvor mange tyske flygtninge der i de nuværende lejre er blevet pryglet, tortureret, henrettet og gasset ihjel af det danske vagtmandskab, hvormange man bevidst og med hensigt har overgivet til sultedøden og til tilintetgørelsen ved epidemier, sålænge kan jeg ikke lade være med at bebrejde Dem, at De vil fiske i rørt vande og kaste sand i øjnene på Deres læsere. (#67)

Og til hendes henvisning til talemåden: ”Ret eller uret – det er mit land!”, svarer han:

Vil De virkelig ud fra den kendsgerning, at der dukker en sådan talemåde som den, De nævner, op i den politiske diskussion, udlede det standpunkt: “Nazisternes afskyeligheder er begået af tyske magthavere i det tyske folks navn og dermed i orden, for i det engelske sprog er der et ord, der lyder: ” — ret eller uret — mit fædreland”? (#71).

Det forekommer mig, at Reinowski langt bedre end diverse anmeldere af ”Et tysk liv” – både danske og tyske – har fornemmelse for vanskeligheden ved i fremtiden at være tysker på sædvanlig måde. Han prøver her at overveje, om man – eller altså han selv – kan være glad for at være tysker; og han når frem til et lidt overraskende resultat, som den nysgerrige læser selv kan finde frem til ved at følge linket. Og næsten endnu bedre er denne Wochenschwatz, hvor han fortæller om sit tilfældige møde med en ung hollandsk kvinde, et møde, hvor han ikke kunne skjule sin forlegenhed, da han erfarede, at hun havde siddet i koncentrationslejr. Men, fortæller han, hun fik bragt ham derhen, hvor han blev så glad, som han ikke havde været længe. Hvorfor? Ja, læs bare selv hans artikel; den er både morsom og rørende.

Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.