Religionsmøde

Professor Peter Lodberg ved Aarhus Universitet har udgivet en bog, der hedder ”Tro versus tro, kristendommen i dialog og konflikt gennem 2000 år”. I den anledning har Kristeligt Dagblad et interview med ham den 19-2, se her. Endvidere bringer man et lille uddrag fra bogen (et meget lille uddrag), se her.

Jeg skal ikke forholde mig til indholdet af selve bogen, for den har jeg ikke læst, og det er vel tvivlsomt, om jeg kommer til det. Men der er nogle formuleringer i interview’et, som jeg finder besynderlige, og som jeg godt vil opponere imod, hvilket jeg selvfølgelige vil gøre med den bemærkning tilknyttet, at det er muligt, at Peter Lodberg vil udtale sig mere fyldestgørende i sin bog.

Det gælder specielt det første, jeg vil henlede opmærksomheden på.

Det hedder i begyndelsen af interview’et:

Kristendommen er opstået i et religionsmøde.

Historisk set er det jo sådan set rigtigt nok, kristendommen opstod, da Jesu nye religion, kristendommen, tørnede sammen med jødedommen. Men at kalde det et ”møde” er dog vist at afsvække det sammenstød, der fandt sted. Jeg mener: Kristendommen opstod, fordi datidens jøder slog Jesus ihjel. En grundlæggende trossætning i kristendommen er, at Jesus er opstået fra de døde. Men for at kunne det, måtte han enten dø af sig selv, eller blive slået ihjel. Og de historiske kilder i Det ny Testamente fortæller altså, at jøderne fik romerne til at korsfæste Jesus.

Godt nok har artiklen med et kapitel af bogen selv overskriften ”Det slår gnister, når tro møder tro”, så der må jo næsten nødvendigvis stå lidt mere i bogen, end det fremgår af interview’et. Men hvorfor så sige, som han gør i interview’et:

Da kristendommen blev til, opstod de første menigheder med jøder og grækere, der før ikke havde kunnet være i stue sammen,” siger professoren i systematisk teologi fra Aarhus Universitet, der tager imod i hjemmet i Højbjerg ved Aarhus.

Ud af forskelligheden skulle de skabe en enhed. De skulle lægge krop til den nye lære om Kristus som forsoneren og frelseren,” forklarer han.

Jeg mener, hvorfor fuldstændig udelade det modsætningsforhold, der var mellem Jesu disciple og jødedommen? Det er da sandt nok, at Paulus i galaterbrevet fortæller om, hvordan Peter under et besøg i Antiokia spiste sammen med hedningerne (grækerne), men undlod det, da der kom nogle op fra Jerusalem, hvilket Paulus bebrejder ham i stærke vendinger (Gal 2,11-12). Så bestemt måtte da Paulus kæmpe for at gennemføre denne enhed af grækere og jøder. Men kan man helt springe op og falde ned på den kendsgerning, som Paulus nævner Gal 1,13, at han som ivrig farisæer var med til at forfølge de kristne?

Men ordet ”religionsmøde” tages vist med over i bogen. Og er det ikke misvisende, når det er kristendommens opståen, vi taler om?

Så tages Grundtvig frem i interview’et:

Præsten N.F.S. Grundtvig tænkte 800 år senere [end vikingernes omvendelse til kristendommen, rr] multireligiøst og talte om ”frihed for Loke såvel som for Thor”. Han havde noget at byde ind med til mødet med andre religioner, som Peter Lodberg gerne vil gøre opmærksom på.

Det går som en rød tråd gennem Grundtvigs religionsteologiske forståelse, der udvikles i værket Christenhedens Syvstjerne, at alle folk er i stand til at blive en del af den levende kristendom, fordi alle folk har et modersmål og en kultur, der forbereder dem på, at ånden vil gæste dem,” forklarer han.

Det forlyder i interview’et, at Peter Lodberg går ind for noget, der hedder religionsteologi. Og man kan forstå, at han har udnævnt Grundtvig til medlem af denne del af Aarhus Universitet. Men tænkte Grundtvig virkelig multireligiøst? Og er dette, at han er tilhænger af åndelig frihed, ensbetydende med, at han tænker multireligiøst? Bevares, det kan være, at Lodberg får formuleret sig klarere i bogen selv, men disse forbemærkninger lover nu ikke godt.

Jeg har således fundet den tanke, Lodberg finder i Christenhedens Syvstjerne, i Den Christelige Børnelærdom, Begtrup, Bind 9, side 429, hvor det hedder:

saa at Menneske-Livet i sin allerdunkleste, sin allerfattigste og sin allerureneste Skikkelse, dog igrunden er af samme Art, som Menneske-Livet i sin allerrigeste, allerreneste og allerklareste Skikkelse,

men jeg må gøre opmærksom på, at det netop er her, at Grundtvig vender sig imod Muhammed eller Mahomed, som han kalder ham:

Det er derfor ganske i sin bagvendte Orden, naar mahomedanske Theologer, som under allehaande Navne har været enige med Mahomed og Koranen om at erklære den guddommelige og menneskelige Natur for saa væsentlig forskiellige, at slet ingen levende Berørelse var tænkelig, naar de ikke blot benægtede Mueligheden af Guds Søns Kiødpaatagelse og Sammen-Smeltningen af den guddommelige og menneskelige Natur i Vorherres Jesu Christi Personlighed, og benægtede følgelig Mueligheden af hele Gienløsnings-Værket; men naar de tilsidst nægtede Mueligheden af enhver guddommelig Aabenbaring til Mennesket og guddommelig Bønhørelse af Menneske-Bønner; thi af den første Grund-Løgn flyder alle de andre smaa og store Løgne,

Det synes at være selvfølgeligt for Grundtvig, at den muslimske teologi bygger på en grundløgn. Det vil vi jo nok ikke sige i dag, for vi er så høflige, men dette viser, at det kan være farligt at beskæftige sig med de store teologer, måske de siger noget andet end det, vi gerne vil høre.

Det er også farligt at beskæftige sig med Luther. Især, når man går fejl af ham. Og det gør Peter Lodberg. Det hedder f.eks.:

Både jøde, muslimer og katolikker omtales som ’Antikrist’ af Martin Luther. Det er en arv, der stadig præger vores møde med andre religioner,” siger Peter Lodberg og minder om, at reformatoren levede i en tid, hvor osmannerne invaderede Europa gentagne gange. Så frygten for tyrken, som han kaldte muslimerne, var ikke helt så irrationel, som den nogle gange fremstilles.

Som jeg husker det, er det nu kun paven, der kaldes ”Antikrist” af Luther. Men han har jo skrevet så meget, så det kan da godt være, at også jøder og muslimer af og til får dette ord med på vejen.

Det er dog værd at gøre opmærksom på, at det netop var dette ord, der satte gang i reformationen. Godt nok er der en sag her, som vist nok kun undertegnede har gjort opmærksom på. Men det kan skyldes, at sagen er noget prekær, for den kan såre let bruges af katolikkerne som våben mod Luther, så de forskere, der opererede, dengang fjendskabet mod katolikkerne var et virkeligt fjendskab, vil nok have været noget tilbageholdende med at gøre noget ud af den sag, hvis de fik øje på den.

Jeg har fortalt lidt om det her på bloggen. Her argumenterer jeg for, at Luther i 1518 opdagede, at paven med stor arrogance gjorde noget til en bindende trossætning for kirken, uden at noget kirkemøde blev spurgt. Dog mente Luther senere, i juni 1519, at den lydighed, en kristen skyldte øvrigheden, også gjaldt paven. Dette synspunkt måtte han dog fravige, da han i februar 1520 læste Laurentius Vallas bog om ”Konstantins gavebrev”, hvor Valla beviste, at dette var et falsum. Da fik han en klar fornemmelse af, at paven var den Antikrist, der ifølge 2 Thess 2,4 ville sætte sig i Guds tempel.

Blot er jo så spørgsmålet: Hvad gør vi ved det?

Han vover ikke at sige det offentligt som andet end en løs tanke. Men i juni udgiver han et skrift af pavens hofteolog, Sylvester Prierias, og i en efterskrift dertil giver han udtryk for den tanke, at det eneste, der er at gøre imod den pave, der er Antikrist, er at lade den verdslige øvrighed komme til med sine våben. Men så omvendes han. Så drives han til at forstå, at den sande kirke aldrig bruger vold. Så bringes han til at forstå, at man aldrig kan bekæmpe paven med vold, men kun med lydighedsnægtelse. Det er da også, hvad han anbefaler i det skrift, der lagde grund til adskillelsen mellem den lutherske og den katolske kirke: ”Til den kristelige adel” fra august 1520.

Og som sagt, jeg kan ikke lægge hovedet på blokken og benægte, at Luther nogensinde skulle have skældt en muslimsk hersker ud for at være Antikrist, men vil dog alligevel ud over ovenstående gøre opmærksom på, at Luther i en efterskrift til sin oversættelse fra 1542 af Richardus’ skrift ”Gendrivelse af koranen” skriver:

Og jeg regner ikke Muhammed for at være antikrist. Han gør det for groft og har en kendelig sort djævel, som hverken kan bedrage troen eller fornuften, og han er som en hedning, der udefra forfølger kristenheden, sådan som romerne og andre hedninger har gjort. (Se her).

Lidt senere hedder det om paven:

Men hos os er paven den rette antikrist; han har den høje, subtile, skønne, skinnende djævel; han sidder indvendig i kristenheden, lader den hellige skrift, dåben, sakramentet, nøglerne, katekismen, ægtestanden forblive, som sankt Paulus siger: ”Han sidder” (dvs. regerer) ”i Guds tempel”, det er: i kirken eller kristenheden, nemlig det folk, som er døbt, har sakramentet, nøglerne, den hellige skrift og Guds ord. Og dog regerer han så mesterligt, at han til fulde i den grad hæver sin dekretal, sin koran, sin menneskelære, over Guds ord, at dåben, sakramentet, nøglerne, bønnen, evangeliet og Kristus selv ikke mere er til nytte for de kristne, som i stedet tror at måtte blive salige ved deres egne gerninger, og henimod det er alle stiftelser, klostre og hele hans styrelse rettet.

Lad dette være nok om problemet ”Antikrist”!

Så er der en anden yderst dårlig formulering i interview’et:

Men Luther mente trods fjendtligheden over for både jøder og muslimer, at vi på tværs af religioner har den samme Gud.

Luther har det synspunkt, at alle, herunder jøder og tyrkere, har den samme Gud. For der er kun én Gud. Det betyder, at vi i dag må sige, at vi i mødet med mennesker af anden tro kan forvente at finde Guds tilstedeværelse hos dem,” siger Peter Lodberg.

Hvorfor dog bruge et så mangetydigt udtryk som dette ”at have den samme Gud”?

For selvfølgelig vil enhver nogenlunde normal teolog mene, at Gud da er Gud også for hedninger og jøder. Men hvordan kan deraf følge, at vi kan forvente at finde Guds tilstedeværelse hos dem?

Ja, som jeg ofte har været inde på: Helligånden er ødsel med sine gaver. Og finder man ægte kærlighed mellem ægtefæller iblandt muslimer, så er det naturligvis Helligånden, der har været på spil, ligesom det er Ham, der er på spil i vores kærlighed til hinanden. Men med alle de falske forståelser af, hvad kærlighedsforholdet mellem kønnene går ud på, som findes i koranen, er der stor risiko for, at kærlighedsforholdet hos muslimer bliver erstattet af en lovforståelse af forholdet, hvorefter man med koranen i hånden kan sige: Jeg har opført mig, som en ægtemand skal opføre sig.

Bevares, den fristelse er vi jo også udsat for. Men den Guds tilstedeværelse, vi måtte finde hos muslimerne, finder vi hos personerne, ikke i den muslimske lære, ikke i koranen. Og hvis man ikke skelner mellem menneskene og deres lære, så bliver det udflydende, uklart, nærmest uforståeligt. Se f.eks. hvordan Peter Lodberg senere gør det uklart:

Vi er blevet bange for religionsmøde. Forkrampede. Enten inkluderer vi og er inklusivister. Eller også ekskluderer vi og er eksklusivister. Enten er det den samme Gud, vi har. Eller det er under ingen omstændigheder den samme. Jeg håber, vi kan komme ud af den skyttegravskrig, vi er i.”

Hvis muslimernes Gud står bag koranen, er det ikke den samme Gud, vi har. Men da muslimerne jo også er skabt af Gud, er Gud naturligvis også deres Gud. Men dette, at vi anerkender dem som Guds skabninger – altså skabninger af vores Gud – bevirker ikke, at deres Gud og vores Gud er den samme. Vi har naturligvis den samme Gud, for der er kun én Gud. Men vi tilbeder ikke den samme Gud, vi tror ikke på den samme Gud, muslimerne tror på en afgud, en falsk lovgud, vi tror på den sande Gud, Ordets Gud, sprogets Gud.

Hvis dette lyder indviklet, skyldes det, at vi ikke kan bruge udtrykket ”at have den samme Gud” i vor samtale med eller argumentation imod muslimerne. Vi kan kun bruge dette udtryk til at tilsløre forskellene.

Lad mig citere afslutningen på interview’et:

Man skal forholde sig til de problemer, der er. En teologi, der ikke vækker opsigt, er uinteressant. Og en teologi, der ikke vækker opsigt, er en teologi, der ikke forholder sig til de konflikter, der er i samfundet,” siger professoren, der vurderer, at teologien må indstille sig på det multireligiøse samfund, vi har i dag.

Den religiøse mangfoldighed er kommet for at blive. Den skal vi lære at håndtere bedre, i stedet for bare at afvise den.”

Og ja, det lyder jo fuldstændig, som kunne jeg selv have sagt det. Men hvad menes der så med, at vi ikke bare må afvise den religiøse mangfoldighed? Hvem gør det? Gør jeg det, når jeg vil opstille en uoverstigelig modsætning mellem islam og kristendommen?

Jeg véd faktisk ikke, hvordan Peter Lodberg ville se på mig og mine anskuelser. For jeg kan ikke se det ud fra det interview, hvori han fremfører sine meninger.

Den modsætning, jeg ser mellem islam og kristendom, er en modsætning mellem loven og evangeliet. Islam ser kun på loven, Guds åbenbaring er en åbenbaring af en lov, og svarende dertil drejer det sig for mennesket om at overholde denne lov. Det ligger der i, at koranen påstås at være Guds eget ord.

Men for kristendommen er Guds ord et evangelium. Hvilket ikke betyder, at det ikke er så slemt endda, eller at ”det går nok altsammen”, men betyder, at der tænkes ud fra en helt anden logik, betyder, at det er en helt anden grundindstilling, man har til det at leve. Det drejer sig ikke om at overholde den og den lovbestemmelse eller om at leve op til de og de idealer. Hvis man lever med sin ægtefælle ud fra sådanne tanker, opnår man kun at skabe afstand til den anden.

Jeg har her citeret Østergaard-Nielsen. Han skriver i sin bog ”Navnet og Ordet”, side 69, følgende:

Sagen er nemlig den, at den menneskelige mangel på tro og kærlighed altid ytrer sig som en tilbøjelighed til at omdanne de personlige forhold til saglige, og det gælder naturligvis også forholdet til Gud. I det saglige forhold er der nemlig ikke længere tale om nogen absolut afhængighed. I stedet for at forholde sig til hinanden i tro og kærlighed forholder man sig til det, som erfaringen viser, ”man” kan forvente af hinanden. Dermed er det personlige fællesskab brudt, forholdet er blevet konventionelt, sagligt. ”Loven” er blevet en begge parter overordnet selvstændig norm. Man forholder sig ikke længere til hinanden, men kun til en forestilling om hinanden. Man er døde for hinanden”.

Jeg skal ikke påstå, at personerne i de muslimske ægteskaber er døde for hinanden. Men jeg vil godt påstå, at den lovtankegang, som præger hele det muslimske samfund, og som er baseret på den muslimske religion, islam, gør det nærliggende, at ægtefællerne kommer til at indtage et sagligt forhold til hinanden og ikke et personligt forhold. Og jeg vil også påstå, at Jesus i sine lignelser og i sin forkyndelse i øvrigt lægger op til, at hans tilhørere, det vil i vore dage sige: kirkens menigheder, lægger det saglige lovforhold til side, undlader at lade love eller regler, skrevne eller uskrevne, bestemme over vore indbyrdes forhold, men i stedet vil have os til at lade indbyrdes forståelse herske.

For øvrigt var Østergaard-Nielsen en gedigen Luther-kender, hans disputats om Luther vidner om det. Så det kan ikke helt udelukkes, at han har ovenstående tanker fra Luther. Man kan faktisk godt lære noget af Luther.

Den skelnen, jeg har prøvet at gennemføre i ovenstående mellem muslimernes lære og muslimernes personer, kan genfindes hos Luther i hans store galaterbrevsforelæsning. Om Paulus, der skælder ud på Peter, fordi han ikke længer vil spise sammen med hedningerne, skriver han:

Men i denne meget vigtige sag kunne han overhovedet ikke give efter. Og efter Paulus’ eksempel kan enhver kristen hovmode sig. For kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt (1 Kor 13,7), troen derimod hersker, styrer, triumferer, viger ikke for nogen, men alt bør underkastes den og vige for den, skarerne, folkene, kongerne, jordens dommere, som Sl 2,10 siger: “Og nu, I konger, forstå, lad jer undervise, I, der dømmer jorden, tjen Herren med frygt osv. Hvis ikke, skal I forgå på jeres veje”. Derfor er det helt modsatte virkninger, embeder og dyder, som kærligheden og troen har. (Se her).

Det er noget af det, jeg har lært af Luther.

Dette indlæg blev udgivet i Luther, Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.