Fald ned og tilbed mig

Det er djævelens ord til Jesus i den sidste fristelse, han udsættes for, jeg i overskriften har gengivet i lidt forkortet form. Teksten til i søndags, Matt 4,1-11, var netop beretningen om Jesu fristelse. Man kan læse en prædiken af Kaj Munk over denne tekst her, og han har mange interessante pointer, men jeg ville nu nok, hvis jeg skulle prædike over denne tekst, fremdrage noget andet.

Først vil jeg dog gøre opmærksom på, at vi formentlig her har at gøre med en tekst om Jesus, ikke med en tekst af Jesus. Jeg vil tro, at den historisk-kritiske metode, som vi præster anvender på Det ny Testamentes tekster – når vi ikke lige står på prædikestolen – vil hævde, at teksten er blevet til efter Jesu død og opstandelse. Vi har nok at gøre med noget, der er blevet til i den kristne menighed. Der er altså tale om et forsøg på at gøre op i kort form, hvad Jesus har villet, og hvad han har bragt os. Og dermed jo samtidig et forsøg på at formane os til at tage os i agt mod djævelens snigløb.

Hvis vi nøjes med at se på den sidste af de tre fristelser, hvad er det så, der siges til os derigennem?

Ja, djævelen viser jo Jesus alle verdens riger og deres herlighed, og siger, at alt dette skal han få, hvis han vil kaste sig ned og tilbede djævelen. Hvad ligger der i det?

Nu er det jo Jesus, der fristes, og vi må formode, at han ser klart til at gennemskue djævelen, eller altså: Han formår at se, at den, der taler, er djævelen. Den mulighed er ikke os alle givet. Og derfor kan Jesus uden videre afvise fristelsen, for djævelen er karakteriseret ved, at han lyver, man kan ikke stole på ham. Jesus véd, at han aldeles ikke vil få herredømme over alle verdens riger og deres herligheder, han vil blive snydt, der kan ikke bygges noget verdensherredømme på en tilbedelse af djævelen.

Kaj Munk lader i sit skuespil “En Idealist” kong Herodes komme med en lidt underfundig bemærkning til sidst, så underfundig er den, at man kan fristes til at tro, at Munk ret hurtigt glemmer dens indhold. Skuespillet kan ses her, og den replik, jeg vil henlede opmærksomheden på, har nr 1668. Kong Herodes har hele skuespillet igennem vist sig som en ekstrem magtperson, han vil bygge sit kongerige på magt, og han gør det. Den ene person efter den anden, der står ham imod, får han ryddet af vejen, eller han får ham ved en snedig tilrettelagt ordduel til at blive sin lydige discipel.

Denne magt vil han også udøve over en kvinde, inden han dør. Så mener han, at han har vundet over Gud. Og da han får øje på en kvinde, der ligner hans tidligere hustru, Mariamme, sender han bud efter hende. Hun har ganske vist et barn med sig, men det vil ikke genere ham, hævder han. Så sender han sine krigere bort til Betlehem for at slå drengebørn dèr ihjel, og derfor er han helt alene, da Maria – for hende er det – kommer ind med det lille Jesusbarn.

Men det forunderlige sker, at Herodes ikke kan gøre Maria bange. Hun møder ham ganske frygtløs, og den ro og tryghed slår ham ud. Til sidst opgiver han sit forehavende og beder hende gå. Men hun er så frygtløs, at hun ikke bare skynder sig af sted. Hun spørger, hvad han ville hende, og han er så nødt til i al hast at finde på en forklaring: Jo, han ville give barnet en gave, se, der er en meget fin kappe, vævet i ét stykke, tag den og lad barnet få den, når han bliver voksen.

Og så rolig er Maria, at hun siger til Herodes, at han gerne må kysse barnet på panden. Det vil Herodes dog ikke, men hans lille hånd vil han kysse – vi fornemmer nok, at Kaj Munk har læst, hvordan Brorson i sin salme spørger, hvorfor Jesus ikke lod sig svøbe i lyset som et bånd, og jordens konger løbe at kysse på hans hånd (DDS 125, vers 5) – men så sker der det, at barnet, idet kongen bøjer sig ned for at kysse hans hånd, griber fat i sceptret. Det gør Herodes helt fornøjet, så han morer sig lidt over det: “Han tror, han kan holde om sceptret med så blød en hånd”, siger han.

Men gå så, siger han, gå med barnet og kongskappen. Og ordet “kongskappen” får Maria til at røbe, hvem barnet er, at det er messias, Davidssønnen, jødernes konge. Og så går Maria, men Herodes raser, for han ser, at han har tabt.

Men altså, Jesus, Davidssønnen, jødernes konge, tror, han kan holde om sceptret med så blød en hånd.

Ja, det tror han, for han er jo Ordet selv, og Ordet virker ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved Guds ånd.

Men nej, det troede jøderne i Jerusalem ikke på. De holdt sig til loven, og loven krævede straf for den, der satte sig imod den. Og fordi Jesus satte sig imod loven, måtte han straffes. Så dømte de ham til døden og fik romerne til at henrette ham ved korsfæstelse. For det kan ikke passe, at Guds ord, loven selv, er uden magtmidler. Der må magt til, om man skal herske over genstridige mennesker. Man kan ikke holde om sceptret med en blød hånd.

Og det er jo så, hvad Gud forkynder ved at lade Jesus opstå fra de døde: jo, man kan godt holde om sceptret med en blød hånd.

Ja, Jesus havde jo også sagt det, før han døde. I Matt 20,25-28 siger han:

I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.

Og jeg véd ikke, om man kan sige, at vi kristne sidenhen har bestræbt os for at leve efter disse ord. Ofte har vi faktisk gjort nærmest det modsatte. Godt nok har paverne og de fromme i middelalderen prøvet at spille rollen som alles tjener, men djævelen havde dog fået så megen magt over dem, at de ikke veg tilbage fra at lade de mennesker henrette, som de mente var kirkens modstandere, og det var jo altfor ofte deres egne modstandere mere end det var kirkens modstandere.

En afgørende ting skete dog med Luther. Han blev anklaget som kætter. Og ét af anklagepunkterne bestod i, at Luther et sted havde skrevet, at det er imod Helligånden at brænde kættere, se her. Men det måtte man ikke sige dengang, derved rokkede man for meget ved kirkens, dvs., pavens magt. Dog, det holdt Luther fast ved, ja han uddybede det i et skrift med titlen: “Hvor langt skal man adlyde øvrigheden”, se her.

Nu er det selvfølgelig vanskeligt at udrede, hvordan Luthers tanker om ordets magt er blevet ført op til nutiden. Men Kaj Munks udvikling fra 1924, da han skrev “En Idealist”, til 1940, da han skrev “Niels Ebbesen”, kan på en måde illustrere både vanskeligheden ved at erkende sprogets magt og betingelsen for, at erkendelsen faktisk finder sted.

For som sagt tyder Munks skuespil i trediverne på, at han aldeles havde glemt den mulighed, at nogen kunne holde om sceptret med en blød hånd. Det er, som om dette udtryk nærmest kom af sig selv som et udmærket modspil til Herodes magtudøvelse og siden blev glemt. Det sker formentlig ret ofte, at store forfattere skriver sandheder, som i højere grad gives dem af inspirationen end af deres egne langsommelige overvejelser.

I hvert fald nærede Munk en dyb respekt for Hitler indtil 1939. Det var lykkedes Hitler at føre sit folk op af den dybe fortvivlelse, det befandt sig i, sagde han. Blot havde hans modstandere hidtil haft held med at gennemføre diverse jødeforfølgelser, noget, Munk bestemt mente, at Hitler ikke selv stod bag. Men dette “Tyskland for tyskere” var noget, Munk kunne tilslutte sig, og noget, han – lidt naivt måske, men ganske mange var jo naive dengang – troede, at Hitler selv så som sit mål, hvorfor han ville standse, når dette mål var opfyldt.

Det gjorde Hitler som bekendt ikke. Han fik i efteråret 1938 serveret Suderterlandet på et sølvfad, og det kunne godtages, for det var jo tyskere, der boede dèr. Men da han i marts 1939 tog resten af Tjekkiet, så Munk djævelens hestehov stikke frem hos Hitler. Alt det andet, fængslingen af socialdemokrater og kommunister, pressecensuren, tiltagene mod jøderne, havde Munk med større eller mindre held kunnet bortforklare. Men ikke besættelsen af Rest-Tjekkiet.

Og da han så i 1940 gav sig selv den opgave at afmale en diktator, nemlig Grev Gert, så afmalede han ham i Hitlers skikkelse og lod han ham komme med f.eks. disse bemærkninger:

Ved I ikke, hvad mit Hverv er: at grundlægge det nye Rige, det, der bygger alene paa Kraft. At gøre Ende paa alle Menneskers syge Løgne om Medlidenhed, der lader det uønskede triumfere, om Retfærdighed, der er Svaghedens Skalkeskjul, om Freden, der dækker over Udfoldelsen af alle Laster. I mit Rige regerer ikke Sagførerne med Ordets underfundige Vaklen, men Styrken ved Hjælp af mit Sværd. (Se her).

Det er djævelens løfte, Grev Gert holder sig til. Magt er, hvad der skal til, om et rige skal grundes. Al tale om medlidenhed, om retfærdighed og om fred er løgnetale. Magt var, hvad mange riger havde forsøgt at bygge på fra Luthers tid og fremefter. Men man havde dog forsøgt at indflette en tale om medlidenhed, retfærdighed og fred i sine ord. Det ordspil gider Grev Gert (læs: Hitler) ikke mere lege med på.

Og så fik vi set djævelens hestehov med al tydelighed. Så blev det klart for os, da nazismen var besejret, at om noget rige skal bestå, skal scepteret gribes om med en blød hånd, med ordets magt, med de naturlige love om retfærdighed, om frihed og om gensidig respekt.

Men hvad så i dag? Har vi haft held til at gribe om sceptret med en blød hånd?

Både ja og nej.

Først synes jeg nok, det er værd at gøre opmærksom på, at flugten går fra de muslimske lande til vore lande, ikke omvendt. De muslimer, der kommer hertil, afgiver altså med deres fødder en stemme til fordel for vore kristne lande, imod deres egne, muslimske lande. Og det gør de ret i. Altså: deres fødder har ret, men deres hoveder ikke. For muslimerne i dag synes at udgøre en tro kopi af jøderne på Jesu tid. De tror ikke en døjt på ordets duelighed til at bygge samfund med. Nej, magt er, hvad der er brug for, magt er, hvad stater grundlægges på, magt er, hvad koranen, efter deres mening: Guds eget ord, kræver udfoldet af kaliffen, Muhammeds efterfølger. Og selv om muslimerne jo sådan set med fødderne har stemt imod al denne magtsnak, så har de alligevel taget deres magt-religion med sig, så gør denne religion sig alligevel kraftigt gældende i deres indbyrdes forhold og i deres forhold til os, værtsnationen.

Men i vores behandling af disse mennesker med deres magtreligion begår vi vistnok en stor brøler: vi bruger magt. Vi prøver ikke at overbevise dem med ord, men vi sætter statsmagten bag vore krav, så vi kan tvinge dem igennem. Men kravet fra vores ord-religion er meget snarere, at vi skal få vore muslimske landsmænd til at forstå. De skal ikke adlyde, fordi det kræves af dem, de skal adlyde, fordi de forstår.

Og det giver vi dem ikke mange muligheder for. Vi bliver ved med at foregøgle både dem og os, at der gives en magtfri islam, at man kan tage magttanken bort fra islam og alligevel beholde islam uskadt. Det kan man ikke. Ligesom Jesus af al magt talte imod jødernes lovtrældom, sådan bør vi af al magt tale imod muslimernes lovreligion. Han gjorde det uden at frygte for sit liv. Vi undlader det, fordi vi siger, at vi vil være gode ved vore muslimer, men måske i virkeligheden, fordi vi er bange for deres reaktioner.

Det er djævelen selv, der gemmer sig bag alle vore undskyldninger og bag alle vore muslimers religiøse fromhed. Blot har vi så utrolig vanskeligt ved at se djævlehoven, for det hele lyder da så uskyldigt. Men voldsordene i koranen er ikke uskyldige, islams historie er ikke uskyldig, de terrorangreb, vi møder fra muslimer i vore dage, er ikke uskyldige foreteelser, som vi på passende måde kan undskylde, de er udslag af den djævelske lovfromhed og magtpsykose, der gemmer sig i de muslimske trossætninger.

Dem bør vi bruge ordets magt overfor. Men statens magt skal vi kun bruge til at beskytte os mod muslimernes direkte voldelige angreb, ikke mod de mange sære regler, de bestræber sig på at overholde.

Dette indlæg blev udgivet i Luther, Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.