Hvor véd vi dog lidt!

Det, vi véd alt for lidt om, er coronaen. Alligevel handler regeringen, som om vi véd en masse. Alligevel handler man efter det, man selv kalder et forsigtighedsprincip, men som vel snarere må kaldes et overforsigtighedsprincip. Og specielt handler regeringen på en måde, så den kan bibeholde den frygt i befolkningen, som den effektivt har fået oparbejdet: Man holder kortene tæt til kroppen, man udsender signaler om åbningsmuligheder, så befolkningen kan lære at se hen til regeringen med spænding: kommer jeg med i næste åbningsrunde?, man henholder sig til svært gennemskuelige matematiske modeller, hvis resultater man som regel selv gennemtænker, før de andre partier får lov til at se med.

Men selv om vi i efterhånden lang tid har oplevet det, som om vi var underlagt en skånselsløs diktator, og som om alle medier holdt med diktatoren, så er der nu ved at bryde frem en vis oprørsstemning mod “diktatoren”. Og det er glædeligt.

Lad mig bare nævne tre artikler fra de sidste dage, der stiller adskillige spørgsmålstegn til den viden, regeringen mener at have om coronaen. Alle skrevet af sædvanligvis troværdige folk.

Der er nu først en artikel i Berlingske af Lars Henrik Aagaard, se her. Alene overskriften røber en vis oprørskhed: “Den store smittegåde: Hvorfor rasler klodens coronatal ned?”

Så er der en forsideartikel på Kristeligt Dagblad af bladets politiske redaktør Henrik Hoffmann-Hansen, se her. Han tillader sig at bryde med den konsensus, der tilsyneladende har hersket mellem mediefolk: man vil ikke gøre regeringens indsats mindre effektiv ved at stille kritiske spørgsmål. Og det gør han ret i, for folk skal ikke adlyde pr. automatik, de skal adlyde, fordi de forstår.

Og samme dag, altså den 23. februar, har Kristeligt Dagblad igen en artikel af den lidt anderledes tænkende professor Morten Petersen, se her. Han tillader sig minsandten allerede i overskriften at spørge: “Er algoritmer og angst det eneste, der skal styre os?” Og også det er glædeligt. For nu har vi igennem snart lang tid set regeringen dække sig bag diverse talknusere, som vi andre ikke forstår en dyt af, men som alle sammen fortæller, hvor vi befinder os i smitteforløbet, og hvad der vil ske, hvis vi gør dit, og hvad, hvis vi gør dat, og som tænkes at udgøre en urørlig autoritet, som vi alle blindt retter os efter.

Lad os tage det sidste først: Morten Petersen skriver om den engelske variant B117:

Vi er et helt andet sted i epidemien [end England, rr], og smitten eksploderede i England hen over julen, men B117 har været der siden september. Ingen ved, om den blev dominerende af stokastiske grunde, eller om den reelt smitter meget mere, men algoritmer og angst er den nye religion.

Et opslag på Google afslører, at “stokastisk” betyder “tilfældigt”, og sætter man det ord ind, ser man, at Morten Petersen retter en anklage mod dem, der ud fra forskellige udregninger kunne fortælle os, at B117 smitter mellem 50 og 74% mere end den normale corona. Jeg selv har hele tiden undret mig over tallet 74. Når sagen er så usikker, hvorfor skriver man så ikke mellem 50 og 75%, eller mellem to og to en halv gange så meget? Min fornemmelse har været, at tallet 74 skal signalere, at vi her har med alvorlig matematik at gøre, og at det er seriøse udregninger og troværdige matematiske modeller, vi bliver præsenteret for.

Men det, jeg således med min sproglige eller psykologiske næse formår at opsnuse, kan Morten Petersen bedømme ud fra den måde, folk har opført sig på. Han skriver:

I Spanien og Portugal gik smitten amok op mod helligtrekonger, det vil sige smitten i tre lande samt Irland accelererede i en periode, hvor man sås mere i privat regi, hvilket er fællesnævneren, og altså ikke en bestemt coronavariant.

Og ud fra sådanne iagttagelser drager han den konklusion, at dette understøtter det, andre undersøgelser har godtgjort: at smitten fortrinsvis finder sted i hjemmene. Han konkluderer:

Det vil sige med plejehjemsbeboerne vaccineret, julen overstået og vores generelt gode overholdelse af retningslinjerne med få besøg i hjemmene i Danmark, kan vi ikke forvente en smitteeksplosion. Heller ikke, selvom B117 skulle smitte mere.

Altså: Regeringen bør ikke falde for tricket med tallet 74 eller lade sig styre af  “den nye religion”, men holde sig til almindelig sund fornuft og de iagttagelser, som enhver kan gøre sig. (For øvrigt viser denne forklaring af den øgede smitte, at det ikke er helt forkert, når man fra sociologers hold forklarer den store smitte i indvandrerghettoer med de store familier).

Og hvorfor ikke åbne skoler og ungdomsuddannelser, spørger Morten Petersen. Smitteudbrud dèr er undtagelser. De to skoler i Kolding, hvor udbrud fandt sted, er to klasser ud af flere tusinde. Og, siger han:

Derudover var lærergerningen den profession i Sverige i foråret 2020, der havde den mindste risiko for at ende på intensiv. Mon ikke det siger alt, og man kan med rette spørge, hvorfor vi overhovedet sendte børn og teenagere hjem.

Dette sidste argument forekommer mig at ramme hovedet på sømmet. Men det viser tillige, at regeringen har haft et utrolig énsidigt syn på coronaen. Og viser desværre også, at den til fulde bibeholder dette syn på sagerne.

Det er efterhånden blevet en vane at se ministrene efterligne statsministeren fra marts 2020. Man udtrykker stor forståelse for de ulemper, man véd, at man påfører befolkningen, men det er desværre nødvendigt, hævder man. Samtidig kan man i deres udsagn om, hvor godt befolkningen har reageret hidtil, høre en genklang af statsministerens tale om samfundssind, dog nu i en lettere karikeret form: “Mette er tilfreds med jer, børnlille!”

Blandt andet derfor er det opløftende at læse, hvordan Henrik Hoffmann-Hansen bryder med Kristeligt Dagblads skikkelighedsideal – hvis man har eller har haft et sådant. Han tillader sig at spørge om prisen for de to ugentlige tests, som man vil have alle til at gennemføre, og når ved en hurtig opsummering frem til, at disse tests på årsbasis vil koste 100 mia kroner. Og se så, hvad han tilføjer:

Det er dog et regnestykke, hverken statsminister Mette Frederiksen (S) eller finansminister Nicolai Wammen (S) kan “genkende”, som ministre siger i dag, når de mener, at noget er lodret forkert.

Det er ikke særlig pænt sagt, vel? Og han fortsætter da også således:

Selvfølgelig er det forkert. De færreste har i deres vildeste fantasi forestillet sig, at alle borgere skulle testes to gange om ugen i et helt år fra nu. I løbet af fire måneder vil et pænt stort flertal være blevet vaccineret, og landet i store træk genåbnet, så en fortsat massiv teststrategi til sommer vil være helt usandsynlig og unødvendig.

Men ærlig talt, er dette pænere sagt? For her sætter han jo et ret afgørende spørgsmålstegn ved hele den test-strategi, som regeringen fremlægger. Hvis han tilfældigvis skulle være jyde, ville han kunne sige med Pe Sme’ i Anton Berntsens vise om alle disse tests: “Hwa nøtt er et te?”

Og han tillader sig også at spørge, om den kendsgerning, at man nu har vaccineret næsten alle de udsatte borgere, slet ikke betyder noget:

Det er usikkert, hvad det betyder for smittespredningen og dødeligheden, at mange hundredetusinde borgere, især de ældste og svageste, vil være færdigvaccinerede om få uger. Betyder det, at man i virkeligheden kunne tage en eventuel tredje smittebølge med ophøjet ro, som var det en almindelig influenzaepidemi?

“En almindelige influenzaepidemi”? Det har Morten Petersen en kommentar til. Han mener, at corona-vaccinerne standser coronaen meget bedre, end influenza-vaccinerne standser influenzaen.

Influenzavaccinerne svigter derimod ofte eller har ringe dækningsgrad i de ældre, hvilket blev hovedårsagen til en samlet overdød på 600.000 europæiske medborgere i vintrene 2014-2015, 2016-2017 og 2017-2018.

Det lever vi fint med, faktisk har vi været ret ligeglade.

Det har han været inde på før. Men det er ingen skade til at få det repeteret. For spørgsmålet er, om vi ikke burde tage coronaen med samme ophøjede ro, som vi tager en influenza-epidemi. Så meget mere kan vi jo gøre det, som vi nu har fået de mest sårbare vaccineret.

Begge disse artikler, som jo altså stammer fra den agtværdige avis Kristeligt Dagblad, er velgørende læsning, fordi vi derigennem bringes ud af den spændetrøje af angst, som regeringen søger at lægge ned over os. Men skal vi forsøge at kortlægge, hvad vi ikke véd om coronaen, er vist alligevel den førstnævnte artikel den besynderligste.

Overskriften var som sagt: “Den store smittegåde: Hvorfor rasler klodens coronatal ned?” Og det er just det, artiklen går i lag med at beskrive. Og Lars Henrik Aagaard bruger ikke matematiske modeller, men mere enkle tal:

Siden det globale smittetal toppede kort efter nytår på over 800.000 daglige coronatilfælde, er det mere end halveret og ligger nu på under 400.000 om dagen. Det er et niveau, der ikke er set, siden kulden på den nordlige halvkugle så småt begyndte at bide fra sig i oktober i fjor.

Et mere præcist parameter er dødstallene. Men i samme periode er det daglige antal bekræftede coronadøde på verdensplan – ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) – faldet med næsten 50 procent: Fra omkring 16.500 til cirka 9.000 i de seneste dage.

Men kniber sig i armen. Oven på regeringens skrækvisioner synes dette jo at være umulige tal. Vi véd da alle, at vi kan vente os det værste. Hvad skal vi så med sådanne tal? De vil jo kun fratage os grunden til at være forsigtige.

”Tal?” Ja, det er jo tal. Og selv folk uden matematisk forståelse kan se, at 400.000 er cirka det halve af 800.000 smittetilfælde, og at 16.500 døde er flere end 9.000 døde. Der må være nogen steder, hvor smittetal og dødstal har været utrolig lave.

Nej, såmænd ikke. Nedgangen fordeler sig jævnt over hele kloden. Oven i købet har nedgangen fundet sted, mens diverse øvrigheder foruroligede os med nye og helt anderledes farlige varianter. På baggrund af disse tal kan vi vel sige til disse skrækoppustere: Skudt forbi!

I Danmark er det [smittetallet, rr] nu på en tiendedel af niveauet kort før jul. I Storbritannien og Tyskland er det faldet med cirka 80 procent i samme periode, og selv i Sverige, der i vid udstrækning har fastholdt et åbent samfund, er smitte- og dødstallet dykket til cirka en tredjedel af niveauet for en måned siden.

Men tallene falder også dramatisk i verdens hårdest ramte nation, USA, de styrtdykker i Afrikas hårdest ramte nation, Sydafrika, de falder i Japan, Thailand og Tyrkiet, og som det måske mest overraskende er det bare faldet og faldet og faldet i fem måneder i træk i landet med både næstflest indbyggere og smittetilfælde i verden, Indien.

I dag ligger Indiens daglige smitte- og dødstal på bare en tiendedel af niveauet midt i september, og ifølge indiske virologer er det reelt en gåde, hvorfor det forholder sig sådan, for faldet er fortsat på trods af vedvarende gradvise åbninger af det pulserende kæmpesamfund.

Flemming Konradsen, sundhedsprofessor, forsøge at give en forklaring:

Men en af de helt central faktorer må efter professorens vurdering være en markant global ændring i menneskelig adfærd.

»Der er adfærdsændringer, som det har taget tid at få ind på rygmarven, men som nu er indlejret som praksis i store dele af verden. I begyndelsen stod man der med sin mærkelige hånd og syntes, at man skulle række den frem, men nu rækker vi bare ikke hånden frem længere. Vi holder afstand, går lidt udenom og synes, det er mærkeligt, hvis man sidder for mange mennesker sammen, og det har haft en effekt,« forklarer han.

Altså, de tidligere virus-epidemier er, forstår vi nu, i høj grad blevet udbredt gennem vore håndtryk. Når de forsvinder, forsvinder en udbredelsesmulighed for virussen, også coronavirussen. Også brugen af masker ser han som en positiv ting:

Flemming Konradsen peger også på den udprægede og stigende brug af masker i store dele af verdensbefolkningen som en faktor i smitteligningen. Samt, naturligvis, på regeringsbestemte nedlukninger.

Men som noget endnu mere væsentligt retter han opmærksomheden mod en voksende og effektiv beskyttelse af de mest sårbare, og det vil især sige de ældre.

»Der er et utroligt stort politisk pres på det emne, der hedder død – nærmest som et VM i at forhindre død og ødelæggelse. Det har givet sig udslag i et omfattende fokus på at beskytte ældre og sårbare, blandt andet med udpræget brug af test, isolation og smitteopsporing. Det gælder bestemt også i et land som Indien,« forklarer han.

Det med nedlukningerne er nu nok ikke helt rigtigt. For Sveriges skæbne viser, at det ikke gør stort fra eller til med nedlukninger. Men beskyttelsen af de udsatte, det betyder noget.

Også den naturlige immunitet, som flere og flere opnår, kan spille en betydelig rolle som forklaring på det dyk i antal smittede, der er opstået.

Dertil kommer en anden medvirkende forklaring, der også kan gøre sig gældende i andre lande, der har været ramt ekstra hårdt af pandemien: Naturlig immunitet i stigende dele af befolkningen.

Ifølge infektionslægen Christian Wejse, der også er lektor på Aarhus Universitet med speciale i global sundhed, kan det meget vel være en af de helt centrale forklaringer på den positive trend i disse uger.

Men Wejse mener alligevel ikke, at vi skal vide os alt for sikre:

Hvis man kun har haft milde eller slet ingen symptomer, opbygger kroppen en mindre effektiv og mindre langvarig beskyttelse. Samtidig er der risikoen, hvis man møder en af de nye varianter, der i et vist omfang kan undvige antistoffer fra tidligere smitte.

Det kan meget vel være en af de centrale forklaringer på de seneste ugers foruroligende opblomstring af smitte i den nordlige brasilianske provins Amazonas og især i provinshovedstaden Manaus – den nok vigtigste undtagelse fra den aktuelle globale coronatrend.

Ifølge et studie i Science havde over halvdelen af millionbyens indbyggere antistoffer mod coronavirus allerede i juni i fjor. Et halvt år senere ankom den nye variant, P. 1, der både smitter mere og kan snige sig uden om antistoffer, og så hjalp den mulige flokimmunitet ikke så meget.

Men altså: Vi véd utrolig lidt om coronaen. Stadigvæk. Mest vistnok, fordi vi mener, at folk skal blive angste for sygdommen, så de tager nedlukningen alvorlig. Men hvorfor dog ikke undersøge både den negative udvikling i Manaus og den positive i den øvrige del af verden? Begge dele råber på en forklaring. Og begge dele kan hjælpe os i vore forsøg på at finde ud af, hvad vi skal gøre her i Danmark.

For det har da Morten Petersen ret i: selv om algoritmer og angst er blevet den nye religion, behøver vi ikke slavisk at rette os efter disse fænomener.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.