Det refleksive problem

Der er et filosofisk problem, som ret få er opmærksomme på, men som spiller en rolle i de matematiske modeller, man bruger til at finde ud af, hvad man skal gøre og ikke gøre her i coronatiden.

Man kan tale om det refleksive problem, man kan tale om, at resultaterne rammer os selv i ryggen, man kan fortælle, hvordan man ikke må overse, at mennesket selv er en del af den verden, der undersøges. Kært barn har mange navne, men trods de mange navne overses dette problem gang på gang, således også, når det gælder brugen af matematiske modeller til at forudberegne, hvad der vil ske med det og det tiltag overfor coronavirussen.

Selv har jeg mest brugt talen om det refleksive problem overfor de tænkere, man kunne kalde videnskabsdeterministerne.

Disse tænkere, som man altså kan kalde determinister, forsøger at anvende årsags-virknings-tænkningen på alt i tilværelsen, herunder på mennesket selv. Derved får de som resultat, at alting ligger ubrydeligt fast i de naturlove, der styrer verden. Også mennesket styres af sådanne love. Gennem vore hjerneprocesser, der bestemmes af biokemiske processer i neuronerne, danner vi os nogle teorier, men disse teorier er jo – fordi de er frembragt af naturlovsbestemte processer i vore hjerner – selv naturlovsbestemte, altså determinerede ned i den mindste detalje.

Men hvad man som regel glemmer i sådanne overvejelser, er det refleksive problem. Sjovt nok er de mennesker, hvis tanker er determinerede, altid de andre, aldrig tænkeren selv. Den tænkende tænker selv er nået frem til sit deterministiske resultat i kraft af selvstændig, personlig tænkning. Hvad den deterministiske tankegang angår, er det noget, han, men ikke andre, har spekuleret sig frem til. Blot falder det ham ikke ind, at han med en sådan tankegang forudsætter en mærkelig distraktion hos sig selv og sine diskussionsvenner. For at kunne hævde, at tankegangen er valid, må han sige, at den er fremkommet ved en åben og fri diskussion. Men skulle han komme ud af sin distraktion, så han får det ulykkelige/lykkelige indfald at anvende den deterministiske tankegang på sig selv og sine tanker, rammer tankegangen ham bagfra, og han må erkende, at den frie og åbne diskussion, som han forudsætter, er ikke-eksisterende i en deterministisk verden.

Dog når de fleste determinister ikke frem til denne selvopløsende forestilling. De holder fast på deres deterministiske tankegang og glemmer alt om, at de kun kan fastholde den, når de er distraite nok til at undtage sig selv fra determinismen.

Kant har nogle tanker om den transcendentale illusion, hvormed han siger nogenlunde det samme. Men den parallel vil jeg springe over i denne omgang.

Her drejer det sig i stedet om at gøre sig klart, at det refleksive problem dukker op for de mennesker, der vil putte mennesker ind i en matematisk model, sådan som man gør, når man ud fra sine algoritmer vil forudberegne, hvad der sker i samfundet med det og det tiltag.

Den slags beregninger kan man udføre på dyr og dyrs opførsel. For dyr har intet sprog, og dyr er ikke en del af den sproglige verden, hvori sådanne beregninger udføres. Så det, at man offentliggør sine beregninger, kommer ikke på nogen måde til at spille ind i dyrenes opførsel, de aner intet om de teorier, der udfoldes i beregningerne, og kan derfor ikke påvirkes i hverken den ene eller den anden retning af dem.

Men mennesker kan.

Og mennesker lader sig påvirke. Dog sædvanligvis, uden at de kloge matematikere er opmærksomme på det.

Det, der gør sådanne matematiske beregninger betænkelige, er det forhold, at man altid er nødt til at indsætte nogle tal for menneskers opførsel. Det kan være, man har lavet en fin model for, hvad der vil ske, hvis man åbner den og den del af samfundet. Men for hver del, man vil åbne, må der foreligge et tal, der angiver de pågældende menneskers opførsel. Den må man ud fra ganske umatematiske tankegange kunne gøre sig tanker om. Naturligvis har man visse erfaringer at gå ud fra. Lignende mennesker i lignende situationer har handlet sådan og sådan. Og så sætter man disse handlinger ind i sine ligninger. Og får så et validt resultat.

Tror man da.

For måske er situationen helt ny. Det var den jo i hvert fald, da coronaen ramte os i marts 2020. Og så nytter ens matematiske modeller ikke noget. For den menneskelige faktor, man har indsat i dem, er ganske umatematisk gætværk, kvalificeret gætværk, måske, men gætværk alligevel.

Men værre endnu.

For det, som det refleksive problem vil fortælle os, er, at det resultat, man kommer frem til, og som man tilrettelægger sine indgreb efter, indvirker på menneskers opførsel, så det måske alene er af den grund, at de handler anderledes på disse indgreb, end de ellers ville have gjort. Er der tale om meget dystre forudsigelser – og coronaen har jo fået dystre udsigter i sit spor – så bliver måske så store mængder mennesker virkelig grebet af angst, at den opførsel, man havde indlagt i sine beregninger, er helt ved siden af. Og omvendt: er der tale om ret optimistiske forudsigelser, bliver mennesker måske grebet af større ligegyldighed med overholdelsen af de påkrævede regler, end hvad der lå i beregningerne, og så rammer man også ved siden af.

Det er selvfølgelig sådanne beregneres hensigt at få det menneskelige handlingsmønster indlagt så nøjagtigt som mulige i de ligninger, man gennemregner, og man vil derfor naturligt nok prøve at få de reaktioner, man formoder, de anbefalede tiltag vil afstedkomme, lagt ind i sine ligninger på forhånd. Men igen: at gøre det, kræver ikke matematisk, men sociologisk viden. Og kvalificeret gætværk.

I en artikel i Berlingske den 24. februar, se her, gøres der opmærksom på, at Statens Serum Instituts beregninger drager en alt for hård konklusion, når man hævder, at der muligvis vil være 870 indlagte, hvis man lukker op i den grad, som regeringen foreslår:

Men det er en alt for hård konklusion, fastslår flere eksperter nu over for Berlingske.

For Statens Serum Institut (SSI) har tidligere i coronakrisen regnet markant forkert i mange af sine forudsigelser af epidemiens udbredelse og antallet af indlæggelser på landets hospitaler. Især ved forårets genåbning.

Og det er jo sandt nok: i foråret ramte modellerne temmelig meget ved siden af. Vi kom ned på et smittetal under 1,0 langt tidligere end beregnet. Hvorfor? Ja, formentlig fordi befolkningen tog advarslerne alvorligt, undlod at give hånd, sprittede af både hist og her, og holdt afstand overalt. Måske Seruminstituttet havde indlagt visse reaktioner fra folk i sine modeller – det var man jo nødt til, ellers kan man ikke regne noget ud – blot havde man ikke regnet med den reaktion fra befolkningen, som faktisk forekom. Det kan man jo egentlig heller ikke gøre, før den foreligger.

Den samme vanskelighed støder man på med de beregninger, man nu lægger frem. Der er opstået en vis coronatræthed i befolkningen, og man véd ikke, hvordan folk vil reagere på de åbninger, man forelægger dem. Vil de finde dem ulogiske og derfor lade hånt om dem, hvor de kan komme af sted med det? Eller vil de finde det helt i orden og bøje sig for autoriteterne? Det er ikke til at vide. Disse reaktioner betyder ganske meget for udfaldet af åbningspakken. Og ganske vist har man formentlig gjort sig nogle tanker om folks reaktioner, men da det er en ny situation også nu, er det i virkeligheden gætværk. Og altså gætværk, som egentlig enhver kan være med til.

På den baggrund er det ret misvisende at bruge ordet ”beregninger”. Jovist, der er tale om algoritmer, om matematiske modeller, men det, der puttes ind i disse modeller, er rent menneskelige overvejelser. Og de må nødvendigvis være højst usikre. For de afhænger af, hvordan folk reagerer på det, modellerne spytter fra sig. Og det kan man ikke vide, før modellerne har givet deres resultater fra sig.

Og hvis man spørger, hvorfor man da i det hele taget bruger matematiske modeller, er svaret nok det for politikerne lidt prekære, at det skyldes, at sådanne modeller giver ens ord vægt. Når man kan henvise til matematik, så mener man, at folk da må stole på det. Men som man kan se af ovenstående, er det faktisk snyd. Der er indlagt så meget rent og skært gætværk af sociologisk art, at det sikre ved matematikken ganske fordufter.

Men selv når de matematiske modeller giver meget store marginer, kan de ramme helt ved siden af. Det gjorde de som sagt i foråret. Berlingskes artikel viser omfanget af fejlen:

Ekspertgruppen fremlagde for eksempel en rapport fra 6. april 2020 med beregninger på de sundhedsmæssige konsekvenser af at sende de små børn tilbage i skole og daginstitution. Det ville ifølge ekspertgruppen betyde, at der i første halvdel af maj ville være mellem 124 og 735 coronapatienter på landets intensivafdelinger, hvis danskerne fortsatte med at holde afstand og spritte af. Børnene blev sendt i skole, men midt i maj havde det højeste antal på intensiv på en enkelt dag været på 62.

At komme frem med en forudsigelse med denne meget store margin og så ende op med et resultat langt under det laveste estimat, det var da en fejl, der ville noget. Og man spekulerer på, om vi vil komme til at se denne fejl gentage sig i år. I hvert fald forlyder det, at man ikke i sine beregninger, hvor man nu opstiller en margin på fra 400 til 1300 indlagte i midten af april, hvis man gennemfører de foreslåede åbninger, har taget hensyn til, at foråret kommer. Det burde ellers ikke komme som nogen overraskelse. Men af en eller anden grund har man ikke haft tid til at få det indregnet i resultatet.

Dertil kommer alle de andre usikkerheder.

Er den engelske variant i virkeligheden mere smitsom end den gamle, velkendte virus? Ja, det er der beregninger, der tyder på. Men med ordet ”beregninger” bør vi jo altså gøre os klart, at der indgår menneskelige reaktioner deri. Og ligesom virussen er delvis ukendt, er menneskers opførsel det også.

I en anden artikel i Berlingske, se her, tages spørgsmålet om den engelske variants smitsomhed op. Man noterer sig, at de studier, der beskæftiger sig med spørgsmålet, stritter i forskellige retninger.

Anders Perner, professor i intensiv medicin og overlæge på Rigshospitalet, er imidlertid mere skeptisk.

»Uden at kende detaljerne i den britiske rapport vil jeg sige, at det må være ekstremt svært at uddrage, om dødeligheden reelt er højere for B.1.1.7. Briterne har været presset på en helt anden måde end os. For eksempel er covid-19-patienter på intensivafdelinger i Storbritannien i gennemsnit yngre end herhjemme, og det tror jeg skyldes, at de som følge af et ekstremt pres har måttet stille skrappere krav for indlæggelse på intensiv,« siger han og tilføjer, at man i Danmark aldrig har været presset på samme niveau og derfor har kunnet yde hjælp til alle.

Samtidig forklarer Anders Perner, at overlevelseschancen for coronapatienter på Rigshospitalets intensivafdeling er stort set den samme i dag, som den var i foråret i fjor. Det vil sige, at cirka to tredjedele overlever.

Til gengæld ender en mindre andel af hospitalsindlagte coronapatienter i dag på intensivafdelingen, hvilket især skyldes forbedret iltbehandling og forbedrede medicinske muligheder.

Så lige til næstsidst nogle betragtninger over en diskussion i Deadline den 24. februar mellem Socialdemokratiets politiske ordfører Jesper Petersen og Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen.

Den afslørede to ting.

For det første, at Socialdemokratiet vist godt véd, at man har opført sig utilstedeligt overfor den borgerlige opposition ved under en forhandling på nettet om åbning af samfundet at bede de borgerlige om at logge af. Det lød meget hyklerisk, når Jesper Petersen bedyrede, at Socialdemokratiet bestemt går efter en bred enighed i folketinget. Som Ellemann-Jensen formulerede det: man kendte udmærket de borgerliges ønsker, og man kunne have ladet foretage beregninger om konsekvenserne af dem, men det havde man ikke gjort, og der var derfor noget ”take-it-or-leave-it” over forhandlingerne.

For det andet: Begge parter bøjede sig i støvet for de beregninger, ”de kloge” lagde frem. Det burde de ikke gøre. Som ovenstående viser, bør disse beregninger ikke kaldes ”beregninger”, og de bør afsløres som byggende på almindelige, højst menneskelige overvejelser over folks reaktioner. For folk er ikke dyr. Folk reagerer på det, der foreslås. Det ville derfor være mere i overensstemmelse med virkeligheden, om man diskuterede disse reaktioner i stedet for at tage beregningerne som indiskutable kendsgerninger. Om man så kendte folks reaktioner fra hundrede situationer i fortiden, det er og bliver snyd at ville iklæde fremtidige reaktioner på de forslag, man lægger frem, den sikkerhed, som matematiske formler har.

Og så kun en lille sjov iagttagelse til sidst:

I Tv-avisen lagde jeg mærke til, at Nick Hækkerups hår var nydeligt klippet. I betragtning af, at alle frisørsaloner er nedlukket, og at jeg selv sidder og skriver dette indlæg med den vel nok længste uklippede paryk, jeg har haft længe, kunne jeg godt have ventet en lidt større solidaritet med os almindelige mennesker fra Hækkerups side. Når hans chef, Mette Frederiksen, kan vise sig som et ganske almindeligt menneske, der minsandten spiser en makrelmad på ganske almindelig vis, burde han have forstået, at han ikke kan tillade sig den luksus at blive klippet, en luksus, som vi andre dødelige er afskåret fra.

Nå, kanhænde han kender en landmand, der har haft lidt stråforkorter til overs. Jeg har godt nok hørt, at det ikke har virkning på en stenhård jordbund. Men alligevel!

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.