Hvad skal man dog tro?

Bare vi dog snart var færdige med al denne coronasnak! Det er snart ikke til at holde ud mere. På den anden side må jeg indrømme, at det optager mig ikke så lidt, mest vist, fordi det forekommer mig at være en diskussion, hvor der er en lang række ubesvarede spørgsmål, der hænger i luften.

Dertil kommer, at jeg på det sidste er begyndt at spekulere på noget, jeg ellers aldrig skænker en tanke: Hvilke psykologiske mekanismer er det, der ligger bag regeringens ageren overfor coronaen?

Det forekommer mig nemlig, at der er noget suspekt ved det hele. Der viser sig en slags magtbrynde hos socialdemokraterne, igangsat af statsministeren. Man aner en lyst til at herse og regere med andre mennesker. Man spørger sig selv, om der bag alle disse tiltag ikke – som i begyndelsen – ligger et oprigtig ønske om at få danskerne bedst muligt igennem coronaens smitte, men en vis glæde ved den kendsgerning, at man med sine ord og restriktioner kan få et helt folk til at rette sig efter det, man siger.

Når man får den mistanke, hænger det sammen med, at der opstår flere og flere tilfælde med bestemmelser, som ikke synes at have nogen rationalitet bag sig.

Lad mig først pege på det, jeg var inde på i mit forrige indlæg: at man skyder sine formodninger om, hvad der vil virke og ikke virke i forhold til smittespredningen ind under matematiske modeller. Disse modeller lader man Seruminstituttet udregne, men man ”glemmer” at fortælle, at det er regeringen, der bestemmer, hvad der skal udregnes. Vi er efterhånden vant til, at alle politikerne bøjer sig for disse beregninger, men når man gør sig klart, at det i virkeligheden ikke er nogen sundhedsfaglig ekspertise, der står bag, men kun løse formodninger om, hvordan folk vil reagere, formodninger, som måske i sidste ende stammer fra regeringen selv, så aner man en tomhed i ordene og føler en vis afsky for det hele.

Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige har på sin Facebook-side rejst et spørgsmål, som egentlig afslører denne tomhed meget godt. Man har jo nu fra regeringens side besluttet, at de mindre forretninger godt må åbne igen. Og det er de naturligvis meget glade for. Men nogen har spurgt, om ikke der er for stor en risiko forbundet med at lade dem åbne. Hertil har man svaret, at beregningerne viser, at den forøgede smittespredning ved denne åbning er forsvindende lille. Og det får så Lars Boje Mathiesen til at stille det højst relevante spørgsmål, hvorfor man ikke foretog den beregning, før man befalede disse forretninger at lukke ned. Hvis man dengang i december, da man lukkede også disse forretninger ned, havde vidst, hvor lidt det betød for smittespredningen, så kunne man vel lige så godt have ladet dem holde åben, så folk kunne få deres julegaver byttet.

Dette er ét eksempel på, at det ikke så meget er beregninger, der styrer regeringens handlinger, som det er dens mere eller mindre løse formodninger om, hvad der gavner.

Det er formodentlig Mette Frederiksens forståelse af corona-pandemien, der udgør det baggrundstæppe, regeringen handler på. I den forbindelse må man ikke glemme hendes udsagn, da hun blev spurgt, om hun virkelig ikke vidste, at der manglede lovhjemmel til at beordre alle mink slået ned. Jeg skrev om det her, og citerede ved den lejlighed Britta Schall Holberg for at citere Mette Frederiksen for at sige:

”Selv om jeg havde vidst, at der manglede lovhjemmel, ville jeg på pressemødet have sagt det samme om nedslåning af alle mink, som jeg gjorde. Og så ville jeg have afsluttet med, at vi nu ville søge at skaffe hjemmel”.

Det får denne kommentar med fra Schall Holberg:

Den sætning siger jo alt om, hvilken respekt landets statsminister har for lovhjemmeler og grundlov. Men desværre også alt om, hvordan landets statsminister åbenbart kan tryne hele systemet til at gøre, hvad hun beordrer.

Det fortæller noget om, hvordan Mette Frederiksen ser på sin opgave, stillet overfor corona-epidemien. Og det forklarer ganske mange af hendes reaktioner, f.eks. den, hun kom med i forbindelse tilladelsen til 0. til 4. klasse om at komme i skole: der kunne ikke blive tale om at åbne mere op, før pandemien var fuldstændig under kontrol, se evt. mit indlæg derom her. Mette Frederiksen ser på sig selv som en politiker, der tør gøre det nødvendige, hvor ondt det end gør, og hvor mange udgifter det end påfører samfundet. Hun er så sikker på sin kurs, at hun ikke lader sig lokke bort fra den på nogen måde. Og desværre har Schall Holberg ret i, at hun har formået at tryne systemet – det gælder både sundhedsmyndighederne, politikerne og pressen – så de retter ind efter hende.

Og det kan da være udmærket med en sådan viljefast politiker. Hvis det altså var viljefasthed, der var behov for, og hvis den situation, hvori en sådan krævedes, var korrekt forstået. Men meget tyder efterhånden på, at situation ikke er korrekt forstået af Mette Frederiksen, at hvad der gjaldt for god latin i foråret 2020, ikke gælder for god latin længere, at blindhed for det, vi har lært efter foråret 2020, ikke er nogen god rettesnor for, hvad der skal gøres, eller – mere afgørende – at det viljefaste her er parret med en ulyst til at lytte til andre, så det ender med, at det, der skulle redde liv, kommer til at koste flere liv, end der reddes.

Man kunne således ønske, at Mette Frederiksen gav sig til at læse – og rette sig efter – det, der står i en kronik i Berlingske den 22. februar, se her. Kronikken er skrevet af psykiatrisk overlæge Inger Ros. Hun begynder således:

I mit arbejde som læge på den psykiatriske akutmodtagelse i København ser vi de sande ofre for covid-19-pandemien.

Der kommer i disse tider en jævn strøm af patienter. Nogle er kendte med forværring i deres sygdom. Andre har ikke tidligere haft psykiske problemer. Der viser sig en bred vifte af sygdomme, problemer og tilstande, der kræver en eller anden form for akut indgriben. I løbet af 2020 har vi i tiltagende grad i vores akutmodtagelse set de psykiske konsekvenser af den fatale nedlukning af samfundet.

I et lægeligt speciale, der i årtier er blevet økonomisk udsultet, ser vi med stor undren på, hvordan man estimeret kan bruge tre milliarder kroner per reddet coronaleveår og kan spendere en milliard kroner dagligt på en total samfundsnedlukning, der efterhånden viser sig at have langt flere ofre end virussen i sig selv.

Og hun fortsætter:

Vi begynder allerede at mærke konsekvenserne af de udskudte undersøgelser og behandlinger inden for hjertekarsygdomme og kræft. Vi står med store hospitaler, for eksempel på Bispebjerg og Køge, hvor alle afdelinger er nedlukkede, da man skal stå standby til de coronapatienter, der måtte komme. Resultatet er nogle kæmpe spøgelseshospitaler med lange, tomme gange og forladte undersøgelses- og operationsstuer, alt imens syge og potentielt syge medborgere må vente yderligere flere måneder for at komme til. Det mærkeligste er alligevel, når pressen udråber de ansatte i sundhedssektoren til helte for deres store indsats. Ja, de har travlt på lungemedicinsk afdeling og ITA, men ikke mere end under en vanlig influenzaepidemi målt på antallet af indlagte.

Det er ikke journalister, epidemiologer og politikere, der lider nød. De står foran deres parcelhuse og ligusterhække og bliver interview’et. Men Inger Ros omtaler dem, der virkelig lider under coronanedlukningen:

Der er i Danmark en meget store gruppe af mennesker, der er meget ensomme. De lever hver dag alene og klarer sig igennem ved for eksempel arbejde eller praktik en dag om ugen eller ved en ugentlig aftale med værested eller værksted. Nogle taler aldrig med andre, men en hilsen eller en kort bemærkning ved indkøb eller i opgangen er den sociale kontakt, de lever af. Nu er der ingen smil, alle går med masker, de springer væk fra dig, som havde du pest, og hvis du kommer for tæt på, begynder folk at råbe hysterisk. Den sparsomme sociale kontakt er for mange reduceret til en krigszone, man skal hurtigst muligt igennem.

Fokus på smitte, sygdom og død på grund af covid-19 er fuldstændig enøjet. Der har aldrig været nogen reel diskussion af præmissen: Nedlukning er nødvendig. Vi er mange, der anser dette tiltag som fuldstændig forvrænget. Det var måske svært at bedømme forud for første nedlukning, men vi bliver jo hele tiden klogere på sygdommen. Det var tilsyneladende nemt nok at lukke ned, men det er åbenbart nærmest umuligt at finde modet til at lukke op igen.

Den diskussion af den præmis, som Mette Frederiksen lægger frem: at nedlukning er nødvendig, er ganske rigtigt så at sige ikke-eksisterende. Men burde det ikke diskuteres? Burde vi ikke i langt højere grad, end tilfældet er, diskutere, om ikke vi kan tillade os den samme nonchalance overfor corona, som vi har overfor influenza? Burde vi ikke få vores virologer til at nære mere tillid til vort indbyggede immunsystem? Burde vi ikke bede dem om at fortælle lidt mere om, hvordan immunsystemet håndterer andre infektioner? Det gør vi ikke. I stedet får vi dem til at fremkomme med forudsigelser og anbefalinger, der med deres egne og regeringens ord er ”sundhedsmæssigt forsvarlige”. Men det ”sundhedsmæssigt forsvarlige” handler hele tiden om corona, aldrig om de andre sygdomme, som lider under nedlukningen.

Og det hjælper jo heller ikke på troværdigheden, at man fornylig måtte indrømme, at man opgjorde antallet at indlæggelse på den forkerte måde, at man talte alle dem, der var indlagt med corona, hvilket gav et resultat, der var 25% større, end hvis man kun havde talt dem, der var indlagt på grund af corona. Tidligere har det været fremme, at man har opgjort dødstallene på samme måde, altså talt dem, der var døde med corona, ikke kun dem, der var døde af corona. En selvmorder, der havde testet positivt for corona, blev således talt med. At man opgør tallene på den måde, styrker ikke troværdigheden, nej, men det oppuster folks frygt, den frygt, som man stadig mener nødvendig for at få folk til at overholde restriktionerne.

I Kristeligt Dagblad for den 27. februar er der et interview med corona-ekspert Jens Lundgren, se her. Han indrømmer, at han i corona-tiden er blevet klogere. Han er nemlig blevet klar over, at det er pinende nødvendigt for en god reaktion på corona-epidemien, at naturvidenskabsfolk og samfundsvidenskabsfolk samarbejder:

Forskning i viden om virus samt udvikling af behandlinger og vacciner hører naturvidenskabernes domæne til. Men i den afdeling, der handler om at forstå, hvorfor mennesker gør, som de gør, og hvordan de kan ægges til at gøre det rigtige – der leverer human- og samfundsvidenskaberne deres bidrag.

Det er, som man måske har opdaget, noget af det, jeg har beskæftiget mig med i mine forudgående indlæg. Men læg mærke til, hvad Lundgren siger lige efter en anerkendelse af humanvidenskabernes betydning for rådgivningen:

Faktisk var han [altså Jens Lundgren, rr] med til at anbefale genåbningen nu ud fra et hensyn til folkets moral, på trods af at tidspunktet er dårligt valgt ud fra en strengt smittemæssig betragtning.

Hvis man kun ser på risici for smittespredning, er lige nu ikke et oplagt tidspunkt, tværtimod. Men der måtte ske noget,” siger han.

Tidligere på ugen holdt han foredrag i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Mange gange gentog han sin pointe om, at nøglen til epidemibekæmpelse er tværfaglig: Den må og skal omfatte de fag om mennesket og mennesket i samfundet, der ellers så ofte er skældt ud politisk og i offentligheden for at være luftige og unyttige.

Dette er en meget væsentlig indrømmelse. Men det er også ”farligt” at komme med den. Jo, for med en sådan udtalelse udhuler han begrebet ”sundhedsfagligt forsvarligt”. Han siger ikke, at han har rådgivet imod det, der var ”sundhedsfagligt forsvarligt”, han siger, at han har rådgivet imod en ”strengt smittemæssig betragtning”. Men er det ikke det samme?

Og spørgsmålet er også, om han holder fast ved den strategi, som alt for mange synes enige om, nemlig, at det går ud på at forhindre smittespredningen, at kæmpe imod virussen med alle industriens våben, testudstyr og vacciner, rumdragter og mundbind.

Og vil man spørge: Ja, hvad ellers?, så ville det være et godt spørgsmål for samfundsforskerne at stille til virologerne. For husk, hvordan Mette Frederiksen i et stort interview i Berlingske forsikrede, at hun ville lade nedlukningsværktøjet ligge nederst i værktøjskassen, hvis vi får en tredje bølge til efteråret. For hun så ikke anden mulighed end at undgå, at virussen spreder sig. Og det vil sige, at vi på ingen måde vender tilbage til vor normaltilstand. En mette-frederiksensk tilstand i en tredje bølge består i stadig afstand, uafladelige tests, og isolering af de syge.

Og her er det, at samfundsforskerne burde spørge virologerne: Er der dog ikke andre muligheder? Kan vi ikke komme ud af den tvangstanke, at det for alt i verden drejer sig om at få virussen slået ned, altså at få den ”fuldstændig under kontrol”?

Lone Simonsen, virolog, tager i en artikel i Information, der hedder Verden på klem, og som handler om, hvad vi gør, når vaccinerne er rullet ud, det spørgsmål op, og siger, at ”Vi kan ikke vente med at genåbne hele samfundet til coronaen er væk. ”Det kommer aldrig til at ske”, siger hun. Vi er nødt til at lære at leve med virussen og de fremtidige udbrud, der vil komme”.

Lad os sige, at hun har ret i det. Spørgsmålet er så, hvordan vi skal leve med den. Skal vi søge at vedligeholde den frygt i befolkningen, som er skabt på grund af det nye ved coronaen? Eller skal vi prøve at bede befolkningen om at slå koldt vand i blodet og affinde sig med at blive smittet, affinde sig med de sygedage, der opstår, og undlade at iføre sig rumdragter, hver gang en coronaramt patient undersøges af en læge?

Disse spørgsmål besvarer hun desværre ikke. Men burde ikke samfundsforskerne presse på for at få hende eller andre virologer til at fremkomme med et svar?

Nu har jeg efterhånden set en del sammenligninger mellem corona og influenza. Og mig forekommer det, at coronaen ikke er mere dødelig end influenza. Så jeg kunne godt tænke mig at få det bekræftet. Det må virologerne kunne svare på.

Jeg har i et tidligere indlæg, se her, citeret Morten Petersen for at foretage netop denne sammenligning:

Influenzavaccinerne svigter derimod ofte eller har ringe dækningsgrad i de ældre, hvilket blev hovedårsagen til en samlet overdød på 600.000 europæiske medborgere i vintrene 2014-2015, 2016-2017 og 2017-2018.

Det lever vi fint med, faktisk har vi været ret ligeglade.

Og altså: Jeg har fået mistanke om, at man overdriver farligheden ved coronaen. Og selv om det til dels er mediernes skyld – der mere sensation i en farlig virus end i en almindelig – så burde vel egentlig virologer holde lidt igen med disse overdrivelser. Men jeg forstår dem da godt. Da f.eks. Jens Lundgren forleden i Tv blev spurgt om, hvad det betød, at der i tre familier i København var fundet den sydafrikanske virus-variant, svarede han, at han var bekymret; det er tilstrækkelig stor en udfordring at skulle bekæmpe den engelske variant, vi har ikke brug for at få den sydafrikanske hertil også.

Så han har stadigvæk den opfattelse, at virusser er til for at skulle bekæmpes, de er ikke noget, vi må acceptere eller noget, vi må lære at leve med. Men er det ikke netop noget, vi må lære at leve med? Så vi altså fra vore virologers side i fremtiden ville møde den samme ligegladhed, som vi mødte, da det blev klart, at vi i 2018 – eller var det 2017 – havde vaccineret mod den forkerte influenzavirus, og sygdommen derfor bredte sig langt mere end forventet. Dengang var der ingen, der foreslog intens testning, ingen, der sagde, at de ramte skulle i karantæne, ingen, der mente, at sygehusene ikke kunne klare den ekstra belastning. Hvad de forresten godt kunne.

Lad mig også henvise til en artikel af Lars Henrik Aagaard i Berlingske, se her, hvor han efter en kort gennemgang af corona-året spørger fire videnskabsfolk, hvad de har lært af dette år. I den korte oversigt begynder han med begivenhederne på krydstogtskibet ”Diamond Princess”:

I begyndelsen af februar flyttede fokus sig i nogen grad til det karantæneramte krydstogtskib »Diamond Princess«, der lå opankret ud for den japanske havneby Yokohama. Den mystiske nye sygdom løb som en steppebrand fra kahyt til kahyt, og i sidste ende var en femtedel af samtlige ombordværende – 712 mennesker i alt – smittet.

Han har formentlig gengivet begivenheden ud fra samtidige beretninger. Og så bliver det det usædvanlige, han hefter sig ved. Og det er måske usædvanligt, at sygdommen bredte sig så hurtigt. Men når man via wikipedia erfarer, at der var 3.711 passagerer og besætningsmedlemmer ombord, er det så ikke underligt, at der kun var 712, der blev smittet, og at kun 14 døde? Man kan få den tanke, at det er det sjældne ved coronavirussen, der vækker opmærksomhed. I 2016, fortæller wikipedia, blev skibet ramt af et andet virusangreb. Dengang var det virussygdommen gastroenteritis, der ramte besætning og passagerer i et lignende antal. Men det skabte ikke overskrifter verden over som angrebet i 2020.

Vi skal tilbage til psykiateren Inger Ros. Hun slutter sin kronik med følgende udbrud af forargelse:

Vi står i en situation, hvor den såkaldte kur godt og grundigt er ved at slå patienten ihjel. Politikere, pressen og totalt verdensfjerne epidemiologer kan slet ikke se ud af deres privilegerede boble og forstå, at det her ikke bare er en statistik, hvor alt er godt, hvis vi lige går den rigtige vej om søerne.

Man undrer sig over, hvor diverse sygehusledelser og læger indenfor alle specialer bliver af. Det er forbløffende så lidt, vi hører til for eksempel kardiologer og onkologer. De skal da tale patienternes sag. Gør de ikke det, er de medansvarlige for de mange uundersøgte og ubehandlede patienter. Og hvor bliver de ansvarlige for kommunerne og psykiatrien af? Alle specialer og områder skal kunne stå på mål for den forringede eller ophørte behandling indenfor deres område. Sygehusledelser og lægelige selskaber er gået ind i krisen med rungende og skandaløs tavshed.

At det ikke helt er rungende tavshed, der præger alle, fremgår af en anden artikel i Berlingske, se her, hvor man lader en række talsmænd for andre sygdomme komme til orde. Man skriver:

Tusinder af syge er blevet skubbet til side og har fået forsinket deres hjælp, fordi opmærksomheden og store ressourcer i sundhedsvæsenet primært har været rettet mod at håndtere indsatsen for at bekæmpe coronaepidemien.

Danske Patienter anslår, at det har ført til, at der i 2020 er blevet afviklet cirka 150.000 færre såkaldte udredningsforløb end normalt for andre patienter, som har brug for at få afklaret, hvad de fejler eller få tjekket, hvordan deres behandling kan forbedres.

Det har blandt andet ramt og forsinket behandlingen af folk med kræft-, hjerte- og gigtlidelser samt mange andre patienter, og det får alvorlige konsekvenser for sundhedstilstanden herhjemme, vurderer direktør Morten Freil fra Danske Patienter, som er paraplyorganisation for 21 af de største patientforeninger.

Det synes at forholde sig sådan, at Inger Ros’s forargelse over den alt for store opmærksomhed omkring corona ikke blot går ud over hendes patienter, men er årsag til mange andre uheldige ting med andre sygdomme også. Og det skyldes ikke blot, at hospitalskapaciteten er blevet omlagt, det skyldes også, at folk, der mærker symptomer på det ene eller det andet, ikke tør gå til læge:

Men der har også været utilsigtede konsekvenser, hvor folk med psykiske lidelser og mulige kræft- og hjertediagnoser har undladt at søge hjælp, selvom det ellers har været den klare hensigt at opretholde aktiviteten for de patienter.

Det vil sige, at vi ikke blot skal have hverdagen tilbage, så vi almindelige mennesker, der ikke fejler noget, kan gå i biografen og på café og restaurant, osv., nej, vi skal have afviklet den frygt i befolkningen, som er blevet oppisket ret kraftigt igennem hele corona-året.

Og det bliver vanskeligt.

Ikke blot skal statsministeren lære ikke mere at gøre folk bange, virologer og andre kloge folk skal også lære den kunst. Og vi almindelige mennesker skal finde ud af, at vi ikke mere behøver være forargede på de unge, der holder fest, at vi ikke mere behøver se ned på muslimer, der samles alt for mange til en begravelse, og at vi ikke mere behøver være bange for at synge i kirkerne.

Egentlig vil jeg tro, at det bliver statsministeren, det bliver sværest at overbevise. Men hvis ikke nogen gør forsøget, kommer vi ingen vegne. For et efterår med en såkaldt tredje bølge er ikke til at holde ud at tænke på. Og det er kun videnskabsfolk, der kan sikre os, at nedlukningredskabet forbliver godt låst nede i statsministerens værktøjskasse.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.