Skam få skammen

Der var forleden (dvs den 3-3) et interview i Deadline, som jeg her vil hæfte mig ved. Der var tale om en ung muslimsk kvinde, som havde oprettet et hashtag, der hed #deldinskam. (Om dette hashtag skriver Information, se her og TV2, se her). Hun havde endvidere lavet en podcast – jeg véd ikke rigtig, hvad sådan én er, men det er vistnok noget med at lægge samtaler ud på nettet – hvor hun kunne tale sammen med mange, der havde det som hun: at de følte en næsten uforklarlig skam over at have gjort det, de havde gjort.

Det, som hun mente, hun kunne hjælpe sine muslimske søstre med, var, at hun kunne få dem til at sætte ord på den ubestemmelige følelse af skam, der ramte dem. Bare ved at kunne tale om det, og fortælle andre om det, og altså ikke mødes af vi vestlige menneskers overlegne “det må du se at komme over” eller hvad vi nu kan sige, det var for mange af dem en befrielse, kunne man forstå.

Og det, at jeg faktisk blev berørt af det, hun sagde, så berørt endda, at jeg lå og spekulerede på det senere på aftenen og natten, det undrer mig ikke så lidt. For er der noget, jeg aldrig har beskæftiget mig med – formentlig fordi jeg aldrig er blevet ramt af det – er det følelsen af skam. Hun berettede om det, som om det var noget, enhver da kendte til. Og når jeg må bekende, at denne følelse er ganske ukendt for mig, kan det naturligvis hænge sammen med, at jeg tilhører et noget andet køn, end hun gør. Den er jeg med på, det kan være en del af forklaringen på min mangel.

Men jeg vil godt føje til, at denne mangel på skamfølelse også kunne hænge sammen med, at jeg er opvokset i en noget anden kultur.

Godt nok prøvede den unge muslim hen mod slutningen af interview’et med hende at udbrede den skamfølelse, hun havde, til andre kulturer, altså specielt til vor vestlige kultur. Det tolker jeg – fræk som jeg er – som et forsøg på at undgå at tage negativ stilling til den religion, som hun selv tilhører: islam. Nej, nej, det er ikke et specielt muslimsk problem, der kun opstår hos muslimske kvinder, det er et almenmenneskeligt problem, som også findes hos vestlige kvinder. Det var, hvad hun forsøgte at få os til at tro i de sidste minutter af udsendelsen.

Men det tydede de andre dele af interview’et aldeles ikke på. Tværtimod, den skam, hun følte, var den skam, hun mente, at hun med sin handling havde bragt ind over familien – for hendes vedkommende var der tale om en skilsmisse og om den uddannelse, hun havde taget. For, som hun forklarede, den muslimske kultur er en kollektiv kultur, hvor man står sammen om at kæmpe for at bevare familiens ære. Og gør man noget, der kan bringe skam over familien – og der er ret strenge regler for, hvad der bringer skam – så betragtes man som udelukkket af familien, som et sort får, som ingen vil have noget med at gøre.

Og det kunne føles utrolig hårdt for én, der er vant til at kunne sole sig i familiens velvilje, forlød det. Hvilket man jo godt kan forstå.

Og bevares, noget af det kan man da godt genfinde hos danskere. Jeg kan huske, at jeg for lang tid siden hørte om nogle kvinder, hvis hele verden gik ud på at tilfredsstille deres mand. De gjorde i den grad sig selv til et personligt nul, at det må have været noget af en prøvelse at skulle leve sammen med et sådant selvudslettende menneske, der ikke turde give udtryk for sin egen personlighed. Og jeg kan til nød forestille mig, at en sådan person bliver skuffet og stiller sig fuldstændig uforstående an, hvis hendes mand vil skilles. For har hun ikke 100% levet op til kvindeidealet i vort samfund? Det mener hun vel sikkert selv, men var det kvindeidealet? Og var dette ideal et sandt menneskeligt ideal?

I hvert fald skete der det her hos os, at dette kvindeideal forsvandt, da kvinderne i stort talt kom ud på arbejdsmarkedet. Dèr blev kvinderne anerkendt som den person, de var. Og den anerkendelse gav sig udslag i, at de kom til selv at tjene de penge, de skulle bruge.

Så skam? Nej, det var – og er – højst usædvanligt, hvis vestlige kvinder føler skam over at være sig selv eller over at have gennemlevet en skilsmisse, fordi de ikke længer kunne udholde den mand, de var blevet gift med. Der kan vel stadig være dem, der har siddende et vist kvindeideal i kroppen og derfor kommer til at skamme sig, hvis de ikke lever op til det. Men det er – om jeg så må sige – en intern skam, ikke en skam, som de har, fordi det miljø, de lever i, tildeler dem den.

Anderledes indenfor islam.

Her er det kvinderne, der bestyrer familiens ære. Lad mig igen citere det, jeg tidligere citerede fra Sara Omars roman “Dødevaskeren”, se her. Hovedpersonens bedstefar, Darwésh, har en samtale med sin søn, Muhammed, der er imam:

Darwésh sætter sagen om kønsligeligheden på spidsen. Hans søn siger:

Uanset hvad så skal en kvinde altid være ren og ærefuld. I både sind og krop”, sagde Muhammed.

Hvis en kvindes ære sidder i hendes mødom, hvor sidder mandens så?”

Muhammed så vredt på sin far.

Tavshed”, sagde Darwésh. ”Det tænkte jeg nok. Ifølge dig sidder mandens ære vel i hans søsters eller hustrus mødom, og sådan en mødom kan retfærdiggøre både vanære og drab”.

Det er noget vrøvl og svineri”, sagde Muhammad vredt.

Nej”, sagde Darwésh. ”For hvornår bliver manden betragtet som uren, og kan hans jomfruelighed være symbol på en hel families stolthed eller skam?” Han rystede på hovedet. ”Det er det, der er kernen i det hele, min søn, for mandens mistede jomfruelighed er ligegyldig. Det er udelukkende kvinden og kvindens køn, der kan være skyld i al elendighed, og den skyld er så tung, at en mand altid kan retfærdiggøre vold og drab på grund af den”. (Side 305).

Lidt senere henviser Muhammad til de vantro. Også de taler om stolthed på den måde. Hans far svarer:

I det mindste forkaster de såkaldte vantro ikke længere deres døtre på bryllupsnatten, hvis de ikke er jomfruer. Deres kvinder er ikke tvunget til at skaffe røde farveblandinger til bryllupslagnet”. (Side 306).

Og det får ham til at opfordre sin søn til at tale sandt om både det ene og det andet i sine prædikener i moskéen, for hvor mange ægteskaber er ikke bygget på en løgn, selv om det slet ikke er nødvendigt!”

Det er hårdt sat op. Men det er en muslim, der har sat det så hårdt op. Og det er jo sandt, hvad hun siger: kvindens ”forkerte” handlinger kan komme til at retfærdiggøre vold og drab. Og lever muslimerne i et land, hvor det er forbudt at slå ihjel af den årsag, må jo mindre gøre det: man ”nøjes med” at udvise social foragt, og forældre ”nøjes med” den umenneskelighed at forkaste deres eget afkom, ikke komme sammen med hende, nægte hende enhver omsorg og omgang.

Og alt sammen gøres det, fordi man vil overholde Allahs regler, og fordi man mener om sig selv, at man er bedre mennesker, når man holder sig disse regner efterrettelig.

Det er disse regler, der er skyld i skammen. Det er disse regler, man må skyde fra sig, hvis man vil undgå skammen.

Flemming Rose har i sin bog ”Tavshedens Tyranni” gjort opmærksom på en ting, der er ret speciel i denne sammenhæng.

Han fortæller om den ændring i de sovjetiske dissidenters opførsel, der fandt sted, efter at Sovjetunionen i 1975 havde underskrevet Helsinki-aftalerne. I disse aftaler blev der sagt mange pæne ord om de gode fremtidige forhold mellem de vesteuropæiske lande og Sovjetunionen, men der var også blevet tilføjet nogle paragraffer om menneskerettigheder og staternes forpligtelse til at overholde dem. I en vis forstand var det en selvfølge, for der stod jo også noget om menneskerettigheder i Sovjetunionens forfatning, blot havde man vænnet sig til at se bort fra det, når det var regimemodstandere, man stod overfor.

Og fik man fat på en af disse modstandere af regimet – og der var mange, der blev taget – så helmede man ikke, før man fik vedkommende til at ”angre” det, han havde gjort. Det hørte med til det, man forventede af de tilfangetagne, og også til det, de andre dissidenter regnede med ville ske: man sagde, at man fortrød sine overtrædelser, man gjorde bod, man viste sig villig til at slikke magthaverne op og ned ad ryggen.

Men efter Helsinki-aftalerne blev der flere og flere af dissidenterne, der nægtede at gøre bod, nægtede at fortryde noget som helst. I stedet for pegede de på paragrafferne i forfatningen og i Helsinki-aftalerne og hævdede, at det var deres ret at gøre, som de havde gjort.

Alt dette, siger Flemming Rose, lagde grunden for Gorbatjov. Da han sagde de berømte ord ”Perestrojka” og ”Glasnost”, fandt de i den grad genklang hos russerne, at Sovjetunionen brød sammen. Den viste sig at være bygget på villighed til at bøje sig for magten, da den forsvandt, forsvandt også den store og mægtige Sovjetunion.

Det er Flemming Rose, der i sin bog foretager sammenligningen mellem Sovjetunionen og islam, men havde han ikke gjort det, kunne jeg såmænd godt selv have gjort det. For det er jo det samme, der er tale om: man har et system af regler, som har fået nærmest guddommelig begrundelse – i tilfældet: islam kan man godt slette ordet ”nærmest”. Disse regler tillader styret (eller imamerne) at straffe overtræderne af dem. Og selv om det er regler på to vidt forskellige områder, kan man godt se parallellen. Vil nogen nægte de marxistiske tesers ret, betragtes han som en frafalden. Og vil nogen nægte den muslimske kønsmorals ret, betragtes han/hun som en frafalden, der kun overlever på andres nåde; og den er ikke stor.

En yderligere parallel kan findes i den glæde, ja livslykke, der viser sig, når man tillader sig at leve det ud, som ens overbevisning tilsiger én. Rose fortæller på side 303 om Aleksejeva, der skrev om dissidenten Sharansky:

Mens Sharansky ventede på at blive arresteret – alle vidste, at det kun var et spørgsmål om tid – betroede han sig til Aleksejeva:

”Ved du hvad”, sagde han, ”de seneste otte måneder har været de lykkeligst i mit liv”.

”Ja”, svarede Aleksejeva, ”jeg har levet på den måde i ti år. Det er pragtfuldt, at man kan tillade sig at tænke frit, og leve, som man tænker. Der er kun den ulempe, at det ender med, at man kommer i fængsel”.

Jeg tror nok, at Flemming Rose er ateist, eller i hvert fald ikke har noget særligt til overs for kristendommen. Og det er måske forståeligt nok. Men når han ikke gør det, så må jeg jo gøre det, nemlig vise, at i disse bemærkninger er der et Jesus-ord, der går i opfyldelse, nemlig ordet fra Luk 9,25:

For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv eller bøde med sig selv?

Dissidenterne i Sovjetunionen fandt sig selv eller vandt sig selv ved at holde fast ved det, de havde opdaget: de ledendes hykleriske tilslutning til menneskerettighederne. Og dissidenterne indenfor islam kan finde sig selv ved på samme måde at vove at være sig selv på trods af familiens forsøg på at skamme dem ud. Men skal de gøre det til gavns, må de tage koranen ud af imamernes hænder, det vil sige: de må højt og tydeligt sige, at dens regler ikke er guddommelige og evige, men menneskelige og tidsbestemte.

Så kun to ting mere:

Jeg har her beskrevet Vaclav Havels metode, når han vil prøve at være sig selv under et kommunistisk styre. Han mente i 1978, hvor der ikke var mindste tegn på, at dette styre nærmede sig sin udløbsdato, at han ikke ville anbefalede nogen revolution mod systemet, kun, at hver enkelt, så godt han kunne, søge at ”leve i sandheden”.

Og så kan jeg ikke dy mig for at trække forskellen mellem Vesten og islam frem ved igen at citere min morfars beretning om et karneval i Køln, han deltog i som ung skræddersvend på navertur ned gennem Europa i 1895, se her. I forbindelse med, at jeg udtalte en vis frygt for, at det fine spil mellem kønnene skulle blive ødelagt af de muslimske unges voldsomme adfærd nytårsaften 2015/16 på domkirkepladsen i Køln, skrev jeg:

Hvad det er for et spil, der bliver ødelagt? Ja, lad mig slutte med at gengive noget af en dagbog, som min morfar skrev, da han som ung skræddersvend var på naverfærd i Tyskland, Schweiz og Frankrig. Det var i 1895, og han var bl.a. med til en karnevalsfest i – ja, netop i Køln. Det gik livligt til, kan man forstå. Han skriver:

I de bedre Restaurationer havde man ikke mere Adgang uden Kort, om Formiddagen gik Børnene Maskerede; men hen paa Eftermiddagen var det Unge, og Gamle, og om Aftenen var der Storartet Fest, Enkelte Steder havde man fri Adgang, men saa kostede Øllet dobbelt Pris, Alle steder var Concert, paa Gaden kom det ene Musikkorps efter det andet med Maskerede, og dansende Damer og Herrer, man havde Lov til at kysse Damerne paa Gaden, og Damerne havde ogsaa Lov til at kysse Herrerne, det var nu heller ingen Sjældenhed at den Tilladelse blev Benyttet, man skulde være meget Opmærksom hvis man ikke fik et par nøgne, bløde, men kolde Pigearme om Halsen, og sad de først fast saa havde man svært ved at Ryste dem af sig igen. Det var ingen Sjældenhed at 5-6 unge Damer fik i Sinde at danse Kres Dans om en, og man maatte da kysse dem alle sammen for at igen komme paa fri Fod.

Jeg véd ikke rigtig, skal jeg være forlegen eller stolt på familiens vegne? Jeg tror, jeg vælger at være stolt, selv om morfar prøver at give indtryk af, at det er højst nødigt, at han lader sig omfavne af et par pigearme, og at han jo altså desværre så sig nødsaget til at kysse alle fem-seks piger for at slippe ud af deres kreds. Men – lur mig, om han ikke har været lidt stolt over, at de valgte at slå kreds om ham for at fralokke ham et kys! Skræddersvend, i sit stiveste puds, flot fyr, ikke? Lige noget for nogle friske pigemunde at kysse.

Men selvfølgelig, han var jo forlovet med min mormor, så det hele skulle fortælles lidt douce.”

Det var dengang. Nu kan stykket bruges som eksempel på, at det søde spil kun kan lykkes, når begge parter er trygge, så trygge, at de har bevaret den humoristiske sans.

Og man kunne ønske for de kvinder, der føler skam over deres liv, at de blev lige så trygge ved deres tilværelse og ved dem selv, som de piger, min morfar kyssede i Køln. Og læg mærke til det: disse kys forhindrede ham ikke i at holde fast ved mormor og blive far til en række børn sammen med hende.

Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.