Kierkegaard, Løgstrup, Kaj Munk

Det er en stor mundfuld, jeg har sat op i overskriften. Vil jeg virkelig gennemgå tankerne hos disse tre kæmper i dansk åndsliv?

Åh nej, men jeg vil sige et par ord om de forskellige ismer, der prægede disse personer, det vil sige, om individualismen (Kierkegaard), om fænomenologien (Løgstrup) og om dramatikken (Kaj Munk). Ind imellem de to sidste vil jeg så tillade mig at anbringe min egen kæphest, som jeg vil kalde sprogfilosofien.

Anledningen til alle disse ismers opkomst her på bloggen er teksten fra i søndags, Luk 11,14-28. Her fortælles der om, hvordan Jesus uddriver en ond ånd og senere advarer mod onde ånder: man risikerer, at ånden henter syv andre ånder, værre end den selv, og tager bolig i det menneske. Det rejser spørgsmålet om, hvad vi i vore dage skal forstå ved en ond ånd eller en dæmon, og hvad det vil sige, at Jesus har magt til at uddrive disse ånder. Med andre ord, det sædvanlige spørgsmål, som man må stille til enhver prædiketekst fra Det ny Testamente: Hvordan kan det komme os ved? Hvordan kan det ramme os i vor eksistens?

Her mener mange teologer at kunne hente hjælp hos Søren Kierkegaard. Han taler jo i ”Om Begrebet Angst” om angst som en uheldig størrelse i mennesket, og han har i ”Sygdommen til Døden” fremhævet fortvivlelsen som en slags indre dæmon, der hindrer mennesket i at blive menneske. Og ikke sandt, så bliver evangeliet det, at man lærer at stole på Guds anerkendelse på trods af den indbyggede angst, eller holder sig til Jesu ord som et ord, der kan bekæmpe den tendens til fortvivlet at ville være sig selv eller til fortvivlet ikke at ville være sig selv.

Det kan der givetvis siges mange kloge ord om, men som jeg tidligere har gjort opmærksom på, f.eks. her, holdes alle disse tanker i de tankebaner, der kendetegner individualismen. Det har alt sammen med enkeltmennesket at gøre, hvordan det bliver ændret, hvordan det opnår selvstændighed.

Hvis man nu vil frigøres fra individualismen, så melder Løgstrup sig på banen med sin fænomenologi. Han har skrevet en hel bog, der hedder ”Opgør med Kierkegaard”, og deri tager han et opgør med Kierkegaard, dog uden at betragte det som et opgør med individualismen. Men et opgør med individualismen er det alligevel, og det forargede mig i sin tid, da jeg deltog i et Kierkegaard-møde på Vartov, at kloge akademikere ikke tog Løgstrups tale om opgør alvorligt. Man ville så inderlig gerne holde på begge de to tænkere, og så opfandt man den tese, at Løgstrup i virkeligheden ikke gjorde op med Kierkegaard, men med Tidehverv.

Men det er dog en sær forklejnelse af Løgstrup at servere os for. Han indleder det kapitel i bogen, der hedder ”De suveræne livsytringer” med at sige:

Kierkegaard og Sartre ignorerer et stort område af menneskets tilværelse. Hvad det er for et område kan jeg bedst gøre klart med en skelnen mellem to slags fænomener, som jeg kort vil kalde de tvungne og de suveræne. Jeg skal nævne tre eksempler på de tvungne eller kredsende, fornærmelse, skinsyge og misundelse.

Og så skildrer han disse tre kredsende fænomener. Lad mig nøjes med det, han siger om misundelsen:

Men misundelsen opstår ikke bare af, at en anden ejer hvad man selv mangler, det kan for den sags skyld ligeså godt afføde beundring. Der skal det til, at ens mangler er af den art, at man ikke ser sig i stand til at affinde sig med dem, og at det anses for at være med urette at den anden ejer hvad han ejer. Ret beset er han det ikke værd. Den misundelsesværdiges fortrin er ufortjente, og den misundelige er forfordelt.

Og om både skinsyge og misundelse hedder det:

Skinsyge og misundelse er kredsende tanker og følelser, i hvilke personen fanger sig selv.

Og senere formuleres bundetheden eller indfangningen endnu kraftigere:

Det er næppe rigtigt at kalde det følelser som et menneske lukker sig inde med, snarere er det fikserede tanker hvis kummerlige emotionalitet består i, at selvet tvinger dem til at gå i ring om sig. Holdt i jegets snor, under dets pisk, går tankerne rundt og rundt i jegets egen manege.

Alt dette er fænomenologi, dvs. skildringer af fænomener, som Løgstrup mener, vi alle kender fra vort umiddelbare liv. Og man kan lægge mærke til, at disse fænomener skildres som kræfter, der indfanger et menneske eller som ganske tager over i et menneskes tankeverden.

Det samme er tilfældet med det, Løgstrup kalder de suveræne livsytringer. Som eksempel nævner han tillid og barmhjertighed. Og så skriver han:

Sit indhold får den suveræne livsytring af situationen og relationen til det andet menneske, og det vil sige af min opfattelse af situationen og relationen, af deres aktuelle omstændigheder og historie. Livsytringen kan ikke anvendes. Principper, forskrifter, maksimer kan anvendes. Det kan den suveræne livsytring ikke, den kan kun fuldbyrdes, idet jeg realiserer mig selv i den. Og det kommer af at den er suveræn. Den lægger ikke situationen fast, men bringer den i skred, forvandler den, hvorfor personen hele tiden må spille sig selv ind.

Og han fortsætter:

Altsammen til forskel fra de tvungne og kredsende tanke- og følelsesbevægelser. Når mennesket er behersket af dem, udløses handlingen af hvad der sker eller ikke sker. Handlingen er reaktiv, ikke suveræn. Mennesket er bare en funktion af situationen, medens i den suveræne livsytring situationen er en funktion af mennesket, vi skaber situationen om i tilliden, i barmhjertigheden, i talens åbenhed.

Det sidste, det med talens åbenhed, illustrerer han i den senere udgivelse ”Norm og spontaneitet”, hvor han indleder kapitlet ”Suveræn livsytring, gylden regel, karaktertræk og norm”, side 17, med en fortælling fra besættelsestiden: to gestapomænd ringer på hos en kvinde, hvis mand er gået under jorden. Den ene, den brutale, støver rundt i huset, den anden, den indsmigrende, taler venligt til hende og forsikrer hende om, at det hele kun er en bagatel, nærmest en formssag. Men hun er godt klar over, at al hans venlighed er til for at få hende til at tale. Og hun mærker i sig selv, at hun hele tiden må gøre vold på sig selv for ikke at følge det, som hun føler er mest naturligt: nemlig at tale ligefremt og stole på den andens oprigtighed.

Og så er det, at Løgstrup spørger, hvad det er, der gør, at hun hele tiden må tage sig i det for ikke at komme til at røbe noget. Og han svarer, at det er den suveræne livsytring, der hedder talens åbenhed. At tale, siger han, er at tale ud.

Nu er vi nået så langt i redegørelsen, at vi må i gang med det, jeg før kaldte min kæphest. Den har jeg redegjort for adskillige gange, bl.a. i en afhandling, som jeg skrev i 1983 og siden har lagt ud på nettet. Her specielt kapitlet om ”den sproglige baggrund for de suveræne livsytringer”, se her. Et stykke nede i denne tekst skriver jeg:

Jeg vil nu påstå, at der ligger ganske bestemte logiske (64) strukturer til grund for fornærmelsen. Det sprog, man benytter sig af, når man er fornærmet, er et sprog, hvor retfærdighed er hovedordet. Hvilket måske lyder overraskende; for retfærdighed er vi vant til at betragte som et positivt ord, fornærmelse som et negativt ord, hvordan kan da retfærdighedstanker ligger til grund for fornærmelsen? Tja, hvordan det kan gå til, ved jeg ikke, jeg mener blot, det er, hvad der faktisk forekommer.

Man føler sig forurettet. Jamen, forudsætningen for at føle sig forurettet er vel, at der er noget, der er ret, noget, der bør gøres, en handlemåde, den anden bør have overfor en; hvorfor? fordi man selv har ydet noget tilsvarende. Og har man præsteret en ydelse, skal den anden så ikke præstere en modydelse? Er det andet end simpel retfærdighed?

Det vil sige: jeg når frem til det resultat, at fornærmelsen eller forurettetheden bevæger sig i tankebaner, der koncentrerer sig om retfærdighed:

Dette forklarer en del. (65)

Det forklarer, at fornærmelsen er kredsende; man kan ikke komme ud af den. Det er den samme tankegang, man til stadighed bevæger sig i. Ja, for tankegangen er logisk set lukket. Tænker man i retfærdighedsbaner, da tænker man ikke i kærlighedsbaner, eller i forståelsesbaner; eller, skal jeg sige det anderledes: at forstå i retfærdighedsbaner er noget andet end at forstå i kærlighedsbaner. At forstå, når det er retfærdighed, der er hovedordet, er at rette sig efter de aftaler, man har indgået, at holde de løfter, man har givet, at gøre det, man skal, så der ikke kan sættes en finger på en, men at forstå, når man tænker i kærlighedsbaner, er at nære tillid til den anden, at acceptere hans eller hendes fremmede natur, er at forstå, at fordi han er lidt hidsigt anlagt, så må han vel gøre sådan, som han gør, er at bære over med.

Men hvis der således, som jeg tænker mig, er to forskellige tankebaner til rådighed for mig i mit forhold til min næste, og hvis jeg i fornærmetheden er bundet til een af dem, så vil det kunne forklare, at fornærmelsen er et kredsende eller tvungent fænomen: jeg er bundet af sproget, det er sproget og dets struktur, der hindrer mig i at komme fri. Hvilket naturligvis ikke fritager mig for skyld, for hvordan kom jeg ind i disse tankebaner?

Tankebaner? Man kunne også tale om forskellige logikker. Eller man kunne sige, at

der er tale om to forskellige sprogspil, et retfærdighedssprogspil, og et kærlighedssprogspil. Idet jeg altså så ved sprogspil vil forstå noget andet end Wittgenstein, der forstod en selvlavet logik, et selvopfundet regelsystem, hvorefter man talte. Jeg forstår derved et regelsystem, der er “i” sproget, er der på forhånd; en struktur, der er givet os med sproget.

Et sprogspil består af ord, vi bruger, og af regler, hvorefter vi bruger dem. Men reglerne er os medfødte, vi har dem givet i og med sproget, vi tænker derfor ikke over dem, tænker heller ikke over, at vi er i deres vold, afhængige af dem i, hvad vi siger og gør. Og derfor er det måske forkert at tale om “regler”, hellere skulle vi tale om tankestrukturer, eller—som jeg vil foreslå—om sprogspil.

Alt dette for at forklare det mærkelige forhold, at misundelse, forurettethed, fornærmethed, er livsytringer, som vi ikke kan komme ud af. De er, med Løgstrups ord ”kredsende”, de er med mine ord ”bundet af et sprogspil med sin egen logik”, en logik, som ikke har struktur fælles med fællesskabets logik, ”kærlighedssprogspillet”, sprogspillet, der spørger, hvordan tillidsforholdet kan opbygges eller bevares; eller, lidt mere alment: sprogspillet, der bryder den individualistiske tankegang i stykker og sætter en forholdets tankegang i stedet.

Og så er vi fremme ved Kaj Munk.

Eller rettere: vi bør nok lige efter ovennævnte autoritet (min ringhed) indskyde en autoritet, der hedder Det ny Testamente.

For i lignelsen om den fortabte søn, Luk 15,11-32, har vi et glimrende eksempel på, hvordan retfærdighedssprogspillet kan låse et menneske fast i en kredsende livsytring – her afbildet i den ældste søns pukken på, at det bør være retfærdighed, som faderen bør tilstræbe i forholdet mellem sine to sønner – og på, hvordan relationssprogspillet – udtrykt i faderens opfordring til den ældste søn om som han at glæde sig over broderens hjemkomst – kan frigøre fra indelukketheden i retfærdighedssprogspillets kredsende tendens.

Men ellers er det Kaj Munk, jeg nu vil behandle.

Det, jeg her taler om, kan nemlig genfindes hos Kaj Munk. Ikke, fordi han er opmærksom på det, jeg har kaldt sprogspil, for han tænker ikke sprogfilosofisk, han tænker dramatisk. Men netop dramatikken tvinger ham til at overveje, hvordan den ene replik fremkalder den næste, eller hvordan et ord kan opløse retfærdighedstankegangen. At det så er det samme som det, Jesus taler om, når han hævder og påviser, at hans ord kan uddrive dæmoner, det lader vi i denne omgang stå som en ubevist påstand.

Lad mig vise det med en lille énakter, som jeg før har omtalt her på bloggen, nemlig et skuespil fra 1942, som hedder ”Den Kærlighed 2”. Hele stykket kan læses her, og min omtale af den i denne artikel og den følgende.

Da jeg skrev denne artikel, var jeg mest opsat på at vende mig imod Hans Brix og Mogens Pahuus, som begge mente, at Bettys omvendelse var for pludselig, og at stykket derfor ikke var noget godt stykke. Nu er min hensigt en anden. Nu vil jeg prøve at vise, at Munk uden at være klar over det bruger ord fra retfærdighedssprogspillet til at forklare Bettys vrede og ord fra relationssprogspillet til at understrege, hvordan Betty forsones med Preben. Det vil sige: jeg er ude i det samme ærinde, som jeg var i mit indlæg Anagnorisis 2, se her.

Lad mig derfor begynde med igen at citere det stykke fra Løgstrups ”Den etiske Fordring”, side 143, som jeg brugte dengang:

Mennesker knyttes til hinanden blandt andet i kærlighed, sympati og solidaritet. På uformidlet vis sker det i kærligheden og venskabet, mens sammenknytningen i solidaritet mere sker på foranledning af samarbejde eller fælles kår. Men enten båndene knyttes spontant eller socialt, kommer et menneskets tilværelse til at bestå af de forhold. Den enkelte får sit liv og dets indhold i dem. En hvilken som helst varetagelse af den andens liv i kærlighed, sympati eller solidaritet får derfor sit vederlag i opretholdelsen af de forhold, hvori et menneske har sit liv, og som udgør dets tilværelse.

Det, Løgstrup ikke gør opmærksom på, men som er lige reelt for det, er, at disse forhold i kærlighed og venskab ikke blot er baseret på følelser, de er også baseret på et bestemt sprog, en sprogafdeling (eller et sprogspil), som ikke blot består i bestemte ord, men også består i en bestemt logik.

Det samme er tilfældet med de brud på forholdet, der kan opstå: der er ikke blot tale om negative følelser, der er også tale om, at den negative holdning låses fast af et bestemt sprog, en særlig sprogafdeling (eller et særligt sprogspil), som ikke har logik tilfælles med forholdets sprogspil, og som derfor bevirker, at de pågældende ikke kan komme ud af de negative følelser.

Handlingen i stykket er den, at den unge Betty i første del af stykket får at vide, at hun er gravid, hvilket er hende meget imod, og hvilket gør hende vred på sin mand. Så da han kommer hjem og er meget brødebetynget, fordi han har spekuleret hele sin egen og Bettys formue op, og dertil er blevet afskediget, får den snu rad til Munk det ordnet sådan, at de to ægtefæller i begyndelsen misforstår hinanden noget så grueligt. ”Du ved det allerede – ?” siger han, replik 105, og tror, at det er hans spekulation, hun kender til, da hun siger ja. Hun, derimod, tror, at det er hendes graviditet, han har fået besked om. Så da han spørger, hvad hun siger til det, svarer hun meget vredt, at han er en sjover, og at hun vil spytte ham i ansigtet.

Og misforståelsen går videre. Han undskylder meget det, han har gjort, og da han så oven i købet formoder, at hun ikke vil leve sammen med ham mere (replik 109), griber hun den tanke og siger ”ikke en eneste dag”.

Om det nu er hende eller Kaj Munk, der er lidt for hurtig på aftrækkeren, lader jeg være usagt, for selv om Preben senere siger, at hun er ung og smuk og nemt kan finde sig en anden (replik 131), så véd han jo ikke, at hun er gravid, hvilket jo i en tid med abortforbud nedsætter hendes værdi på ægteskabsmarkedet betydeligt.

Men hun véd det, og derfor er måske hendes udbrud i replik 110: ”Ikke en eneste dag” ikke helt gennemtænkt, men blot et udtryk for hendes umiddelbare vrede.

I hvert fald: Da hun hører Prebens kærlighedserklæring: replik 115: at han havde håbet på, at hun ville forstå og tilgive, og efterfølgende bliver klar over misforståelsen, brydes hendes kredsende livsytring: vreden over, at Preben havde brudt deres fælles aftale om, at de ikke skulle have børn endnu, og hun bliver atter sat ind i kærlighedsforholdet til Preben, altså ikke blot ind i følelsen af at høre sammen med ham, men også ind i det sprog, der hører et sådant kærlighedsforhold til. Og så bliver hun i stand til at spørge med ord og logik fra relationssprogspillet: ”Vil det sige, at vi ikke ejer én øre mere?” (replik 124).

Med ordet ”vi” viser Munk os, at hun er kommet ud af vredens kredsende livsytring.

Men samtidig bliver jo også Prebens afhængighed af retfærdighedssprogspillet brudt. Ikke blot drages han igen ind i et kærlighedsforhold til Betty, han drages også ud af alle de tanker, der havde behersket ham hidtil: den skyld, han havde pådraget sig ved at spekulere ikke blot for sine egne penge, men også for Bettys, forsvinder op i den blå luft, for han opdager, at det forhold, som han hidtil havde taget som en selvfølge, og som bestod i, at han leverede arbejde og penge og hun sex og god husførelse, rejste sig som fugl Fønix af asken, og gjorde det på den højst håndgribelige måde, at de begge opdager, at de har brug for den anden (replik 138f).

Oven i købet er denne tilintetgørelse af al tale om retfærdighed i forholdet mellem dem årsag til, at Betty bliver sig sin værdighed som person bevidst. Så det, man almindeligvis i mange prædikener – delvis ved hjælp af Kierkegaard – formoder, at dette at få sine dæmoner uddrevet er identisk med at blive et selv, er rigtigt nok, blot gennemføres det med legende lethed derved, at man finder sig stående i et forhold til en anden person.

Dette betyder så omvendt, at de dæmoner, der kan besætte et menneske, i høj grad består af de tankestrukturer, der bestemmer over os, uden at vi véd af det, deriblandt i høj grad lovtankegangens struktur, alias det, jeg har kaldt retfærdighedstankegangen.

Og så er ringen sluttet. For det var i høj grad lovtankegangen, Jesus var kommet for at nedbryde. Nedbryde, ja, og erstatte med relationstankegangen. Så det, der skete for Betty, kan ske for enhver af os ved at høre Jesu ord.

Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.