her
For lang tid siden, nærmere bestemt i september 2012, blev jeg i stand til at berigtige noget, som Tahir ul-Qadri, stifteren af organisationen Minhaj ul-Quran (Koranens vej), havde sagt, se her.
Tahir ul-Qadri havde på et møde her i landet for at promovere en bog, han havde skrevet, hævdet, at ikke blot koranen, men også bibelen går ind for, at frafaldne skal slås ihjel. Det var alligevel meget, tænker man, men hvilke bibelsteder mon han henviser til? Tja, han henviser naturligvis til en række steder i Det gamle Testamente – og derved ”glemmer” han meget belejligt, at Jesus om Det gamle Testamente siger: ”I har hørt, at der er sagt til de gamle … men jeg siger jer” (Matt 5,21. 28. 32. 34. 39.)
Men derudover henviser han til Matt 12,31-32 om synd mod Helligånden. Og det er jo sandt, en sådan bespottelse mod Ånden skal ikke tilgives. Han går jo så på typisk muslimsk vis ud fra, at de fromme muslimer helst skal deltage i at tildele den straf, som Gud har tænkt at tildele ved tidernes ende. Og på den måde bliver det ”klart”, at Det ny Testamente minsandten går ind for henrettelse af frafaldne.
Der er bare lige en enkelt detalje, han har overset. I det samme vers hedder det, at den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse. Og så rimer det pludselig ikke så godt med den muslimske praksis. For indenfor islam er der jo ikke nogen tilgivelse at hente for den, der taler et ord imod det menneske, der mest oplagt kan sammenlignes med Menneskesønnen Jesus, nemlig Muhammed. Og så kommer Det ny Testamente ham selv uafvidende til at sige nærmest det modsatte af det, han vil have det til at sige.
Sådan kan det gå, når et klogt religiøst overhoved skal udlægge det, der ligger i en anden religion.
Denne overmodige udlægning af en fremmed religions tekst kan imidlertid også ramme et kristent overhoved, f.eks. pave Frans.
Han har som så mange andre kloge teologer gjort en del ud af, at jødedommen, kristendommen og islam i det mindste har Abraham tilfælles. Og som andre kloge, fredselskende kristne prøver han at få muslimerne til at gå med til en forestilling om, at disse tre abrahamitiske religioner bør leve i fred med hinanden. Det var også ét af hans argumenter overfor den shi’itiske leder al-Sistani, da han for ikke så lang tid siden besøgte Irak.
Jeg har nu altid været lidt skeptisk overfor denne tale om fred mellem de tre religioner baseret på den fælles fortælling om Abraham. Jeg mener, man kan da ikke helt overse, at den tids jøder fik romerne til at henrette den Jesus, der blev kristendommens grundlægger. Det var jo ikke bare en ren tilfældighed, at de gjorde det, det skyldtes, at de mente, at Jesus angreb deres religion på afgørende måde. Hvad han jo også gjorde. Dette med at sætte magt bag de religiøse krav, hørte nok hjemme i den tids jøders forståelse af Det gamle Testamente, men bestemt ikke i Jesu forståelse af sagen.
Men alligevel mener altså blandt andre kloge folk pave Frans, at denne fælles skikkelse fra de hellige skrifter kan danne baggrund for fred mellem kristne og muslimer; det var især en sådan fred, der var på tapetet i Irak.
Robert Spencer har i en artikel på jihadwatch, se her, gjort opmærksom på, at hvis man læser, hvad koranen siger om Abraham, f.eks. i Sura 60,4, så bliver det umuligt at tale om fred mellem kristendommen og islam ud fra Abraham-skikkelsen. Det er selvfølgelig nydeligt at trække 1 Mos 22,15-18 frem som et grundlag for fred. Her siger Gud til Abraham, efter at han har vist sig villig til at ofre sin søn:
»Jeg sværger ved mig selv, siger Herren: Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn, vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte. Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig.«
Men hvad nytter det, muslimerne anerkender jo ikke Det gamle Testamente som en bog, de skal rette sig efter? Og i deres koran i Sura 60,4 taler Allah således til muslimerne:
I har et smukt eksempel i Abraham og dem, der var med ham. Da de sagde til deres folk: “Vi siger os fri af jer og af det, som I tjener foruden Gud. Vi vil ikke kendes ved jer. Mellem os og jer er fjendskabet og hadet blevet åbenlyst, for altid, med mindre I vil tro på Gud alene.”
Her har vi den sædvanlige indvending imod os kristne: Vi sætter nogen ved siden af Gud, vi har en treenighedslære, som koranen vender sig imod talrige gange, og fordi vi sådan tror på, at Jesus og Helligånden har guddomsfylde tillige med Gud Fader, er der fjendskab mellem dem og os, og dette fjendskab eller dette had vil kun kunne aftage, hvis vi som muslimerne vil tro på Gud alene.
Så pave Frans bør læse koranen lidt grundigere, før han overfor muslimerne fremdrager Abraham som en figur, vi kan samles om i fred.
Det sidste eksempel på en lederskikkelse, der går fejl af helligskrifterne, har jeg taget fra en anden artikel på jihadwatch, se her. Her fortæller Robert Spencer om en strid, der er opstået mellem en shi’itisk leder i Indien og en sunnimuslimsk leder sammesteds. Den shi’itiske leder, der hedder Rizvi, har argumenteret for, at en række voldsopfordringer i koranen, 26 i alt, bør fjernes fra den hellige bog. De er nemlig, påstår han, føjet til af de kaliffer, som shi’itterne ikke anerkender, nemlig de tre første kaliffer, Abu Bakr, Umar og Utman. Og så tilføjer Spencer:
Men det står fast, en muslimsk lærd, som besvarede Rizvis opfordring ved at tilbyde en pengebelønning til den, der bringer ham Rizvis hoved, indrømmer derved, at han godt véd, at der findes sådanne voldsopfordringer i koranen – hvilket er det modsatte af det, de vestlige islamapologeter siger – og at han har det fint med det.
Jeg må indrømme, at det er nyt for mig, at nogen muslim, shi’it eller sunni, på nogen måde kan argumentere for at fjerne vers fra koranen. Jeg troede, at det var en fælles opfattelse hos alle muslimer, at koranen, som den forefindes, er Guds eget skinbarlige ord. Og at shi’itterne, som jo ganske rigtigt ikke anerkender disse tre kaliffer, også skulle være af den anskuelse, at de ud fra denne kalif-forkastelse kunne tillade sig at rokke ved visse ord fra koranen, det er mig ret uforståeligt. For kan der rokkes ved noget af koranen, så kan er vel rokkes ved det hele. Det er i og for sig ganske logisk, at sunnierne vender sig imod den tanke, for selve den tanke, at dele af koranen ikke skulle være udtryk for Guds eget ord, er blasfemi i muslimers øjne.
Og så må altså hammeren falde: af med knoppen, kære blasfemiker!
Gad vidst, om Rizvi er inspireret af vestlig bibelkritik til at fremkomme med en sådan tanke.
Jeg mener, man kan godt tænke sig, at disse tre kaliffer, der påbegyndte de store erobringer, som islam gennemførte, har haft brug for visse voldsopfordringer, og derfor har indflettet dem i muslimernes hellige skrift, koranen. Så meget mere rimeligt er det, som man ud fra diverse haditter kan se, at muslimerne forestiller sig, at koranen først blev samlet under Utman, og indtil da havde eksisteret i forskellige former. Hermed indrømmer man jo, at den nuværende koran har en højst menneskelig overleveringshistorie.
Men sunniernes prompte reaktion, og deres reaktion med trusler om vold, burde mane os europæere til eftertanke. På dette kontinent er det jo almindeligt blandt alvorlige kristne at antage, at islam da er en fredens religion, og at der bestemt ikke noget sted i den hellige koran står noget om, at en from muslim skal udøve vold, og da slet ikke overfor én, der bare påstår noget i og for sig ret logisk om koranens tilblivelse. At sunniernes reaktion på én gang udtrykker en tilladelse til at besvare en afvigende opfattelse med drab og indrømmer, at en sådan tilladelse forekommer i koranen, skulle det ikke få os her i Europa til at vende os helt anderledes kraftigt imod vore hjemlige muslimer?
Jeg mener ikke hermed, at vi skal vende os mod vore muslimske landsmænd med indskrænkninger i deres borgerrettigheder, men kun, at vi skal fortælle dem, at vi betragter deres koran som en farlig bog, hvis man altså retter sig efter den, og sige rent ud, at de skal komme med en række forklaringer på, hvorfor en ung muslim, der for første gang læser sådanne voldsopfordringer i koranen, ikke skal angribe sine danske landsmænd med vold og blodsudgydelse.
Vi skal altså fremdrage bestemte koranord og kræve, at vore imamer udlægger dem fredeligt, dvs. tager afstand fra en voldelig udlægning af dem.
Og så skal vi selvfølgelig også – som så ofte sagt her på bloggen – fra kirkens side holde fast ved den påstand, der står i et af vor kirkes grundskrifter, Den augsburgske Bekendelse, og sige, at vi vender os imod muhammedanernes kætteri.
En sådan holdning harmonerer ganske rigtigt dårligt med den megen tale om dialog, der hersker i kirkelige kredse. Men her må man gøre opmærksom på, at ”dialog” i Det ny Testamente hedder ”stridssamtale”. Og vil man have et eksempel på en sådan stridssamtale, kan man såmænd henvise til Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner, Luk 10,25-37. Her viser Jesus med al tydelighed – for dem, der vil se – at den næste, der skal elskes, ikke kun er landsmanden (eller medmuslimen) men ethvert medmenneske. Hvilket er i eklatant modstrid med den muslimske opfattelse; de regner nemlig muslimer for ”et bedre folk” end andre mennesker, Sura 3,110. (se her, vers 111).
ricardtriis 