Corona til efteråret?

Berlingske vil her i foråret lave en essayserie, som skal koncentrere sig om det spørgsmål: ”Danmark åbner – men til hvad?”

Da dette spørgsmål i høj grad har optaget mig her i corona-tiden, har jeg tænkt mig at ofre det nogle artikler her på bloggen. Og hvis den tænksomme læser nu vil indvende, at jeg da ikke har noget at gøre i et sådant selskab af kloge og belæste mennesker, så kan jeg kun give ham eller hende ret. Men jeg har jo opdaget, at dette at stille dumme spørgsmål af og til kan åbne for nye perspektiver i en samtale. Og jeg har tænkt mig at agere som en slags ”Spørge-Jørgen”. Som man nok véd, er det ikke en rolle, der er helt fremmed for mig. Jeg har i hvert fald ret ofte opdaget, at der var ting i debatten, der ikke blev sagt, ja, man kan måske sige, at jeg er en hund efter ubesvarede spørgsmål.

Og det vil jeg da også begynde med, når jeg nu tager fat på det essay, som Lone Simonsen har skrevet sammen med Søren Ørskov, se her. Det første lidt dumme spørgsmål, der skal lyde fra min side er: Har ikke enhver virus en udløbsdato?

Den spanske syge blev jo efter godt et år et overstået kapitel. Og hvis den kunne ophøre mere eller mindre af sig selv, kan coronaen så ikke også ophøre?

Ganske vist véd jeg ikke, hvorfor den skulle ophøre; den har det jo lige så godt. Den er oven i købet i stand til at danne mutationer, så den bedre kan modstå vore modforanstaltninger. Men Lone Simonsen og Søren Ørsted regner tilsyneladende ikke med, at corona lægger sig til at dø af sig selv:

Desværre kæmper vi mod en dynamisk fjende, som potentielt kan underminere vores forsvar. Der er allerede opstået nye coronavarianter, som delvis kan undslippe den immunitet, vi udvikler i befolkningen med vacciner og gennem naturlig smitte. Både i Brasilien og Sydafrika er der tegn på, at nye varianter kan overvinde den naturlige immunitet fra infektion med den gamle variant.

Flere vaccinestudier tyder desuden på nedsat effekt over for flugtvarianterne, men vores forventning er, at vaccinerne fortsat vil give en god beskyttelse mod mere alvorlig sygdom samt dødsfald. I takt med at immuniteten stiger i befolkningen, vil flugtvarianterne formodentlig dominere, og vi er nødt til at følge denne udvikling med opdaterede vacciner. Flere producenter har allerede taget dette initiativ.

Det er et syn på fremtiden, som deles af mange. Men må man dog ikke spørge, hvorfor mon den spanske syge ophørte? Må man ikke prøve at finde en forklaring på det problem? Og er det ikke muligt at overføre den kendsgerning, at den spanske syge ophørte, til coronaen, så man også forventer, at den ophører?

Der er et andet spørgsmål, som rejser sig af dette essay. Det er spørgsmålet om superspredere. Man gør kun lidt ud af det i essayet. Det hedder:

Men i modsætning til pandemisk influenza, hvor folk smitter lige meget, er der en yderst skæv fordeling af coronasmitten. Omkring ti pct. af de smittede står for 80 pct. af videresmitten. Mange smitter dermed ikke en eneste, mens et mindretal smitter mange.

Fænomenet er kendt som superspredning, og dette var også karakteristisk for SARS-udbruddet i Asien og Canada i 2003, som skyldtes en beslægtet coronavirus.

Covid-19s akilleshæl

Ny forskning fra PandemiX Center på RUC og Niels Bohr Institutet har afdækket, at superspredning i virkeligheden er en akilleshæl for covid-19. Vores modeller viser, at effekten af forsamlingsforbud og andre kontaktreducerende tiltag er langt større, hvis en epidemi er drevet af superspredning, end hvis smitten spredes mere ligeligt.

Det er uklart for mig, hvad der menes med superspredning. En wikipedia-artikel, se her, taler om superspredningsbegivenheder, mens essayet her synes at tale om, at det er enkeltpersoner, der uden at vide det er større smittebærere end andre. Hvis det sidste er tilfældet, hvorfor har man så ikke undersøgt, hvad det er, der gør nogle mennesker til superspredere? Så ville man jo kunne isolere disse personer, indtil de er raske og ikke længere er smittebærere.

Og mærkeligt er det også, at vi i de forklaringer, vi hidtil har mødt fra officiel side, ikke har hørt noget om superspredere. Jeg mener: vi får at vide, at et kontakttal på 1,8 angiver, at 1 person smitter 1,8 andre personer. Og vi har aldrig hørt, at denne smitteevne skulle deles op på en masse personer, der næsten ikke smitter, og så to eller tre, der smitter utrolig meget. Men det sidste afsnit i ovenstående citat lover ikke godt for efteråret. For her siges det jo, at nedlukning er utrolig effektiv. Og så skulle man kende statsministeren dårligt, hvis man tror, at hun ikke vil benytte sig af den mulighed, hvis det i hendes øjne viser sig påkrævet.

Og så kan jeg vel godt tillade mig at glæde mig lidt over, at der er andre end mig, der har fået den tanke, at et relevant fremtidsscenarie har temmelig meget med Mette Frederiksens opfattelse af sagen at gøre og med hendes måde at reagere på smittetal på.

Kjeld Møller Pedersen, sundhedsøkonom, angriber Mette Frederiksens brug af ordet ”folkesundhed” – paradoksalt nok skader coronaindgrebene folkesundheden, hævder han – og siger følgende i et andet af Berlingskes essays, se her:

I statsministerens nytårstale hed det – med taleskrivernes retoriske penneføring:

»Når tilværelsen skæres ind til kernen – liv og død – bliver det hele på en gang mere kompliceret og mere enkelt«.

Men corona drejer sig jo ikke om liv og død. Sandsynligheden for, at en covid-smittet dør, er beskeden.

Coronavirussen kan være dødbringende for relativt få personer. Ved udgangen af februar viste SSIs dashboard, at der i alt havde været omkring 210.000 bekræftede smittede siden marts 2020 og knap 2.400 COVID-relaterede dødsfald – svarende til 1,1 pct. dødsfald i forhold til antal smittede.

Senere skriver Møller Pedersen:

Og nytårstalens fokusering på dødsangst blev værre senere i talen, nærmest patetisk:

»Du ved ikke selv, hvem du har reddet. Det kan være en kvinde, du gik forbi på gaden, og som lider af en kronisk sygdom. Du har ved din adfærd brudt smittekæden, så sygdommen ikke ramte hende. Jeg ved godt, at det ikke er nogen trøst for jer, der i aften sidder tilbage med savnet af én, I har mistet«.

Ved nytårstid var der cirka 1.200 coronarelaterede dødsfald. Statsministeren talte jo ikke om det årligt antal døde på omkring 53.000. Appellen til dødsfrygten skulle allerede være ophørt før nytårsaften i lyset af den første vaccination 27. december for ikke at tale om, at alle plejehjemsbeboere nu er blevet vaccineret – sammen med knap 400.000 andre danskere.

Spørgsmålet er, om vi med coronatidens henvisning til folkesundheden svigter, ja, folkesundheden. Og hvad er prisen for den generelle folkesundhed af den totale opprioritering af coronasyge?

Hvad er prisen for denne manglende proportionalitet i tiltagene?, spørger altså Kjeld Møller Pedersen og svarer:

En forskningsartikel har vist, at antallet af nydiagnosticerede kræfttilfælde de første tre måneder faldt med en tredjedel. Ser vi på Sundhedsstyrelsens monitorering af aktiviteten i sundhedsvæsenet, som p.t. dækker perioden fra marts til første uge i november, er henvisningerne til kræftpakkerne fortsat ikke tilbage på det almindelige niveau efter et markant dyk i marts-maj.

Samme kilde viser et fald i antallet af planlagte ballonudvidelser af hjertets kranspulsårer (PCI-procedurer) og i antallet af planlagte røntgenundersøgelser af hjertets kranspulsårer (KAG-procedurer) som udtryk for omstilling af aktivitet i sygehusvæsenet i forbindelse med covid-19.

En rapport fra regionernes Videncenter bag de kliniske databaser, Dansk Hjerteregister og Vestdansk Hjertedatabase blev allerede offentliggjort 31. marts og viste et markant fald i udredning og behandling af patienter med brystsmerter og stabile hjerteproblemer i epidemiens første uger (uge 10-13). Faldet dækker både over den planlagte omstilling af sundhedsvæsenets ressourcer, men viser også et bekymrende fald i akut og subakut aktivitet.

Ingen tvivl om det: det er vigtigt at få klargjort de afledede virkninger af nedlukningen, inden vi til efteråret kaster os ud i en ny nedlukning. (”Vi” betyder her statsministeren og hendes eftersnakkere).

I Kristeligt Dagblad har historiker Thorkild Kjærgaard en kronik, der også handler om folkesundhed, se her. Han skriver:

Der er blevet talt meget om folkesundhed under coronakrisen, og når statsminister Mette Frederiksen (S) har været presset – som hun for eksempel var det under minksagen – er det folkesundheden, hun griber til som det ultimative argument. De 19 millioner mink måtte slås ned af hensyn til folkesundheden. Ingen tør protestere, hvis det er folkesundheden, der står på spil.

Sagen er bare den, at det ikke er og aldrig har været folkesundheden, der stod på spil, hverken da Danmark blev lukket ned, eller da minkene blev aflivet. Folkesundhed handler om, hvordan den brede befolkning har det. Hvordan børnene har det, hvordan skoleungdommen har det, hvordan de uddannelsessøgende har det, hvordan butiksejere, landmænd og minkavlere har det, hvordan familierne – ikke mindst de unge familier med ansvar for den næste generation – har det, og om alle de foranstaltninger, man kan og bør træffe for at påvirke det i en positiv retning: fødevarekontrol, kloakering, omsorg for gravide, vaccination mod børnesygdomme, skoletandpleje, skolebespisning, arbejdsmiljøforanstaltninger, screeninger for brystkræft og hundredvis af andre ting.

Alt sammen for at sikre en sund, livskraftig og psykisk veltilpas befolkning med stor arbejdsevne, høj produktivitet og forsvarsevne. Lav dødelighed er en del af folkesundheden, men navnlig for de yngre aldersklassers vedkommende.

Når folk når op i 70-årsalderen, børnene er voksne og børnebørnene godt på vej, spiller det med dødeligheden ikke så stor en rolle. Folkesundhed handler ikke primært om situationen på landets plejehjem, og alle er Vorherre en død skyldig.

Hvis man havde ladet epidemien rase, indtil der var opnået flokimmunitet, siger han, ville resultatet ganske vist være 20.000 døde ifølge Lone Simonsens udregninger (i Berlingske siger hun 17.000), men de fleste af disse mennesker ville alligevel være døde i løbet af kort tid. Og, skriver Kjærgaard, ”næsten ingen dør af corona, de fleste dør med corona”. Man lod imidlertid ikke epidemien rase, så nu står man ”med en folkesundhedsmæssig regning af formidabel størrelse”. Og så opregner han prisen i udskudte operationer, cancertilfælde, der opdages for sent, psykiatriske belastninger, osv.

På den baggrund kunne jeg godt have ønsket mig, at Kjærgaard havde afsluttet med nogle betragtninger over, hvordan vi burde håndtére en eventuel opblussen af epidemien til efteråret. Det gør han desværre ikke. I stedet kommer han med yderligere angreb på statsministeren:

Endelig er der et aspekt, som der er blevet talt meget lidt om, men som måske spiller en ganske stor rolle, når det kommer til stykket, nemlig at covid-19 er kommet som en frelsende engel for en regering, der havde været så uforsigtig at stille masser af handling i udsigt på klima- og miljøområdet.

Og så kan han slutte med denne ret intetsigende bemærkning:

Covid-19 har simpelthen gjort det lettere at være regering i Danmark.

Jeg har sådan set ikke noget imod, at man angriber Mette Frederiksen på den måde, jeg har jo selv gjort nogenlunde det samme. Men for mig at se hører det med til en ”afsløring” af Mette Frederiksens motiver, at man siger, hvad der skal gøres i stedet for den nedlukning, der med Mette Frederiksen ved roret truer, hvis der kommer en tredje bølge til efteråret. Og det hører vi ikke noget om hverken fra Thorkild Kjærgaards eller fra Kjeld Møller Pedersens side.

Ærgerligt!

Så er der kommet et essay mere i Berlingske, se her. Det er skrevet af bl.a. den Jens Lundgren, som jeg var lidt positiv stemt overfor for et par indlæg siden, se her. Også her kommer han sammen med de andre forfattere med nogle ganske udmærkede betragtninger.

Man er f.eks. ikke bleg for at sige, at robustheden af de anvendte modeller til forudsigelse af forløbet ikke er tilstrækkelig. Og man tillader sig også at sige, at risikovurderingen bag statsministeriets beslutning om at nedslagte alle landets mink viste sig irrelevant.

Og så følger de i Kjeld Møller Pedersens spor. De kræver proportionalitet:

Hvad er det, vi vil med smittebekæmpelsen? Er det fortsat at se hvert eneste dødsfald som en tragedie, der skal undgås for enhver pris? Eller skal vi i højere grad lade proportionalitetsprincippet råde nu, hvor vi trods alt har et bedre kendskab til virus – og har fået tydeliggjort hvilke andre talrige ofre smittebekæmpelsen har vist sig at have?

Det svarer for øvrigt også til noget, Martin Ågerup har været inde på, se her.

Men de kommer også med nye råd om fremtiden:

Vi skal i langt højere grad søge viden om smittetiltagene, mens vi indfører dem. Når vi iværksætter hyppig testning af skolebørn, bør vi således samtidig designe et studie, der hurtigt kan gøre os kloge på, om der er værdi bag testningen. Man kunne ganske simpelt undersøge effekten af test én gang ugentligt på nogle skoler, to gange ugentligt på andre, og slet ingen testning på nogle øvrige.

Måske det viser sig slet ikke at være pengene værd eller egentlig sygdomsforebyggende at teste skolebørn så ofte?

Og så lader de os få del i nogle af de erfaringer, de har gjort i corona-tiden:

Og endelig skal vi investere mere i forskning, der kan effektivisere nogle af de simple behandlinger, vi bruger allermest i vores sundhedsvæsen. Ikke kun til patienter med covid-19, men til sygdomme, der generelt belaster befolkningen og fylder i sundhedsvæsenet.

I dag er covid-patienterne indlagt i kortere tid, færre kommer i respirator, og færre dør. Det skyldes i høj grad optimering af allerede kendte behandlingsformer såsom væsketerapi, blodfortyndende medicin, steroidbehandling og antiviral terapi.

Hvis vi ved mere om, hvilken væskebehandling vi giver vores patienter, kan det hurtigt redde mange liv. Hvis vi ved, hvilken iltterapi der er den rette. Hvilken dosis af blodfortyndende der er mest optimal. Hvilken kombination af antibiotika og smertestillende der giver bedst effekt.

Dette, at man faktisk har fundet behandlingsmetoder til de corona-ramte på sygehusene, er noget, vi ikke hører ret meget til, formentlig, fordi medierne er mere optaget af at holde frygten for corona vedlige, måske ikke just, fordi de ligefrem ønsker at holde frygten vedlige, men fordi frygt sælger bedre end positive nyheder.

Men man må jo lægge mærke til, at de tilsyneladende ikke stiller det ”dumme” spørgsmål, jeg begyndte med: om coronaen ligesom andre virussygdomme har en udløbsdato. De skriver:

Men vigtigst af alt er det, at vi lægger strategien om, så vi ser coronavirus som en langvarig følgesvend. Vi må hurtigst muligt finde ud af, hvordan vi bedst kan få greb om virusudbredelsen med færrest omkostninger. Og hvordan vi bedst kan indrette vores samfund.

Ligeledes kan man bemærke, at de ikke gør noget ud af forebyggelsen, altså spørgsmålet om, hvordan man kan gøre vort immunsystem bedre til at tackle coronaen. Hvis antallet af syge og indlagte kan nedbringes ved at befolkningen opfordres til at indtage en mere passende mængde D-vitamin, er jo utrolig meget nået for næsten ingen penge. Og hvis den næsespray, som Berlingske omtalte engang i november bliver godkendt – og virker, förstås – så vil også den kunne spare mange hospitalsindlæggelser – og penge.

Men det er måske for meget forlangt på nuværende tidspunkt, hvor nedlukning stadig betragtes som det altoverskyggende middel, og hvor vi stadig satser på at kunne udsulte virussen.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.