Vort udmærkede immunsystem

Berlingske bringer nu endnu et essay i serien ”Danmark åbner – men til hvad?”, se her. Det er skrevet af professor i global sundhed Christine Stabell Benn, og ud fra det har jeg et vist håb om at kunne finde svar på et spørgsmål, jeg har tumlet med længe, nemlig dette: Hvorfor ebbede den spanske syge ud?

Hvis man nemlig kan finde et nogenlunde antageligt svar på det spørgsmål, vil man også kunne håbe på, at coronavirussen kan holdes i skak uden stadige vaccinationer, simpelthen fordi den bliver for træt af kampen mod det menneskelige immunforsvar, eller fordi den forvandler sig til en naturlig forkølelsesvirus.

Det, der er det nye og håbgivende ved Stabell Benns essay, er, at hun har blik for kampen mellem diverse mikrober, bakterier, virusser og parasitter, og vort immunsystem. I den kamp, hævder hun, er immunsystemet faktisk slet ikke så dårligt. Selvfølgelig virker det, uden at vi behøver bekymre os om det, det virker så at sige bag om ryggen på os, og det kan nok virke lidt letsindigt at stole på det, når vi ellers kun stoler på det, vi med vor teknik og vor forståelse har magt over.

Men det ville nu være ikke så tosset at stole lidt mere på vort immunsystem.

Det har stået sig godt i kampen mod disse mikrober. Men det kan være lærerigt at gøre sig klart, hvordan denne kamp finder sted, at den finder sted på darwinistiske præmisser.

Vi har en tilbøjelighed til at betragte virusserne som vores fjender. Og det er de jo også, for de medfører død i nogle forholdsvis få tilfælde. Men vi må ikke af dette fjendebillede forledes til at tro, at virussen er ude på at slå os ihjel, den er i stedet for ude på at holde sig selv i live. Og hvis den er så farlig, at en masse mennesker dør, kan den ikke holde sig i live.

Hvis den havde hjerne og forstod, hvad det drejede sig om, kunne den nok vælge at være mindre dødelig, men det har den jo ikke; den er afhængig af de mutationer, der opstår i dens arvemasse. Og disse mutationer opstår ganske tilfældigt; der foregår ikke nogen tankevirksomhed, der udregner, hvad der tjener virussen bedst. Der sker bare en mutation i den retning og bagefter en mutation i den modsatte retning. Og hvilken mutation der overlever, afgøres af – ja, af hvad? Såmænd af vort immunsystem. Hvis den nye mutation kan ”snyde” vort immunsystem, kan den spredes hurtigere, men hvis den er mere dødelig end den variant, den konkurrerer med, bliver den udkonkurreret, for en virus er nødt til hele tiden at kunne finde nye individer, den kan smitte. Den lever jo kun i de momenter, hvor den formerer sig i et levende væsen.

Derfor vil det ikke være den mest dødelige variant, der vinder, men den mest smitsomme variant. Og hvis denne regel gælder – hvad jeg tror, den gør – så har vi dèr en forklaring på, at den spanske syge standsede sin hærgen: den muterede efterhånden til varianter, der stadig var smitsomme, men mindre dødelige. Ikke fordi den ville være venlig overfor os, men fordi den er afhængig af levende mennesker, de døde mennesker hjælper den ikke.

Men vort immunsystem sørger efter bedste evne for, at vi ikke bliver smittet. Stabell Benn begynder sit essay således:

Vores immunsystem er skabt i samspil med bakterier, virus og parasitter (mikrober). I fortiden var der ingen sæbe, sprit, antibiotika eller vacciner.

Mange døde af infektioner. Men de der klarede mødet med mikroberne? De fik nogle overlevelsesfordele.

Forskning har for eksempel vist, at børn, der overlever den akutte fase af mæslingeinfektion, har lavere risiko for at dø af andre infektioner end børn, som ikke har haft mæslinger. Børn, der har fået mæslingevaccine, der indeholder den levende mæslingevirus i svækket form, har ligeledes en lavere risiko for andre infektioner.

Immunsystemet lærer altså noget vigtigt af mødet med mæslingevirus.

Man kan så sige, at den læringsproces, som immunsystemet må igennem, koster en del dødsfald, afhængigt af, hvilken virus der er tale om. Men hvad coronaen angår, er det forbavsende få, der dør af den. I det hele taget reagerer folk meget forskelligt på coronaen:

Det springer i øjnene, hvor forskelligt vi reagerer.

Cirka 20 procent har ingen symptomer. Andre dør på trods af bedste intensive behandling. Alder betyder meget, måske fordi det er ekstra farligt for ældre at møde en helt ny fjende. Overvægt og kroniske sygdomme er risikofaktorer.

I begyndelsen håbede vi på flokimmunitet. Men da den ikke viste sig hurtigt nok, blev vort eneste håb vacciner. Men, siger Stabell Benn:

Vi har mistet troen på immunsystemet.

Til trods for at vores immunsystem gør det rigtig godt med coronavirus, har der fra starten hersket en følelse af, at vi ikke kunne klare os uden vacciner. Nogle immunologer spåede, at der slet ikke ville komme naturlig immunitet. Det har vist sig at være forkert.

Man har god naturlig immunitet i hvert fald i otte-ni måneder, og man er formentlig beskyttet mod alvorlig covid-19 i endnu længere tid. Men der tales stadig om, at flokimmunitet kun kan opnås via vaccination. Det har ikke hold i virkeligheden. Vi kan godt opnå – er faktisk på vej til at opnå – flokimmunitet gennem en kombination af vaccination af udsatte grupper og infektion af andre.

Men hvad stiller vi op med de mange dystre forudsigelser: Der kommer både en tredje og en fjerde bølge, siger man. Der kommer nye varianter, den ene mere dødbringende end den anden. Vi skal hele tiden genvaccineres for at holde sygdommen stangen, osv., osv.

Her er Christina Stabell Benn dejlig afslappet i sin tilgang:

En oplagt mulighed at afsøge er, om ikke vi skal lade være med at revaccinere. Folk, der har fået immunitet, er formentlig beskyttet mod alvorlig sygdom, selv hvis de får den naturlige infektion efter noget tid. Målet er at skifte fra vaccineimmunitet til naturlig immunitet, så vi ender med at have tæmmet coronavirus til at blive endnu en velkendt forkølelsesvirus og slipper for at gøre samfundet afhængigt af en vaccine for en virus, som mange spår med tiden bliver en naturlig forkølelse.

Fremadrettet skal vi fokusere på, hvad der holder vores immunforsvar i god form, snarere end at forlade os på at bekæmpe infektioner en ad gangen.

Og minsandten, om ikke hun også har gode råd til, hvordan vi holder vort immunsystem i god form. Jeg har før refereret det gode råd fra Lars Bern, at vi bør prøve at holde befolkningens D-vitamin-beholdning oppe på et tilstrækkeligt niveau. Men her peges der på noget andet, men mindst lige så interessant:

Med moderne midler skulle man tro, at vi var blevet sundere og sundere. Og levealderen er da også steget støt.

Men i takt med, at vores verden er blevet mere og mere mikrobefri, har vi set en stigning i forekomsten af allergiske og autoimmune sygdomme såsom astma, eksem og inflammatoriske tarmsygdomme; sygdomme, hvor immunsystemet overreagerer på en skadelig måde.

Ifølge den såkaldte hygiejnehypotese skyldes det, at når immunsystemet ikke møder nok mikrober, opfører det sig som et barn, der keder sig og laver ballade.

Kendetegnet ved et stærkt immunsystem er altså, at det udfordres nok til, at det ikke laver ballade, men samtidig ikke så meget, at det må give op.

Vi skal altså ifølge hendes teori sørge for, at vort immunsystem møder tilstrækkelig mange mikrober til, at de hele tiden udfordres og ikke sover hen eller ligefrem ”laver ballade”, dvs., fremkalder allergiske og autoimmune sygdomme. I sig selv ville det jo være godt, om vi kunne udfordre immunsystemet så tilpas meget, at vi kunne undgå disse sygdomme, men når dertil kommer, at et styrket immunsystem vil være guld værd i bekæmpelsen af corona, er der god grund til at fæste betydelig mere lid til vor egen krop og dens indbyggede forsvarsmekanismer.

Jamen, hvad med de mange nye mutationer?

Glem det! Stabell Benn fortæller os, at ”mange spår, at den med tiden bliver en naturlig forkølelse”. Og en sådan kan vi jo nok leve med uden ”forkølelsespas”, uden nedlukning, uden afstandsholdelse, uden alt det andet, som vi møjsommeligt har måttet finde os i. Og stadigvæk er det jo sådan, at virussen ikke har nogen fordel af at slå os ihjel. Fra virussens synspunkt er det meget klogere at lade de mutationer, der får den til at ligne en naturlig forkølelse, vinde over de mere dødelige mutationer. Og da den darwinistiske udvikling faktisk udviser en tendens til, at tingene bliver bedre og bedre, vil det nok også ske i dette tilfælde.

Hvorfor har vi måttet finde os i alle disse restriktioner og krav?

Ja, blandt andet, fordi vi i den vestlige verden har mistet troen på vort immunsystem og bildt os ind, at det kun var vor videnskab, der blev udfordret af den nye virus. Og bevares, videnskabens resultater er da al ære værd, men hvorfor overse det nok mere primitive, men måske i virkeligheden mere effektive bekæmpelsesmiddel, der hedder vort udmærkede immunsystem?

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.