Lige noget for mig?

Ja, hvor mærkeligt det end lyder, jeg kan ved sjældne lejligheder finde nogen, der synes at være enig med mig.

Således fandt jeg her forleden en artikel i Weekendavisen, se her, der handlede om den hollandske historieforsker, Rutger Bregman. Han har skrevet en bog, der hedder ”Humandkind: A Hopeful History”, som nu er blevet udgivet i en dansk oversættelse med titlen ”Det gode menneske”. Og allerede i begyndelsen af omtalen af bogen blev min interesse fanget. Her hedder det:

I bogen Det gode menneske, som udkommer på dansk i dag, sætter han sig for at besvare spørgsmålet, om mennesket er ædelt af natur. Svaret kan nedfældes i en enkelt sætning. »De fleste mennesker er inderst inde faktisk ret anstændige,« siger Rutger Bregman.

Rationalet er ganske enkelt. Hvis man begynder at tro på altruisme, kan man sætte gang i store samfundsforandringer som ringe i vandet. Hvad der førhen var umuligt, kan nu betrædes som nyt land.

Det minder forbavsende meget om noget, jeg skrev for nogle år siden, se f.eks her. Jeg satte mig for at vise, hvad afsmitningsreglen er for noget, eller hvad det betyder, at mennesket er et resonansvæsen. Det betyder, hævdede jeg, at den anden i de fællesskaber, vi står i, påvirkes af, hvordan jeg opfører mig. Hvis jeg indtager en rethaverisk holdning, får jeg før eller siden rethaveriskhed igen, hvis jeg viser mig forstående, vil jeg før eller siden opleve, at andre viser mig forståelse, osv. Jeg brugte Luk 6,37f, ordet om ikke at dømme, om ikke at fordømme, om at tilgive, osv., for at vise, hvordan vore fællesskaber fungérer. Godt nok måtte jeg påvise, hvordan oversætterne af den nye oversættelse har taget fejl, når de tilsyneladende går ud fra, at den dom, der er tale om, er Guds dom ved tidernes ende, men når man retter den nye oversættelse tilbage til den tidligere, så det bliver klart, at det er i vore fællesskaber, at det hænger sådan sammen, at man får tilmålt med det mål, man måler med. I vore fællesskaber gælder med andre ord en afsmitningsregel.

Og når jeg nu tilsyneladende træffer den samme opfattelse hos Rutger Bregman, så bliver min interesse da fanget, så må jeg i lag med at undersøge det nærmere.

Dog syntes det at fremgå allerede af resten af Weekendavisens artikel, at det, Rutger Bregman kæmper imod, er den overbevisning, at mennesket er ondt af natur, og at hans modargumentation mestendels består i at påstå det modsatte: Nej, mennesket er godt i grunden. Og så ender vi i det, jeg i mit forrige indlæg kaldte egenskabstænkning, noget, der efter min mening er ret ufrugtbart.

Af en anmeldelse i The Guardian, se her, fremgår det, at Bregman i sin bog modstiller Thomas Hobbes og Jean-Jacques Rousseau og vist også i nogen grad giver efter for Rousseaus synspunkt, at mennesket som primitiv jæger og samler var et godt og hensynsfuldt væsen, mens det blev ondt og selvoptaget, da det blev fastboende bondemenneske. Og jeg må indrømme, at den diskussion ikke optager mig særlig meget, især fordi jeg ikke mener, man kan sige ret meget fornuftigt derom. Det bliver i alt for høj grad egenskabstænkning.

Det kan måske være interessant nok at prøve at slå hul på den opfattelse blandt os vesterlændinge, at mennesket er ondt – eller som det siges i The Guardian: at vi har et ret pessimistisk syn – ikke ligefrem på os selv, men på de andre. Men at modstille det et syn på mennesket, hvorefter det er godt, er det ikke for meget af det gode?

Noget, der kunne friste mig til at købe bogen, er, at det af en anmeldelse, nemlig denne, fremgår, at Bregman bruger Stanley Milgrams forsøg i sin argumentation. Dette forsøg gik ud på at undersøge, hvor langt almindelige mennesker ville være villige til at gå i retning af at tildele andre smerter, når der stod en autoritet bag opfordringen. Jeg kunne godt lide at vide, om han bruger det som udtryk for, at mennesket er ondt, og derfor prøver at modbevise det, eller som udtryk for, at mennesket aldrig er ufølsomt, noget, som jeg her har fortalt, at Abigail Marsh viser os.

Af denne anmeldelse fremgår det også, at Bregman ikke viger tilbage fra at undersøge de ikke så få tilfælde af traumatiske og forfærdelige begivenheder i den menneskelige historie. Og selv om det påstås, at det gøres på følsom måde, og at Bregman når frem til en ny analyse af den rolle, som magt, indflydelse og overlevelse spiller for de valg, almindelige mennesker træffer, så er det for mig at se uheldigt, hvis analysen skal lede frem til en påstand om, at mennesket af natur er godt.

Noget af det, som i mine øjne gør det umuligt at finde ud af, om mennesket har en god eller en ond natur, er det, man har opdaget netop dèr, hvor den menneskelige ondskab viser sig allertydeligst. Her opdager man jo gang på gang midt i den værste ondskab også den største selvopofrelse. Hvis vi f.eks. vil argumentere for, at nazismen viser os menneskets ondskab i al dens gru, så lyder en modargumentation: Hvad viser os så den kendsgerning, at nazismen blev nedkæmpet? Hvad viser os heltemodet hos de soldater, der nedkæmpede nazismen?

Men alt dette viser mig, at jeg vist alligevel ikke har så meget at hente hos Bregman. Og skal jeg yderligere understrege dette, kan det vist ikke gøres bedre end ved at afbilde påstanden om Jesu opstandelse i al dens absurditet.

Vi kristne plejer at skulle kæmpe imod almindelig sund fornuft, når vi vil forkynde Jesu opstandelse. Død bliver ikke levende. Intet menneske har nogensinde rejst sig fra de døde. Al fornuft og al på fornuften baseret videnskab fortæller os, at det, du dèr fortæller os: at Jesus er opstået fra de døde, er en umulighed. Så hvorfor skulle vi tro på det?

Man skulle jo synes, at sådanne overvejelser giver os nok at slås med, når vi vil forkynde Jesu opstandelse. Men gør vi os klart, at det centrale i Jesu forkyndelse netop var afsmitningsreglen, altså påstanden om, at imødekommenhed avler imødekommenhed, forståelse avler forståelse, så bliver jo Jesu død på korset det størst tænkelige modbevis på denne påstand. Alle Jesu kærlighedsopfordringer formåede ikke at bryde den hårde skal i hjerterne på de skriftkloge og farisæerne.

Skulle ikke dette, at Jesus befalede Simon Peter at stikke sværdet i skeden og endda helbredte den mand, hvis øre Peter havde hugget af, (Luk 22,51) vise hans imødekommenhed overfor hans modstandere så tydeligt, at de da, hvis altså afsmitningsreglen var gældende, måtte omvende sig i sæk og aske? Men gjorde de det? Ak nej, ikke én følte nogen fortrydelse i sit hjerte.

Eller da Jesus undlod at slå igen, skønt han blev slået uretmæssigt af én af ypperstepræstens tjenere (Joh 18,22ff), bliver ypperstepræsten så grebet af den samme eftergivenhed, som Jesus udviser? Ak, nej, han bevarer sin hårdhjertethed og sender Jesus videre til ypperstepræsten Kajfas.

Eller da Jesus sagde til Pilatus, at derfor er han født og kommet til verden, at han skal vidne om sandheden, og at enhver, der er af sandhed, kommer til ham, da sagde Pilatus blot de kendte ord: ”Hvad er sandhed?” (Joh 18,37f). Og da han senere ville prøve at få Jesus frigivet, forlangte folket at få røveren Barrabas frigivet, ikke Jesus (Joh 18,40). Var der nogen afsmitningsregel, der trådte i kraft her? Var der nogen fra folket, der blev grebet af den sagtmodighed, Jesus udviste? Ikke én.

Eller da han hang på korset, blev det da ikke slået fast med selve de syvtommersøm, der fastholdt ham, at her gælder ingen afsmitningsregel? Soldaterne havde kun hånsord til overs for ham: ”Er du jøderne konge, så frels sig selv”. Kun to mennesker syntes at rammes af afsmitningsreglen. Den røver, der gik i rette med sin modpart og bad Jesus huske på ham, når han kom i sit rige, og som fik løfte om at være med Jesus i paradis den samme dag, (Luk 23,43), og den officer, der så Jesus dø og hævdede, at han var retfærdig, (Luk 23,47). Men hvad kan de betyde i den store sammenhæng? Sandt nok, ikke noget som helst.

Og disciplene, dem, der havde fulgt ham indtil tilfangetagelsen i Getsemane have? Tja, hos to af dem kan man måske ane en vis virkning af afsmitningsreglen. Man kan vel ane det hos Peter, der fornægtede ham, men dog bagefter gik udenfor og græd bitterligt, (Matt 26,75) og også hos Judas, der fortrød sit forræderi og ville tilbagelevere de tredive sølvpenge. Men hvad skulle det nytte, hvis meningen var at få afsmitningsreglen udbredt til hele verden? Judas hængte sig, (Matt 27,5) så han kunne ikke bringe noget budskab videre, og Peter, om ham hører vi ikke andet, end at han brast i gråd.

Ja, vi hører selvfølgelig dette helt absurde budskab, som er lige så absurd som afsmitningsreglen: at Peter løb ud til graven påskedag og så, at den var tom, Joh 20,6f, og at han siden formåede at bilde sig selv og andre ind, at han havde mødt Jesus efter hans død, mødt ham som opstanden, og at Jesus havde tilgivet ham, Joh 21,15ff. Men den påstand er jo lige så utænkelig som afsmitningsreglen.

Så alt i alt: er der andet at gøre end at kaste alle tanker om Jesu opstandelse over bord? Og må vi ikke nødvendigvis ud fra samme logik forkaste alle forestillinger om, at forståelse avler forståelse hos andre i vore fællesskaber, om, at indlevelse medfører indlevelse fra de andre i samfundet, om, at vi, hvis vi udviser imødekommenhed overfor de andre, selv vil blive mødt med imødekommenhed? Selve grundlaget i kristendommen, lidelseshistorien, modbeviser jo al tanke om, at mennesket er et resonansvæsen, der besvarer kærlighed med kærlighed. Og opstandelsen må vi jo som de fornuftige mennesker, vi er, naturligvis fuldstændig se bort fra. At alle de negative fortællinger i lidelseshistorien viskes ud af opstandelsespåstanden, fjerner naturligvis ikke det absurde ved afsmitningsreglen, for opstandelsespåstanden er jo lige så absurd som afsmitningsreglen.

Men hvor absurd end både afsmitningsreglen og opstandelsespåstanden er, vi kan ikke blive færdige med hverken det ene eller det andet.

Og jeg må da også indrømme, at alle mine indvendinger til trods er der noget i Bregmans tese, jeg genkender. Tag bare det, han skriver i ovennævnte citat: ”Hvis man begynder at tro på altruisme…” Er det ikke det samme som det, jeg skrev i den tidligere nævnte blog-artikel, at de kræfter, som Jesus fremhæver med sin påstand om afsmitning, må tros frem. Altså: det er ikke noget, der gælder i og for sig, det er noget, der gør sig gældende, når den andens ord mødes med tro, eller når jeg tror på, at den anden vil besvare mine ord med tro.

Ligeledes er der noget tiltalende ved den sammenligning, Bregman ifølge sidstnævnte anmeldelse giver af to forskellige slags fængsler, et amerikansk og et norsk. Det norske giver han flest point, og det gør han, fordi de norske fængselsmyndigheder tror på menneskets forbedringsmuligheder, altså tror på det, jeg kalder afsmitningsreglen: at det betaler sig at gøre sig umage med at få fangerne til at forstå det, de bliver udsat for, sådan som de norske myndigheder gør. Anmelderen føjer oven i købet til, at dette ”betaler sig” ud over at skulle forstås sociologisk også skal forstås rent pekuniært.

Her må jeg dog gøre en anmærkning: gælder dette også, hvis det er muslimske fanger, der er tale om? I hvert fald har disse fanger det med at danne tæt sammensvejste grupper, baseret på den sædvanlige muslimske antagelse, at danskerne er vantro, som man ikke skal stole på.

The Guardians anmeldelse slutter således:

Der vil altid foregå en kamp mellem vores altruistiske og vores selviske instinkter, vores åbenhed og vores trang til sikkerhed – det er det, det menneskelige drama går ud på. Men alligevel, selvom djævelen har de bedste kort på hånden, er det en velkommen forandring at læse en sådan velunderbygget og munter tribut til vores bedre natur.

Det glæder mig, at her djævelen pludselig smutter ind i billedet som en del af forklaringen på det, der bestemmer mennesket. For frem for at forklare menneskets handlinger ved hjælp af enten den ene natur eller den anden eller måske ved hjælp af sådanne to modsatrettede naturer, der ligger i konstant strid med hinanden, forekommer det mig mere i overensstemmelse med den virkelighed, vi ser omkring os, at se på mennesket, som Luther gør det: som valplads for et slag mellem Gud og djævel, som genstand for både djævelens forhekselser og Guds forvandlinger.

Det kan godt være, at vi ikke vil bruge betegnelserne ”Gud” og ”djævel”, vi er jo så moderne, at vi mener at være vokset fra den slags betegnelser. Men så lad os tale om noget, der er absolut sandt, og noget, der i hvert fald kan mistænkes for altid at være løgn, så har vi den samme problematik. Og så nærmer vi os den problematik, som den svenske samfundsdebattør Håkon Johansson opridser i en artikel på ”Samhällsnyt”, se her. Han tager et livtag med det spørgsmål: Findes der afskyelige ideologier? Og det får han sagt ganske meget fornuftigt om med udgangspunkt i en bemærkning fra en diskussion i et debatprogram ”Sverige möts”, hvor én af deltagerne til manges store forargelse fik sagt, at islam er en afskyelig ideologi.

Han får f.eks. sagt om ideologier:

Netop ideologier er meget ofte utopier, hvor man mange gange taler til fordel for en måde at styre samfundet på, som, hvis blot det blev implementeret og nøje efterlevet, ville føre frem til den perfekte samfundsopbygning, befolket af mennesker, som gennem social ingeniørkunst, frelse eller underkastelse ville være evigt lykkelige i al fremtid. Der er blot den lille hage ved alle disse dejlige utopier, at de skal bebos af mennesker af kød og blod med alle deres fejl og mangler, hvilket næsten altid gør drømmesamfundet uigennemførligt og tvinger dets fortalere til at forsøge at gennemføre det med vold og tvang.

Så tager han ideologien ”multikulturalisme” frem. Den kan ganske rigtigt være en berigelse for et samfund, men kun, hvis den i alle former bygger på frihed. Hvis den er blevet gennemført ved tvang, enten gennem en besættelse af en fremmed magt eller – som i Sverige – derved, at man bevidstløst bød hundredtusinder af fremmede velkomne under dæknavnet ”flygtninge”, så de fleste svenskere fandt det tilrådeligst af flytte ud af de områder, hvor disse ”flygtninge” kom i flertal, så medfører det ikke nogen berigelse.

Men man kan da i hvert fald betegne ideologier som kommunismen, nazismen og islam som afskyelige, ikke sandt?

Ja, det synes jo de mennesker, som antager disse ideologier, ikke. At nazismen nu betragtes som afskyelig, er nemt nok at forstå, for alle dens fortalere, først og fremmest Adolf Hitler, er jo døde. Men at kommunismen af ganske mange mennesker i Vesten ikke uden videre betragtes som afskyelig, er lidt mere mærkeligt. For den har jo dog millioner af mennesker som ofre. Og går vi til islam, er det måske forståeligt, at mennesker, der er opvokset med islam, herunder med alle de religiøse pligter og traditioner, i den grad identificerer som med religionen, at de ikke kan se noget som helst afskyeligt ved den.

Til sidst har han nogle udmærkede overvejelser over, at man, fordi man siger, at islam er en afskyelig ideologi, ikke siger, at alle muslimer er afskyelige. Men så kommer han desværre ikke videre, siger ikke noget om, hvorfor islam er afskyelig eller hvorfor den vestlige verden ikke er det. Og det er dog en ret stor mangel. Kun når han lige at få sagt, at ytringsfriheden er stærkt indskrænket i de fleste muslimske lande.

Og så er vi tilbage ved begyndelsen, dvs., ved det med afsmitningsreglen. For hvis jeg påvirkes af det, du siger, og hvis du påvirkes af det, jeg siger, og hvis det fællesskab, som vi er en del af, virkelig udvikler sig og trives, hvis vi begge lader os påvirke af hinanden, så er ytringsfrihed jo et ”must” for udviklingen. Og så er det i høj grad manglen på ytringsfrihed, der har medført islams stagnation gennem de mange hundrede år fra år 1000 og frem til i dag.

Hvis jeg ville bilde mig ind, at jeg besad den absolutte sandhed om samfundets indretning og derfor ikke behøvede at lytte til andre, så ville vi enten få et muslimsk samfund med koranen som basis, eller et kommunistisk samfund med ”Das Kapital” som grundbog. Men fordi min absolutte sandhed er, at noget så elementært som afsmitningsreglen gælder, er det snarere ytringsfrihed, der for mig er den absolutte sandhed, men jo altså en sandhed, der kræver engagement af mig, ikke en sandhed, jeg kan gå med til i teorien og så ellers være ligeglad med i praksis.

Ytringsfrihed er noget, der bestandig må kæmpes for, ligesom det, at afsmitningsreglen virker, hele tiden må tros frem, det kommer ikke af sig selv. Og så langt har Bregman ret, at der kan opnås meget ved således at tro på det bedste i mennesker, som han vist formulerer sig, eller – med min formulering – at tro på, at samfundet og fællesskaberne i samfundet trives og vokser derved, at der hele tiden er mennesker, der i opposition til alle sortseere tror på dette helt absurde: at tillid avler tillid, altså stoler på det Jesus-ord, der hævder, at du i fællesskabet får tilmålt med det mål, du måler med, og gør det på trods af, at lidelseshistorien synes at vise det modsatte.

Jamen, jeg kan ikke tro på noget så umuligt som at et dødt menneske stod op fra de døde.

Nej, men så begynd med det lige så umulige: tro på, at den tillid, du viser et andet menneske, vil det andet menneske før eller siden vise dig. Livet er intet værd uden en sådan trodsig tro på det absurde.

Dette indlæg blev udgivet i Etik, Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.