Aldrig nedlukning igen

Lad mig bare indrømme det til at begynde med: Overskriften er bestemt af en meget stærk følelsesmæssig oplevelse, jeg har haft. Det var ikke mig personligt, der blev berørt, det, der berørte mig stærkt, var noget, jeg læste. Den 30-3 var der i Kristeligt Dagblad en artikel med denne overskrift: ”Min bedstemor blev aldrig smittet med covid-19. Men hun døde alligevel af den”, se her.

Det er Katja Bitsch, psykomotorisk terapeut, der fortæller om sin bedstemors død i maj 2020. Og hun forklarer, hvordan man kan dø af covid-19 uden at blive smittet:

Min bedstemor døde på grund af coronavirus, men har aldrig været smittet med virussen. Hvordan kan man dø af en virus, man ikke har haft? Ja, den sammenhæng er vigtig, men også umådelig trist at få belyst.

Da min bedstemor levede, boede hun i en plejebolig og var derfor underlagt samme covid-19-restriktioner, som gælder for beboerne på det plejehjem, boligen er tilknyttet: total isolation fra omverden fra den 11. marts 2020 og frem til den 27. april 2020, hvor der så småt blev åbnet op for udendørs besøg med god afstand.

Denne totale isolation blev gennemført med de bedste hensigter, javist. Men også gennemført uden at tage hensyn til menneskers psykiske behov. For denne isolation bevirkede, at bedstemoderen langsomt sygnede hen, blev grebet af dyb depression, noget, man ikke lagde mærke til i begyndelsen, men noget, som blev tydeligt, da der omsider blev lukket op for en slags besøg.

Katja fortæller videre:

Jeg bor ret langt fra min bedstemor og ser hende derfor først gennem havedøren den 15. april 2020. Da er det begyndt: ”indsvindingen”. Der er blevet mindre af hende. Både fysisk og til kontakten i hendes øjne. Appetitten er ikke god. Hun er svimmel og sidder i stuen med nedrullede gardiner, men har dog normalt tøj på. Og jeg kan stadig få hendes smil til at strække sig op og stråle ud gennem øjnene.

Senere hedder det:

Jeg konstaterer med knugende frygt i hjertet og en voksende klump i maven, at jeg ikke længere kan få min bedstemors smil til at nå øjnene. Hun har brudt forbindelsen til mig. Fordi hun er blevet syg, psykisk syg, af isolationen. Og jeg må på grund af restriktionerne ikke gå ind til hende. Kramme hende. Og hun vil ikke ud – selvom hun nu langt om længe godt må komme lidt ud. Hun ser ingen mening med det. Men jeg kan se en afsindig stor mening med det. Og det har jeg brug for, at hun ved.

Sådan tænker jeg den 2. maj. Den 23. maj dør min bedstemor.

Katja har det ligesom nok alle vi andre: denne fysiske afstand, nedlukning, isolation af det enkelte menneske forstod vi egentlig godt:

Jeg har intet ønske om at angribe eller bebrejde nogen eller noget for det, der er hændt min bedstemor eller os efterladte. For vi, Danmark og verden, har aldrig stået i noget lignende. Og alt, vi og regeringen gjorde og gør, var og er prøvehandlinger, som uden tvivl kommer af de bedste intentioner. Men jeg er blevet bekræftet i og gjort opmærksom på, at der er noget, som fortsat er helt skævt i vores måde at anskue sundhed på, og jeg har brug for at sætte et stort spotlys på dette problem.

Problemet består i, at vi med valid grund er og har været umådeligt optaget af den fysiske virussmitte og ladet det seneste års restriktioner vedrørende nedlukning samt genåbning tage udgangspunkt i, hvor fysisk syge de fysisk sårbare kan og skal undgå at blive af covid-19, men vi har stort set ikke, indtil for ganske nyligt, talt om de psykisk sårbare.

Den sidste tid fortæller hun lidt mere indgående om:

Plejehjemmets leder giver i midten af maj os, familien, lov til at komme fysisk ind til min bedstemor i hendes plejebolig. Vi må nu træde ind i hendes hjem, fordi hun ikke længere kan bevæge sig, og fordi hun nu klassificeres som kritisk fysisk syg – så gælder der andre regler for besøgende. At hun har været kritisk psykisk syg i mange uger tæller ikke i forhold til gradbøjning af reglerne.

Så jeg sidder dér, endelig sidder jeg der, hvor jeg i flere måneder har ønsket at sidde. Nemlig ved siden af min bedstemor. Jeg holder hende i hånden. Stryger hendes skulder og hår. Giver hende lidt af min hjemmelavede og medbragte rabarbersaftevand gennem et sugerør. Og vi smiler til og mærker igen hinanden.

Jeg kan se, at hendes smil igen når op til øjnene og ind i hjertet.

Men det er for sent.

Hvor er vi mennesker dog nogle mærkelige væsener! Flokvæsener ind ad en kant. Langt mere end vi tror. Bundet til vore nærmeste så ganske overordentligt. Og denne natur lader vi hånt om med vore nedlukninger. Var det forståeligt dengang i foråret, da vi blev stillet overfor en helt ny sygdom, hvis natur vi dårlig nok kendte? Måske. Men det, vi dengang sagde: at vi asfalterer vejen samtidig med at vi kører, altså at vi lærer om sygdommen undervejs, det må vi nu drage konsekvensen af. Vi har aldrig prøvet at lukke vort samfund ned før. Men ligesom Mette Frederiksen dengang sagde, at ét dødsfald på grund af covid-19 er ét dødsfald for meget – noget overdrevent, vist – sådan må vi nu med de erfaringer, som mange, deriblandt altså Katja, har gjort, sige: én depression på grund af corona-nedlukning er én for meget. Og dette er ikke overdrevent.

For Katjas bedstemor er jo ikke den eneste, der har lidt under nedlukningen. I bogen ”Corona-syndromet” af Charlotte Danefeld er der på side 104-106 en tilsvarende historie. Ikke om en plejehjemsbeboer, men om en mand på sygehuset, som man ikke kunne tage hånd om på forsvarlig vis, fordi man hele tiden mente det nødvendigt at bruge rumdragter og mundbind, og forbyde nærkontakt fra besøgende. Hans nærmeste følte sig tvunget til at tage ham hjem. Om det var fysisk forsvarligt, vidste de ikke, men de vovede det, for at fortsætte, som det gik på hospitalet, var psykisk uforsvarligt.

Der er mange, der har advaret om disse problemer ved nedlukningen. Men spørgsmålet er, om regeringen – læs: Mette Frederiksen – har draget overskriftens lære af nedlukningen. Det er der desværre ikke meget, der tyder på. Som jeg citerede en forsker for: ”Mette Frederiksen har fået test på hjernen”, se her. I begyndelsen var formålet med nedlukningen at undgå overbelastning af sundhedsvæsnet. Nu er formålet at holde smitten nede eller måske snarere: helt at udsulte virussen. Det vil sige: nu har man fuldstændig ”glemt”, at covid-19 for de flestes vedkommende er en forholdsvis mild sygdom, nu siger regeringen – og medierne stemmer i med – at smitten ikke må løbe løbsk, uden at nogen stiller det dog ret nærliggende spørgsmål: Hvorfor må den egentlig ikke det, nu, hvor vi har vaccineret de mest sårbare?

Og tillad mig så lige at opsummere de seneste artikler med lidt alternative synspunkter! Så vil jeg bagefter stille mine sædvanlige ”dumme” spørgsmål, mest i form af påvisning af noget, som ”man” tilsyneladende ikke har tænkt på.

I én af Berlingskes artikler i serien ”Danmark åbner – men til hvad?”, argumenterer Mia Amalie Holstein for, at Mette Frederiksen bruger coronaen til at opdrage os til socialdemokratiske mønsterborgere, se her. Det har hun muligvis ret i, men hun glemmer at fortælle, hvad de borgerlige skulle have gjort i stedet. I stedet harcellerer hun over, at de offentligt ansatte får bedre vilkår end det private erhvervsliv. Måske, men i stedet for de noget verdensfjerne betragtninger ville det have været rart med praktiske råd til, hvad vi skal gøre, når vi har lukket op, og en ny coronavariant viser sig til efteråret.

Det samme kan siges om Lars Seier Christensens artikel i samme serie, se her. Han vil overføre det ekstreme forsigtighedsprincip, som regeringen har brugt overfor sygdommen, til et ekstremt forsigtighedsprincip overfor samfundets økonomiske liv. Hvorfor? Fordi samfundet er på vej ud over afgrunden rent økonomisk.

Er samfundet virkelig det?

Men da jeg er enig med ham i, at samfundet ikke bør nedlukkes igen, noterer jeg mig, at han dog husker at fortælle om den ikke-økonomiske pris, der også må betales for en nedlukning: færre kræfttilfælde bliver diagnosticeret, mange vigtige operationer er blevet udskudt, m.m.

Og jeg er også enig med ham i denne bemærkning:

Vi ved, at simple forbehold som afstand, hygiejne, testning, smitteopsporing og sund fornuft virker. Det gør nedlukning uden tvivl også, men prisen er meget højere end for de mere dagligdags tiltag.

Men det ville have været rart, om han havde underbygget det med nogle forskningsresultater.

Lidt senere hører vi hans fremtidsvision: vi vil høre om utallige mutationer i fremtiden:

Det er dog ikke problemer, der vil føre til verdens undergang. Det vil være besværligt og skabe nye udfordringer, men med menneskelig kreativitet og innovation vil der komme stadigt flere både medicinske og teknologiske tiltag, der vil hjælpe os i kampen mod corona.

Dermed vil det også være et fåtal, der kommer til at dø af den. Ligesom et fåtal af de mennesker, der sætter sig ind i en bil eller et fly, vil dø af det. Ligesom andre sygdomme vil ramme folk hver år. Ikke mindst folk, der vælger at tage risikoen ved at leve usundt, ryge, drikke eller tage stoffer.

Og det får ham til at komme med denne betragtning:

Som 58-årig, bilglad, velnæret og ikke særligt motionerende person er jeg indstillet på at tage den risiko, corona udgør. For alternativet er værre.

Men hvilke medicinske og teknologiske tiltag, der vil kunne hjælpe os, kommer han ikke ind på.

Så er der en artikel af en professor i datalogi, Mikkel Thorup, se her. Han går regeringens testarbejde igennem med en kritisk mine. Vi tester i blinde, siger han. Vi opsporer så at sige ingen, i hvert fald meget få i forhold til, hvad vi kunne opspore. Specielt er det galt, at vi næsten har fravalgt den app, der ville kunne fortælle, enkelt og præcist, hvem den enkelte smittede har været sammen med, da han blev smittet. På det punkt har vi værnet alt for meget om den personlige integritet og ikke – som landene i Østasien – brugt dette udmærkede redskab til at få indkredset de smittede.

Han skriver:

Takket være effektiv smitteopsporing er Sydkorea sluppet for de massive nationale nedlukninger og restriktioner, vi må leve med i Danmark. Alligevel har de så få syge, at risikoen for at blive smittet er minimal sammenlignet med i Danmark.

Smitten spredes mest blandt kendte kontakter, hvor den effektivt kan fanges af traditionel smitteopsporing. Men det er ikke nok, hvis smitten alligevel slipper fra os, hver gang den hopper til en ukendt kontakt, for eksempel på en bar. Det er blandt ukendte kontakter, at vi har brug for digital smitteopsporing, hvis vi vil holde smitten nede uden den store nedlukning.

Og også han gør opmærksom på den pris, vi betaler for den dårlige strategi:

Vi fik et blindt og stækket digitalt coronaforsvar, og prisen er tårnhøj: over 2.000 døde, nedlukninger og udgifter på 500 milliarder kr., depressioner, senfølger m.m.

Men den dårlige strategi med brugen af denne app har en anden pris, der må betales:

Sundhedsmyndighederne har således haft bind for øjnene. De måtte ingen information få, som de kunne bruge til at finde ud af, hvilke typer steder corona spreder sig mest, og hvor vi derfor skulle fokusere indsatsen, eller omvendt, hvor det ville være sikkert at åbne op.

I stedet for at have reel viden, har man brugt spørgeskemaer, hvor folk skal gætte på, hvor de er blevet smittet. Uden reel viden om, hvor man har været i kontakt med en smittet, bliver gættene baseret på det, folk allerede tror, de ved om smitten. Den slags gæt kan ikke bruges til meget.

Det forekommer mig, at Mikkel Thorup har en pointe. Hvis efteråret byder på en ny variant af coronaen, hvis regeringen føler sig fristet til at bekæmpe den på samme måde, som den hidtil har bekæmpet coronaens ”normale” varianter, så vil vi kunne undgå en sådan nedlukning, hvis vi kan bruge den metode, der bruges i Østasien, altså installere en helt anderledes effektiv smitteopsporing ved hjælp af en app, der er mere effektiv end den, vi har for øjeblikket.

Lad mig også nævne en artikel fra Weekendavisen den 31-3. Den hedder ”Åbent hus i påsken” og handler om Ruslands måde at tackle virussen på. Derovre har man tilsyneladende været igennem det værste og har nu lukket op på næsten alle områder. Dog mener forfatteren, at de officielle statistikker er unøjagtige, for nu at sige det mildt. Men ad andre kanaler har han kunne påvise, at Rusland har gennemlevet en stor overdødelighed i coronaåret, og han giver udtryk for, at når russerne ikke i højere grad gør vrøvl, skyldes det, at de i mands minde har været igennem noget, der var lige så slemt: ”1990erne var en helt forfærdelig periode i Ruslands historie”, hedder det, og der var også senere, fra 1992 frem til 2005 en forfærdelig overdødelighed i landet.

Endelig har Berlingske den 1-4 en artikel fra Norge, se her. Problemet, der kalder på en omtale, bringes frem i begyndelsen:

Når et fly lander i Gardermoen Lufthavn tæt ved Oslo, er der stor risiko for, at det har smitte med om bord.

De norske myndigheder finder smittede personer på hvert fjerde fly, der lander fra udlandet. Det skriver Aftenposten.

Mens borgerne i Oslo må leve under strenge restriktioner, bliver der igen og igen bragt smitte ind i byen fra de udlandsrejsende.

Flere ansatte i lufthavnen fortæller, at mange af de rejsende forlader lufthavnen i Oslo uden først at blive testet.

Mange af de smittede flyrejsende er norske indvandrere, som har været på ferie i lande som Pakistan, Somalia, Irak, Iran og Afghanistan, skriver avisen.

80 procent af de, der bliver testet positive medbringer en af de nye, bekymrende virusvarianter.

Herhjemme har vi vovet at trodse den almindelige barnepigeholdning overfor vore muslimske landsmænd på den måde, at vi har turdet sige, at smitten var høj i indvandrerkvarterer. Men vi har ikke undret os over indvandrernes tilbøjelighed til trods advarsler at foretage rejser til deres hjemlande. For jeg går ud fra, at vore indvandrere opfører sig lige så ansvarsløst som Norges indvandrere. Og det gælder sikkert både danske og norske myndigheder: overfor vore muslimske indvandrere nytter det ikke noget med henstillinger, her må der krav til, og kravene må følges op med kontrol og bøder for overtrædelser. Men det viger man tilbage fra.

Men i det mindste bringer en artikel som denne mig i stand til at gøre mig forestillinger om, hvordan disse forskellige varianter af coronaen dog egentlig har båret sig ad med at komme ind i vort land. Det har jeg spekuleret en del over. Men mon ikke det er disse usolidariske indvandrere, der har bragt den sydafrikanske, den brasilianske og måske også den engelske variant til landet? Og mon ikke vore myndigheder godt véd det, men blot ikke føler trang til at sige det? Eller skulle deres testteknikker være så elendige, at de ikke er i stand til at afsløre, hvordan disse varianter er kommet ind i landet?

Det var en gennemgang af de nylige artikler om corona-epidemien. Så til en underbygning af mit indledende følelsesudbrud: Aldrig nedlukning igen!

Hvordan kan et sådant krav underbygges? Hvis en ny corona-mutation viser sig til efteråret, hvis denne ikke kan bekæmpes med de kendte vacciner, er der så andre udveje end nedlukning?

Det vil jeg mene, der er.

Og lad mig først henvise til Mikkel Thorups artikel. Det væsentligste er for mig at se, at vi får neddæmpet den hysteriske frygtholdning, de fleste offentlige udtalelser er båret af. Men Thorups forslag til bekæmpelse har den fordel, at den kan gennemføres, uden at det er nødvendigt først at slå frygtholdningen ned. Vi diskuterer for øjeblikket, om vi skal indføre tvungen fremvisning af et coronapas, før vi kan deltage i store begivenheder, ja måske endda før vi kan komme til frisør. Hvis prisen for at undgå nedlukning til efteråret er, at vi får påtvunget en app, der er mere effektiv end den forhåndenværende, så vi kan opnå sydkoreanske tilstande, så er den pris for mig at se værd at betale.

Men så til de overvejelser, der forudsætter en noget nedsat frygtholdning overfor coronaen:

På sin vis undrer det mig, at hverken Lars Seier eller Mia Amalie Holstein har blik for, hvordan de liberale erhverv kunne genåbne og fungére med den liberale fane højt hævet. Hvad er der til hinder for at lade frisører og restauranter selv prøve at tage vare på deres egen og deres gæsters sikkerhed? Hvorfor skal det være det offentlige, der skal bestemme, at en frisør skal kræve en attest på, at kunden er testet indenfor 72 timer? Hvorfor ikke vende bevisbyrden om? Hvorfor ikke lade frisøren reklamere med, at alle er velkomne, og at de kan føle sig ganske sikre, for de her ansatte er testet indenfor 72 timer? Ja, måske de skal reklamere med, at de ansatte er vaccinerede – hvilket ville kunne lade sig gøre, hvis man ét eller andet sted kunne købe sig til en vaccinering.

Det samme kunne gælde for andre liberale erhverv. Men vi har alle affundet os med, at det er regeringen, dvs. Mette Frederiksen, der svinger taktstokken. Behøver det at være det?

Men der er jo også erfaringer, som vi må have gjort, men som blot ikke er kommet frem i lyset, fordi regeringen absolut skal have frygten for corona bibeholdt.

Vi havde før coronaen en masse gamle mennesker, som hver dag kunne få hjælp af det offentlige – eller det private, hvis man foretrak det. Der kom to eller tre gange om ugen en hjemmehjælper, som hjalp til med de daglige fornødenheder, både plejen af personen og af hjemmet, begge dele med omhyggelig rengøring. Sådanne hjemmehjælpere har, så vidt jeg kan regne ud, både under den første og under den anden nedlukning kunnet komme til de gamle uden at skulle iføre sig rumdragt. De har jo nok fået en del instruktioner om, hvordan de skal undgå at smitte de gamle, de kommer hos, men hele dette system må da være en guldgrube en for sulten coronavirus: mange mennesker kommer sammen med mange andre mennesker. Alligevel har vi ikke hørt noget om, hvor godt eller skidt det går for hjemmeplejen. Vi må vel i det mindste kunne høre om det, og hvis det er gået bare nogenlunde godt, kan vi så ikke drage visse konklusioner i retning af bekæmpelse af en eventuel ny mutation til efteråret. Måske ligefrem den konklusion, at disse virusser egentlig ikke er så farlige, som vi går og bilder os ind.

Og ærlig talt, efterhånden som tiden er gået, synes jeg egentlig, vi trænger til at få revideret de matematiske modeller, som sundhedsstyrelsen bruger til at udregne virkningen af de tiltag, man foreslår. Og vi har jo faktisk nu fået gjort tilstrækkelige erfaringer til, at det kan lade sig gøre. Det vil sige: vi har gjort erfaringer, vi kan lægge til grund for andre forudsigelser end dem, disse modeller kommer med.

Lad mig bare nævne de erfaringer, vi har gjort med kirkegangen i folkekirken! Vi har hele efteråret holdt gudstjenester med et vist antal deltagere, hvis vi ikke skulle synge, og et mere begrænset antal, hvis vi skulle synge. Det blev jo til temmelig mange gudstjenester. Men besynderlig nok uddrog man ikke den erfaring af de mange gudstjenester, afholdt efter forskrifterne, at det var rimelig sikkert at afholde gudstjenester på den måde. Jeg skrev om det ved juletid på denne måde, se her:

Bagefter [altså, hvis vi havde afholdt julegudstjenesterne] må vi så se, om der ét eller andet sted i de vel omkring 2000 folkekirker skulle være én eller to, der var blevet smittet, og også se, om de, der blev smittet, blev smittet med den mere smitsomme variant fra England, som er den angivne grund til nedskæringen til 30 minutter og til biskoppernes anbefaling. Og selvfølgelig også holde øje med, om de smittede blev alvorligt syge. Det er der vist ingen, der endnu er blevet af dem, der har frekventeret en folkekirkes gudstjenester.

Og her for et par indlæg siden udsendte jeg nogle knubbede ord om Søren Brostrøms påstand om det veldokumenterede i befalingen om at nedskære gudstjenestetiden til 30 minutter. Jeg skrev:

Søren Brostrøm argumenterer for det fortsatte forbud mod sang på denne måde:

en af de ting, der er veldokumenteret, faktisk overordentlig veldokumenteret, er, at hvis mange mennesker er sammen i trange rum og synger eller råber, højner det smitterisikoen. Og der er rigtig mange superspredningsbegivenheder i forbindelse med salmesang og kirkegang og anden form for sang og gudstjeneste. Det er der både i Danmark og i udlandet. Det er veldokumenteret.

Tja, overset er, at de fleste kirker aldeles ikke er ”trange rum” og at et lidt øget afstandskrav hele efteråret igennem var i stand til at holde coronaen stangen undtagen i to eller tre kirker”.

Det vil sige: Jeg påstod dengang, at Søren Brostrøm undlod at drage nogen konklusion af de erfaringer, vi dog havde gjort i folkekirken angående smitte ved gudstjenester. Og det er det, jeg hævder, at vi dog har mulighed for nu, hvor vi trods alt har levet sammen med coronaen i over et år. Det er sandt, at medvirkende til, at biskopperne valgte at lukke kirkerne juleaften, var det forhold, at der havde været en række læserbreve fra præster og andet kirkefolk, som var bange for smitteudbredning ved juleaftensgudstjenester. Men det burde jo ikke forhindre øvrighedspersoner i at træffe rimelige bestemmelser. Det burde det ikke have gjort dengang ved juletid. Og det bør det ikke gøre nu, hvor vi har endnu flere erfaringer med den manglende smitte ved kirkens gudstjenester. Men nej, de positive erfaringer fra efteråret spiller ingen rolle, når man skal træffe indskrænkende afgørelser. Man er så bundet af sine matematiske modeller, at den virkelige virkelighed ikke gør indtryk. Og den har ellers den fordel frem for modellerne, at den medtager den store ubekendte i matematikken: menneskers reaktion, menneskers adfærd.

Men dette blot for at antyde, at der i det, vi har gennemlevet med coronaen indtil nu, ligger en række erfaringer, der, hvis de tages i betragtning, kan være værdifulde for os, når vi til efteråret ikke vil reagere som hidtil på coronaen: med nedlukninger.

Til sidst blot dette: Hvorfor er der ikke nogen, der prøver at gennemtænke, hvordan vi kan forbedre vort immunsystem?

Det er en kendt sag, at danskernes D-vitamin-niveau er for lavt hver vinter. Og hvis D-vitamin er med til at højne immunsystemets effektivitet, hvorfor så ikke anbefale folk at tage tilstrækkeligt med D-vitamen? Ja, hvorfor ikke anbefale folk at blive testet for et for lavt D-vitamin-niveau med lige så stor styrke, som man nu anvender for at få os testet for corona? Det hjælper formentlig ikke alle, men hvis man på den måde kan få vort immunsystem til at gøre arbejdet, om ikke andet så det foreløbige arbejde, indtil der kommer en vaccine tilpasset den nye mutation til efteråret, hvorfor så ikke bruge kræfter på at anbefale det? Man kunne eventuelt gøre det under sloganet ”Lad hver dag blive en D-Dag?”

Men bevares, jeg kan godt se, at det kommer til at holde hårdt at få nedbragt den frygt i befolkningen, som man har fået til at brede sig. Dog er der vist nu så mange negative erfaringer med nedlukningerne, at ganske mange er villige til at deltage i feltråbet: ”Aldrig nedlukninger igen!”

P.S.: Skærtorsdag aften i Deadline gav svar på ét af mine mange ubesvarede spørgsmål. I slutningen af den drabelige, næsten bloddryppende fortælling om Brasiliens genvordigheder med coronaen – med vældige antal døde, men ikke noget om overdødelighed, med sammenligning med USA, men ikke med Indien, Rusland eller Kina – kom journalisten med den oplysning, at én region, nemlig Amazonas, kunne levere en nedadgående tendens i smittetal. Og så sagde han de forløsende ord: ”Noget tyder på, at coronaen har toppet – nå nej, han sagde ”peaked” som det jo hedder på nudansk – i Amazonas”. Peaked? Jamen, har coronaen da et toppunkt? Vil den ikke af sig selv blive ved, til der ikke er flere mennesker tilbage at angribe? Eller, som jeg tidligere formulerede mit spørgsmål: Har coronaen en udløbsdato? Her, ganske overraskende, kom journalisten til sig selv uafvidende at svare, at naturligvis har da coronaen et toppunkt, hvorfra den vil aftage.

Hvor glædeligt!

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.