Jesus og Sarah

Nej, det er ikke den bibelske Sara, jeg tænker på med overskriften, men forfatteren til en artikel i Berlingske ved navn Sarah Holst Kjær, se her. Hun ernærer sig af at forske i nutidige partnerskaber og vist også af at rådgive ægtefæller. Og hun begynder ret provokerende med at hævde, at de råd, hun giver, er videnskabens bedste råd, det vil sige: hun mener, at den baggrund, hun rådgiver på, er videnskabelig. Psykologien har ellers haft lidt svært ved at blive anerkendt som videnskab, og specielt den del af psykologien, der tager sig af at rådgive ægtefæller, er blevet betragtet som alt andet end videnskabelig. Men det er den altså, vil hun hævde. Og hun siger det allerede i begyndelsen:

Kan kærlighed sættes på formel? Ja, svarer forsker Sarah Holst Kjær, der har et klokkeklart bud på, hvordan man opnår et livslangt parforhold. Og lykkes det ikke, har hun også et bud på, hvor man skal lede efter sit parforhold nummer to.

Altså, ikke blot mener hun, at kærlighed kan sættes på formel, hun mener sig også i stand til at give et klokkeklart bud på, hvordan man opnår et livslangt parforhold.

Ja, ikke sandt. Man vil jo umiddelbart sige: Det var alligevel meget.

Og den opmærksomme læser vil måske spørge, hvordan det kan interessere en alvorlig præstemand som undertegnede, og hvordan jeg kan tillade mig at sammenstille sådanne to ulige størrelser, vor Herre Jesus Kristus og en moderne parterapeut.

Svaret er, at jeg finder det overmåde interessant med Sarahs påstand om det videnskabelige i hendes rådgivning. For ved en gennemlæsning af artiklen om hende, blev jeg klar over, at hendes rådgivning ret nøje svarer til det, jeg vil kalde Det ny Testamentes formaninger.

Som man måske har opdaget, er jeg blevet overbevist om, at de første kristne i den grad gik imod al lovtankegang og i stedet holdt sig til at tænke i relationer, at deres anbefalinger om, hvad det gjaldt om at gøre, med god ret kan sammenlignes med Sarahs anbefalinger. Vi kristne, både teologer og lægfolk, er så vant til at lægge moralske overtoner ned over de nytestamentlige formaninger, at vi uvilkårlig kommer til at fjerne de gode råd, der kan ligge i formaningerne, hvis vi i stedet opfatter dem som til det uoverholdelige skærpet lov, eller hvis vi mener, at de er leveregler, der helst skal overholdes, hvis vi fortsat skal have Guds velbehag. Men opfatte dem som råd, baseret på en anskuelse om, hvordan mennesket er indrettet, det falder os aldrig ind. På det punkt – det er jeg da blevet klar over – er jeg virkelig noget for mig selv, selv om det på ingen måde har været en ønskværdig position for mig at indtage.

Men sjovt nok – selv om det egentlig er Luther, der har ført mig frem til denne anskuelse, vil jeg mene, at vi gør klogt i at springer over Luther og gå direkte tilbage til Det ny Testamente.

Lad os f.eks. prøve at nærme os Jesu lignelse om den fortabte søn, Luk 15,11-32, ud fra et sprogfilosofisk udgangspunkt! Så vil vi opdage, at den ældste søn er bundet af den del af sproget, jeg har kaldt ”det juridiske sprogspil”. Det er det sprogspil, der ligger bag det, Løgstrup i ”Opgør med Kierkegaard” kalder ”de kredsende livsytringer”. Modsætningen til de kredsende livsytringer er ”de suveræne livsytringer”. Men fordi Løgstrups analyse er en fænomenologisk analyse – han gengiver den måde, hvorpå vi umiddelbart oplever livsytringerne – falder det ikke naturligt for ham at undersøge, hvordan vi kan slippe ud af de kredsende livsytringer og over i de suveræne.

Det kan imidlertid sprogfilosofien giver et svar på. For hvis de to sprogspil, der ligger bag henholdsvis de kredsende og de suveræne livsytringer, har hver sin logik, bliver det forståeligt, at de kredsende livsytringer er kredsende. Og hvis man videre erkender, at begge sprogspil er til stede i ethvert menneske, blot fordi det er sprogbruger, kan man deri finde en forklaring på, at det, som det enkelte menneske ikke kan af sig selv: frigøre sig fra den kredsende livsytring, den frigørelse kan det opleve ved at blive tiltalt i det andet sprogspil, det, jeg har kaldt ”relationssprogspillet”; for derved aktiveres den del af sproget, der ligger i hjernen, men blot har været passivt, fordi alle tankerne har bevæget sig indenfor den logik, som det juridiske sprogspil er bestemt af.

Og den binding af tankegangen, som det juridiske sprogspil gør nærliggende, ser vi et udmærket eksempel på i den ældste søns bemærkning til sin far, vers 29f:

Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham.

Han tænker i retfærdighedsbaner: en far skal behandle sine sønner ens. Derfor er det uretfærdigt overfor den ældste søn, at han slagter fedekalven for den yngste.

Vi har alle det juridiske sprogspil siddende i os. Derfor kan vi godt se det rigtige i hans anklage. Men kan vi også se det frigørende i faderens svar? Han siger jo:

Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.

At han bryder med den strenge retfærdighed, det kan vi se, men kan vi også se den anderledes logik, der gives udtryk for i hans svar, en logik, der går ud fra den ældstes relation til den yngste – ”din bror her” siger faderen i stedet for sønnens ”din søn dèr” – så altså det, der i denne tankegang for den ældste søn skulle bestemme, hvad der skal gøres, er ønsket om at genetablere forholdet til broderen.

De to sprogspil kan også kaldes lovens og evangeliets sprogspil. Og påstanden om frelse ved tro siger netop, at et menneske ikke ved egen kraft kan komme løs af lovens logik, men dog kan komme fri, hvis det gribes af tro på et ord fra evangeliets sprogspil.

Og så tilbage fra Jesus til Sarah:

»Det er hengivenhed, der gør et parforhold varende neden under al den her selvrealisering. At man investerer, tolererer og gør ting for sin partner, fordi man ved, at en specifik skjorte, en smurt madpakke eller at tage morgentjansen med børnene gør ens livsfælle rigtig glad,« siger Sarah Holst Kjær.

Hengivenhed”, det er et stort ord. Kan det virkelig passes ind i den dagligdag, hun her beskriver?

Ja, det kan det. Men det er ikke nogen selvfølge. For umærkeligt sætter der i dagligdagen en række vaner ind. Og uden at man tænker over det, opstår der en række forventninger til den anden: det plejer han/hun at gøre. Men brydes disse vaner, så er risikoen der for, at det juridiske sprogspil tager over, bebrejdelserne rejser sig, når jeg gør dit, så må du så sandelig også gøre dat. Og så er det da at håbe på, at hengivenheden på én eller anden måde tager over fra følelsen af uretfærdighed.

Det er bemærkelsesværdigt, at Sarah uden videre går ud fra, at alle ønsker at leve i et livslangt ægteskab, og at hendes rådgivning går ud på, hvordan man får dette ønske til at blive til virkelighed.

Hvis man nu ville være virkelig videnskabelig, så kunne man måske have forventet, at hun underbyggede menneskets iboende lyst til tosomhed med nogle af de argumenter, jeg tidligere har brugt: at hormonet ”oxytocin”, der udskilles hos mor og barn ved fødslen, og som binder de to sammen, også hos mennesket, men så langt fra hos alle pattedyr, udskilles ved samleje. Se eventuelt lidt nærmere om det her.

For i det stykke er hun jo enig med Jesus. Også han mener, at mennesket er disponeret til tosomhed.

Jovist, vil man sige, men stiller han ikke denne disposition op som et krav? Han synes jo dog at bibeholde respekten for det sjette bud, Matt 5,27 og 31. Oven i købet siger han i vers 17, at han er kommet ikke for at nedbryde loven, men for at opfylde den. Og så vi du have os til at tro, at Jesu ord her ikke er lovord, men formaningsord.

Ja, det vil jeg. Og jeg bygger blandt andet på Jeremias’ ord i kap 31,31-34 om den nye pagt:

Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

Og vil man have et andet udtryk for det samme, kan man læse 2 Kor 3,2f:

Nej, I er selv det brev, der står skrevet i vore hjerter, og som kendes og læses af alle mennesker, så det er klart, at I er et Kristus-brev, der er blevet til ved vores tjeneste, ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod.

Den gamle pagt var tænkt i retfærdighedsbaner. Den nye pagt er tænkt i relationsbaner. Fordi den yngste bror er en bror, derfor tænkes den ældste at blive så glad, fordi forholdet kan genoprettes, at han går med ind til festen. Fordi jeres ægteskab er et ægteskab, en relation, derfor tænkes du at undlade enhver tanke om retfærdig arbejdsfordeling og glad og gerne yde dit bidrag. Og læg mærke til det: Det er ikke noget, du gør, fordi du vil fremtræde som en højetisk person, det er noget, du gør, fordi du derved kan bevare dit ægteskab. Du får selv gavn af din ”gode gerning”.

Og det er jo nøjagtig det samme, Sarah er ude på. Hun vil have folk til at forstå, at det er til deres eget bedste, at de prøver at få deres ægteskab til at lykkes. Når Jesus derfor siger, at du har begået ægteskabsbrud, hvis du kaster et lystent blik på en anden mands hustru, så er det den gamle pagts formalia, han bruger, men det er tænkt i den ny pagts forestillingsverden: ”Det er dumt af dig, du ødelægger både dit eget og en andens ægteskab, hvis du følger dit blik”. Det kan ses af Matt 7,26, hvor Jesus siger, at den, der ikke handler efter disse ord, er dum.

Alt dette har jeg været inde på tidligere. Men det næste kan betragtes som en ny vinkel på det, der kræves i en familie, hvis relationen skal udbygges. En vinkel, som hverken Sarah Holst Kjær, eller Kathrine Axholm, se her, eller Ditte Brorson, se her, der alle taler om tosomhedens opretholdelse, synes at være opmærksomme på. For noget af det, der mest effektivt kan opbygge de forhold, hvori vi står til hinanden, er drilleriet. For i drilleriet tager jeg gas på alt det med retfærdighed og ligelighed; ikke fordi jeg har planer om at droppe den nogenlunde ligelige fordeling, men fordi det morer mig at forskrække den anden, eller at lege med tanken om, at hvis nu jeg droppede det dèr med ligeligheden.

Lad mig først vise det ud fra Kaj Munks skuespil ”Puslespil” og siden ud fra Paulus’ brev til Filemon!

Kaj Munks skuespil finder man her. Det består af seks sketches med indlagte mellemakter. I disse mellemakter optræder det nygifte ægtepar Gunnar og Gurli. Gurli er den nøgterne af de to. Alt det med kærlighed kan man godt springe over, der er tale om ren og skær kønsdrift, replik 52. Gunnar er mere til det romantiske. Han mener, at ethvert møde mellem mennesker fører til noget uudsletteligt, replik 55.

Og den forskel udnytter Gurli på det groveste til at drille ham. Replik 308 af Gurli:

Næh, den første Bryllupsrejse, jeg mener første Gang man er gift, det er og bliver nu den bedste, det er jeg sikker paa —

Ikke sandt, hun véd, at hun rammer ét af hans ømme punkter, men hun kan ikke lade være, så sikker er hun på, at deres forhold består.

Men Gunnar driller igen. De kommer til at snakke om hugorme, og da Gunnar stikker Gurli med et strå, farer hun op; hun tror, det er en hugorm. Men Gurli igen (replik 332):

I Nat er jeg altsaa saa tosset, at jeg selv tror paa, at jeg aldrig har elsket nogen før dig og aldrig vil komme til at elske nogen anden. Og Løgn er begge Dele.

Og selvfølgelig får det Gunnar til at spørge, hvem hun har elsket før ham.

Men det er altså, hvad Munk viser os uden egentlig at ville gøre et stort nummer ud af det, vel nærmest, fordi han selv har drillet den arme Lise, hans kone, så hun sommetider var ved at gå ud af sit gode skind. Men ikke desto mindre kan det så let som ingenting forvandles til en lære for os ægtefolk: dril bare hinanden, for det er så sundt at le af hinanden – og af sig selv – men vær opmærksom på, om drilleriet optages som drilleri og ikke som alvor.

Men Paulus? Giver han sig virkelig af med at drille?

Ja, det lyder utroligt, for vi er jo vant til at betragte Paulus som en yderst alvorlig lærer i kristendom. Og skal man være lærer i kristendom, så kan man ikke være en drillepind, det er vi da overbevist om. Og vi er overbevist om det med samme styrke, som vi er overbevist om den fejlagtige opfattelse, at Jesu nye pagt bare er den gamle pagt, der er blevet skærpet lidt, ikke en helt ny betragtningsmåde, hvor det afgørende er forholdet og ikke lovoverholdelsen.

Men dels kan Paulus jo altså sige, at ”alt er tilladt, men ikke alt opbygger” (1 Kor 10,23), så han har da teorien i orden, og dels kan han altså også, når vi for én gangs skyld træffer ham i en konkret situation, begive sig ud på drilleriets tynde isflage.

For det er, hvad han gør i Filemonbrevet, uanset, at vist ingen kommentator har opdaget det endnu. Se blot, hvad han skriver i vers 18f:

Har han [dvs. den bortløbne slave, Onesimus] gjort dig nogen uret eller skylder dig noget, så skriv det på min regning! Jeg, Paulus, skriver med min egen hånd: Jeg vil betale! For slet ikke at tale om, at du skylder mig dig selv.

Jeg har ikke så få gange tidligere været inde på dette fyrværkeri af et brev, se f.eks. her, så jeg vil ikke her prøve at overbevise læseren om, at Paulus vil have Filemon til at frigive Onesimus, men at han vil have, at han selv skal komme i tanker om, at det kunne være en god ide at virkeliggøre deres indbyrdes forhold på.

Her nøjes vi med at se på vers 18 og 19. For hvad er det dog, Paulus gør her? Vil han ikke indføre noget fra retfærdighedssprogspillet i forholdet mellem Filemon og ham selv? Jamen, har han ikke selv sagt, at alt er tilladt? Betyder det ikke, at lovens tale om at skylde og betale er død? Hvorfor så denne opregning af en mulig skyld? Ja, hvorfor griber den Paulus, der ellers altid har en hurtigskriver til at skrive for sig, her selv pennen og skriver med egen hånd: Jeg vil betale!

Jo, siger jeg, men ikke andre fortolkere, det skyldes, at han vil have Filemon til at blive indfanget af det juridiske sprogspil. Han sidder måske og håber på, at Filemon har en slave til at læse brevet op for sig, og at han som den pengemand, han er, beder ham standse oplæsningen, så han lige kan få regnet ud, hvor stort et beløb, der kan blive tale om. For så, når en stor boble af gæld er blevet pustet op at lade denne boble springe med den følgende bemærkning: for ikke at tale om, at du skylder mig dig selv!

Sådan ser det jo ud i Paulus’ regnskab: de mennesker, der er blevet kristne ved hans forkyndelse, skylder ham livet, det nye liv, bort fra den død, de befandt sig i tidligere.

Og ikke sandt: Det er slet ikke umuligt at forestille sig, at en apostel tager gas på en nyomvendt kristen!

Og den vinkel kan et ægtepar udnytte, når de altså vover det. Men sandt nok, skal man turde turde det, må man have en stærk tro på den ånd, der virker oprigtighed i forholdet. Det kan diverse psykologer nok ikke tale om, men det skulle jo ikke hindre en teolog i at tale om det. Og det vil jeg så gøre i mit næste indlæg.

Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.