Hvad nu, hr. pastor?

Lars Sandbeck har i Kristeligt Dagblad for den 3-4 en artikel, hvori han foretager en hurtig gennemgang af kirkehistorien, se her. Hele kirkehistorien igennem fra Augustin og fremefter, den lutherske verden inklusive, har man prædiket ud fra, at gudsangsten var det grundlag, der skulle prædikes på.

Og denne – skal vi sige: lidt overfladiske historiske gennemgang – fører ham naturligt frem til hovedspørgsmålet i artiklen: ”Hvad gør vi, når folk ikke længere er bange for Gud?” ”Vi”, det er jo prædikanterne. Men besynderligt nok fører dette spørgsmål ham ikke frem til noget svar. Han nøjes med til sidst at fortælle, at han er gået i gang med at læse Gregor af Nyssa. Han levede i 300-tallet, og Sandbeck har åbenbart sprunget over ham i sin lidt for hurtige gennemgang af kirkehistorien.

Men altså: Nu henvises vi til at vente i spænding på, hvad Sandbeck finder frem til. Måske man skulle råde ham til en anden gang at vente med at offentliggøre et afgørende problem, indtil han havde læst sig frem til en løsning.

Når hans artikel trods det lidt overfladiske har kunnet fremkalde et blogindlæg fra min side, skyldes det, at jeg så tydeligt kan genkende problemstillingen. Jeg havde nøjagtig den samme fornemmelse i min prædikenforberedelse indtil 1975. Jeg var kommet til, sagde jeg dengang, at mene, at jeg skulle prædike ”synderne og disses forladelse”. Og dette at prædike synderne og disses forladelse, det er jo åbenlyst det samme som det, Lars Sandbeck siger, når han spørger, hvad vi skal gøre ved det forhold, at folk ikke mere er bange for Gud, og svarer:

vi kan jo forsøge at overbevise folk om, at de bør være bange for Gud, for så kan vi lettere bringe dem til at indse, at de har brug for Guds nåde i Kristus.

Det var som sagt før 1975, at jeg prædikede sådan. Men netop det år gjorde jeg en opdagelse, der fik mig bort fra at være afhængig af folks syndsfornemmelse. I det forrige indlæg beskrev jeg denne opdagelse ved hjælp af nogle begreber i sprogfilosofien. Her vil jeg derfor beskrive det ved hjælp af noget andet, nemlig ved at hævde, at vi må lære at lade den ene halvdel af Luthers teologi ligge og nøjes med den anden halvdel. For Luther har en del af sin teologi fra Augustin, og det giver ham en teologisk forudsætning, som vi ikke mere deler og ikke mere kan dele. Luther forestiller sig i lighed med Augustin, at alle vore drifter er udtryk for synden, arvesynden. Og han er af den opfattelse, at dette bevirker, at vi, når vi gør os det klart, aldrig vil forledes til at prale af vore gode gerninger. Farisæismen er, mener han, eftertrykkelig begravet, når alle mine gerninger, også dem, jeg rubricerer som ”gode gerninger”, er præget af synden.

Derfor er vi i hele vor tilværelse henvist til Guds tilgivelse. Hvad det har ført til i den populære opfattelse af kristendommen, beskriver Lars Sandbeck således:

I løbet af ugen ville den nagende syndsbevidsthed og tanken om Guds vrede nemlig have fået fortabelsesangsten til at svulme op i synderen, og derfor bestod gudstjenestens funktion i at levere akut beroligelse ved at henvise den ængstelige sjæl til Jesu stedfortrædende død på korset og syndernes forladelse. Det burde kunne dulme angsten indtil næste søndag.

Og det må da indrømmes, at man ganske ofte kan møde præster, der ”prædiker synderne og disses forladelse”, som altså føler, de er nødt til at sørge for, at folk ikke tror, de er gode nok, for at det kan give mening at prædike tilgivelse.

Man kan endda af og til komme ud for præster, der på én eller anden måde er bange for, at folk kunne tro, at de føler sig bedre end andre, og derfor prøver at komme med en personlig syndsbekendelse, altså ud over den almene syndspåstand, at vi alle søger vort eget, eller hvad nu en from præst siger.

Det kommer der sjældent noget godt ud af. Lad mig nøjes med at gengive nogle bemærkninger af Sørine Gotfredsen fra dengang, hendes bog ”Fri os fra det onde” lige var udkommet, se her:

Lige så længe jeg kan huske, har jeg gjort mig tanker om det onde. Jeg har altid undret mig over min egen trang til at undlade at gøre det gode, og jeg havde tidligt en fornemmelse af, at der var skyggefulde kræfter på færde, som det var klogest at holde skjult. De rørte på sig, når jeg bevidst prøvede at overgå andre og stak en løgn for at slippe for problemer, eller når jeg blev overmandet af denne følelse af trods, der ikke altid var rettet mod noget konkret.

Nå ja, fordi vi gennem de mange indlæg, hun har skrevet, har lært hende at kende som et forholdsvis almindeligt menneske, kan vi vel nogenlunde godtage ovenstående. Men jeg vil alligevel tillade mig at spørge mig selv, om der i en sådan udtalelse er tale om en ægte selverkendelse eller en til lejligheden fremstillet påstand. Hvis det er det sidste, der er tale om, er der tale om noget, der ligner hykleri. Men sig det ikke højt! Den stakkels Sørine kunne høre det. Og dette er blot ét eksempel på, hvad en præst kan rode sig ud i, når man vil forsøge at ”give den” som synder.

Og det er vel derfor, de fleste præster holder sig til det almenmenneskelige, når de skal prøve at forkynde ”synderne og disses forladelse”.

Men hvis vi fastholder, at Luther var ”Augustinist”, og at vi aldrig vil kunne blive det, fordi vor lutherske verden har udviklet sig bort fra forestillingen om drifterne som identisk med synden, må vi så ikke også slippe de andre forestillinger hos Luther, der er en følge af denne? Vi kan f.eks. aldrig hævde, at den kristne er ”simul justus ac peccator” (på én gang retfærdig og synder) med samme overbevisningskraft, som Luther kan gøre det. Og tanken, som Luther vist har med sig fra Paulus, at loven skal overbevise os om synd, for at vi med des større ihærdighed kan gribe nåden i Kristus, må vi også slippe. Sådan som jo Sandbeck anbefaler os det.

Men hvad så?

Ja, her må man sige, at det faktisk er muligt at udsuge også andre teologiske anskuelser af Luther. Han har udover sin augustinisme også et folkeligt træk i sin teologi. Og det er nok værd at lægge mærke til.

For at vise, hvordan gerninger springer frem helt af sig selv, når blot troen – lig med den gensidige tillid – er til stede, bruger han i ”Om de gode gerninger” et eksempel med et ægtepar, se her. Her gør hver enkelt sine gerninger med selvfølgelighed og glæde.

Videre kommer dette med selvfølgeligheden af de gode gerninger også til udtryk i brugen af billedet med det gode træ, der bærer gode frugter. Der er ikke så mange spekulationer med det, når forholdet er, som det skal være, så sker disse gerninger bare.

Og endelig blev jeg for alvor klar over, at vi ”oversætter” Luthers tale om loven, der driver til Kristus, forkert, når vi sædvanligvis forstår bjergprædikenens formaninger som en så højt opskruet lov, at vi kun har den mulighed tilbage at gribe tilgivelsesordet. For jeg opdagede, at Luther i den prædikenrække, han i 1531 holdt over bjergprædikenen, på ingen måde brugte formaningerne på den måde. Det skrev jeg en længere afhandling om, som jeg lagde ud på nettet, se her. Jeg tillod mig at bruge nogle prædikenvejledninger fra Præsteforeningens Blad som sammenligningsgrundlag. Og derved blev titlen på afhandlingen i behørig grad understreget; den var: ”Luther var ikke lutheraner”, rettet fra: ”Alt det syndepjat”.

Og se, nu er jeg kommet nogenlunde lige så langt som Sandbeck, når han går i gang med Gregor af Nyssa. Og det vil sige, at nu nærmer afgørelsens time sig: Hvad vil jeg svare, når jeg nu ikke vil gribe til at prædike ”synderne og disses forladelse”?

Lad mig svare ved at citere fra det indlæg, jeg skrev her på bloggen i anledning af, at jeg på et tussekonvent i Aarhus havde hørt Sørine Gotfredsen fortælle om bogen ”Fri os fra det onde”, se her. Her citerede jeg ovennævnte syndsbekendelse, som Sørine Gotfredsen gentog i foredraget, og skrev derefter:

Det fik mig til at indvende, at jeg for min del aldrig havde haft den slags fornemmelser. Når jeg så tilbage på mit liv, var det taknemlighed, der prægede mig. Ikke blot taknemlighed over godt helbred og god stilling, men først og fremmest taknemlighed over de faste og trygge fællesskaber, som jeg var en del af. For, som jeg sagde, hvis jeg var omgængelig og imødekommende, så var jeg det jo, fordi de fællesskaber, jeg stod i, havde gjort mig omgængelig og imødekommende. Men det var ikke sådan, at jeg kunne fornemme nogen dyb afgrund af uforståelig ondskab i mit indre. Og det var heller ikke sådan, at jeg kunne forklare nogle af tildragelserne i mit liv med en kælderdyb ondskab, hverken hos mig selv eller hos dem, jeg omgikkes.

Det var lige ved at gøre Sørine Gotfredsen mundlam. Det var en holdning, hun aldrig havde mødt før, sagde hun.

At hun ikke har mødt den holdning andre steder, tror jeg gerne. For vi gode og trofaste kirkegængere har vist alle vænnet os til, at det er fromt under en syndeprædiken at se brødebetynget ud og nærmest utænkeligt at protestere.

Nuvel, selv om Lars Sandbeck i sin artikel i Kristeligt Dagblad ikke giver noget svar på det spørgsmål, han stiller, så viser en artikel i samme avis fra 2012, omhandlende den bog, han udgav dengang: ”De gudsforladtes Gud”, at han faktisk kom til at sige nogenlunde det samme, som jeg indvendte imod Sørine Gotfredsen, hvilket muligvis vil komme som en overraskelse for ham, se her. Her taler han om, at Gud ikke eksisterer, men Gud sker, og så siger han:

Når Gud sker, indtræffer tilgivelsen, den tilgivelse, der udgår fra korset. Tilgivelse betyder, at ødelagt liv får en ny begyndelse, men intet menneske formår selv at give livet en ny begyndelse. Det gør kun Gud. Hver gang vi som mennesker tilgiver hinanden, sker Gud. For eksempel i parforholdet, når vi svigter hinanden. Her gør tilgivelsen altså Guds indgriben som begivenhed at det ødelagte liv mellem to mennesker får en ny begyndelse. Og heldigvis for os bliver Gud ved med at ske igen og igen som uendelig tilgivelsesbegivenhed.

Endelig er der kærligheden, der ifølge Sandbeck understreger, at Gud skal forstås som et mellemværende mellem mennesker.

Hver gang der skabes betingelser for kærlighed, er det Gud, der indtræffer. Som et mellemværende. Gud er ånd, og ånden er det, der binder os sammen i solidaritet og kærlighed. Gud er så at sige det, der sker mellem os, når vi elsker.

Dette svarer jo nogenlunde til det, jeg skrev i mit forrige indlæg, og også til den salme, jeg i sin tid skrev som protest mod Grotrians salme over ”Hil dig, frelser og forsoner”, se her. Begge steder er det et hovedanliggende for mig, at det sted, hvor vi først og fremmest har brug for gudstanken, er i forholdet mellem mennesker. Her går vi tankeløst ud fra, at tillid, det er da noget, der bare er der, og er det der ikke, så opstår det af sig selv, når vi optræder tillidsfuldt. Det vil sige: vi nægter almindeligvis at skelne mellem ægte oprigtighed og påtaget oprigtighed, eller skelne mellem at tro på og bede til Helligånden og selv at manipulere den anden til at stole på os.

Jeg har her skrevet et lille kapitel om sidste scene i Kaj Munks skuespil ”En Idealist”; skuespillet i sin helhed kan ses her. Det er interessant, synes jeg, at Kaj Munk skildrer Herodes som en manipulator: han betragter enhver samtale som en kamp, og i denne kamp drejer det sig for ham om at få den anden til at tro det, han vil have ham til at tro. Således får han i niende akt den tilfangetagne røverhøvding til at blive sin tro tjener. Men i sidste scene, hvor han stilles overfor Maria med Jesus-barnet, kan han ikke få overtaget, han, der er Magtens mand, må give op overfor Ordets uanselige kræfter. Og det får mig til at spørge (i #69):

Begyndte efter Golgata netop den kamp mellem Kristus og djævelen, som er fortsat til den dag i dag som en kamp mellem sprogets uanselige kræfter og den rå magts tilsyneladende uovervindelige ressourcer?

Ordets uanselige kræfter lader Munk afbilde af spædbarnet Jesus, der leger med Herodes’ scepter, da han bøjer sig ned over det for at kysse dets hånd. Her siger Herodes:

Han tror, han kan holde om Scepteret med saa blød en Haand. (Replik 1668).

Det er sådanne overvejelser, der har fået mig til at granske Kaj Munks skuespil. Specielt har jeg fundet ”Fra Tidehvervet” givende. Jeg har sågar skrevet en hel bog om dette skuespil; den hedder ”Mennesket, robot eller person”. Og det forekommer mig, at Munk netop i dette skuespil tager livtag med det stadig aktuelle spørgsmål om forholdet mellem teologi og naturvidenskab. Jeg skriver i appendiks I, på side 232:

Specielt trænger det spørgsmål sig på, om der er religionsfilosofisk hold i den påstand, han kommer med ved hjælp af tableauet i sidste akt: Hviler virkelig al videnskab i filosofisk henseende på Golgatabegivenheden? Dette spørgsmål deles op i to: Har den videnskabelige undersøgelsesmetode som forudsætning en menneskelig frihed? Og: Vil den videnskabelige undersøgelsesmetode som resultat fremføre en tese, der modsiger denne frihed?

Det tableau, der er tale om, består i, at Munk lader hovedpersonen Titus, der er en tænker, der tænker ”videnskabeligt”, lægge sit hoved i sin hustrus skød, et skød, som hun forud har betegnet som ”Hovedpandested”, se her, replik 1063. Tanken er den, at hvis hovedpandestedet, kristendommen, fremkalder den frie meningsudveksling, så er den en forudsætning for videnskaben, for drive videnskab kan man kun gennem en fri meningsudveksling. Derved får jo for øvrigt Grundtvigs vers i Hil dig, frelser og forsoner, en helt anden dybde end sædvanlig antaget. Jeg tænker på vers 7:

Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng!

Det er ikke blot Grundtvigs personlige tanker, der er den dybe sammenhæng, det er menneskehedens tankegang i det hele taget, der har sin sammenhæng i Kristus-figuren, herunder alle de videnskabelige tanker.

Det er måske tvivlsomt, om Lars Sandbeck vil være enig med mig i mit svar på hans spørgsmål. Men interessant er og bliver det, at vi ser nogenlunde det samme problem i de mange prædikeners pukken på menneskets syndighed.

Dette indlæg blev udgivet i Luther. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.