Ondskab

Én og anden vil måske spørge, hvor man ender, hvis man med mig (og måske også Lars Sandbeck) antager, at alt det dèr med menneskets syndighed, det bør vi undlade at tale om. Er mennesket da ikke en synder? Viser ikke historiens gang, at mennesket er uhelbredeligt? At der altid er noget i vejen, selv blandt de mest almindelige og dagligdags mennesker? Hvordan i alverden kan vi undlade at tale om mennesket som en synder, når vi ser på, hvad der sker i verden?

Lad mig prøve at besvare dette spørgsmål ved at genopfriske Breivik-begivenheden. Og ved igen at omtale Abigail Marsh’s mærkelige resultater.

Vi begynder med Breivik!

Netop i denne tid foregår der i Norge en del politisk mudderkastning fra arbejderpartiets Jonas Gahr Støre mod de kræfter, der er uenig med ham om indvandringspolitikken. Human Rights Service, én af de organisationer, der bliver angrebet, forsvarer sig på deres hjemmeside her. Det er dog noget svært at forsvare sig, for Støre anvender Breivik i sine påstande. Han anklager hele højresiden for at have givet teoretisk baggrund for Breiviks massakre. Human Rights Service forsvarer sig bl.a. således:

At tilnærmet hele høyresiden i norsk politikk enten har inspirert Breivik til å begå massemord eller gjort sitt beste for å sverte Ap-politikere som nevner 22. juli, er en uhyrlig påstand.

Når man sidestiller innvandringskritikk med massedrap, og nøytrale ord med ekstreme handlinger, blir meningsrommet så trangt og lite at knapt andre enn venstresiden får plass.

Og så prøver man at vise, at Anders Bering Breivik som barn har været udsat for massivt omsorgssvigt, og at det kan være grunden til, at han udviklede sig, som han gjorde. Jeg skal ikke kunne sige, om dette svigt kan forklare noget, men ved at læse en af mine tidligere artikler her på bloggen om Breivik, nemlig denne, bliver jeg slået af forundring over, at disse mærkelige og insinuerende tanker fra Arbejderpartiet finder jeg også i den, og det, skønt artiklen er over to år gammel.

Det er jo sandt, at der findes indvandringskritiske røster i den norske debat, men kan man virkelig blive ved med at sidestille sådanne røster med massedrab, eller mere eller mindre tydeligt give dem medansvar for Breiviks handlinger?

Svaret er, at det kun kan lade sig gøre, når man anvender den moralske anklage – og det vil i sidste ende sige: talen om begrebet synd – på et forkert område. Støre anvender tricket med at være moralsk forarget på Human Rights Service, fordi de efter hans mening er med til at fremkalde et had mod muslimer. Om det er sandt, hvad man siger fra den side, går Støre ikke ind på, han nøjes med at hævde – skønt han vel må vide, at det er højst usandsynligt – at sådan tale har været med til at radikalisere Breivik.

Der er tale om, at Støre arbejder på at indskrænke ytringsfriheden – uden at han selv vil vide af det. Hvis det, Human Rights Service siger, råber på et modargument, så burde han komme med det modargument. I stedet for vil han lukke munden på Human Rights Service.

Jesus har været ude med en irettesættelse til dem, der på den måde vise sin godhed ved at holde sin opfattelse af tingene tilbage. Jeg tænker på Joh 18,23, hvor Jesus siger til den tjener, der har slået ham: »Har jeg sagt noget forkert, så bevis, at det er forkert; men er det rigtigt, hvorfor slår du mig så?«

Det vil sige: Hvis man i en diskussion lader nogle udtalelser være underlagt en moralsk bedømmelse af hensyn til f.eks. muslimernes integration, så betyder det, at man betragter muslimerne som uegnede til at deltage i diskussionen. Både de og Breivik er personer, som man ikke mener har et selvstændigt ansvar for, hvilke tanker de vil lade gælde, så de retter sig efter dem. Men begge parter er dog fuldgyldige personer med ansvar for, hvad de gør, og hvilke tanker de lader styre sig. Den fuldgyldighed fratager man dem blot med sin antydning af, at højrefløjen har medansvar for både Breiviks massakre og muslimernes terrorangreb.

Man kan muligvis forestille sig, at man i en debat vil anse det for moralsk rigtigt at undgå alt for bloddryppende beskrivelser, hvis der er børn til stede. Men ellers må man holde moralske forbehold udenfor al ordentlig debat.

Det er naturligvis en kilde til stadig undren – især for det norske folk – hvorfor Breivik foretog sin massakre.

Jeg har i et tidligere indlæg prøvet at forstå Breivik ud fra omvendte kriterier. Jeg tager hans ønske om at slå ihjel som det primære, og manifestets forsøg på en retfærdiggørelse af massakren som det sekundære; det skal være en slags undskyldning både for ham selv og for samfundet. I disse tanker gik jeg ud fra de videoer, man fandt hos Peter Madsen, ham, der slog Kim Wall ihjel i sin ubåd. Disse videoer fremstillede kvindemord, og anklagemyndighedens mening med at vise dem var, at Peter Madsen deraf har fået en tilskyndelse til at overføre begivenhederne på videoerne til den virkelighed, han selv befandt sig i. På samme måde har Breivik gennem de mange spil, han har gennemført i World of Warcraft fået tilskyndelse til at gøre det samme i virkeligheden, som han hidtil har gjort på computeren.

Denne tanke kan understøttes af nogle vidner, der under massakren har hørt ham komme med tilfredshedsgrynt, når han fik ram på nogle af de unge mennesker.

Jeg kan i den forbindelse ikke lade være med igen at henvise til Abigail Marsh’s undersøgelser af den afdeling i hjernen, der hedder amygdala. Jeg skrev om det her. Og her var min konklusion:

Abigail Marsh ser en skala at opdele menneskene efter i de scanninger, hun har gennemført, ud fra deres amygdala-størrelse. I den ene ende, psykopat-enden, en manglende frygt, men også en manglende medfølelse. I den anden ende: samme frygt som hos almindelige mennesker, og større medfølelse.

Nogle mennesker med en ringe blodgennemstrømning gennem amygdala bliver psykopater, og nogle psykopater bliver massemordere. Marsh nævner selv massemorderen Gary Ridgeway, som menes at have myrdet op mod 70 kvinder. Sådanne mordere savner ganske den naturlige empati, som vi andre har, og som de mennesker, der har en større amygdala, har i stor stil.

Dette rejser jo et teologisk spørgsmål: Er ikke ethvert menneske ansvarligt for sine handlinger? Men hvordan kan et menneske, der er født uden mulighed for at føle empati, gøres ansvarligt for sådanne psykopat-handlinger? Vi gør det jo alligevel, for vi er nødt til at beskytte os ved hjælp af lov og straf, men hvis mennesket er indrettet på den måde, er det så egentlig ikke ret ulogisk?

Og Marsh’s resultater må altså, hvor svært det end er for mennesker, der skal have moralske synspunkter lagt ned over alle ting i tilværelsen, gøre det nærmest umuligt at betragte Breivik som et normalt menneske. Om man nogensinde kommer til at undersøge hans amygdala, er naturligvis uvist, og det er også ligegyldigt, for handlingerne i sig selv afgiver tilstrækkeligt vidnesbyrd om mandens unormalitet. Breivik selv ville under ingen omstændigheder dømmes som et sindssygt menneske, han ville dømmes som en normal person, men det, at han blev dømt som en sådan, behøver jo ikke at betyde, at vi normale mennesker skal regne ham for normal.

Alt dette for at vise, at man må håbe, at det norske socialdemokrati, Arbeiterpartiet, snart holder op med at bruge Breivik-massakren til at skælde ud på de islamkritiske røster i Norge. Ligesom man må håbe, at de tilsvarende kræfter herhjemme holder op med at anklage os islam-modstandere for vores stadige pukken på islams umenneskelighed. Og specielt må man håbe, at den danske folkekirke snart tager sig selv i nakken og begynder at interessere sig for, hvad islam står for i modsætning til kristendommen, så dens prædikanter kan begynde med på et nogenlunde sagligt grundlag at forklare menighederne om forskellen til islam.

Når vor herre og mester, Jesus Kristus, ikke holdt sig tilbage fra at argumentere imod jødernes lovtrældom, er det så ikke direkte ukristeligt af os at afholde os fra at kritisere islams ganske tilsvarende lovtrældom? Eller er det så ikke et falsk argument, vi kommer med, når vi undlader det for – som vi siger – ikke at lægge sten i vejen for integrationen?

Jesus angreb jo sabbatsbuddet Matt 12,8, han angreb de jødiske spiseforskrifter, Matt 15,10f, og i Matt 23 er det farisæernes farisæisme, han vender sig imod. Og det gjorde han på trods af, at han godt vidste, at farisæerne pønsede på at få ham slået ihjel. For han var overbevist om, at Ordets kræfter i det lange løb er stærkere end Håndens kræfter.

Hvad er så synd?

Ja, hvis man endelig vil have en definition på dette begreb, så giver Joh 16,9 et måske lidt mærkeligt svar. Her fortæller Jesus om Helligåndens opgave: Han skal overbevise verden om synd, om retfærdighed og om dom. Og i vers 9 følger så en slags definition af, hvad synd er:

om synd: at de ikke tror på mig;

Det vil sige: Synd er ikke overtrædelse af loven, hverken i dens jødiske form: Toraen, eller i dens muslimske form: Koranen. Synd er heller ikke skrantende efterlevelse af høje moralprincipper. Synd er, at man ikke tror på Jesus, og at tro på Jesus er at handle, så man følger efter ham og ligesom han bekæmper al lovtrældom med ord uanset faren ved det.

Udlagt på vor folkekirke betyder det ikke, at vi skal gøre nar af muslimerne eller håne dem med satiretegninger. Det betyder blot, at vi skal prøve at sige det højt, at dette, at vi kristne er kristne, ikke kun skyldes tradition, men har sin rod i en personlig overbevisning om Ordets kraft, dvs., om sprogets evne til at forsvare den frihed, der må til, om sproget skal virke. Denne overbevisning må nødvendigvis få os til at vende os imod islam, for denne sprogkraft regner islam ikke med; her regner man i stedet med nævens kraft, med statens eller den stærkt troendes kraft.

Folkekirken skal, kan jeg også sige, gøre det samme som Dansk Europamission. I Kristeligt Dagblad var der forleden en artikel om denne missions generalsekretær, Samuel Nymand Eriksen, se her. Han fortæller, at missionen har udgivet en bedeguide, der fortæller, hvad man passende kan bede om. Anledningen er vist nok den muslimske ramadan-fest, og man beder da også behørigt for muslimer, der lever under vanskelige forhold. Men modsat folkekirken glemmer Europamissionen ikke kristendommens missions-sigte. Det hedder:

Langt de fleste forslag i bedeguiden går dog på at bede for, at verdens muslimer bliver kristne. For eksempel kan man bede om, at ”muslimerne i Karachi, Pakistan, vil have drømme og åbenbaringer om Jesus”. Eller for at ”de kristne i Nairobi vil være frygtløse i deres vidnesbyrd og forberedt på at snakke med muslimer om deres liv med Kristus”.

Samuel Nymann Eriksen lægger da heller ikke skjul på, at bønnernes formål først og fremmest er missionerende.

Mission er selvfølgelig formålet, fordi vi håber, at alle mennesker lærer Jesus at kende. Og bøn er helt afgørende for, at evangeliet kommer ud til mennesker i hele verden. Vi ser jo, at mange kristne i Mellemøsten kommer til tro på Jesus i disse år. Vi kan selvfølgelig ikke bevise det videnskabeligt, men jeg tror, at bøn spiller en væsentlig rolle i denne udvikling,” siger Samuel Nymann Eriksen.

Og selvfølgelig spørger avisen om, hvorfor man skal søge at omvende muslimer under ramadanen. Hertil svarer Eriksen:

Det er klart, at mange muslimer lige nu er meget søgende og engagerer sig i deres egen tro, og vi vil så bede for, at deres øjne åbnes for den kristne tro i stedet. Selvfølgelig kan man godt se det som et slags modangreb, men det er jo et fredeligt og vigtigt et, fordi vi tror, det ville være det bedste for dem.

Det vil nok være vanskeligt at få muslimers øjne til at åbne sig for den kristne tro, når man intet foretager sig, for at det kan ske. Det betyder naturligvis ikke, at vi i folkekirken skal gøre det på samme måde som i Europamissionen. Men så enkel en ting som at bede for muslimerne i kirkebønnen kunne være en begyndelse. Og en fortsættelse kunne være en bøn for de kristne i de lande, hvor muslimerne hærger, Nigeria og Pakistan f.eks. Og man kunne vel også godt tillade sig at nævne de kristne, der er blevet dræbt af muslimer i vore dage; om vi ligefrem skal lave martyrdage ud af det, er måske tvivlsomt, men at ære deres minde er vel ikke for meget: de holdt jo fast ved deres kristne tro, skønt de kunne redde livet ved at fremsige den muslimske trosbekendelse. Jævnfør min omtale her af den kristne kvinde, der under et terrorangreb i Nairobi erkendte, at hun var kristen, og derfor blev skudt.

Men ak, vi nøjes med at gå i dialog med vore hjemlige muslimer. Og så naive er vi, at vi i disse dialoger lader os binde de værste løgne på ærmet uden at spørge ind til sammenhængen med diverse koranord. For vi vil jo så nødig fornærme muslimerne.

Og ikke sandt, så er vi i kraft af et Jesus-ord endt et helt andet sted, end det var lagt op til i begyndelsen. Alt dette med, at vi alle sammen er syndere og bør se brødebetyngede ud, når det forkyndes for os i kirken, kan vi godt glemme. Vi er i kraft af, at Helligånden har bearbejdet vort folk gennem århundreder, endt med et stort mål af indbyrdes tillid i folket, og endt med en fortrøstning til Ordets kræfter, så vi tør lade alle udtale sig, som hans eller hendes hjerte byder dem det. Inklusive vore hjemlige muslimske landsmænd.

Det betyder ikke, at vi er bedre mennesker end vore muslimske landsmænd. For det er ikke os, der er gode, det er den ånd, der er skabt i folket, der har præget os, så vi er blevet hele mennesker. Og fordi muslimerne ikke er vokset op med den ånd, har de andre kræfter i sig, som bevirker, at der ikke er overensstemmelse mellem deres påstand om islam som en fredens religion og de gerninger, islams tilhængere udviser.

At påvise det må være enhver kristens opgave, også en almindelig folkekirkekristens opgave. Og undlader man det, lader man dialogønsket og fredsommelighedshåbet overtrumfe alle muligheder for at påvise umenneskeligheder hos muslimerne, ja, så synder man, så er det Jesu modstander, djævelen, der gør sin grumme gerning i vore sind. For så tror vi ikke på Jesus, og ikke at tro på ham er synden. I bestemt form. At tro på ham er jo at have den teoretiske opfattelse af vore religioner, at de bestemmes af, hvad vi i frihed kan debattere os frem til, og så i dagligdagen efterleve det. Også om det koster noget.

Ondskaben ligger ikke kun hos enkeltmennesket. Ondskab ligger i de forfejlede religiøse overbevisninger, i nazismen, i kommunismen, i islam. Men i alle disse ideologier har djævelen klædt sig ud i pænt tøj, de har alle det ophøjede mål at hjælpe menneskeheden frem til fuldkommenhed. Og de vil såmænd også gerne lade andres overbevisning om det rette i deres ideologi være en fri tilslutning. Men de holder sig ikke tilbage for at give deres ord en hånd med. Som nazisterne gjorde det med deres koncentrationslejre. Som kommunisterne gjorde det med de forskellige Gulag. Og som islam gjorde det, og stadig gør det, med deres voldsanvendelse overfor tvivlerne i deres midte og overfor os vantro udenfor deres kreds.

Dette indlæg blev udgivet i Islam, Ny testamente. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.