Arvesynd igen

Igen er der én, der har taget sig for at bruge begrebet ”arvesynd”. Og så må jeg naturligvis protestere. Dog er det denne gang ikke en teolog, der har boltret sig ved at bruge begrebet, men én, der kalder sig selv gudløs, nemlig Frederik Stjernfelt i en artikel i Berlingske, se her.

Han er i denne artikel blevet interview’et af Bent Blüdnikow, og det er såmænd et udmærket interview, man kan godt sige, at der kommer noget godt ud af det. Han bliver spurgt til sit syn på statuer og nedrivning af samme, og det svarer han da ganske fornuftigt på. Men ind i det hele kommer så en bemærkning om arvesynden, nemlig denne:

Men det er rigtigt, at den meget høje moralske standard, som er blevet til en del af ungdommens krav i den såkaldte woke-generation, er urealistisk. For alle mennesker er sammensatte og syndere. Jeg er gudløs og tror ikke på arvesynden i teologisk forstand, men arvesynden rammer noget rationelt, nemlig at ingen mennesker er moralsk perfekte, og alle er syndere, så ingen kan tåle et moralsk eftersyn på piedestalen efter en senere tids moralske præmisser. Selv de største helte som Niels Bohr, Nina Bang og Martin Luther King har haft dårlige egenskaber.

Og så bliver man igen klar over, at når man i vore dage vil bruge arvesyndsbegrebet, bliver tankegangen utrolig letkøbt. Her i Stjernfelts mund betyder det blot, at ingen er moralsk perfekte, og at selv de største og mest ansete mennesker har haft dårlige egenskaber.

Og ærlig talt, det vidste vi jo godt i forvejen, også uden anvendelse af arvesyndsbegrebet.

Nå, jeg skal som sagt ikke klandre Stjernfelt for de andre bemærkninger i interview’et. Det er blot for mig at se ærgerligt, at dette middelalderbegreb, som man vel er nødt til at benytte sig af, når man vil forstå visse fænomener i middelalderen, hos adskillige prædikanter forvandles til blot at betyde, at vi alle af og til kommer til at begå fejl. Og dobbelt ærgerligt er det da, at denne overfladiske menneskebetragtning er nået ud til Stjernfelt. ”Nået ud til”, siger jeg, for Stjernfelt, der betegner sig selv som gudløs, har nok ikke været ind i kirken for at hente det ud.

Lad mig i forbifarten nævne en replik af Frans af Assisi, som man kun kan forstå, hvis man gør sig klart, hvad Augustins arvesyndsforståelse går ud på. Man fortæller, at Frans under et måltid gik hen til ildstedet, tog noget aske, strøede det ud over sin mad og sagde: ”Broder aske er kysk!”

Det har Henrik Stangerup gjort ikke så lidt nar af i sin bog om franciskanerne. Men Frans har lært det af Augustin. For han skriver i Bekendelsernes tiende bog kapitel 31:

Så meget har du [dvs. Gud, rr] lært mig, at jeg skal prøve at indtage min mad som medicin. Men i det øjeblik, hvor jeg går over fra sultens mangel til fortæringens beroligelse, ligger begærets fristelse i baghold for mig. For overgangen selv er tilfredsstillelse, og der er ikke nogen anden måde at komme derhen på end dèr, hvor nødvendigheden tvinger os til at passere. Og selv om godt helbred er begrundelsen for at spise og drikke, knytter der sig dertil en farlig glæde som for det meste prøver at komme først, så jeg gør det for glædens skyld, som jeg siger, jeg gør for helbredets skyld og også ønsker at gøre af den grund.

Han drager så den slutning, at han, hvis han opdager, at han spiser for at opnå den lystfølelse, det er at blive mæt, må gå i gang med at faste. Og ikke sandt, på baggrund af denne frygt for lystfølelsen, som Augustin her beskriver, bliver Frans’ handling pludselig forståelig. Ved at strø aske på sin mad, sikrer han sig, at han kun bruger maden som medicin, ikke som lystfremkalder.

Og altså, det er arvesynd: alle vore drifter, kønsdriften, driften efter legemlige behageligheder, herunder mad og drikke, og driften efter social anerkendelse, er udtryk for synden. Og vil vi moderne mennesker bilde os ind, at begrebet arvesynd på én eller anden måde hører med til det teologiske vokabularium, så skal vi bruge det, som Augustin bruger det her. Vil vi ikke det, skal vi helt lade være med at bruge det. For bruger vi det som diverse teologer og som Frederik Stjernfelt her, bliver det alt for overfladisk, det forklarer ingenting, det giver kun indtryk af, at den, der bruger det, da bestemt ikke er en farisæer, der tror, han er bedre end andre.

Nej, hvis man endelig vil bruge begrebet ”synd”, så kan man bruge det, som det bruges i det skriftord, jeg tog frem i mit forrige indlæg, Joh 16,9, hvor synd defineres som dette, at mennesker ikke tror på Jesus. Så bliver tanken den, at der med Jesu gerning gøres opmærksom på en pligt, som mennesket har som et væsen, der har fået sproget i skabelsesgave: vi har pligt til gennem en stadig meningsudveksling at få vore samfund gjort til gode samfund for mennesker at leve i. At standse den meningsudveksling med den ene eller den anden begrundelse er synd.

Og det er jo slet ikke så let en opgave, vi dèr har fået.

Vi er født som flokdyr. Vi har i os en tendens til at lytte efter andre og rette os ind efter dem. Vi har i os en glæde ved at være sammen med andre og føle deres anerkendelse. Alt det bevirker, at det i tidens løb har været den ene herskerteori, der har afløst den anden. Så var det stammen, der var den sikre størrelse, man holdt sig til, og andre stammer var fjenderne. Så var det folket, der fremstod som det, der gav sikkerhed og tryghedsfølelse, og andre folk blev let til fjender, specielt, hvis traditionen ikke havde sørget for tilstrækkelig klare grænser. Og på et tidspunkt kom også imperiet ind i billedet. Her formåede en stærk kejser at samle adskillige folkeslag under sig, både omkring Middelhavet, i Iran og i Kina.

Og nu, ja, nu er det Vesten og de statsordninger, som vi i Vesten har diskuteret og kæmpet os frem til, der har det store ord at sige. Diverse despoter kan ikke længere retfærdiggøre deres diktatur med arv, men må alle ty til påstande om være folkets repræsentanter. Og det skal jo så undersøges fra tid til anden gennem mere eller mindre frie valg.

Men vor statsform skal altså også holdes vedlige gennem stadige debatter. Det har vi bl.a. medierne til.

Jeg kan selvfølgelig ikke påstå, at Jesus var klar over de forhold, jeg her har skitseret. For han havde ikke gjort de erfaringer, som jeg eller altså: mit samfund har gjort i kraft af, at jeg lever senere end han. Men jeg kan godt påstå, at han har gjort sig sprogets virkning klar: når et menneske vovede at være sig selv og helt og fuldt at følge de anvisninger om ligebehandling og lige værdighed for alle mennesker, der ligger i sproget, eller måske snarere er en forudsætning for sprogets virkninger, så ville efterhånden bedre forhold danne sig.

At Jesus var klar over en sådan langtidsvirkning viser hans lignelse om sennepsfrøet, Matt 13,31f. Ligesom det ganske lille frø er lang tid om at vokse op til et stort træ, sådan kan Guds rige, dvs., kristendommen, godt være lang tid om at give alle sine velsignelser fra sig.

Vi kan også sige, at kristendommen har tildelt det sprogbaserede væsen, der hedder mennesket, en udviklingsmulighed, og at denne mulighed står i modsætning til den fastfrysning af al udvikling, som det menneskesamfund får, som opererer med en lov, der unddrage sig al diskussion og udvikling, fordi den er givet af Gud; Gud diskuterer man jo ikke med.

Men Jesus fandt det jo altså nødvendigt ikke blot at komme med indvendinger mod lovreligionen: jødedommen, men ligefrem direkte at erklære dens forbindelse med guddomsmagten løgnagtig. Det gjorde han f.eks. ved i lignelsen om de utro vingårdsmænd at hævde, at den nuværende ledelse, ypperstepræsterne og de skriftkloge, ikke var de rette af Gud indsatte ledere, men var identisk med dem, der havde slået tidligere profeter ihjel og derfor også ville slå Jesu ihjel, Mark 12,1-12. De opererede med andre ord med magtens våben og ikke med ordets våben. Og derfor låste de al udvikling fast, for udvikling forudsætter fri debat, og en guddommeligt fastlagt lov forhindre al udvikling.

Det kan f.eks. ses på forskellen på den kristne formaning om behandling af tyve og den tilsvarende muslimske lovbestemmelse angående tyveri. Den muslimske tyv skal have hånden hugget af, Sura 5,38 (39). Den kristne tyv formanes derimod til ikke mere at stjæle, men at bruge sine hænder til at frembringe noget, så han har noget at give af til den, der har behov for det, Ef 4,29.

Eller det kan ses af de kristnes behandling af den, der er slave. Jeg har tidligere omtalt Paulus formaning til Filemon om at frigive den bortløbne slave, Onesimus, men man kan også nævne Ef 6,5: Paulus’ formaning til slaverne: de skal ikke optræde ”slavemæssigt”, men handle med forståelse, de skal ikke udføre øjentjeneste, men handle af et oprigtigt hjerte. Og omvendt formaner Paulus slaveejerne til at optræde på samme måde overfor slaverne, begge parter har jo en herre i himlen, og den herre gør ikke forskel på slave og herre.

Det førte vel ikke umiddelbart til slaveriets ophævelse, bestemt ikke. Men om det har haft en virkning på romerne, at en slave på et tidspunkt blev kirkens pave, vides ikke. Dog er det værd at bemærke, at den romerske lov efterhånden indirekte anerkendte slavens menneskeværd. Han kunne ikke bruges som vidne, åh nej, men når det alligevel en gang imellem kunne være fristende at gøre det – for man vidste jo godt, at han havde ører og mund ligesom andre mennesker – så måtte man sørge for, at han ikke kom tilbage til den herre, som han måske havde vidnet imod.

Og for øvrigt var det jo kristne, der først fik den tanke, at slaveriet var en umenneskelig ordning.

Om man i romerrigets levetid kan spore en udvikling fra det værre til det bedre, lad det spørgsmål her være uafgjort. Givet er det, at når kejseren forlanger at blive tilbedt som en gud, så forhindrer han al udvikling; så er det tesen ”adlyd uden at forstå”, der gælder, en tese, som de kristne vendte sig imod, fordi de nægtede at ofre til kejseren, selv om det kostede dem livet. Så denne vigtige lære havde oldtidens kristne fået med fra Jesus, at det drejer sig om at holde fast ved Jesu lære, også om man bliver dræbt for det, og selv om den udvikling, der derigennem blev muliggjort, forekommer os efterlevende utrolig langsom og sendrægtig, så var muligheden der dog.

Med Luther fik udviklingen et gevaldigt skub fremad. Han insisterede på at holde fast ved det, han havde forstået ud fra sin skriftlæsning, og det førte utrolige omvæltninger med sig. Hvad man tidligere havde anset for gode, gudvelbehagelige gerninger: at leve i cølibat, at leve i fattigdom og lydighed, altså at overholde de tre munkeløfter, det lod han hånt om, og ud fra sin humanistiske forståelse af tingene anbefalede han de kristne at udøve ganske almindelige gerninger i kald og stand.

For sit eget vedkommende forstod han så udmærket, at Gud forventede af den kristne, at han ligesom Jesus holdt fast ved sandheden og kun lod sig drage bort fra sin overbevisning af argumenter, der var bedre end dem, han hidtil havde holdt sig til. Og at Gud forventede denne standhaftighed uanset de omkostninger, det måtte få.

Europa opdagede, at Luthers udsagn i Worms: at det ikke er tilrådeligt at handle mod sin samvittighed, var identisk med det, Jesus havde sagt, at det ikke nytter noget at vinde den hele verden, men miste sig selv (Luk 9,25). Men om det er denne opdagelse eller det er den humanisme, som også Luther var grebet af, i sig selv, der har ført til nutidens ytringsfrihedsideal, lad det kun være uafgjort, afgjort er, at hvis Jesu ord i Joh 16,9, at synd er, at man ikke tror på Jesus, skal forstås som antydet i det forrige indlæg, så må man sige, at ganske mange i vore dage lever op til det. For det er almindeligt blandt politikere og videnskabsfolk og andet godtfolk, at man søger sandheden og holder fast ved den version af sandheden, som man har fundet rationel.

Dog har der på det seneste bredt sig en tendens til at blande moralsynspunkter ind i debatten, så man mener sig berettiget til af moralske grunde helt at overhøre ellers relevante modargumenter. Henrik Dahl har sammen med Morten Messerschmidt gjort opmærksom på en betænkelig politisk ensretning i nogle universitetsmiljøer. Det klandrer Uffe Elbæk Dahl for på en blog på Jyllands-Posten, og den 10-4 tager Henrik Dahl så til genmæle, se her.

Han anser det for betænkeligt, at der fra USA breder sig en tendens til at anklage dem, man er uenig med, for racisme. At Ole Wæver og Eske Willerslev har mødt sådanne anklager, viser det betænkelige, mener han.

Og han nævner én bog, der støtter ham i denne anklage, og skriver så:

En tilsvarende kritik finder man i bogen ”Æresrelateret social kontrol” fra 2019, skrevet af Bo Wagner Sørensen, Sofie Danneskiold-Samsøe og Yvonne Mørck (der alle tre er forskere). I denne bog siger de tre forfattere, at dansk forskning i indvandring har et generelt problem: At den selv er præget af en social kontrol, som fører til en systematisk underkendelse af mellemøstlig kultur og religion som årsag til problemer.

At denne underkendelse findes, kom blandt andet til udtryk i, at vores nuværende, socialdemokratiske regering afviste rapporten Magt og (M)ulighed. Den var netop skrevet af to forskere – Lise Galal Paulsen og Louise Lund Liebmann – fra det flertalsmiljø i den danske indvandringsforskning, der ifølge bogen ”Æresrelateret social kontrol” arbejder på systematisk at skjule kulturens og religionens betydning for den æresrelaterede sociale kontrol i sociale miljøer, der har deres rødder i Mellemøsten.

Som man let kan se, er der masser af problemer med aktivisme og usunde, videnskabelige principper i Danmark. Regeringen har sågar allerede været nødt til at tage hånd om det.

Problemet er den svage universitetsledelse, skriver han. Normalt vil jo forskningen være selvregulerende. Når altså modargumenter bliver taget alvorligt og behandlet. Men når man ud fra et uargumenteret helhedssyn tillader sig at udelukke visse opfattelser fra den videnskabelige samtale, som marxismen gjorde det – og i visse miljøer stadig gør det – så bliver det ikke videnskab, man bedriver, men politik. Og så skal man kalde det politik. At bedrive det som videnskab er falsk varebetegnelse. Som Dahl formulerer det:

I princippet er forskningen altså selvregulerende. Men kun i princippet. Og det hænger blandt andet sammen med, at institutionaliseringen af videnskaben også kan føre til institutionalisering af pseudovidenskab og aktivisme.

Denne institutionalisering af ikke-rationel videnskab og aktivisme har ført til, at der er opstået miljøer, der simpelthen ikke lytter til rationel kritik, og derfor aldrig kunne drømme om at indrømme, at man er besejret af rationelle argumenter, der er stærkere end ens egne.

Man kan nok sige, at det da er for galt, at politikere som Henrik Dahl og Morten Messerschmidt tillader sig at blande sig i de fri universiteters forskning, men de gør det altså kun, når universiteterne ikke selv formår at holde fast i rationaliteten, eller – med mine formuleringer – tillader den rationelle debat at bliver overtrumfet af moralske holdninger.

Jesus vendte sig med rette imod den jødiske lovfromhed. Vi bør med samme selvfølgelighed vende os imod den muslimske lovtrældom. Skal Ordets herredømme – lig med debattens urørlighed – fastholdes, kan vi ikke tage specielt hensyn til muslimers som de hævder krænkede følelser. De må virkelig drages med ind i den frie debat, der er fremstået her i landet. Om de så kan fastholde deres muslimskhed, det må tiden vise.

Men vi er nok en del, der vil græde tørre tårer, om mange muslimer opgiver den.

Dette indlæg blev udgivet i Luther, Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.