Magtreligionen

Så megen magt har magtreligionen islam fået, at det er meget svært at kunne tale lige ud om den. Selv om det, man siger, er sandt, kan man blive dømt for det. Og de, der taler åbent om islam, får vanskeligere ved at skaffe sig ørenlyd.

Morten Rydal har med sin bog Muhammed – da imperiet fandt sin profet” åbnet en flanke mod de danske islamforskere. Den blev uddybet, da han med sin kronik i Kristeligt Dagblad direkte opfordrede disse islamforskere til at komme ud af busken, se her. Det medførte i første omgang en ”modkronik” af Jakob Skovgaard-Petersen, se her. Den vendte jeg mig imod med en artikel her på bloggen, se her.

Nu har så også Thomas Hoffmann blandet sig i debatten sammen med Johanne Louise Christiansen, se her.

Det skuffede mig lidt. Jeg har hidtil regnet Hoffmann for én af dem, der ikke uden videre kunne siges at ”gemme sig i busken”. Hans artikler i Weekendavisen har været ganske oplysende, og i et interview med Mikkel Andersson på Kontrast.dk, se her, optrådte han nogenlunde neutralt, ikke islamofobisk, ikke islamofilt. Og jeg forsøgte derfor at få et kort læserbrev optaget i Kristeligt Dagblad. Det blev dog afvist allerede dagen efter. Og det kan naturligvis skyldes, at man den dag bragte et svar fra Morten Rydal, nemlig dette. Men jeg har en lumsk mistanke om, at det måske også skyldes, at jeg gik mere lige på og hårdt overfor islam, end man vil have det på avisen. Læserbrevet så sådan ud:

Koranens voldsord

Uoverensstemmelsen mellem Rydal og de tre koranforskerne forekommer mig af mindre betydning i forhold til indholdet i koranen. Den græske kirkefader Maximus Bekenderen (582-662) skriver omkring 640: ”Hvad er mere jammerligt og forfærdeligt for dem, der må opleve det, end at se et barbarisk ørkenfolk angribe andres lande, som om det var deres egne; at se civilisationen selv blive ødelagt af vilde og utæmmede dyr, som kun er mennesker i den ydre form”. Her har vi et vidnesbyrd om en hærfører, og det kan meget vel være den hærfører, som har fået navnet ”Muhammed”. Men er det ikke mærkeligt, så præcist disse ord beskriver den vold, der også i dag foretages af mennesker, der tror, at denne hærfører var Guds sendebud?

Når jeg greb til at citere Maximus, skyldes det, at både Skovgaard-Petersen og Thomas Hoffmann omtaler disse tidlige kristne kilder til islams fremvækst. Hoffmann forholdsvis neutralt, Skovgaard-Petersen lidt overfladisk. Han skriver:

Og af beretninger må man også nævne de ikke-muslimske krøniker, som Patricia Crone var den første til at opgradere. Også her er Muhammed allerede i 600-tallet nævnt som en hærfører og religiøs leder, selvom de ikke så har meget pænt at sige om ham. Disse ikke-muslimske kilder var med til at få Crone til at revidere sin revisionisme.

Det var Skovgaard-Petersens bemærkning om, at disse de ældste kilder til Muhammeds historie ikke har noget pænt at sige om ham, jeg ville kommentere med mit Maximus-citat. For det er jo meget pænt sagt en kolossal underdrivelse. Det er jo nemlig sandt og yderst karakteristisk for religionen islam, hvad Maximus siger, at dette ørkenfolk angriber andres lande, som om det var deres egne. For denne hærfører har den overbevisning, at han af Gud selv har fået ordre til at erobre den hele verden og tvinge den til at være islamisk.

Den kendsgerning forekommer mig mere relevant end spørgsmålet om, hvornår og hvordan koranen er blevet til. Men bevares, skal vi arbejde på den måde for at fratage muslimerne troen på koranen som Guds ord, åbenbaret uden fejl fra Gabriel til Muhammed og fra Muhammed til skriverne, og fra skriverne til vore dage, så kan vi da godt det. Hovedsagen er, at vi får slået fast for vore egne kristne tilhængere og derigennem jo også for de muslimer, der hører med, at koranen ikke er og ikke kan være Guds ord til menneskeheden.

Det sidste må med: den kan ikke være ord fra Gud. Det er det, en vestlig videnskabelig tilgang til koranen skal være med til at afsløre. Og derfor kan spørgsmålet om koranens højst menneskelige tilblivelse være et aktuelt spørgsmål at tage frem, hvis man vil afsløre, hvad islam går ud på, og hvis man vil forhindre den uheldige virkning, det kan have, hvis nogen læser alle voldsordene i koranen som opfordringer, man som troende muslim bør følge.

Blot syntes jeg altså i mit læserbrev, at det kunne gøres kortere, hvis jeg fik Maximus til at være talsmand for mig. Men det syntes Kristeligt Dagblad så åbenlyst ikke.

Steffen Wernberg-Moller har i Den korte Avis et indlæg, der har overskriften: ”Når sandheden om islam bliver forbudt i Vesten”, se her. Her hævder han, at:

der kan ikke på sandfærdigt grundlag argumenteres positivt for islam og islamisk indvandring. Man bliver nødt til at lyve, fortie og true.

Det er jeg fuldt ud enig med ham i. Blot siger jeg det på en måske lidt mere indviklet måde, idet jeg forklarer, at kristendommen er Ordets religion, islam Magtens religion, og at de mange diktaturer, vi har oplevet i vor del af verden, hele tiden finder det nødvendigt at bruge Ordet til at understøtte Magten, fordi de alligevel godt er klar over, at mennesket er et ordvæsen. Blot tror de, at mennesket er et flokdyr i den grad, at flokken kan true den enkelte til lydighed.

De to ting står logisk set hinanden imod. Og vil man som diverse diktatorer bruge Ordet til at understøtte Magten med, er man simpelthen nødt til at lyve, fortie og true.

Det er derfor, hvad islam i sidste ende er ude på. Blot forsøger enhver from muslim efter bedste evne at fortie det. Og det lykkes jo i forbavsende høj grad. Det er ubekvemt, at Maximus’ ord kommer frem, man kunne blive kaldt ”islamofob”, hvis man lod det ske. Og de, der kender den slags ord – Skovgaard-Petersen, f.eks. – nedtoner dem eller gør halvvejs grin med dem. Disse ældste vidner om Muhammeds tilstedeværelse på kloden, som jo altså er de kristne, der har måttet smage virkningen af de ”åbenbaringer”, han fik, ”har ikke noget pænt at sige om ham”. Nej, det tror da pokker! Deres lande blev jo brutalt erobret af denne såkaldte profet. Vi havde heller ikke noget pænt at sige om tyskerne under besættelsen.

Blot er Skovgaard-Petersens nedtoning typisk for os i den vestlige verden. Og – fortæller Robert Spencer – også for hinduerne i Indien.

Jeg har tidligere, nemlig her, citeret Spencer for at omtale en indisk shi’itisk muslim, endda en tidligere formand for den ledende muslimsk-shi’itiske forening i Indien ved navn Rizvi, for at kræve 26 voldsopfordringer udtaget af koranen. Det er et højst bemærkelsesværdig krav, men da shi’iterne ikke anerkender de tre første kaliffer, kan det nogenlunde logisk forklares med, at disse kaliffer stod for store erobringer og derfor havde brug for nogle voldsopfordringer.

Nu er Robert Spencer så på banen igen med nye oplysninger om denne sag, se her. Han kan berette, at en leder og talsmand for det hinduistiske parti BJP udtaler, at ”det er mit partis opfattelse, at det at sige absurde ting om en hvilken som helst religiøs tekst, herunder koranen, er en handling, der bør møde den stærkeste fordømmelse”.

Én ting er, at både shi’itter og sunnier i Indien fordømmer Rizvis opfattelse, de holder fast ved, at intet ord i koranen er blevet tilføjet eller ændret igennem 1400 år, men at hinduerne ikke nøjes med at holde deres mund, men hævder, at de 26 voldsopfordringer i koranen ikke må anfægtes, det er ganske besynderligt. For voldsopfordringerne retter sig mod alle ikke-muslimer, herunder naturligvis hinduer. Og dog har vi europæere ikke noget at lade hinduerne høre. For vi hævder nøjagtig den samme selvmodsigende, for ikke at sige selvmorderiske tese.

I det førnævnte indlæg fra Den korte Avis omtaler Wernberg-Moller sagen fra Østrig med en kvinde, Elisabeth Sabbaditsch Wolff, som

blev frikendt for at opildne til had, men dømt for fornedrelse af en religion – “a legally recognized religion”.

Til det sagde Sabbaditsch-Wolff selv: “Redegørelse for “religiøse overbevisninger af en i juridisk forstand anerkendt religion” på en faktuel og akkurat måde, kan konstituere “fornedrelse”, hvis den religion tilfældigvis er islam”.

Robert Spencer siger sådan her: “Stater som er regeret efter sharia forbyder fornærmelse af islam. Siden islamiske talsmænd anser fornærmelser mod islam som værende islamofobiske og kriminelle så benytter de alle mulige midler til at underkue ytringsfriheden, og arbejder på at lukke den ned fuldstændigt.

Fornærmelse mod islam omfatter at fremsige sandheden om islam. Ingen debat er tilladt”.

Men så har Wernberg-Moller en interessant tilføjelse. Han omtaler også sagen fra en skole i England, nærmere bestemt i Batley, hvor tre lærere er blevet suspenderet, fordi de havde brugt Charlie Hebdos Muhammedtegninger i undervisningen:

I den forbindelse er ytringsfriheden nu kommet til undsætning fra uventet kant. Kirken.

Ærkebiskoppen fra Canterbury Justin Welby sagde: “Jeg kender ikke detaljerne i sagen om skolen i Batley. Men i dette land afskaffede vi blasfemilovene for lang tid siden, tyve år er nu passeret, og Kirken af England var blandt dem som dengang støttede afskaffelsen af blasfemilovene.

Fordi vi mener, at blasfemi måske nok kan være et moralsk dårligt valg, i den forstand, at andre menneskers tro fornedres på en dårlig måde, men det burde ikke gøres til et kriminelt spørgsmål.

Jeg syntes, at lukke ytringsfriheden ned når det gælder religion (læs: islam), hvilket sker i forskellige dele af Europa lige nu, er helt forkert. Vi bliver nødt til at kunne tale frit”.

Det er så sandt, som det er sagt, at det er højst uventet, at kirken kommer ytringsfriheden til undsætning. Men det er dog sket før. Jeg har før været inde på en tidligere ærkebiskop i Canterbury, nemlig Rowan Williams, og hans svar på det muslimske brev ”A Common Word”, se her. Dette indlæg havde overskriften ”Gudsbegrebets indre logik”, og jeg citerede Rowan Williams for at sige:

Den tanke, at en hvilkensomhelst handling, hvor ekstrem eller ødelæggende eller endog morderisk den måtte være, kan retfærdiggøres med, at den afværger nederlag for en bestemt tro eller en særlig religiøs gruppe, er ikke i fuld overensstemmelse med den overbevisning, at vort nederlag ikke betyder Guds nederlag.

Selv udlagde jeg Rowan Williams’ tanker på denne måde:

Det er tanker, der ikke baserer sig på en specifik kristelig gudstanke, men på gudstanken i det hele taget, på gudstanken i dens logiske konsistens, derfor – sådan tænker Rowan Williams åbenbart – også på den muslimske gudstanke. Og udfoldelsen af, hvilke konsekvenser der ligger i denne åbenbart fælles gudstanke, viser sig så lige så stille at rulle tæppet væk under enhver form for muslimsk magtanvendelse. Og da magtanvendelse i Guds navn er noget, der så at sige er indbygget i den muslimske gudsforståelse, er det selve denne gudsforståelse, der får sit dødsstød med disse logiske udredninger. Men Rowan Williams siger ikke dette åbent, hvis det i det hele taget strejfer hans bevidsthed.

Dette er jo sådan set et bevis på, at muslimerne opfatter gudsbegrebet forkert, når de vil gøre Gud til en Magtgud, dvs., en gud, hvis magt afhænger af et menneskes, nemlig Muhammeds, magt. Derfor er muslimernes gud en afgud og Jesu Gud den sande Gud; han lod jo sin overbevisning om sandheden komme andre til gode alene ved ordets egen overbevisende kraft. Og i forlængelse af hans gudsopfattelse har vi udviklet et samfund med ytringsfrihed og deraf følgende intens debat, dvs., debat om alt muligt, herunder også religion og altså også islam, noget muslimerne ikke på nogen måde vil gå med til. De siger, det skyldes, at deres religiøse følelser bliver krænkede, men virkeligheden er, at de aldrig selv er gået ind i en ægte religiøs debat, og at deres religion heller ikke vil kunne holde til en sådan debat, fordi der – som Wernberg-Moller siger – ikke sandfærdigt kan argumenteres til fordel for islam.

Lad mig slutte med at citere fra Morten Rydals svarartikel i Kristeligt Dagblad den 14-4, se her. Han slutter med at skrive:

Skovgaard-Petersen stiller sig uforstående over for, at jeg som teolog beskæftiger mig med historisk-kritisk forskning, som, ifølge ham, potentielt kan undergrave det evangelium, som jeg forkynder hver søndag. Det skal man høre fra en professor!

Én ting er, at Bibelen – i modsætning til Koranen – til stadighed underlægges historisk-kritisk analyse.

Noget helt andet er, at det tilsyneladende er helt fremmed for Skovgaard-Petersen, at nogle af hans kolleger rent faktisk studerer islams historie af lidenskab for sandheden. Altså at de rent faktisk har en forestilling om, at vi ved forskning kan komme sandheden lidt nærmere – uanset at det måtte få ubekvemme konsekvenser. Det synes at være helt uden for Skovgaard-Petersens horisont.

Hvad var det da, Skovgaard-Petersen skrev til slut? Det var dette udbrud af undren:

Men det kan undre mig, at en teolog og sognepræst er så opsat på at påvise, at muslimske kilder ikke kan verificeres historisk. For det samme gælder jo den frelseshistorie, han selv prædiker over hver søndag. Og det går jo endda. Efter snart 200 års bibelkritik har kristne lært at skelne mellem historisk viden og kristen tro. Også muslimske intellektuelle har i generationer været klar over, at der kunne være tvivl om deres religiøse kilders historiske nøjagtighed. Var det ikke mere interessant at undersøge deres debatter om det?

Og her ses igen det forsøg på at samtænke islam og kristendom, som jeg før har anklaget ham for, se her. Man må dog som forsker i islam gøre sig klart, at der er himmelvid forskel på at anse sit helligskrift for skrevet af mennesker, overleveret på rent menneskelig vis, derfor genstand for almindelig historisk-videnskabelig forskning, og så anse sit helligskrift for skrevet af Gud selv, overleveret på fuldstændig sikker vis, så der ikke forekommer nogen fejl i nutidens koraner overhovedet, og derfor umulig at gøre til genstand for almindelig historisk-videnskabelig forskning, i hvert fald, hvis denne forskning påviser, at visse koranord ikke kan føres tilbage til Muhammed.

Og så tror alligevel Skovgaard-Petersen, at muslimer kan betragte deres koran, som vi betragter bibelen. Utroligt!

Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.