En drømmeislam

En drømmeislam er den form for islam, der afbildes i det nysudkomne manifest: Dansk-muslimsk-manifest, udgivet af imam Naveed Baig og islamolog Kasper Mathiesen. Manifestet kan ses her.

Manifestet har fået gode ord med på vejen af Kristeligt Dagblad, dels i en leder, se her og dels i en omtale, se her. Disse gode ord får så Uwe Max Jensen til på document.dk at anklage Kristeligt Dagblad for at skjule sandheden om de to forfattere, se her. Den sandhed kender nemlig Uwe Max Jensen. Han véd at fortælle om Kasper Mathiesen, at han i 2011 var meget begejstret for Osama bin Laden, og at han har talt varmt om Hizb ut-Tahrir. Og om Naveed Baig skriver han:

Pakistanske Naveed Baig er kendt som en af de mest tvetungede imamer i Danmarkshistorien. I dag fungerer Naveed Baig blandt andet som tillidsvækkende hospitalsimam på Rigshospitalet, men i midten af 1990’erne er der ganske andre toner fra den radikaliserede hadprædikant. Naveed Baig truer med drab fra talerstolen i en københavnsk moské.

Hvis han ikke beder om tilgivelse eller lærer af sine fejl, har man ret til at dræbe ham,” siger Naveed Baig.

Det er DR’s nuværende mellemøstkorrespondent, Puk Damsgård, der afslører de islamiske dødstrusler.

Og det lyder jo ikke så godt. Jeg var såmænd ved at tro, det var en overdrivelse. Men så læste jeg i Weekendavisen en notits af Søren Villemoes, hvor han kunne fortælle, at Kasper Mathiesen på sin blog for ti år siden havde skrevet:

De globale medier og Vestens militære propagandamaskiner har kun et par billeder af manden [altså af Osama bin Laden, rr]. På dem alle stråler han af ro, visdom og varme. Han ligner mere end noget andet en arketypisk Jesus-figur, en Buddha, en legende

Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, er heller ikke udelt begejstret i sin leder, se her. Bl.a. hedder det:

Men opgaven er (desværre) meget større, end manifestet lægger op til: Det vil »gøre op med etnisk-nationale normer, såsom æresrelateret vold, tvangsægteskaber, racisme, negativ social kontrol, undertrykkende patriarkalisme og antisemitisme«, fordi det grundlæggende er »uforeneligt med islam«. Gid det var så vel. Alle religioners grundlæggende dogmer er blevet udfordret af oplysningstankens krav om frihed – og de islamiske dogmer udfordres mere end nogen andre. En virkelig oplysning, ja, reformation af islam, kræver et langvarigt, smertefuldt opgør med disse dogmer, anført af religiøse tænkere og autoriteter. Reformatorerne vil møde hård modstand fra islamiske institutioner og religiøse autoriteter overalt. De risikerer at blive udstødt og angrebet. Det kræver lidt mere end et manifest, men det er dog en begyndelse.

Jeg vil prøve at gå en anden vej, når jeg skal bedømme manifestet. Egentlig havde jeg tænkt på at give dette indlæg overskriften ”En løgneislam”, men dermed ville jeg jo afsløre, at jeg tror, det er med vilje, at de to viser os et falsk billede af islam, at jeg altså går ind på Uwe Max Jensens påstand om Naveed Baig, at han er én af de mest tvetungede imamer i Danmarkshistorien. Og jeg vil egentlig hellere gå ud fra, at de virkelig mener det, de skriver i manifestet. Det er dog kun tilsyneladende mere imødekommende overfor dem. Når jeg er færdig med min kritik af dem – nok ikke allerede i dette indlæg, men så måske i nogle flere – vil det stå klart, at der er tale om særdeles farlige muslimer: de kan sikkert ikke overbevise ret mange muslimer om deres teser, men kan de i stedet overbevise naive danskere om dem, kan der komme mange forkerte reaktioner ud af det fra danskernes side.

Hvis man slår op på kapitel 12: Islam og familie, ser man til at begynde med nogle udmærkede betragtninger, der dog ikke er specielt muslimske, f.eks. denne:

Familiens bånd skal dyrkes og styrkes på tværs af generationerne. Dette kræver tålmodighed og overbærenhed, personlige ofre for familiefællesskabet, men også respekt for, og plads til, individet.

Efter denne indledende betragtning følger der som i alle kapitlerne en lille novelle. I denne novelle fortælles der om en ung kvinde, Maryam, hvis storebror havde giftet sig med en ikke-muslim og derfor ikke havde set sine forældre i flere år, og hvis storesøster havde forelsket sig i en ikke-muslim, hvilket fik hende til at pakke sin kuffert og flytte hjemmefra, også hun med faderens forbandelse hængende over sig. Der sluttes med nogle ord om Maryams anden storebror, der uden at forældrene véd det, er droppet ud af en uddannelse og blevet chauffør i et lastbilfirma.

Uden tvivl er dette er ret realistisk billede på, hvordan muslimske forældre blander sig i deres børns liv og vil bestemme deres valg af ægtefælle og ofte også deres valg af profession. Og alt kunne sådan set være såre godt og give anledning til en del diskussion i muslimske kredse – hvilket jo også er forfatternes hensigt – hvis det ikke var for én ting. De to forfattere har lige fået den lille notits med i novellen, at den ældste storesøsters mand, ”efter et års tid er konverteret til islam”.

Hvorfor skal det står der?, kan man spørge. Og svaret er, at dermed bliver et argument mod ægteskabet frataget faderen. For det er almindelig kendt, at ifølge koranen må en muslimsk mand godt gifte sig med en ikke-muslim, men en muslimsk kvinde må ikke. Det, der skal afbildes, synes altså at være faderens stivsind.

Men i så fald er det mærkeligt, at de koranord, der her som ved alle kapitler afslutter kapitlet, handler om ærefrygt for forældrene, ikke om forældres kærlighed til deres børn. Og mærkeligt er det også, at forfatterne ikke med et ord nævner de muslimske æresbegreber. Det er almindelig kendt, at børnenes ”forkerte” handlemåde fratager faderen ære. En mand, der vil opretholde den ære, han kan have i de muslimske kredse, han færdes i, må have styr på sine kvinder. Det har Maryams far ikke, og det gør ham rasende.

Vi danskere undrer os over den sociale kontrol i de muslimske miljøer. Men hvis ikke man forstår, at dette har noget med en mands ære at gøre, og at dette æresbegreb ikke sådan lige kan fjernes, fordi det er så indgroet blandt muslimerne, så forstår man ikke, hvor vanskeligt det vil være for en far at give sine børn samme frihed, som en dansk far giver sine børn.

Man kunne synes, at det var mere relevant at citere Sura 2,221(222), hvor det forbydes muslimer at gifte sig med ikke-muslimer. (Jeg citerer fra den norske udgave af koranen, fordi man dèr kan se sammenhængen). Det pågældende sted lyder:

2:222  Og gift dere ikke med kvinner fra avgudsdyrkerne, før de tror, for en troende slavinne er bedre enn en avgudsdyrker, selv om hun også måtte behage dere. Og bortgift ikke (deres kvinner) til avgudsdyrkerne, før de tror, for en troende slave er bedre enn en avgudsdyrker, selv om han (også) måtte behage dere. Slike kaller til (Helvetes) ild, men Allah kaller til Paradiset og tilgivelse etter Sin vilje. Og Han gjør Sine tegn klare for mennesker, for at de kan la seg formane.

Men det kan hænge sammen med en anden ‘from’ muslimsk skik: Man bringer de citater fra koranen, som man finder det fromt at gøre opmærksom på, ikke dem, som er mest relevante.

Det kan f.eks. ses i manifestet kapitel 14: islam og ægteskab. Her hedder det i den teksten:

Muslimer skal gøre op med vold, tvang og undertrykkelse i ægteskabet. Vi skal også gøre op med snævre etnisk-betingede ægteskabs-kulturer; Islam tillader entydigt ægteskab på tværs af kultur og etnicitet.

Ud fra det koransted, jeg lige har citeret, vil nok de fleste imamer sige, at islam entydigt forbyder ægteskab på tværs af kultur, i hvert fald, når man i begrebet kultur medindregner begrebet religion. Og det har da også været muslimsk praksis så at sige overalt, i hvert fald har man forbudt muslimske kvinder at gifte sig med ikke-muslimske mænd, for kvinden tænkes jo i ethvert ægteskab at være den underordnede, og det går ikke an, at en ikke-muslim hersker over en muslim.

Og hvad angår det første: at muslimer skal gøre op med vold i ægteskabet, er dette ikke blot imod almindelig muslimsk skik, det er også imod koranen. For i Sura 4,34(35) hedder det:

4.35 Mennene er ansvarlige for kvinnene med det som Allah har utmerket noen av dem med fremfor andre, og med det som de gir ut av sin eiendom. Derfor er de rettferdige kvinner de lydige (og) de som vokter over det usette med Allahs hjelp. Og dem som dere frykter opprør fra, skal dere formane og la alene i deres senger, og (om nødvendig) straffe. Men om de adlyder dere, så søk ingen vei (til straff) over dem, sannelig Allah er Opphøyet, Stor.

Man kan lægge mærke til, at de fleste oversættere har det på samme måde som vore to forfattere: de er så påvirkede af de vestlige tankegange, at de prøver at ændre koranens tekst, så den kan danne baggrund for deres drømmeislam. Og det kan vi vesterlændinge da godt være lidt stolte af, men er vi ikke nødt til at gøre vore muslimske landsmænd opmærksom på, at vil de være med på vores galej, hvad angår kvinders ligestilling, så kan de ikke samtidig være med på den muslimske galej, der siger, at koranens er Guds ord fra ende til anden?

Så kan man for øvrigt se, at den novelle, der følger efter denne koranløgn, vistnok er temmelig urealistisk. Den handler om den muslimske kvinde, Dania, der har fået høje bjerge på hjernen, og omsider får sparet sammen til at kunne komme til Himalaya. Dog må hun til sidst give op overfor anstrengelserne i højderne og bliver hjulpet tilbage til lejren af den lokale guide Adit. De to bliver så forelskede og skriver sammen, da hun er kommet hjem. Han fortæller, at han har studeret islam på YouTube, og nu er klar til at konvertere til islam. Og så kan de blive islamisk viet i København. De er stadig sammen 10 år senere, hvor de har fået tre børn.

Hvad skal man sige til en sådan historie? At det er højst usandsynligt, at en muslimsk kvinde på egen hånd bestiller en rejse til Nepal; for hvad mon hendes forældre siger til det? Dem hører vi ikke det mindste til. Og er det ikke også usandsynligt, at en guide fra Nepal vil slippe sin religion for at kunne gifte sig med en muslim? Det er vist kun her i den vestlige verden, at religionen betragtes som et tilfældigt vedhæng, som man så let som ingenting kan udskifte. Og Dania selv? Kan hun virkelig gå med til, at Adit skal skifte religion for at de kan blive gift? Deler hun ikke forfatternes opfattelse: at islam éntydigt tillader ægteskab på tværs af kultur og etnicitet?

Men jeg forstår det da godt: ved at indføje den lille bemærkning om Adit, der konverterer til islam, slipper forfatterne for at skulle forsvare sig overfor alle de andre muslimer, der har et mere traditionelt syn på, hvad en from muslim må og ikke må. Nå ja, de har da i den forudgående historie ”glemt” den fromme muslimske regel, at når en mand og en kvinde er alene sammen i et værelse, så er djævelen altid med som tredjepart. Men hvad, den regel er måske ikke så kendt, i hvert fald ikke så kendt blandt naive danskere.

Men hvis nogen synes, at vore to forfattere med disse to eksempler lader islam ligne kristendommen lidt for meget, så er kapitel 33 et helt anderledes klart eksempel på det. Kapitlet hedder ”Islam og udviklingshæmmede”, og som sædvanlig indledes der med en beskrivelse af, hvor god islam er. Det hedder bl.a.: ”At drage omsorg for og støtte folk med særlige behov, fysisk og psykisk, er pålagt alle muslimer i fællesskab og belønnes rigt af Allah”.

Men mærkeligt nok viser den tilknyttede novelle, at den beskrivelse af Allahs lov ikke er trængt igennem blandt vore muslimske landsmænd. Den handler om en pige med cystisk fibrose, som er henvist til at sidde i kørestol hele tiden, men ellers er kvik nok i pæren. Hun har hele sin barndom følt sig skamfuld over at være den, hun er, og dertil mærket, at familien også følte skam over at have fået et barn som hende.

Linas far er udadtil en religiøs mand med et fint rygte i den lokale moske. Han underviser endda i islam og familien er ofte i moskeen til forskellige sociale arrangementer. Lina har dog aldrig fået lov til at komme med. Faderen har aldrig formået at acceptere hende som hun er, som Gud har skabt hende, har aldrig formået at elske hende. Tværtimod, føler hun, har han altid skældt hende ud eller været åbenlyst skuffet, modløs og trist over at se på hende.

Men hun bor ikke hos familien til stadighed.

I dag er Lina 29 år og har boet alene, med 24-timers handicaphjælp, siden hun var 22. Hun er i gang med en IT-uddannelse og har endda fundet arbejde. Da hun flyttede hjemmefra som 18-årig, og kom på en institution for folk som hende selv, oplevede hun for første gang ikke at blive opfattet som Guds straf og begyndte at lære at acceptere sig selv. Med tiden har Lina udviklet en dyb foragt for det hun oplever som sine forældres hykleri, for islam, og for den skam hun oplever at religionen og hendes forældre har pålagt hende at leve med. Hun kan jo ikke gøre for, at hun er, som hun er. For et par år siden er Lina konverteret til Kristendommen, fordi hun føler, at hun i den religion bedre kan blive accepteret, som hun er.

Hvad skal man sige til det? Skal man være stolt på kristendommens vegne? Eller skal man betragte det som et forsøg på at få islam til at ligne kristendommen mest muligt? Eller er det ”blot” en udskamning af medmuslimerne, fordi de gennem deres religion påfører hende en skam at leve med? Men hvis de to forfattere er så sikre på det, de skriver i kapitlet: at dette at støtte og hjælpe mennesker med særligt behov belønnes af Allah, hvorfor har de så kun et ord om Job at vise fra koranen? Man skulle tro, at når de er så sikre på, at disse gerninger belønnes af Allah, så måtte det være en smal sag at finde koranvers, der sagde netop det. Det har de ikke gjort. Mærkeligt!

Jeg er mest tilbøjelig til at gribes af sorg på de to forfatteres vegne. Så tæt på at have opdaget det væsentlige ved menneskelivet og dog så langt borte! Deres medmuslimer har jo dog begrebet det, de her siger om Allah: at han belønner gode gerninger. For når man befinder sig i et lovunivers, når det, det drejer sig om i livet, er at gøre de af Allah befalede gerninger, så er det op til én selv, om man vinder Allahs bifald, man har ikke som i kristendommen på forhånd Guds accept. Det er ens egen skyld, om man bliver anerkendt eller ej. Det har Maryams og Danias fædre forstået. For de véd, at indenfor islam er det dem selv, der skal kæmpe for at opnå og bevare æren. Og Linas far har den samme opfattelse. Derfor er Lina ham en torn i øjet. For hvordan kan han opfatte hende som andet end en straf fra Gud?

Og de to forfattere synes at være enig med ham, når de lader koranverset handle om Job. Der er tale om Sura 21,83(84):

21:84  Og (ihukom) Job, da han ropte til sin Herre: Jeg er blitt rammet av lidelse, og Du er den Barmhjertigste av alle som viser barmhjertighet. 21:85  Så bønnhørte Vi ham og fjernet den lidelse som hadde (rammet ham). Og Vi ga ham hans familie og deres like med dem (som) en barmhjertighet fra Oss, og en formaning for dem som tilber (Allah).

Åh, disse lovtanker! Hvor kan de dog ødelægge alt! Jovist, Job fik alting tilbage, det kender vi fra den bibelske historie. Men Lina fik jo ikke lov til at få kræfter til selv at gå. Hendes far blev derfor ved med at føle, at hun tog hans ære fra ham. For når loven er det overordnede, når alting gøres op i halal og haram, når det drejer sig om at kunne møde frem for Guds domstol med en række gode gerninger, så bliver ens menneskeliv bedømt på tilsvarende vis, så bliver ens egen mening om én selv, ens naboers mening om én afhængig af den række lovoverholdelser, man kan præstere.

-Men hvad da? Hvad vil du sætte i stedet for de gode gerninger, som Allah påbyder, du kristne præst?

Fællesskab! Fællesskabet med familien, fællesskabet med naboerne, fællesskabet med venner og bekendte. Alt, hvad der skal gøres, har sit udspring i fællesskabet, gøres, for at fællesskabet kan blive helt og lykkeligt, gøres, for at tilliden kan blive hel og gro sig stærk. Det er troen, der frelser, siger vi kristne, men det er jo netop troen på fællesskabet, troen på, at tilgivelse og forståelse er en mulighed, troen på, at indlevelse i den andens tankegang og vanskeligheder kan finde sted, så fællesskabet styrkes endnu mere.

Eller jeg kunne sige, at det, der skal sættes i stedet for hele denne løntankegang er taknemligheden; er taknemligheden for livet i sig selv, taknemligheden for det gode liv, der gives én, i Linas fars tilfælde: taknemligheden over, at Lina har sin forstand og kan uddanne sig, taknemligheden over, at hun har levet i et samfund, hvor hun har kunnet få hjælp.

Hvor anbringer forfatterne sig?

Tja, de synes at anbringe sig i den dybe kløft, der findes mellem islam og kristendommen. Og man må virkelig spørge dem: Hvordan kan de dog holde fast ved koranen som deres vejleder, når den er skrevet af et menneske som Muhammed, og dertil giver en række umenneskelige befalinger i Guds navn?

Jeg mener, Muhammed lader jo Allah kræve, at tyvens hånd skal hugges af, Sura 5,38(39). Og ingen tvivl om det: det at gå rundt med en manglende højre hånd er og skal være en stadig nedværdigelse. Det hedder også i Ibn Ishaqs levnedsbeskrivelse, at Muhammed lod nogle af sine modstandere straffe på den måde, at de fik højre fod og venstre hånd hugget af; derefter sad Muhammed indenfor i skyggen og så, hvordan de tumlede rundt i den brændende sol udenfor.

Og han giver rask væk ordre til, at folk, som har vendt sig imod ham og hans budskab, skal dræbes, f.eks. skal en digterinde, der har digtet smædevers om ham, udleveres fra Mekka som betingelse for, at han vil undlade at plyndre byen i 630. Og hun blev udleveret og hun blev henrettet af den Muhammed, som man kalder Guds sendebud.

Ligeledes lader han en hel jødisk stammes mænd henrette i Medina. Kvinderne fordeler han mellem sine krigere, efter at han selv har bemægtiget sig de smukkeste.

Er det en mand, hvis ord man kan stole på? Er det et menneske, værdigt til profetnavnet?

Men kan de to forfattere blive stående i denne kløft? Kan de til stadighed anbefale deres medmuslimer at gøre som de kristne gør, at lade forelskelse besætte sig som grundlag for et senere ægteskab, at lade familiens fællesskab være så stærkt, at det også kan klare at indoptage en handicappet person, og så samtidig prøve at lade alt sådant være underbygget af omhyggeligt udvalgte koranvers, hvor de værste og mest krigeriske vers er sorteret fra? De må dog på ét eller andet tidspunkt blive klar over, at det er det, de gør, og at det ikke er tilfældigt, at disse som de selv mener uheldige tendenser med bl.a. manglende ligestilling mellem mænd og kvinder har udviklet sig indenfor islam. Det må dog vel falde dem ind, at når de anbefaler kristne måder at forholde sig til tilværelsen på, så er det lidt mærkeligt at skulle holde fast ved tanken om, at en kristen mand ikke er god nok til en muslimsk kvinde. Mærkeligt? Nej, selvmodsigende.

Ja, ja, jeg har nok set, at de i kapitel 28 omtaler den persiske digter Rumi. Og noget tyder også på, at det ikke er Main-Stream-Islam, de holder sig til, men mere den retning indenfor islam, der hedder sufisme, en retning, der har temmelig meget tilfælles med kristendommen.

Men ærlig talt, de fleste plejer at foretrække den ægte vare frem for en simili-vare. Hvorfor vil de to forfattere ikke det?

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.