Koranudpluk

Det er almindeligt antaget, at man skal læse en tekst i sammenhæng. Man må ikke udskille en lille del af den og lade, som om denne lille del er det hele.

Ikke mindst får vi ikke-muslimer ofte dette at vide, når vi drister os til at udlægge en tekst fra koranen: ”Det har I helt misforstået, I må se dette udsagn i dets sammenhæng!” Og det må vi jo så tage til os.

Ikke desto mindre vil jeg i dette indlæg vise, hvordan de to forfattere til Dansk-muslimsk-manifest, der kan ses her, i en bestemt meget afgørende sammenhæng beskærer deres korancitater på en ganske uforsvarlig måde.

Men først skal jeg lige feje for egen dør.

For et par indlæg siden, nemlig her, citerede jeg den gamle græske kirkefader, Maximus Bekenderen for at sige følgende:

Hvad er mere jammerligt og forfærdeligt for dem, der må opleve det, end at se et barbarisk ørkenfolk angribe andres lande, som om det var deres egne; at se civilisationen selv blive ødelagt af vilde og utæmmede dyr, som kun er mennesker i den ydre form.

Og uden videre gik jeg ud fra, at det barbariske ørkenfolk, han beskrev, var muslimske arabere. Nu har jeg så konsulteret én af de forskere, som er knyttet til det af mange islamforskere forkætrede forskerhold: INARAH, nemlig Karl-Heinz Ohlig. Han har skrevet en artikel, der hedder ”Evidence of a New Religion in Christian Litterature”, som kan ses her. Her siger han om dette citat, at der ikke er enighed blandt forskere om, at det er de tidlige muslimer, det drejer sig om. Blandt andet véd man, at Maximus i 632 var i gang med at udlægge Habakuks bog. Her står der noget om kaldæerne, som erobrer bopladser, som ikke er deres egne (Hab 1,6). Så måske er det fra Habakuks bog, at han har udsagnet om, at de angriber andres lande, som om det var deres egne.

Men hvad enten udsagnet er blevet til, fordi Maximus kendte til de tidlige muslimer, eller det er blevet til, fordi han henter nogle tanker fra Habakuks bog, stadigvæk synes jeg, udsagnet passer fortrinligt på muslimerne og deres erobringer: de mener jo virkelig igennem den såkaldte åbenbaring til Muhammed at have fået besked fra allerhøjeste sted om at erobre hele verden.

Dette bekræftes af den store muslimske filosof Ibn Khaldun. Om ham skrev jeg i sin tid, se her:

Han skriver: ”I det muslimske samfund, er hellig krig en religiøs pligt på grund af den muslimske sendelses universalitet og forpligtelsen til at omvende enhver til islam enten ved overtalelse eller ved magt”. (Kapitel 3, afsnit 31). Og i samme åndedrag gør han udtrykkelig opmærksom på, at en tilsvarende forpligtelse giver kristendommen ikke de kristne; deres religion, siger han, udbredes udelukkende gennem det, der i hans øjne er ‘propaganda’.

Den kendsgerning mener jeg ikke, vi skal overse. Man kan se på den med beundring: i løbet af 100 år udbredte islam sig ved sværdets hjælp hen over Nordafrika, op gennem Spanien, indtil islam midt i Frankrig i 732 blev standset af Karl Martel. Og i den modsatte ende af Middelhavet trængte de muslimske osmanner frem gennem Lilleasien, erobrede Konstantinopel i 1453 og nåede i 1529 frem til Wien, som de belejrede, men ikke indtog. Først ved en senere belejring af Wien i 1683 lykkedes det at slå tyrkerne så eftertrykkeligt, at de ikke siden har prøvet at erobre Europa. Man kan beundre det, ja, men man kan også se på det som en utilladelig forstyrrelse af freden, som udtryk for en tro, der ikke vil lade os leve i fred.

Vi vesterlændinge får hele tiden at vide, at vi skal vise anger overfor de erobringer og koloniseringer, vore bedsteforældre foretog. Det prøver vi så pligtskyldigst på. Men burde vi ikke kræve en tilsvarende anger fra muslimernes side for de erobringer, de har foretaget, og de krige, de har anstiftet mod os, ganske ud fra den devise, som er beskrevet af Maximus og gentaget af Ibn Khaldun: at hellig krig (jihad) er en religiøs pligt? Jo, måske, men en sådan anger kan vi godt kikke i vejviseren efter.

Det gælder også Dansk-muslimsk-manifest. De to forfattere til manifestet, Naveed Baig og Kasper Mathiesen, har ganske vist et kapitel i manifestet, der hedder ”35 – Islam og terror”. Og så tror man måske, at de vil undskylde for al den jihad, som muslimer har udført. Men nej, overhovedet ikke! Om ”Islam og terror” skriver de:

Billigelse og brug af terror er imod Islams lære. Det samme gælder støtte til drab og overgreb på civile, samt ethvert forsøg på at underminere samfundets stabilitet og skabe kaos. Muslimske institutioner skal i højere grad samarbejde med resten af samfundet og myndighederne mod den ekstremisme som kan lede til terror, uanset hvor det stammer fra.

Og det lyder jo smukt. Og det, de skriver i den korte novelle, er lige så smukt. Novellen handler om en ældre muslim, der er vant til hver dag at komme i moskéen. Her ser han en dag en meget høj ung mand i slutningen af tyverne deltage i middagsbønnen. Desuden er der kommet en gruppe yngre mænd, som taler sammen med denne høje person. Da det har stået på nogle uger, beslutter vor hovedperson sig at henvende sig til én fra bestyrelsen, om ikke de skal holde øje med denne gruppe. Men så holder de op med at komme i moskéen. Og så hedder det om vor hovedperson, Mounir:

Næsten et år senere sidder han på biblioteket og læser dagens aviser. PET har afværget et planlagt terrorangreb på Nørreport station. På forsiden af avisen er der et billede af tre mænd, der føres bort af politiet. De har bjælker for øjnene, men Mounir synes, han kan genkende den store mand, der går forrest.

Denne novelle er i mine øjne ret intetsigende. Muslimske institutioner skal samarbejde med resten af samfundet mod ekstremisme. Ja, det kunne jo være skønt nok, om de gjorde det. Men var der nogen i denne historie, der gjorde det? Det får vi ikke at vide. Men det er da altid noget, at vore to forfattere indrømmer, at terrorhandlinger kan udspringe fra islam. Det var jo folk, der kom i moskéen, der havde planlagt en terrorhandling. Men noget sådant er altså forbudt ifølge islam, hævder de.

Men hvordan beviser de det så?

Jo, det gør det såmænd ved at bruge koranudplukningsmetoden.

Det første udpluk er hentet fra Sura 5,32(33). Her står der ifølge den norske oversættelse:

5:33  Av denne grunn foreskrev Vi Israels barn at den som dreper et menneske, hvis det ikke er for (mord på) et menneske eller for opprør i landet, så skal det (for ham) være som om han har drept hele menneskeheten. Og den som lar det i live, så skal det (for ham) være som om han holdt hele menneskeheten i live. Og Våre sendebud er visselig kommet til dem med klare tegn, men de fleste av dem handlet etter det visselig umåteholdent i landet.

Dette vers har af de norske oversættere fået følgende ord med på vejen:

Her er det referert til læren i Det Gamle Testamente. Det menes her at dersom noen dreper en viktig skikkelse som har betydning for verden, er det som å drepe menneskeheten.

Det er nu én ting, at disse oversættere ikke har gidet slå efter i Det gamle Testamente. For sådanne ord står ingen steder i Det gamle Testamente. De muslimer, der er klar over denne mangel, kan naturligvis forsvare ordene her med den ”oplysning”, at jøderne har forfalsket deres åbenbaringsskrift, Det gamle Testamente. Men når man får at vide, at den tanke, at den, der dræber ét menneske, skal være som én, der har dræbt hele menneskeheden, findes i en jødisk mishna fra 250 e. Kr., så duer den forklaring ikke, ja, så bliver dette ord et bevis på, at det er Muhammed og ikke Gud, der står bag koranens ord. For om Muhammed kan man godt tro, at han har hørt denne lidt mærkelige mishna og troet, at det var Det gamle Testamente selv, der blev gengivet, men om Gud kan man ikke mene noget sådant, se evt. en oversættelse af mishnaen fra 250 i min artikel her.

Men selv, hvis vi lægger denne oplysning til side, er brugen af koranstedet i denne forbindelse forkert. Man har dels overset, at verset omtaler en befaling til Israels folk, ikke til muslimerne, og man har dels taget verset ud af dets sammenhæng.

Der er i vore dage mange andre muslimer, der tager verset, som om det er talt til muslimerne. For det er jo et udmærkede fredsopfordrende ord. Og sådan vil også vore to forfattere have det opfattet. Og vil man det, er det nødvendigt at gå let hen over det, der står i det næste vers. For det er nemlig, i modsætning til det første, talt til muslimerne. Her hedder det:

5:34  Lønnen for dem som fører krig mot Allah og Hans Sendebud, og som anstrenger seg for å skape opprør i landet, skal ene og alene være at de drepes eller korsfestes, eller at deres hender og føtter hugges av på motsatt side, eller at de fordrives fra landet. Dette vil være til skjensel for dem i denne verden, og i den kommende vil de lide en betydelig straff.

Og så er vi jo henne i noget, der ikke er helt så fredsopfordrende som det førstnævnte vers. Og dette er altså talt til muslimerne. Og det kunne vore to forfattere da godt have taget med, hvis de altså havde forstået, at man ikke må plukke i koranens ord, men altid skal have sammenhængen med. I stedet har de taget det smukke ord fra det forrige vers og anvendt det på muslimerne i stedet for på jøderne.

Og dette skal være koranudlægning!

Men det næste koranord er næsten værre.

Det er taget fra Sura 4,29(30) hvor der står:

4:30  Å dere som tror, spis ikke opp deres eiendom innbyrdes ved falskhet, med mindre det skjer ved handel etter gjensidig overenskomst. Og drep ikke dere selv, sannelig, Allah er Barmhjertig mot dere.

Og det er jo så tydeligt vendte mod muslimerne og giver besked om, hvordan de skal forholde sig overfor andre muslimer. Denne kendsgerning har forfatterne imidlertid valgt at tilsløre. Så man citerer kun den sidste del af verset. Det ser sådan ud:

..I må ikke slå hinanden ihjel! Gud er barmhjertig imod jer. (4:29)

På den måde får man ordet til at blive en opfordring til menneskene i al almindelighed: vi må ikke slå andre mennesker ihjel. Og bevares, det lyder da fromt, og det er da også noget, vi danskere gerne vil høre: tænk, står der virkelig et sådant fredsord i koranen? Men det er altså ikke korrekt, det er en ordudplukning af værste skuffe, vi her er vidne til.

Kristeligt Dagblad skriver i sin leder den 14-4 således, se her:

Om der er mange muslimer, der vil bakke op om manifestet eller melder sig ind i Naveed Baigs menighed, er usikkert. Det er i første omgang heller ikke antallet af tilhængere, der er det væsentlige. Det væsentlige er her, at den mest samtalevenlige del af dansk islam melder sig på banen for at diskutere med andre muslimer og ikke-muslimer. Indtil nu har det store problem netop været, at den organiserede muslimske tro mangler talspersoner, der kan være del af en moderne europæisk offentlighed uden enten at stikke hovedet i busken, når debatten bliver svær, eller forfalde til krænkelse over kritik.

Det kan såmænd være rigtigt nok at kalde de to muslimer for ”samtalevenlige”. Men man må så sandelig spørge, om det er klogt af os danskere at indlade os i samtale med dem. Vil man svare ja til det spørgsmål, må man prøve at få samtalen til at blive en kritisk samtale, ikke den sædvanlige talen-muslimerne-efter-munden.

Ellers bliver virkningen af manifestet, at vi danskere endnu en gang lader os narre til at overse de væsentlige forskelle, der er på islam og kristendom.

Og altså: det må nærmest kaldes direkte snyd, når muslimer hugger en hæl og klipper en tå på koranen for at få den til at stemme overens med deres vestligt inspirerede overbevisning.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

Et svar til Koranudpluk

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.