Noget at være stolt af?

I sangen ”Jeg elsker de grønne lunde” hedder det i det fjerde vers:

Mig fryder din ros, din ære,

mig knuger din sorg, dit savn.

Hver glans, hver plet vil jeg bære,

som falder på Danmarks navn.

Med disse ord vil forfatteren, Johs. Helms, hævde, at en ganske almindelig dansker, f.eks. undertegnede, i den grad er bundet sammen med sit fædreland, at fædrelandets glans og plet bliver enkeltindividets glans og plet.

Jeg husker, at Victor Borge engang, da han havde haft en tv-forestilling i Danmark på dansk, sluttede af med at spille netop ”Jeg elsker de grønne lunde”. Og jeg husker også, at jeg blev grebet af det. Han var som jøde flygtet til Amerika og havde slået igennem som pianist og komiker. Og ærlig talt, det var vi danskere da lidt stolte af.

Stolte af? Hvordan det, han var jo jøde.

Ja, men han var dansk jøde. Han hørte med til ”os”.

Selvfølgelig hører der da meget andet med til denne stolthed. Han havde en humor, som vi syntes var udpræget dansk, selv om amerikanerne tilsyneladende også kunne goutere den. Og måske vi også, som det lille folk, vi var, greb enhver mulighed for at føle lidt stolthed på nationens vegne.

Jeg gætter på, at andre folk har det på samme måde. Men hvis stolthed eller i det mindste glæde over at tilhøre det folk, man tilhører, betyder noget, så bliver spørgsmålet: hvad så med de folk, der har mere at skamme sig over end at være stolt over? Tyskerne, f.eks.

Hvad tyskerne angår, mener jeg, vi har set, at de har klaret den proces ganske udmærket. Og det er heller ikke deres problemer, jeg her vil beskæftige mig med. Det er vore indvandreres problemer, nærmere betegnet, vore muslimske landsmænds problemer.

Vi kan godt kalde dem ”landsmænd”, sådan som jeg plejer at gøre det her på bloggen. For de bor jo her i landet sammen med os gammeldanskere. Men lige så lidt som de danske udvandrere til Argentina blev argentinere ”over night”, lige så lidt bliver jo muslimske indvandrere danskere i løbet af et tiår eller to. Og man kan ikke forvente, at de skal føle skam over kommunistlovene i 1941 eller føle stolthed over hjælpen til jøderne i 1943.

Men hvad har de så at have deres identitet i? Hvad har de så, de kan føle stolthed over?

Det er spørgsmålet. Og svaret på det spørgsmål er i meget høj grad: islam. For så vidt, altså, som de er muslimer.

Det, der så er problemet, er, at den stolthed, de føler over at være muslimer, er en påtaget stolthed, en falsk stolthed, en stolthed, som baserer sig på påstande uden basis eller ligefrem på urigtige påstande.

I årene fra cirka 1000 til 1500 var det islam, der var den stærkeste i forhold til Vesten. Men i de senere århundreder er det Vesten, der i den grad har fået overtaget, økonomisk, kulturelt og militært, så at de muslimske lande har følt sig meget foranlediget til at tage ved lære af de vestlige lande. Pakistan overtog således i høj grad de engelsk inspirerede love, da det blev dannet, Tyrkiet gennemførte i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet nogle vældige folkedrab på armenierne, men de gennemførte alligevel – eller som reaktion på dette – en omfattende vestliggørelse i 1920erne: de fik et europæisk alfabet, de forbød tørklæder på universiteterne, og meget andet, ting, som Erdogan styk for styk har ført tilbage til den oprindelige islamiske skikkelse; dog ikke alfabetet, det er endnu af vestlig observans.

Men der har været en række reaktioner på denne vestliggørelse, reaktioner, der har skullet tage stilling til Vestens overvældende store magt. Og det har været en svær opgave at skulle løse. For islam er en magtreligion, og noget af det, der tidligere kunne ”bevise”, at islam var den sande religion, var, at de muslimske hære fremkaldte frygt i deres fjenders hjerter, eller altså: at de muslimske lande var de europæiske lande overlegen på utrolig mange områder. Når dette ”bevis” ikke længere forefandtes, stod disse islamreformatorer med det store spørgsmål: Hvad så? Hvad har vi så at være stolte af?

Mange af dem fandt ud af, at de ville være stolte af islam. Nu ikke af islam som militærmagt, men af islam som moralsk overlegen størrelse. Påstanden var, at muslimerne, fordi de havde fået koranen som Guds åbenbaring og rettede sig efter det, der stod i koranen, var bedre mennesker end os andre, mere moralske, mere lydige imod Guds befalinger. Tidligere skulle en sådan påstand ledsages af en påvisning af, at Gud af den grund havde givet islam jordisk overherredømme, nu måtte man droppe denne påvisning og måtte nøjes med at påpege eller rettere påstå den moralske overlegenhed hos muslimerne.

Og det er jo normalt ikke vanskeligt at overbevise mennesker om, at de er bedre end andre. Således også her. Muslimerne, der er indvandret til os, betragter sig i det store og hele som bedre mennesker end os. I hvert fald får de denne overbevisning ind i sig gennem deres religion. Blot er der det problem ved en sådan påstand, at ganske mange muslimer godt kan se, at de aldeles ikke er bedre end os vesterlændinge, hverken dygtigere eller mere moralske. Og så er grunden lagt til en skizofreni i den muslimske sjæl. Så må de enten droppe alle overvejelser over ”os” og ”dem”, forskelle og ligheder, eller også må de prøve at fastholde deres muslimske overlegenhedsfølelse i trods, en trods, der bunder i, at de godt et sted i deres bevidsthed véd, at det er løgn.

Jeg omtalte for en halvandet års tid siden en flamsk professor, Wim van Rooy, som ud fra sine erfaringer med undervisning af muslimer, brugte ordet skizofreni til at beskrive tilstanden. Jeg refererede ham på følgende måde:

Han fortalte f.eks. om en række psykiatere, han kendte, som havde lagt mærke til, at de muslimer, der kom i deres praksis, ofte udviste skizofrene træk. Jeg tror ikke, at denne iagttagelse har nogen gyldighed i psykiatrien, men det, van Rooy forvandlede den til, forekom mig rigtigt.

Hvordan det?

Jo, efter at have fortalt om psykiaternes iagttagelse, sagde han:

”Dette overrasker mig ikke, og det er noget, som alt for sjældent tages i betragtning. Muslimen får at vide, aldrig udtalt, altid implicit, at ‘islam er den bedste religion’, ‘det er den endegyldige religion’, osv. Så han opdrages til at have en følelse af overlegenhed. Og så kommer de her til Vesten og I véd allerede, hvordan det ender her. I Vesten er de ikke de bedste.” (Se her).

Sådanne overvejelser kan man godt anbefale Naveed Baig og Kasper Mathiesen at tage hensyn til, når de vil beskrive muslimers opførsel her i landet i deres manifest, som man ser her. Denne skizofreni forklarer, at forældrene sender deres børn på ”genopdragelsesrejser” til hjemlandet, hvis de bliver for danske. Den forklarer, at forældrene, især faderen, ser børnenes naturlige indlevelse i det danske som en trussel mod deres identitet. Den forklarer, at muslimerne overalt vil ”flage” med deres muslimskhed i form af kvindernes tørklæder. Den forklarer deres krampagtige forsøg på at styre de unges forelskelser gennem en så omfattende kønsadskillelse, som lader sig gennemføre på dansk grund.

Og man vil nok ud fra en sådan forståelse af muslimernes væremåde kunne forudse, at de to forfatteres forsøg på i deres manifest at fremkalde en muslimsk reformation vil falde til jorden. Wim van Rooy har denne lidt pessimistiske fremtidsudsigt for sådanne reformatorer:

van Rooy mener, at enhver muslim, der opfanger noget af Vestens filosofi og tager den med sig tilbage til islam og prøver at ændre islam – eller at optø islams iskolde gudsforståelse – mødes med interesse i begyndelsen, men efter kort tid – tyve, tredive, fyrre år – må opgive deres reformationsforsøg. For alt, hvad man behøver at vide, står jo i koranen.

Det er nu min påstand, at de to forfattere til det omtalte manifest lider af den samme skizofreni: de har en idealforestilling om islam, som de blot ikke kan få til at stemme overens hverken med islams historie eller med koranen. Derfor føler de sig nødsaget til at beskære ikke så lidt i koranens tekster.

Og i en slags bisætning skal det da indrømmes, at de ikke er alene om denne skizofreni i islams historie. Temmelig mange muslimske filosoffer har været nødt til at arbejde på samme måde. Al-Farabi har måttet hævde, at fornuften ved omhyggelig tænkning ville nå frem til de samme resultater som koranen; koranen er derfor for de uuddannede, men fornuften for de lærde. Noget af det samme hævder Ibn-Rushd. Og en lærd muslim kunne engang i 900-tallet hævde, at de, der havde foretaget mirakler, var tryllekunstnere, og at den åbenbarede lov burde forkastes: enten var den i overensstemmelse med fornuften, og så var den overflødig, eller også var den i modsætning til fornuften, og så var den forkert. Det har jeg skrevet lidt om her.

Min mistanke er, at de to forfattere er grebet af den sekt indenfor islam, der hedder sufismen. Eller mistanke og mistanke! Det er jo en ærlig sag at være sufist. Men hvis man skal være et helt menneske og ikke en snyder, må man vel ét eller andet sted indrømme, at Muhammed ikke var sufist, at han ikke havde så stor respekt for menneskeliv, som sufismen forudsætter. Men nej, det kan ikke ses på manifestet.

Tag kapitel 10: Muslimer og reformation! De indledende betragtninger er da udmærkede, hvis blot de kunne underbygges med korancitater. De ser sådan ud:

Ægte forandring begynder med en reformation af hjertets og sindets tilstand. Muslimernes kriser skyldes i høj grad vores kollektive spirituelle og intellektuelle tilstand. Vi kan ikke nøjes med at skyde skylden for vores problemer på andre. De religiøse læringsmiljøer, friskolerne og moskeerne skal gå i front, således at rationalitet, selvkritisk refleksion, moralsk forædling og spiritualitet kommer i højsædet i dansk-islamisk identitet og mentalitet.

Og novellen? Ja, den fortæller om en muslimsk gymnasieelev, Yara, der i sin ungdomstid oplevede en personlig spirituel vækkelse. Hendes forældre var ikke i særlig høj grad praktiserende muslimer, og da hun begyndte at komme i moskeen og oplevede, at andre i ungdomsgruppen så ned på ikke-praktiserende muslimer og omtalte det omgivende samfund som truende, korrupt og moralsk forkasteligt, holdt hun op med at komme i moskeen.

Og koran-citaterne? Tja, først lyder det fra Sura 13,11(12):

13:12  For ham er det rader (av engler) foran ham og bak ham, som vokter ham etter befaling fra Allah. Allah endrer sannelig ikke et folks skjebne, før de (selv) endrer det som er i deres hjerter. Når Allah ønsker å straffe et folk, så er det ingen som kan avverge det, og de har ingen beskytter foruten Ham.

Denne ”ham” er muligvis profeten. Og påstanden om, at Allah ikke ændrer et folks skæbne, før de selv ændrer deres indstilling, er da velanbragt ovenpå indledningen. Men spørgsmålet er jo så, hvordan deres indstilling kan ændres, hvis de har den indstilling fra diverse korancitater, at ”de er det bedste folk” (Sura 3,110(111)).

3:111  Dere er den beste menighet som er frembrakt for menneskeheten; dere påbyr det rette og forbyr det onde og tror på Allah. Og om Skriftens folk trodde, ville det være bedre for dem! Blant dem er det troende, men de fleste (av dem) er opprørere.

Den tanke, at alle muslimernes fortrædeligheder altid er de andres skyld, passer jo som fod i hose til forestillingen om muslimernes særlige stilling hos Allah. Og det kan formentlig selv nok så megen sufisme ikke rokke ved.

Og den føromtalte Dania, der tog til Himalaya, følte sig så nær ved Allah som aldrig før, stillet overfor naturens skønhed. Javist, det kan muligvis være Gud, hun føler overensstemmelse med, men er han på nogen måde ansvarlig for koranens indhold? At forfatterne kalder ham Allah, er en slutning ud i det blå. Men det er måske den samme (falske) slutning som de fleste sufier foretager.

I kapitel 20: Islams verdensbillede, fortælles der i novellen om en ung ægtemand, Nadeem, der går helt i stykker over at have mistet et spædt barn. Men så møder han Omar, en gammel barndomsven, og de får sig nogle meget åndelige samtaler. Og en sommerdag i skoven lærer så Omar Nadeem at bede. Og liggende med panden mod jorden oplever Nadeem for første gang sit hjerte åbne sig for Allah. Og da Omar siden inviterer ham på pilgrimsfærd til Mekka, oplever han en indre balance og lykke ved livet, som han aldrig havde drømt om. Og så giver han gradvist slip på depressionen og vreden.

Igen: Det er følelserne, der skildres og skildres, som om de er det væsentligste. Det spørgsmål, som vel de fleste kristne stilles overfor ved en sådan begivenhed: at miste et barn, er vel teodicéproblemet, altså spørgsmålet om Guds retfærdighed. Og mon ikke også muslimer stilles overfor dette spørgsmål? Eller er deres gud så højt hævet over menneskelige begreber, at selv begreber ”retfærdighed” ikke kan bruges til at beskrive ham?

Måske. Men alligevel er det højst menneskelige følelser, der får Nadeems vrede til at forsvinde. Vrede? Ja, hans vrede må vel have haft sit udspring i en fornemmelse af, at han er blevet uretfærdigt behandlet af Gud. Men uden begrundelse, uden forklaring, uden brug af koranord forsvinder vreden, når panden lægges ned mod skovbunden.

Det er næsten for godt til at være sandt. Og korancitaterne hjælper ikke meget. De afbilder kun Gud som den almægtige, der formår alt. Og det er vist kun til hjælp, hvis man kan få en sufistisk oplevelse af altings sammenhæng.

Så er der kapitel 28: Kærlighed og frygt i islam. Her omhandler novellen en ung kvinde, Nadin, der lever et splittet liv, delt op mellem perioder med udskejelse og perioder med from muslimsk levevis. Hun begynder til sidst at gå til psykolog. Og gennem samtaler med sin kvindelige psykolog finder hun ud af, at hendes frygt stammer fra barndommen: hendes mors formaninger har altid været pakket ind i advarsler om Guds straf.

Psykologen, der selv er muslim, er meget inspireret af sufisme, og det hun kalder kærlighedens vej. Som en del af behandlingen læser de og diskuterer Rumis spirituelle kærlighedsdigte. Via digtene og samtalerne med psykologen åbner en ny verden sig op for Nadin. Hun begynder at finde indre ro, og lærer at snakke direkte med Gud om sin angst, sine tanker og sine længsler. Gradvist begynder hun at opleve Guds barmhjertighed, nærvær og kærlighed i sit indre og ydre liv.

Og det kan jo lyde som en udmærket ting at få sin stadige frygt jaget på flugt med nogle spirituelle kærlighedsdigte. For det er da invaliderende hele tiden at skulle leve med frygten for Guds straf. Og måske Rumis digte er velegnet til at jage en sådan frygt bort. Men er koranen? Er der ikke gang på gang ord i koranen, der aldeles ikke handler om barmhjertighed, nærvær og kærlighed, men om ting, der skal gøres, bønner, der skal bedes, regler, der skal overholdes, alt sammen fordi der venter en straffende Gud i baggrunden.

Det forekommer mig, at de to forfattere er nødt til at undlade at tage hensyn til adskillige koranord, hvis de skal have koranen til at afbilde Gud som den barmhjertige og kærlige. Skal de opretholde en glæde eller måske ligefrem stolthed over at være muslimer, må de beskære koranen ikke så lidt, eller holde sig til den tradition indenfor islam, sufismen, som taler om en barmhjertig Gud. Men hjælper det noget?

Er det ikke alt for tydeligt, at deres forsøg på via sufismen at afbilde væsentlige træk fra kristendommen i deres manifest falder ynkeligt igennem i forhold til den ægte kristendom. Bare det forhold, at vi i kristendommen gang på gang gentager den bøn, Jesus lærte os: Fadervor, hvor vi altså taler til Gud som et barn til sin far, og lader hans ord forsikre os om, at den lovtrældom, som gav os vor frygt, er en falsk opfattelse af Gud; han er ikke den retfærdige dommer, men den kærlige far, tanker og forestillinger, der gennemsyrer Det ny Testamente, og muligvis nogle af Rumis digte, men bestemt ikke koranen. Når man altså læser alt det, der står i koranen.

Men måske det også er væsentligt at få den kendsgerning med, at kristendommen ikke har lagt sig på folkeligheden. Man kan være dansker uden at være kristen, og det gælder, selv hvis det kommer til at stå fast, at vores folkelighed er bygget på kristendommens grundvold. Omvendt har islam taget på sig alle en folkeligheds træk, så det væsentligste for en araber ikke er hans folkelighed, om han er egypter eller berber, men hans religion, at han er muslim. Eller rettere: islam har forsøgt at tage patent på folkeligheden, men det er ikke lykkedes. Selv om det arabiske sprog blev udbredt sammen med religionen islam, sådan at f.eks. Spanien blev et arabisk talende land, så er der i dag forskel på de mange arabisk talende landes befolkninger, dels på sproget, og dels på måden at møde tilværelsen på.

Og måske også på, hvilken form for stolthed, man føler. Egypterne kan føle stolthed over pyramiderne, skønt de er bygget lang tid, før landet blev muslimsk. Iranerne kan føle stolthed over den del af historien, hvor perserkongen spillede første violin, og være glade for de mindesmærker, de har fra den periode. Og tyrkerne kan såmænd også være stolte over deres folk og kan være det stadigvæk, selv om Erdogan forsøger at skubbe al tyrkisk stolthed over på islam.

I kapitel 4: Muslimer og identitet afbilder forfatterne i novellen en kvinde, Safia, som kom til Danmark som 11-årig. Hun taler både arabisk og dansk. Men forfatterne er ivrig efter at betone, hvor meget hun elsker Danmark, hvordan hun føler sig forbundet med det landskab, hun ser omkring sig, hvordan hun føler sig mest tryg og hjemme i Helsingør. Igen er det følelserne, de slår på, men ikke følelsen af Allahs almagt, nej, følelsen af forbundethed med det landskab, hun kender. Her betoner de ikke forbundetheden med det danske folk, men det gør de dog andre steder. Og man fornemmer hos dem en vis længsel efter en normalitet, som de ét eller andet sted i sindet godt véd, at de ikke selv har, den normalitet, nemlig, at være helt og fuldt forbundet med et folk på rent menneskelige præmisser, at elske sit folk, fordi det er min familie, altså storfamilie, fordi jeg er med i at tage ansvar for, hvad de har gjort af godt og ondt i tidligere tider.

Det hedder:

Hendes minder er fra Danmark, hendes familieliv, hendes skolegang og uddannelse, hendes arbejde som læringskonsulent i folkeskolen, hendes ægteskab, hendes tre fødsler, hendes tætteste venskaber og relationer. Det hele har udspillet sig under denne himmel. Safia åbner øjnene igen. En gråspurv har sat sig på bordet ved siden af hende og napper løs af resterne af den falafel-sandwich hun var i gang med at spise.

Jeg tror, de to forfattere vil drille os danskere lidt. For det er jo ikke en spegepølsemad, spurven spiser af, men en falafel-sandwich.

Og det skal de såmænd være velkomne til. Men hvad de ikke skal være velkomne til, er at fornægte deres egen og også denne kvindes arv fra islam. Skal vi danskere bære ikke blot hver glans, men også hver plet, der falder på Danmarks navn, så skal de vel også bære de pletter, der falder på islams navn, den plet, der hedder den uberettigede erobring, som islam satte i værk, den plet, der hedder voldsordene i koranen, den plet, der hedder det muslimske hierarki-system, med den muslimske mand øverst, under ham den muslimske kvinde, og derunder igen, ikke-muslimen.

Og disse pletter bærer man altså ikke ved totalt at fornægte dem, som de to forfattere gør.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.