Forsoning mellem kristne og muslimer?

I mit forrige indlæg kom jeg til at sige, at hvis vi danskere skal bære hver plet, der falder på Danmarks navn, så skal vel også muslimerne bære de pletter, der er faldet på islams navn.

Det var ved lidt af et tilfælde, at den tanke faldt mig ind. Men den er god nok. For ifølge almindelig rationel tænkning står alle folkeslag lige. Og hvis man med en vis rimelighed kan betragte muslimer som et folkeslag, så bør de vel også bære med på de pletter, som islams historie har afstedkommet.

Men kan da muslimer betragtes som et folkeslag?

Ikke uden videre.

Og dog er sagen den, at islam stræber efter at tiltage sig den stilling og indflydelse, som folkeligheden har hos os. Det kan blandt andet ses i Iran. Her har ajatollaherne forsøgt at underkue den glæde, almindelige iranere føler over deres arv fra oldtiden, hvor f.eks. Kyros herskede over et rigt og mægtigt Persien. Endnu har de dog ikke gjort, som muslimer andre steder har gjort, nemlig søgt at nedbryde mindesmærkerne fra den tid. Men på anden måde forsøger de at arabisere Iran, se evt. min omtale af det her. De gør det f.eks. ved at indlede deres henvendelser til iranerne med en bøn på arabisk, noget der aldrig fandt sted før revolutionen i 1979, og ved at ændre hævdvundne persiske gadenavne til navne for arabiske martyrer, se her.

Dertil svarer, at muslimerne herhjemme stræber efter at oprette områder af landet, hvor ikke dansk lov, men sharia gælder.

Men hvad værre er: dertil svarer også, at muslimer af os vesterlændinge har lært, at det at påstå sig krænket er et utrolig virksomt middel til at opnå indflydelse. Samuel Paty blev myrdet, fordi muslimer påstod sig krænkede af hans undervisning i ytringsfrihed; han havde nemlig vist sine elever nogle af Charlie Hebdos Muhammed-karikaturer. Andre steder er lignende aktioner i gang. Og alt for ofte får de lærere, der vover en sådan rationel undervisning, ingen støtte fra deres overordnede. Disse siger straks undskyld ved den mindste antydning af, at nogen føler sig krænket.

For en fire-fem år siden foreslog jeg i anledning af Orlando-massakren, hvor en muslim gik bersærk i USA og dræbte en række uskyldige amerikanere, at vi skulle handle i lighed med amerikanerne, da Japan havde angrebet Pearl Harbor: de internerede alle de japanere, der boede i USA, troede altså ikke på, at de holdt med USA, fordi de boede i USA. Først da en række unge japanere i lejrene meldte sig som frivillige til den amerikanske hær, tøede myndighederne noget op; de frivillige blev dog indsat i amerikanernes kampe i Europa.

På den baggrund foreslog jeg, se her, at vi skulle erkende, at vi er i krig med islam, registrere alle muslimer, og ved en terrorhandling fra muslimsk side foretage en kollektiv afstraffelse ved f.eks. en måned igennem at tilbageholde alle offentlige ydelser til disse mennesker.

Hvis så enkelte muslimer ville slettes fra listen, skulle de ved en offentlig ceremoni kaste en koran på et til lejligheden opstillet kulbækken.

Jeg vidste selvfølgelig godt, at den slags aldrig ville blive gennemført – dertil er vi alt for letpåvirkelige for muslimske påstande om krænkethed – men at der foregår en åndelig krig om menneskers hjerter og sind mellem os og islam, er stadig en soleklar sag for mig.

Og at dette med at tage afstand fra koranen måske ikke er en helt skør idé, viste sig for en måneds tid siden, da Robert Spencer fortalte om en shia-muslimsk lærd, Wasim Rizvi, der havde krævet, at 26 voldsopfordringer i koranen skulle betragtes som uægte ord, se her. Den oplysning har Spencer senere opdateret, se her, hvor han er så ”fræk”, at han indleder med at citere Kashmirs stormufti: ”Koranen lærer broderskab og forkaster alle former for vold”, og derefter skriver: ”Nasir-ul-islam satser på, at den almindelige offentlighed ikke har noget kendskab til f.eks. disse Koran-vers”, og så citerer han en række koranord, hvoraf jeg kun medtager de fire første af de 13, som Spencer citerer, (der er altså efter sigende 26 i alt) her fra den norske koranoversættelse:

8:61  Og gjør rede for dem (som kjemper mot deg) hva du formår av makt og grensevakter til hest, som dere kan skremme Allahs fiende og deres fiende med, og andre foruten dem. Dere kjenner dem ikke; Allah kjenner dem. Og hva dere enn gir ut for Allahs sak skal gjengjeldes dere, og det skal ikke gjøres dere urett.

8:13  Da din Herre åpenbarte til englene: Jeg er med dere, styrk da dem som tror. Jeg vil kaste redsel i hjertene på dem som er vantro. – Og slå dem da over nakkene deres, og slå dem over fingerspissene.

3:152  Vi vil kaste redsel i de vantros hjerter fordi de har stilt guder ved siden av Allah; noe Han ikke har åpenbart noen fullmakt for. Deres bolig er Ilden! Og ondt er de urettferdiges hjemsted!

2:192  Og drep dem hvor dere enn finner dem (mens krigen pågår), og driv dem ut fra den byen som de drev dere ut fra, for forfølgelse er verre enn krig. Men bekjemp dem ikke ved den Hellige Moské, før de bekjemper dere der. Men om de kjemper mot dere, så bekjemp dem. Slik er de vantros belønning.

Endvidere fortæller han, at disse lærde – jeg havde nær sagt: naturligvis – kræver Rizvi stillet til regnskab for sin krænkelse af profeten. For, siger de, ”der er ingen jordisk magt, der kan ændre så meget som ét eneste ord i den hellige koran, og da slet ikke Rizvi”. Dog er der denne gang, så vidt jeg har kunnet se, ikke nogen, der opfordrer til at slå Rizvi ihjel. Og det er dog altid noget.

Denne overtro på koranen er det, der giver de muslimske terrorister blod på tanden. Og så længe vi har sådanne ord stående i koranen og så længe der er tilstrækkelig mange imamer, der kalder koranen Allahs uforandrede ord, synes vi at skulle have problemer med muslimsk terrorisme.

Stillet overfor det føromtalte dansk-muslimske manifest, se her, kan jeg let forfalde til at gentage Robert Spencers ord: Forfatterne til manifestet, Naveed Baig og Kasper Mathiesen, ”satser på, at den almindelige offentlighed ikke har noget kendskab til” voldsordene i koranen. Men mærkeligt nok er det min fornemmelse, at de to forfattere mener, at de er i stand til at fratolke volden fra voldsordene. Det har jeg dog ikke fundet noget eksempel på i manifestet.

Men skulle jeg komme til at deltage i en samtale med dem, så ville deres forhold til voldsordene i koranen være noget, jeg godt ville have oplysning om. Måske vi så kommer op af skændes, men hellere et sagligt korrekt skænderi end en høflig snakken udenom.

I det hele taget er jeg blevet mere og mere overbevist om, at det er i muslimernes forhold til koranen, at vi vesterlændinge skal sætte vores åndelige angreb mod islam ind.

Jeg har før været inde på det højst beklagelige forhold, at vi her i landet ikke tør tage IS-krigerne hjem. De skal afislamiseres, eller som det hedder med et lidt pænere, men også mere intetsigende ord: de skal resocialiseres. Sådan siger man. Men netop et sådant ordvalg viser vores svaghed som vesterlændinge. Og det mærkelige er, at den svaghed, der her er tale om, er en teologisk svaghed. Vi er svage, fordi vi ikke har vovet at tænke forholdet mellem kristendommen og islam igennem som et absolut modsætningsforhold, eller vovet at betragte islam som en religion, der ikke hænger logisk sammen, eller vovet at hævde, at den vestlige verdens kultur hænger på kristendommen.

Et af mine forslag til behandling af eventuelle hjemvendte IS-krigere gik ud på, at de i det fængselsophold, som de skulle gennemleve som betingelse for at komme tilbage, skulle tvangsundervises i den moderne, historisk-kritiske videnskabs syn på koranen, se her. Jeg er godt klar over, at et sådant forslag vil møde stor modstand fra vor folkelige elite. For uvilkårlig betragter man i både den kirkelige og den kulturelle elite samfundet som neutralt i religiøs henseende, og det kan da ikke passe, at man ligefrem skal prøve at nedbryde al respekt for islam hos disse krigere, vil man sige.

Om man nedbryder respekten for islam på den måde, skal jeg ikke kunne sige. Det må muslimerne sådan set selv om. Men hvis de kun kan opretholde respekten for islam ved at lukke øjnene dels for voldsordene i koranen og dels for de mange ting, der beviser, at koranen ikke kan være Guds ord, så er det på tide, at de får øjnene op. I hvert fald, hvis de vil leve i vort samfund. Vi holder på rationaliteten, og det gør vi, fordi Jesus har fået os til at se det djævelske i lovtrældommen, og lovtrældom er netop det, der får muslimerne til først at føle sig krænket over vores rationelle tilgang til koranen og koranens tilblivelse, og dernæst at true med magtanvendelse, hvis vi fremturer med vore rationelle argumenter.

Lad mig på den baggrund tillade mig at glæde mig en smule over lektor Anders Klostergaard Petersen. Han har skrevet en kronik i Kristeligt Dagblad, som svar på de to kronikker, der har været angående Morten Rydals kronik om koranens tilblivelse, se her. Kronikken har overskriften: ”Klap lige hesten, islamforskere”, og indeholder en kritik af de tre islamforskere for deres temmelig nedladende holdning til Morten Rydals kronik, og for deres ulyst til at tage de reelle problemer for islamforskningen frem, som han peger på.

Anders Klostergaard siger f.eks.:

Jeg har gentagne gange spurgt mine kolleger, som arbejder med islam, til flere af de forhold, som Rydal diskuterer omkring historiciteten i den traditionelle fremstilling af islams fremkomst. Hver gang har de været afvisende. Det gælder også den seneste kroniks forfattere, som begge har været ansat ved AU. Flere studerende har gennem årene spurgt til, hvorfor studiet af tidlig islam adskiller sig så markant fra undervisningen i tidlig kristusreligion i forhold til anvendelse af historisk-kritiske metoder.

Han fortsætter:

Det hænger efter min bedste overbevisning sammen med, at disse metoder ikke mindst er blevet udviklet i sammenhæng med studiet af Bibelen. Det er en udvikling med snart 250 år bag sig. Men der er de sidste 50 år også sket meget inden for forskningen i tidlig islam. Det hører vi bare ikke særlig meget om i Danmark, og det er ærgerligt. Jeg har kendskab til flere internationalt førende islamforskere, som netop arbejder med studiet af islam ved hjælp af de samme metoder, der i bibelforskningen har været gængs i mere end 100 år.

Blandt de nyere forskere, der har beskæftiget sig med islams fremkomst, nævner Anders Klostergaard Stephen Shoemaker, hvis seneste bog ”A Prophet Has Appeared. The Rise of Islam through Christian and Jewish Eyes” han anbefaler. Jeg fandt på nettet en indholdsfortegnelse til denne bog, og ved et hurtigt blik på den ser det ud til, at Shoemaker tager de samme emner op, som Karl-Heinz Ohlig i den artikel, jeg nævnede tidligere, nemlig ”Evidence of a New Religion in Christian Litterature”, som kan ses her. Det mærkelige er jo, at de ældste vidnesbyrd, vi har om den nye religion, islam, er kristne. Og begge d’herrer gennemgår disse kilder, omend de måske ikke er enige i bedømmelsen af dem. I hvert fald er jo Ohlig medlem af det forskerteam, der går under navnet INARAH, et forskerteam, som er ildeset blandt andre islamforskere.

Men det er alligevel underligt, at ingen af de fire forskere – nu tæller Anders Klostergaard med – gør noget ud af det bevis imod den gængse islamhistorie, som Rydal bringer, og som jeg omtalte her, nemlig den tavle, man har fundet ved en badeanstalt i Gadara; den tavle beviser, at den ‘kalif’, som almindeligvis kaldes Muawiyah (661-680), var kristen. Et lignende bevis kan ses i en anmeldelse af Rydals bog her. Her består beviset dog i, at Muawiyah er afbildet på en mønt, holdende kristne kors.

Det spørgsmål, der ligger i overskriften: om en forsoning mellem kristne og muslimer er mulig, må derfor nærmest besvares med en påstand om, at det har meget lange udsigter.

Der tegner sig to muligheder. Den ene er, at vi kristne fortsætter med at bøje os for muslimernes påståede følelser af at være krænkede på deres religions vegne. Så kan vi godt glemme alt om, at muslimerne bliver kristne; så vil de i stedet blive mere og mere krævende; så vil de, den dag, de bliver de fleste, kræve store straffe for enhver kritik af islam.

Den anden mulighed er, at vi insisterer på at ville sige igen og igen til vore menigheder – og til de muslimer, der med vilje eller af vanvare kommer til at lytte med – at koranen ikke kan være Guds ord, at dens voldsopfordringer er umenneskelige, at dens hierarkiske tankegang er tillidsnedbrydende. Det vil vi gøre for at beskytte vore menigheder mod islam, og for at give muslimerne mulighed for at befri sig for islams lovtrældom. Og som kristne forkyndere er det vor pligt at tale på den måde, uanset om der foreligger trusler, og uanset om nogle af truslerne bliver ført ud i livet.

Jeg håber naturligvis, at vi griber den sidstnævnte mulighed. Vi kan ikke blive ved med at tro, at vi går i Jesu fodspor ved at give muslimerne ret i deres falske påstande. Vi må, som han, vende os imod deres lovtrældom under koranen. Og kan det gøres med historiske beviser angående islams og koranens tilblivelse, så er det det, vi skal gøre.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.