Indre Mission og islam

Som man måske har opdaget, har jeg været ikke så lidt optaget af det manifest, som Naveed Baig og Kasper Mathiesen har udsendt, og som kan ses her.

I dette indlæg vil jeg foretage en sammenligning, om ikke ligefrem mellem Indre Mission og islam, så i hvert fald mellem den folkelige elites reaktion på henholdsvis Indre Mission og islam.

Det skal her være min påstand, at når den folkelige elite, som jeg for nemheds skyld i det følgende til kalde ”de kulturradikale”, reagerer så forskelligt på de to størrelser, skyldes det, at den ene part, missionsfolkene, betragtes som danskere, mens den anden part, muslimerne, betragtes som fremmede.

Men vi begynder med manifestet. For i de tre første kapitler, især i de noveller, der optager størstedelen af pladsen, kommer det frem, at forfatterne gør meget ud af at opfordre deres medmuslimer til at turde være ved, at de er glade for at bo i Danmark og vil gøre meget for at blive accepteret af de indfødte danskere. Derfor forsikrer de om, at islam godt kan forenes med demokratiske forestillinger, og at det er helt i overensstemmelse med ønsket om at være en god muslim, hvis man får danske venner og accepterer danske værdier.

Og det er jo noget af det, der får én til at blive ved med at spørge, om det da ikke alt sammen er udmærket, om det ikke er gode tegn, hvis den form for islam vinder indpas blandt de danske muslimer, og om det ikke er forkert at vende sig imod dem, som jeg gør her på bloggen, ligegyldigt, om mine argumenter passer eller er forkerte.

Men denne gang skal svaret ikke gå på, at koranen siger noget andet end de to forfattere, det skal i stedet gå på, at der hører meget mere med til at blive dansker, end de tror, eller at der er himmelvid forskel på at få den proforma-anerkendelse, som de fleste danskere har lært, at de skal forsøge at præstere, og at modtage den ægte anerkendelse, det vil være udtryk for, hvis der en dag bliver gjort grin med en muslimsk skik, som man før i tiden gjorde grin med missionsfolkene.

Men ak, det har lange udsigter med en sådan gøren grin med. For muslimerne siger jo hele tiden, at den slags kan de ikke goutére, de føler sig krænkede. Og derfor ser vi blandt de kulturradikale det mærkelige fænomen gøre sig gældende, at alt kan man gøre grin med, alt kan bruges af satirikere og komikere, alt, lige med undtagelse af islam. Islam kan man ikke gøre grin med, islam er hellig, islam er urørlig. Ikke blot på grund af, at muslimerne ikke nøjes med at erklære sig krænkede, men tillige viser sig voldsparate. Nej, jeg vil her vove den påstand, at det ikke så meget er frygt for muslimsk gengældelse, der afholder diverse kulturradikale fra at kritisere islam eller gøre grin med islam, det er i lige så høj grad en rest kristendom, de har siddende i sindet, den rest nemlig, der siger, at vi skal være gode ved de svage. Og muslimerne hører i kraft af deres endnu ringe antal og i kraft af, at de er fremmede, der ikke rigtig er kendt med de danske omgangsformer, til de svage.

Og desværre betyder det, at det ønske, som mange muslimer sikkert har inderst inde: at de kan blive anerkendt af os danskere helt og holdent, det ønske, som også kommer frem i manifestet, det ønske kan de ikke få opfyldt foreløbig. Og det er ikke vi islam-kritikere, der har skylden for det, nej, det er de kulturradikale, som i det ydre vil være åh så gode ved muslimerne, men i virkeligheden betragter dem som børn, der kræver beskyttelse, eller som lavere udviklede mennesker, der først efter mange år vil kunne udvikle sig op til det høje stade, vi danskere befinder os på.

Derfor er det for letkøbt, hvad der skrives i kapitel 3: Muslimer og danskhed:

At være dansk er en særlig følelse. At få dansk statsborgerskab som indvandrer eller flygtning er en gave, hvorimod det at være dansk ikke kan tildeles: det er noget man tager til sig og gør sig. Danske muslimer skal helhjertet, stolt og modigt være og føle sig som ligeværdige danskere. Når det sker har vi hjemme i Danmark sammen med resten af den danske befolkning.

Ak, var det bare så let! Men det er det ikke. Og det på trods af alle de gode intentioner, de to forfattere har. Det hedder f.eks. i kapitel 7 om ytringsfrihed:

Danske muslimer skal respektere andres ytringsfrihed, være åbne for kritik og reagere på hån og spot med barmhjertighed og overbærenhed.

Hån og spot? Ja, men spørgsmålet er unægtelig, hvor meget der vil blive puttet ind i den kasse. Vil drillerier f.eks. blive opfattet som hån og spot? Vi danskere plejer jo netop, når vi kender hinanden og føler os i fællesskab med hinanden, at være ret gode til at komme med små drilske bemærkninger. Det gælder også kirkefolket. Og tro det eller ej: det gælder også missionsfolkene.

Der blev i sin tid udgive en lille vittighedssamling. Den hed ”Pastoren er morsom”. Der ligger et godt slidt eksemplar af den på min boghylde. Den har jeg arvet fra min far, der var indremissionær. Og han har taget den med til adskillige af de møder, han holdt rundt om i missionshusene. Og naturligvis læst op af den, muligvis efter den lidt mere højtidelige tale, han har holdt, det skulle jo ikke være pjat, det hele. Tillad mig at viderebringe et par stykker:

Side 63: Om Provst Fenger fortælles det, at han havde den affekterede Vane at trække et r sidst i et Ord over til den indledende Vokal i det næste Ord. Som Regel lød det meget fornemt; men det gik galt engang, da han talte om Livets Forkrænkelighed og Guds Trofasthed: ”Blomst falde-r-a, og Blad falde-r-a, men Guds Kærlighed falde-r-alle-r-a.”

Side 96: En københavnsk Præst har fornylig paa Prædikestolen sagt i Bønnen: ”… og saa beder vi Dig bevare den danske Tunge – saa langt den rækker!”

Som man kan se, er det ikke ualmindeligt at drille præster, så snart der bliver noget at drille dem med.

I 2013 gik en muslimsk udsendelse over skærmen på TV2. Den hed ”Det slører stadig” og havde fire muslimske kvinder som inspiratorer. Jeg videregav nogle af de sketches, som de underholdt med her. Deriblandt denne:

Et par muslimske kvinder skal til fest. De gør sig de ihærdigste anstrengelser for at få håret til at sidde, som det skal. De giver det lak, de skubber det op, så det fylder noget mere, og så – naturligvis – inden de drager af, ifører de sig det uundværlige tørklæde, der både skjuler og ødelægger alle de anstrengelser, de har gjort sig forinden.

Der kommer megen muslimsk selverkendelse frem i de små fortællinger, der ledsager indledningsordene i manifestet. Men måske der mangler lidt humor. Det samme problem: det muslimske tørklæde, behandles i fortællingen i kapitel 39: Muslimsk beklædning om kvinden Alia, der prøver at tage sit tørklæde af:

Hun følte sig skizofren: på den ene side havde hun lyst til at bære sit tørklæde med stolthed, på den anden side var hun træt af kampene, blikkene, frygten for ikke at kunne finde arbejde. Efter lange overvejelser bestemte hun sig for at tage tørklædet af som 28-årig. Det var pludselig en helt anden verden at gå på gaden, andre blikke og attituder hun mødte. Pludselig var det nemmere at være anonym i København. Hun var stadig usikker på sit valg, følte sig konstant splittet. I godt en måned gik hun uden tørklæde og prøvede at vænne sig til det. Men en dag brød hun ud i gråd midt i bønnen. Inderst inde føltes det forkert ikke at have tørklæde på. Dagen efter iførte Alia sig igen sit tørklæde.

Her er dette at bære tørklæde noget, der ikke har nogen humor i sig. Derimod har det, som mange steder i manifestet, noget med følelser at gøre. Vi ikke-muslimer skal rigtig ved brug af det store følelsesregister have at vide, hvor frustrerende det er ikke at kunne blive anerkendt, bare fordi man går med tørklæde. Men hvad nu, hvis vi ikke forstår et levende kvæk af, hvorfor det er så vigtigt for muslimer absolut at skulle flage med, at her kommer en muslim. Derfor er det jo fuldstændig umuligt for os at leve os ind i den gråd, Alia bryder ud i efter godt en måned. Kan man som muslim virkelig forvente, at vi forholdsvis fornuftige danskere pludselig skal finde det nærmest selvfølgeligt og åh så menneskeligt, at muslimer går med tørklæde, ikke giver hånd, opererer med arrangerede ægteskaber, lader deres piger blive hjemme, mens drengene får lov at ‘muntre’ sig ganske, som de vil, osv., osv.? Ville det ikke være meget mere i overensstemmelse med det ‘danske’ i os danskere, at vi gjorde godt og grundigt nar af alle disse mærkværdigheder?

Hvad gjorde de kulturradikale i sin tid overfor missionsfolkene? Viste de deres åh så store forståelse? Ok nej, som vi véd, tog de dem under ‘kærlig’ behandling med modsigelse, spot og ironi.

Vi, der ikke lever op til de kulturradikales høje idealer, vi islam-kritikere, og specielt: vi kirkefolk, vi burde vel være dem, der i første række viste muslimerne, at en række kærlige og humoristiske drillerier hører med til den danske kultur.

Nu er jeg ikke forfatter og de følgende forslag skal derfor kun betragtes som en stakkels amatørs tanker i den retning, jeg mener, man skal bevæge sig.

Jeg har her forsøgt mig med godkendelse af andres drillerier og med et par selvopfundne drillerier mod muslimer. Det kom der bl.a. dette forslag til vittighedstegning ud af:

Jeg er ikke vant til at tænke i satiretegninger, men hvad med én, der forestillede en selvmordsbombemand, der ankommer til Helvede, og djævelen selv, der siger til én af sine underordnede: ”Tjek ham lige, om han har taget sit selvmordsbombebælte af; jeg har lige haft store udgifter på ovnene og vil nødig have dem sprængt i luften”.

Et andet forsøg fra min side gik mere ud over de kulturradikales angst for at støde muslimerne, se her, men jeg fik dog anbragt et lille hip til deres tanke om terroristen, der får stor belønning i paradis. Efter at have ladet Henrik Stubkjær fortælle om en aarhusianer, der modtog bombeveste til opbevaring i garderoben, og på typisk aarhusiansk vis spørge: er det den knap, man skal trykke på?, og derefter ryge i luften sammen med bombemanden, lader jeg Stubkjær komme med følgende teologiske overvejelse:

Man kan som teolog ikke lade være med at tænke på, hvordan den stakkels selvmordsbombemand bliver modtaget i det hinsidige. Andre kommer med tyve, tredive, nogle endda med hele hundrede vantro i deres følge til aflevering i helvede. Og denne selvmordsbombemand kommer kun med én. Og det endda en aarhusianer!

Kendt er også den skadefryd, der bevæger nogle af os, når vi tænker på Luxenbergs opdagelse af, at de huri’s, som almindeligvis bliver tolket som skønne jomfruer, i virkeligheden er vindruer, og den deraf følgende skuffelse, der må ramme en terrorist, når han i paradis i stedet for 72 jomfruer at fornøje sig med, modtager 72 vindruer, der, selv om de måske smager paradisisk, dog ikke helt lever op til selvmordsterroristens forventninger.

Der ligger vist også ikke så lidt drilleri i Richardus’ overvejelser over, hvordan Gud mon vil bære sig ad med at skaffe tilstrækkeligt med jomfruer til at møde de tapre terrorister. Richardus har stillet det spørgsmål angående den kødelige lyst i paradis, som jo Muhammed prædiker: Hvad den mon skal bruges til, Gud har jo skabt den for barnefødslens skyld? Og så opstiller Richardus en række drillespørgsmål:

Men hvis der skal fødes børn ud af den kødelige gerning, så vil der altså fødes mange flere efter opstandelsen end før opstandelsen. Og disse børn kan jo ikke være fuldkomne som deres fædre og mødre, men må være ulige vanskeligere, tåbeligere, mere trængende. Hvordan kan man da sige, at de er salige? Men hvor den kødelige lyst er til stede, er også for kvinderne den kødelige smerte ved fødslen til stede, ligeledes vil børnene også med nødvendighed skulle dø; skal de så også opstå? (Se her).

Men det bedste er vist alligevel Aishas bemærkning, da Muhammed af Allah har fået lov til at bryde den ed, han havde aflagt til sine hustruer om ikke at have samkvem med en Maria, en jakobinerinde, som de to havde fundet ham i seng med. Jeg har før hørt bemærkningen gengivet som: ”Allah har travlt med at gøre dig tilpas”, og det skulle være et svar, som virkelig forefindes i en hadith, altså findes i den muslimske tradition. Hos Richardus er formuleringen lidt anderledes, men den bagvedliggende humor stadig til at få øje på. Richardus’ beretning begynder således, se her:

For det véd alle muslimer meget vel, at Muhammed var blevet forelsket i en kvinde, som hed Maria, en jakobinerinde, som Maccabæus, jakobinernes konge havde foræret ham. Men to af Muhammeds hustruer – den ene hed Aisha, datter af Abu Bakr, blandt alle andre den ædleste, den anden hed Hafsa, datter af Omar – begyndte at være misundelige på Maria. Og de kom en dag ind til ham og fandt ham liggende hos Maria og sagde: ”Skal en profet gøre den slags?” Da skammede han sig, og svor en ed på, at han aldrig mere ville gøre dette, og på grund af eden var de tilfredse.

Richardus – og Luther med – har udvidet Aishas svar ikke så lidt. Efter at Muhammed har hævdet, at han af Gud har fået lov til at bryde sin ed, siger hun:

Da sagde den ene af hans hustruer: ”O Muhammed, Gud hjælper dig meget i dit begær. Måske har han talt sådan, fordi han vil følge efter dig, og være meddelagtig med dig i den slags onde gerninger. Mener du, at det er befalet dig af Gud, blot fordi du siger det med din mund? Mener du, Gud vil gøre dig tilpas og stå dig bi heri?” (#105).

Og her er jo noget af humoren forsvundet. For dette er så tydeligt talt af en ikke-muslim. En muslim ville aldrig rejse tvivl om, hvorvidt ordene i koranen er talt af Gud. Og så langt går Aisha i den muslimske tradition heller ikke. Men det lyder dog, som om hun har så meget af humorens nådegave, at hun kan antyde det.

Det værste – og det er aldeles ikke for sjov – er, at historien er gengivet i koranen, Sura 66,2ff. Her hedder det:

66:2  Å du Profet, hvorfor forbyr du (deg selv) det Allah har tillatt deg. Søker du dine hustruers behag? Og Allah er Tilgivende, Barmhjertig. 66:3  Allah har foreskrevet dere løskjøpelse fra deres (uoverveide) eder, og Allah er deres Venn, og Han er den Allvitende, den Allvise. 66:4  Og da Profeten betrodde en (sak) til en av sine hustruer, og hun så fortalte den (videre). Og Allah gjorde ham bekjent med det, Han åpenbarte en del av den og unnlot (å nevne) en del. Og da han meddelte henne det, sa hun: Hvem har fortalt deg dette? Han svarte: Den Allvitende som vet alt, har meddelt meg det.

Slår man op på stedet i den norske koranudgave, kan man se et par forsøg på (bort)forklaringer, ligesom man har følt sig foranlediget til at gøre den ed, Muhammed aflagde, til en ”uovervejet ed”, som man ikke er nødt til at holde, når man altså lige er så heldig at hedde Muhammed.

Det er skrappe sager for en muslim. At skulle slå så mange krøller på sin fornuft, at man kan opfatte dette som Guds skinbarlige ord til menneskeheden, det må være vanskeligt for de fleste nogenlunde fornuftige mennesker, og altså også for muslimer. Men det er, hvad der følger af påstanden om, at koranen er Guds eget ord, og af brugen af koranen til trøst og vejledning.

-Åh, hold op!, vil måske en kulturradikal sige, du er jo ikke spor bedre. Muslimerne opererer med den ganske ubevislige påstand, at der er en gud til, og at han ord til andet har dikteret Muhammed koranen, I kristne opererer med den ligeledes ubevislige påstand, at der er en gud til, og at han har oprejst et dødt menneske fra de døde. I er lige tossede begge parter.

Og her kommer måske forskellen mellem islam og kristendommen frem. For vi kristne véd jo godt, hvad vi vil svare til dette. Vi vil sige, at påstanden om, at Gud har skabt verden, er en mytisk påstand, og at en mytisk påstand altid opererer med en objektiv del, som er ubevislig og skal være ubevislig, og en subjektiv påstand, som har at gøre med den måde, vi lever livet på. Når vi i den vestlige verden lever livet ud fra den tese, at livet er godt i sig selv, giver vi skabelsesmyten ret, hvad enten vi er kulturradikale eller ej. Og på lignende måde er påstanden om Jesu opstandelse en myte, ubevislig, som den er. Dens subjektive side hævder, at der kan opstå tillid mellem mennesker. Og ethvert menneske, der i sin dagligdag lever i lykkelig tillid til sin ægtefælle og sine børn, som måske endda nærer tillid til naboer og bysbørn, lever på opstandelsestroen.

Men muslimerne, hvad vil de sige til denne kulturradikale indvending? De kan ikke for mig at se få gjort troen på koranen til mytetale. Den skal og må forstås ganske ligefremt. Og så falder den igennem. Ikke blot, fordi der i den findes sådanne historier om Muhammeds særstilling, også fordi selve grundtanken bag den islamiske åbenbaring: at man skal tro på koranens ord, hvad enten man forstår dem eller ej, er imod sprogets virkemåde, en virkemåde, som de kristne trossætninger (eller myter) derimod tager højde for.

Med Habermas’ ordvalg: Kristendommen påstår, at kommunikativ handlen finder sted, og den søger at fremelske den, islam opererer udelukkende med strategisk handlen, og fanger derved ikke sprogets hemmeligheder.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.