At tale om en sådan størrelse er nærmest en dødssynd. Også blandt sociologer, der ellers skulle se objektivt på de samfund, hvis karakteristika de søger at afbilde, hersker der en stor uvilje mod at tillægge vore muslimske landsmænd en større voldsparathed end os almindelige danskere. Ikke blot er det altså den folkelige elite, herunder både politikere, medier og – mærkeligst af alt – kirkefolket, som er uvillige til at se det, der dog er til at se for ethvert uhildet blik: at muslimerne er stærkt overrepræsenteret blandt verdens terrorister, det er også sociologer, der viger tilbage fra at se muslimer som noget særligt, hvad angår voldshandlinger.
Der er imidlertid en bemærkelsesværdig undtagelse blandt sociologer, hvad dette angår: hollænderen Ruud Koopmans. Jeg omtalte ham her på bloggen i februar i år, se her, da hans bog „Das verfallene Haus des Islam“ udkom, og han fik også en omtale, da bogen blev oversat til dansk, se her. Her reagerede jeg især på hans udtalelse om, at vi bør revidere flygtningekonventionen, måske endda trække os fra den.
Og her fornylig skulle jeg så lige aflevere nogle fornuftige ord til hans forsvar i anledning af, at en anden sociolog, Jakob Skovgaard-Petersen, angreb ham, se her.
Nu har jeg så truffet hans navn igen, denne gang i form af en sociologisk undersøgelse, han har foretaget sammen med andre sociologer. Det var Robert Spencer, der på jihadwatch gjorde opmærksom på denne undersøgelse, se her. Oven i købet er han så venlig at viderebringe en intenetadresse på undersøgelsen, se her.
Og lad os begynde med den. Overskriften på undersøgelsen lyder:
Skriftmæssig legitimation og mobilisering af understøttelse af religiøs vold: eksperimentel evidens på tværs af tre religioner og syv lande.
Jamen, hvad er nu det? Er der virkelig en sociolog, der mener, at det, der står i de hellige skrifter, betyder noget for tendensen til at udøve religiøs vold?
Vi er efterhånden vant til, at vores politikere hver gang, der har været et muslimsk terrorangreb, siger, at denne hændelse naturligvis ikke har noget med islam at gøre, ligegyldigt hvor mange gange terroristen har råbt ”allahu-akbar”. Og vi har også vænnet os til, at seriøse og – mener de selv – objektive videnskabsfolk med alvorlige miner hævder, at islam er fredens religion. Ja, vi har oven i købet hørt netop denne udtalelse fra ingen ringere end den katolske kirkes overhoved, pave Frans. Og så kommer denne enkeltperson, Ruud Koopmans, og påstår, han har lavet en undersøgelse, der påviser en forbindelse mellem det, der står i de hellige skrifter og det, terrorister foretager sig. Er det dog ikke mere rimeligt at gøre som de fleste andre sociologer: forklare det med de alment kendte og accepterede sociologiske årsager: dårlig barndom, pauver opvækst, nederlag på arbejdspladsen, og den slags? Hvorfor blande Bibel og Koran ind i sådanne spørgsmål?
Koopmans og compagni er godt klar over, at de går noget nær enegang blandt sociologer. De nævner i kapitlet om teorispørgsmål og undersøgelsesspørgsmål en lang række afhandlinger, der ikke tildeler religionen nogen afgørende rolle for voldsudøvelsen, og skriver så:
Terroristernes erklærede religiøse motiver har man sat spørgsmålstegn ved; det var ikke andet end et legitimerende dække over andre kræfter eller over berigelsesformål. Som Dawson (2019, 80) har bemærket, er ‘hele diskussionen om religiøs terrorisme gennemtrængt af forfinede, men signifikante fordomme, som ikke vil acceptere religion som noget, der i sig selv kan være kilde til motivation, men den fordom er måske født ud af den sekulære baggrund og opvækst, som de fleste videnskabsfolk, der beskæftiger sig med terrorisme, har’.
Nu fortalte overskriften, at den ville benytte sig af ”eksperimentel evidens”. Hvordan gør man dog det som sociolog? Man kan da ikke sådan eksperimentere med mennesker!
Nå ikke! Så kender man ikke sociologerne godt nok. De er nogle meget snedige folk. De stiller almindelige mennesker nogle tilsyneladende uskyldige spørgsmål. Og dem svarer folk jo beredvilligt på. Og så indblander de i de uskyldige spørgsmål nogle mere lumske spørgsmål, spørgsmål, som, uden at de pågældende aner det, kan afsløre noget om deres holdninger. På den måde eksperimenterer de med mennesker.
Men de redegør omhyggeligt for det overfor deres sociolog-kolleger, sådan at det, de kalder ”eksperimentel evidens” kan blive anerkendt som et resultat, der videnskabeligt set er validt. Men gad vidst, om det bliver det i dette tilfælde! For resultatet går temmelig meget imod det, den oplyste elite i Vesten bryder sig om at få at vide.
Men hør nu blot:
Først skal man have fat på et ret stort antal respondenter, altså folk, man udspørger for at få svar. I dette tilfælde har de cirka 8000 respondenter. Det er med til at gøre resultatet validt. Så har man lavet forskellige opdelinger af respondenterne. Man har nogle fra forskellige lande, i dette tilfælde USA, Tyskland, Cypern, Libanon, Israel, de palæstinensiske territorier og Kenya. Så skal man sørge for, at de udtagne respondenter så nogenlunde svarer til befolkningssammensætningen. Det har man ikke kunne gøre i Kenya, her har man måttet nøjes med respondenter fra de to største byer, Nairobi og Mombasa.
Videre! Man agter at sammenligne de tre abrahamitiske religioner, jødedom, kristendom og islam, og derfor sørger man for, at disse tre grupper er nogenlunde ligeligt repræsenteret blandt hvert lands respondenter.
Så langt, så godt. Her er intet lumsk formål at få øje på. Men det kommer så nu. Det, man sigter mod, er nemlig at finde ud af, hvilken indflydelse disse religioners hellige skrifter har på holdningen til voldsanvendelse. Derfor deler man hver af de tre gruppers repræsentanter op i to lige store grupper. Den ene gruppe, som man kalder kontrolgruppen, stiller man blandt mange andre spørgsmål, dette spørgsmål:
Hvad synes De personligt: Skal mennesker, som i Guds øjne fremkalder skade og øver ondt, slås ihjel?
Denne gruppe har så fem svarmuligheder, meget enig, enig, hverken enig eller uenig, uenig, meget uenig. Elementært, dr. Watson!
Den anden gruppe, som er den, hvis holdninger man egentlig ønsker at udforsker, får stillet det samme spørgsmål med samme svarmuligheder, men først efter at udspørgeren har oplæst et stykke fra bibelen for jøderne og de kristne og et stykke fra koranen for muslimerne.
Og ved så bagefter at sammenligne de to gruppers svar indenfor hver religion for sig, får man et indtryk af, hvor meget skriftordet betyder for de pågældendes stillingtagen til vold.
Jeg viser lige spørgsmålet til den anden gruppe på engelsk, for at man kan se sammenhængen::
[for Christians and Jews:] According to the [Bible/Torah] Book Deuteronomy, those who cause mischief and do evil in the eyes of God, should be killed.
[for Muslims:] According to the Quran, Surah 5, Al Ma’idah, those who cause mischief and do evil in the eyes of Allah, should be killed.
What do you personally think? Should people who cause mischief and do evil in the eyes of God be killed?
Vi skynder os at slå op i 5. Mos 17,2-5, hvor det hedder:
Finder man hos dig, i en af de byer, som Herren din Gud giver dig, en mand eller kvinde, som gør noget, der er ondt i Herren din Guds øjne, og bryder pagten med ham og mod min befaling går hen og dyrker andre guder og tilbeder dem eller solen eller månen eller hele himlens hær, og du hører om det, så skal du undersøge det grundigt. Hvis det virkelig forholder sig sådan, at denne afskyelige handling har fundet sted i Israel, skal du føre den mand eller kvinde, der har begået denne onde handling, ud til byporten, hvad enten det er en mand eller kvinde, og stene dem til døde.
Og i Sura 5,33 står der:
Gengældelsen for dem, der fører krig mod Gud og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det. Der tilkommer dem vanære i denne verden, og i den hinsidige har de en vældig straf i vente.
Som man ser, har jeg denne gang taget korancitatet fra den danske udgave, for her er det ikke sammenhængen, det drejer sig om. Jeg formoder, at respondenterne har fået hele skriftstedet forelagt, så de har kunnet se, at der virkelig kræves en hård straf for at skabe fordærv i landet eller for at bryde pagten med Gud. Man gennemfører nemlig sidenhen en lille prøve på både kristne, jøder og muslimer for at få et indblik i, hvor godt de er inde i deres religions helligskrifter. Så man er altså lidt mistænksom overfor de pågældendes religiøse kundskaber. Og blandt andet derfor formoder jeg, at man har vist dem skriftstedet i en koran eller bibel, før man sammenfatter det som anført ovenfor og stiller dem spørgsmål om deres personlige overbevisning.
En lille parentetisk bemærkning: Ligesom sociologerne er lidt mistænksomme med hensyn til respondenternes skriftklogskab, sådan er jeg temmelig mistænksom med hensyn til sociologernes ditto. De jødiske rabbinere har jo for længst nægtet at adlyde ordene fra 5. Mos, og de kristne har med hensyn til Det gamle Testamentes voldsopfordringer fulgt Jesu eksempel og sagt: ”der er sagt til de gamle sådan og sådan, men Jesus siger os”, jfr. Matt 5,22. Så det er altså lige frækt nok at ville bilde jøder og kristne ind, at bibelen opfordrer til vold. Men af hensyn til det gode formål lader jeg det passere.
For nu er jo spørgsmålet: Hvad får disse kloge sociologer ud af deres fiksfakserier?
Det, der for mig at se er det mest interessante – og vist også det mest interessante for Koopmans og konsorter – er, at muslimerne i alle lande er langt de mest voldsparate, med eller uden skriftsteder. I et gennemsnit af samtlige lande ligger muslimerne på en voldsparathed på 29% uden skriftundervisning, med en sådan på 47%. Jøderne er de mindst voldsparate med kun 2 og 7% uden og med skriftundervisning, og de kristne nærmere jøderne end muslimerne: 9 og 12% af dem mener, at det er religiøst korrekt at bruge vold.
Det vil sige, at den konklusion, vi almindelig dødelige drager ud fra muslimernes historie, ud fra koranens budskab og ud fra, at de fleste terrorhandlinger i vor tid begås af muslimer, er korrekt nok. De sociologer, der forklarer de muslimske terrorhandlinger med alt muligt andet end islam, er galt afmarcheret. Ud fra disse undersøgelser må man faktisk konkluderer, at det er en korankender som Robert Spencer, der har ret, når han hævder, at den muslimske jihad-ordre fra Allah selv efter ganske mange muslimers mening stadig har gyldighed.
Man kan også bide mærke i, at dette at komme til en muslim med koranen i hånd og sige: jamen, der står sådan og sådan, har langt større effekt, end det har at komme med en bibel i hånd og sige det samme til en kristen eller en jøde.
Men faktisk er der flere spændende iagttagelser, man kan gøre sig ud fra resultaterne her.
Man kan se, at tallene for muslimer er stærkt afhængig af, hvor muslimerne bor. Muslimerne i Palæstina har således uden skrifthenvisning en voldstendens på 41%, men på hele 78% med skrifthenvisning. Og man tager nok ikke meget fejl, hvis man vil mene, at svarene dèr har at gøre med den stemning, lederne oppisker i området. Men det er ikke alle, der sådan uden videre går ind for voldsanvendelse, kun 41%. Til gengæld foretager procentsatsen så et gevaldigt hop, når man får forevist koranstedet.
Interessant er på den baggrund ikke mindst, hvad muslimerne i Israel mener om religiøs vold. Kun 7% mener, den er berettiget, men mærkelig nok stiger denne procentsats til 36, når de får forevist koranstedet. Men det ligger dog stadig langt under de 78%, som muslimerne i de palæstinensiske områder udviser.
Men hvad der er årsagen til, at muslimerne i Tyskland er ret lidt voldsparate, 4 og 16% uden og med skrifthenvisning, det er ikke godt at vide. Mange af dem er tyrker, og de har vel efterhånden boet ret længe i Tyskland, så de ikke drømmer om at øve vold mod nogen, selv med et ret skrapt skriftsted for øje. Og det kan man da godt tillade sig at glæde sig lidt over. Sådan i al fredsommelighed.
Til gengæld må man både ærgre sig og undre sig over tallene for de kristne i USA. De er på henholdsvis 21 og 22%, hvilket er ret højt for kristne efter min ringe overbevisning. Karakteristisk er også, at de kristne dèr er ret ligeglade med, om de får stukket et skriftsted ud, de er lige så voldsparate med som uden skriftsted. Er det bibelbæltet, der slår igennem i undersøgelsen?
Jeg vil her til sidst godt gøre lidt mere ud af sociologernes uvidenhed om kristendommen. I deres undersøgelse skriver de:
Alle tre monoteistiske religioner – islam, kristendom og jødedom – har hellige bøger, der i forskellige vers legitimere vold mod individer, som foretager handlinger, der er imod den sande tro.
Jakob Skovgaard-Petersen kunne ikke have sagt det bedre. Men det er en helt forkert opfattelse af kristendommen. Islam og jødedommen kan begge kaldes lovreligioner, men kristendommen er ikke en lovreligion, det er derimod en religion, der holder på, at loven ikke er en befaling i det ydre, men lægges ind i menighedens hjerter, som der står i Hebr. 10,16-17:
»Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med dem, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger mine love i deres hjerte og skriver dem i deres indre. Jeg husker ikke længere på deres synd og på deres lovbrud.«
hvor det jo for øvrigt er Det gamle Testamente, der citeres, nemlig Jer 31,31.
Denne fejltagelse kommer også til udtryk i ét af de spørgsmål, man stiller. Jeg tager dem som før på engelsk:
The rules of the [Quran / Bible / Torah] are more important to me than the current laws of [survey country]
[Islam / Christianity / Judaism] is superior to other religions
Disse påstande skal man altså svar enig eller uenig til. Som man ser, lokker man de kristne på glatis ved i det første spørgsmål at gå ud fra, at der gælder regler i kristendommen på samme måde som i islam og jødedommen.
Og hvad det andet spørgsmål angår, bliver man lidt i tvivl om, hvor de gode sociologer vil hen. Vil da ikke enhver kristen mene, at kristendommen er de andre religioner overlegen (superior)? Hvis han mener, at islam er bedre, så kan han jo frit gå over til islam. Anderledes med en muslim. For hvis han forlader islam, foreskriver visse koranvers dødsstraf. Så mon ikke også han svarer, at islam er den bedste religion? Og hvad har man så ud af sådanne svar?
Til sidst en lille sjov ting med det korancitat, man har anvendt, Sura 5,33. Jeg citerer det her fra den norske udgave, så kan man nemlig se det foregående vers:
5:33 Av denne grunn foreskrev Vi Israels barn at den som dreper et menneske, hvis det ikke er for (mord på) et menneske eller for opprør i landet, så skal det (for ham) være som om han har drept hele menneskeheten. Og den som lar det i live, så skal det (for ham) være som om han holdt hele menneskeheten i live. Og Våre sendebud er visselig kommet til dem med klare tegn, men de fleste av dem handlet etter det visselig umåteholdent i landet. 5:34 Lønnen for dem som fører krig mot Allah og Hans Sendebud, og som anstrenger seg for å skape opprør i landet, skal ene og alene være at de drepes eller korsfestes, eller at deres hender og føtter hugges av på motsatt side, eller at de fordrives fra landet. Dette vil være til skjensel for dem i denne verden, og i den kommende vil de lide en betydelig straff.
Sagen er den, at verset forud for 5,33, som i den norske udgave hedder 5,33, er det vers, som mange muslimer benytter, når de vil bevise, at islam er en fredens religion. I farten lægger de ikke mærke til, at koranen her fejlagtigt påstår, at ordene om, at den, der dræber et menneske, skal være som den, der har dræbt hele menneskeheden, ikke er talt til muslimerne, men til jøderne. Derimod er det jo sandt nok, at voldsordene, som Koopmans og co. benytter, er talt til muslimerne. Jeg har omtalt dette ord lidt nøjere her.
Nå, det var lidt drilleri imod Koopmans fra min side. Jeg kunne ikke dy mig. Men bortset fra det, er hans afhandling jo yderst interessant. Det er da rart nok at få understreget, at det man hidtil havde regnet med ud fra de teologiske overvejelser, man har gjort sig, ikke er helt forkert.
ricardtriis 