Martyrteologi udeladt

I en længere artikel i Kristeligt Dagblad, se her, interview’es Svend Brinkmann om sin gudstro. Den er nemlig under forvandling, siger han. Oven i købet er det de indvendinger, han har mødt fra præster som Sørine Gotfredsen og Nanna Hauge, der har bevirket, at han har måttet revidere sit negative syn på teologi.

Og det lyder jo meget lovende. Tænk, at en mand, der næsten var ateist og i hvert fald mente, at hele tilværelsen kunne forklares ad videnskabelig vej, har fundet ud af, at det med Gud måske ikke er så tosset en ting, som han hidtil havde troet.

På den anden side bliver man jo lidt nysgerrig. Hvad er det så for en form for teologi, han har indskibet sig i?

Tja, måske man kan finde ud af det senere. For i juni måned udkommer på Gyldendal en bog af Brinkmann: ”Mit år med Gud. Tro for tvivlere”. Den hedder altså ikke ”Teologi for tvivlere”, men ”Tro for tvivlere”. Og alene spørgsmålet om, hvordan han mon vil forene disse to modsigelser, lader ane, at han da vist får brug for ikke så lidt teologi, hvis man tør definere teologi som det at bringe ord til troen.

Det kommer såmænd allerede frem i interview’et. Heri siges det om ham:

Han har ikke med bestemthed kunnet sige, at han ikke tror på Gud, og ateismen har virket som en for skråsikker position. I dag har han fundet et sprog til at udtrykke sit forhold til Gud. Sproget fandt han, da han begyndte at læse den amerikanske filosof og postsekulære, teologiske tænker John Caputo.

Og det at finde sprog for troen er jo det, man normalt kalder teologi.

Godt nok er det et mærkeligt sprog for troen, John Caputo har fundet. Brinkmann refererer sin opfattelse af ham:

John Caputo er kendt for sin tænkning om den svage Gud. Ifølge Caputo er Gud det bedste begreb for det ubetingede, og teologien er den bedste måde at tænke om det ubetingede på. I bogen skriver Brinkmann:

Gud er en kraft uden styrke, en insisteren uden eksistens, en magt uden magt til at belønne eller straffe. Ifølge Caputo er netop dét kristendommens radikale indsigt, der er givet ved Jesu død. Guds dårskab er, at han ikke eksisterer, men insisterer.”

Men hvis Gud ikke eksisterer, men insisterer, hvad betyder det så for kristendommen og troen på en skabende og opretholdende Gud?

Jeg mener, at der er mindre mellem himmel og jord, og har villet undersøge muligheden af en tro, som kan harmonere med det, vi ved fra naturvidenskaben. Caputo giver et sprog for det ubetingede. Nok er han en minoritetsstemme i teologien, men jeg kan tilslutte mig hans udlægning af troen på det ubetingede. Og mister vi troen på det ubetingede, har vi kun instrumentaliseringens, opportunismens og købmandskabets logikker.”

Jeg har fundet en temmelig lang gennemgang af John Caputos teologi, se her. Og man må sige, at ovenstående beskrivelse i al sin indviklethed svarer meget godt til det, der beskrives dèr. Dog har Svend Brinkmann brugt lejligheden til at kommer med et par ordspil, som ikke just er med til at gøre det hele mere forståeligt. Han taler f.eks. om, at Gud ikke eksisterer, men insisterer. Men må man ikke spørge, om den, der insisterer, dog ikke også må eksistere? Tilsyneladende ikke efter Brinkmanns mening.

Og hans bemærkning om, at der ikke er mere mellem himmel og jord, end vi sådan går og tror, men – som han siger – mindre mellem himmel og jord, nå ja, dette ordspil er da ganske fikst fundet på, men er det mere end det? Hjælper det på forståeligheden med den slags udsagn?

Men det er nu specielt hans ord om, at Jesu død illustrerer Guds svaghed, som jeg vil gøre noget ud. I den omtalte gennemgang af Caputos teologi hedder det et sted:

Set fra den hellige påskelørdags perspektiv – og erfaringen på den hellige påskelørdag må være vores foretrukne fortolkningsperspektiv, for den beskriver jo også det eskatologiske vilkår for den nuværende kirke: den består af dem, der lever efter at Gud er blevet slået ihjel og før Gud vender tilbage som den levede Gud – korsfæstelseshistorien er ikke en historie om, at sønnen betaler faderen for folkets synder, det er i det hele taget ikke en fortælling om magt og kontrol, men snarere en historie om en ”særlig død af Gud”, en meget specielt slags død, døden af en meget speciel slags Gud: ”Døden af ens supremum et deus omnipotens, den magtfulde Guds død”.

Brinkmann bemærkede i det anførte citat, at han ønskede sig en tro, som kan harmonere med naturvidenskaben. Det gør nok også Caputo. Det er sikkert derfor, at Kristi død på korset forstås som døden af ”det største væsen og den almægtige Gud”. Og sandt nok, hvis dette væsen er taget bort fra overvejelserne, så synes der jo ikke at være noget tilbage, der kan forstyrre den fulde tilslutning til naturvidenskaben.

Men lægger de to ”teologer” mærke til, at det spørgsmål jo står tilbage: Giver da naturvidenskaben os det sande billede af tilværelsen? Det synes de at gå ud fra, men er det sandt? I hvert fald synes de ikke at have bemærket, at det refleksive problem står tilbage som uløst, selv hvis man giver naturvidenskaben alt, hvad naturvidenskaben hører til.

Det refleksive problem, hvad er det?

Det er det problem, der fremkommer, når man gør sig klart, at den iagttagende naturvidenskabsmand er en del af den tilværelse, han iagttager, og på én eller anden måde må kunne indpasses i det ”system”, som resulterer i naturvidenskabens årsags-virknings-system.

Og det kan den iagttagende naturvidenskabsmand ikke. For skal han selv være en del af et årsags-virknings-system, så forsvinder hans personlighed. Men naturvidenskabsmandens personlighed er en nødvendig forudsætning for fremkomsten og vedligeholdelsen af naturvidenskaben. For naturvidenskabens resultater er fremkommet gennem en stadig diskussion mellem frittænkende mennesker. Hvis naturvidenskabens absolutte lovmæssighed trykkes ned over disse mennesker, er de ikke længere frittænkende væsener, men robotter; og så skal altså det argument, som fremkommer i den videnskabelige diskussion fra et sådant væsen, betragtes som havende samme sandhedsværdi som det argument, der modsiger det; begge dele er jo frembragt med nødvendighed af hjerner, styret af naturlovsnødvendigheden, og derfor utilregnelige. Tilregnelige er kun de resultater, der er fremkommet via frie væsener, altså via mennesker. Men kan mennesket være en del af en naturlovsbestemt verden og kun det? Javist, alle de andre mennesker kan være det, og bliver ofte af naive videnskabsfolk betragtet som netop det, men kan den tænkende naturvidenskabsmand selv være en sådan robot?

Det spørgsmål plejer alvorlige naturvidenskabsfolk at lade ligge. Og min fornemmelse er, at det samme gør både Brinkmann og Caputo.

Almindeligvis går man ud fra, at sådanne problemer er moderne problemer. Med lidt overlegen hovedrysten undersøger man tidligere tiders opfattelser; de har jo ikke de moderne tiders klarsyn, og det kan kun betale sig at studere dem, fordi man derigennem bedre kan gøre sig klart, hvordan de kunne udgøre forudsætningerne for vor tids endegyldige sandhedsopfattelse.

Men det er forkert. Jeg har her gennemgået striden mellem Erasmus og Luther i 1524-1527, og det får mig til at hævde, at det problem, de beskæftigede sig med, egentlig er det samme problem som det, vi står overfor i dag. Og i et tidligere blog-indlæg, se her, har jeg taget den romerske digter og filosof, Lucrets, med i betragtningerne.

Så jeg skal ikke her gentage alt, hvad jeg tidligere har skrevet. Blot forekommer det mig relevant at sige, at både Luther og Erasmus gik ud fra Aristoteles’ tanke om Gud som den første årsag. Den fik Luther til at tale om den skjulte Gud i modsætning til den prædikede Gud, for at Gud virker alt i alle, er uacceptabelt, hvis det siges om den prædikede Gud. Erasmus blev imidlertid drevet i samme retning af Aristoteles, han skriver faktisk i sit svar til Luther:

På Diatribens [dvs. afhandlingen ”Om den frie vilje”] vegne vil jeg svare, at den aldrig har sagt, at Gud virker alt i alle. Den har hævdet, at nåden i alle gode gerninger samarbejder med mennesket, men at Gud i os skulle begå utugt, drikke sig fuld, lyve, være misundelig, slå ihjel, det har Diatriben aldrig hverken ment eller sagt, for selv om det i en vis betydning kan synes at være sandt, plejer jeg dog helst at afholde mig fra at sige den slags ting.

Det vil sige: Erasmus synes at være opmærksom på det refleksive problem, omend han ikke vil gå så langt som Luther, der nok vil mene, at ”Gud virker alt i alle”.

Dette betyder imidlertid ikke, at der ikke er forskel på tankegangen i vore dage og tankegangen i tidligere tider. Én af de væsentligste forskelle er, at tidligere tider meget vel forstod mytisk tale, men at vi i vore dage ikke gør det. Og da talen om Gud uvægerligt bliver en mytisk fortælling eller mytisk tale, får naturligvis forestillingen om Gud uvægerligt et lidt mærkeligt skær, når den skal ”oversættes” til nutidig tale.

Det kommer også frem i de få teologiske overvejelser, der findes i interview’et med Brinkmann. Heraf fremgår det f.eks., at Brinkmann ikke tror på Jesu opstandelse. Det hedder:

Opstandelse og alt sådan noget henregner jeg til overtro. Det kan jeg ikke tro, og jeg har ingen længsel efter at tro på det.”

Og på spørgsmålet om, hvad der så bliver tilbage, hvis det, der er helt væsentligt for kristentroen, opstandelsen, tages bort, svarer han:

Hvis man sætter parentes om kristendommens overnaturlige elementer, står den vidunderligt undernaturlige fortælling tilbage, når Jesus siger, man skal elske sine fjender, vende den anden kind til og drage omsorg for de foragtede og udstødte. Man skal ikke gøre det rette for at få en præmie, men fordi det er det rette. Det er essensen i Jesu radikale lære om det ubetingede, som ingen af os kan leve op til, men som vi næppe heller kan leve uden.”

Igen bemærker man et ordspil – mellem overnaturligt og undernaturligt – men om det fremme forståelsen, er vist uvist.

Men man fornemmer også, at han fra de to nævnte præster har taget til sig den tanke, at Jesus f.eks. i bjergprædikenen skærper lovens krav til det uoverholdelige, til en radikal lære om det ubetingede, som vi ikke kan leve op til, men heller ikke kan leve uden.

Det sidste er nu vist ikke sandt. Ganske mange lever lykkeligt uden den syndserkendelse, som Jesu ”radikale lære” lægger op til. Og ganske mange præster har en ikke helt forkert fornemmelse af, at vi i kirken ikke skal tale så meget om synd, for det forstår folk ikke, hvad er.

Nej, sagen er, at Jesu lære ganske rigtigt er radikal, men er radikal på en helt anden måde, end Brinkmann og hans inspiratorer forestiller sig.

Den går ind for den radikale ytringsfrihed, og den gør det ved at opfordre dens tilhængere til at være sig selv, holde fast ved den sandhed, de har fundet frem til, også om det kommer til at koste dem livet.

Det var det, Jesus opfordrede til med ordet i Matt 6,22-23, et ord, som, hvis man oversætter rigtigt fra det græske, taler om at være et helstøbt menneske i modsætning til at være et ondt menneske. Man kan se en nøjere gennemgang af oversættelsesproblemet her, men man kan måske også nøjes med at læse Ef 6,5-6, om slaverne, der opfordres til ikke at være øjentjenere overfor deres herrer, men handle af et oprigtigt hjerte, ordret ”i jeres hjerters helstøbthed”.

Og sagen var nu den, at Jesus satte sig imod jødernes lovforståelse. Og denne afvisning holdt han fast ved, selv om han godt vidste, at den tids jøder i loven havde fundet en befaling om at henrette dem, der ikke anerkendte lovens overordnede stilling.

Så da han ganske frivilligt gik op til Jerusalem, vidste han udmærket, at det sammenstød, han forudså med de ledende jøder, ville føre til, at de ville henrette ham. Hvad de jo også gjorde via den romerske besættelsesmagt.

Og derigennem får vi blik for, hvad det dengang betød, at man forkyndte, at Jesus var opstået fra de døde. Derigennem sagde man jo, at det var et justitsmord, der blev begået, da han blev henrettet, at det var ham og ikke jøderne, der havde sandheden på sin side, for Gud, al sandheds grund, havde grebet ind og oprejst ham fra de døde for at slå det fast, at hans nej til lovtrældommen var den sandt menneskelige holdning.

Og jeg gad dog vidst, om ikke Brinkmann, også han, er af den opfattelse, at det drejer sig om for ethvert menneske at være et helstøbt væsen, ikke at sige ét til den ene side og det modsatte til den anden side.

Han har en lidt besynderlig udtalelse i interview’et. Nå ja, ”besynderlig”, jeg vil sådan set mene, at han dermed sigter ganske dybt i sin tilværelsesforståelse, men udtalelsen er besynderlig, fordi den står i modsætning til den folkelige elites opfattelse. Man mener jo i al almindelighed, at tro er noget, man tilegner sig, noget, man måske endda må kæmpe hårdt for at nå frem til. I en vis modsætning hertil siger Brinkmann:

Det, som er mærkeligt, er ikke, at vi taler om tro nu. Det mærkelige er, at der har været en periode, hvor vi har talt mindre om tro. Det er gåden. Tro er et universelt menneskeligt anliggende og et spørgsmål, som aldrig vil forsvinde. Samfundet udvikler sig ikke i irreligiøs retning. Spørgsmålet er, hvordan man kan forholde sig til religion uden at aflive et videnskabeligt verdensbillede.”

Hvordan kan man forholde sig til kristendommen uden at aflive et videnskabeligt verdensbillede? Mit svar: Det kan man gøre ved at neddrosle det videnskabelige verdensbillede. Dette er udmærket til at besvare alle mulige praktiske spørgsmål, men vil man gøre det til verdensanskuelse, til sandheden, så må man sige fra, så må man erklære en sådan anskuelse for en mytologisk fortælling på linje med skabelsesfortællingen eller fortællingen om Jesu opstandelse: altså en påstand om noget ubevisligt, for ubevislig er den videnskabelige verdensanskuelse, fordi den aldrig kan få mennesket med ind under sig.

Og mit svar er videre, at det kristne menneskesyn har besat folkene i Europa i langt højere grad, end vi går rundt og tror. F.eks. er vi jo alle tilhængere af ytringsfrihed, dvs. alle indfødte danskere, de tilrejsende muslimer er derimod ikke, nogle af dem anser det for deres religiøse pligt at bruge vold for at forhindre ytringer, de ikke bryder sig om, i at fremkomme.

Men også i synet på forholdet mellem de to køn, i synet på ligestilling i principiel forstand, i synet på en ensartet opdragelse af drenge og piger, er det Jesu lære frem for Muhammeds, der er baggrunden for os.

Og dette at komme til at stille sig positivt til kristendommen er altså ifølge min – og tror jeg: Brinkmanns – opfattelse blot at give sig til ikke blot med sine daglige vaner, men også med sit intellekt at give Jesus ret.

Så mangler vi blot at turde gøre det, Jesus og mange af hans disciple i urkirken og oldkirken gjorde: sætte livet i vove for det, vi tror på. Men det kan jo komme, kanhænde vi om ikke så længe føler, vi bliver nødt til det.

Det utrolige er jo – lige så utroligt, som at en død mand står op af sin grav – at der kan komme noget godt ud af, at et menneske på den måde med livet som indsats vover at være sig selv, vover at fastholde sit helstøbte væsen. Det er det, vi fastholder med opstandelsestroen. Og vi så det jo med Jesu skæbne. Det var dette vovemod, der skaffede ham tilhængere. Vi så det med Luther. Skønt han jo ikke blev henrettet efter sin bekendelse i Worms: ”det er ikke tilrådeligt at handle mod sin samvittighed”, så var det ikke mindst hans vovemod, der smittede og ændrede hele Europas historie. Og vi så det også ved Kaj Munks død; kan gerne være, at man ikke efter den sædvanlige ordbog kan kalde hans død for en martyrdød, den havde alligevel en martyrvirkning. For det mord, som nazisterne mente skulle holde det danske folk i ro, fik den stik modsatte virkning: om ikke før, så blev mange danskere efter mordet på Kaj Munk tilhængere af modstandskampen.

Men dette: at forstå Jesu død som udtryk, ikke for Guds afmagt, men for ordets almagt, så det virkelig er den henrettede martyr, der vinder, det er vist stadig en opfattelse, som både Brinkmann og Caputo har overset. Men det er vel netop det, der er Det ny Testamentes opfattelse. Det skorter i hvert fald ikke på ord om at ”følge Jesus efter”. Og det betyder jo netop, at vove at fastholde den utrolige påstand, at ham, Jesus, den korsfæstede, Ordet, ham er givet al magt i himlen og på jorden, som det hedder i den dåbsbefaling, vi bruger ved hver dåb i folkekirken, Matt 28,18.

Dette indlæg blev udgivet i ateisme. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.