At slå ihjel i Guds navn

Kristeligt Dagblad har igennem nogen tid gjort sit til at tage spændingen ud af søndagens gudstjenester, derigennem, at man om lørdagen har bragt et kort historisk overblik over søndagens tekst.

Det er både godt og ondt. Mig irriterer det en lille smule, fordi jeg gerne vil have serveret den tekst, der skal prædikes over som en nyhed, som en overraskelse, jeg ikke har haft tid til at tænke over. Og det får jeg jo ikke, når jeg sådan får den tygget igennem på forhånd.

På den anden side er man i den kirke, jeg sædvanligvis frekventerer, gået bort fra den sædvanlige indgangsbøn. I stedet træder præsten frem i kordøren og byder velkommen, fortæller lidt om vejret, om coronaen, og sluttelig som regel lidt om, hvad programmet for gudstjenesten er. Så derved er jo allerede spændingen brudt før tiden, og ærlig talt, så betyder det, at Kristeligt Dagblad gør det dagen før, ikke så meget.

Nå, jeg plejer at springe over de artikler i Kristeligt Dagblad. Og når jeg ikke har gjort det denne gang, skyldes det nok overskriften. Den lød således: ”Mennesker har slået ihjel i Guds navn i årtusinder”, se her. Og det lød godt nok for udfordrende for mig. Så den læste jeg.

Og ærlig talt, for mig at se er det noget vrøvl, det, der her skrives. Jeg savner en solid teolog, der kan bringe teologiske tanker til veje i udlægningen af teksten. Kristeligt Dagblad har i stedet henvendt sig til kloge folk på landets universiteter og har ikke sparet på titlerne i artiklen, men hjælper det?

Prædiketeksten til 6. søndag efter påske er Joh 15,26-16,4, og her står blandt andet de ord, som de to adspurgte universitetsfolk griber fat i, ordene om, at ”der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud”. Det er det, der har ført til den ret forkerte overskrift.

Først hører vi en professor fra Aarhus Universitet:

Igennem historien har der været et utal af eksempler på, at nogen mener, at de med Guds velsignelse kan slå andre ihjel. Men hvor kommer idéen fra om at slå andre ihjel i Guds navn?

Et muligt bud er fra Det Gamle Testamente, hvor det ikke skorter på bloddryppende og voldelige beretninger. Ifølge Hans Jørgen Lundager Jensen, dr.theol. og professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, er det dog for simpelt blot at konkludere, at Det Gamle Testamente entydigt har en teologi om drab og hellige krige.

Han uddyber det lige efter:

De ekstremt voldelige passager kendetegner ikke Det Gamle Testamente som helhed. Når disse tekster alligevel har fået lov at blive stående i den bibelske tekstsamling, afspejler det, at der dog har været et parti eller en bevægelse inden for Jahve-dyrkerne, der har ment, man skulle bekæmpe religiøse modstandere voldeligt,” siger han.

Ifølge Hans Jørgen Lundager Jensen havde denne bevægelse en idé om, at religionen var noget eksklusivt. Enten tilbad du Gud og kun Gud, eller også var du ikke en del af religionen.

Det var noget verdenshistorisk nyt, for i det gamle Israel kunne man sagtens tilbede flere guder. Men der begyndte at brede sig en enklave-tænkning om, at religionen var et enten eller-spørgsmål. Det førte til en meget voldelig selvjustits inden for Jahve-religionen, hvor man bekæmpede trosfæller, der dyrkede religionen på en anden måde,” siger han.

Min fornemmelse er, at Lundager Jensen lægger en hel masse nutidstænkning ned over Det gamle Testamente. Det er sandt, at man i det gamle Israel bevægede sig fra en periode med mange guder til en tanke om kun én gud, en tanke, der var ret speciel for Israel. Man kan se det i 5 Mos 32,8-9, hvor der fortælles om overguden ”El”, som fordelte folkene til de forskellige underguder; ved den lejlighed blev Jahve gjort til gud for Jakob eller altså for Israel.

Derfor er det forkert, at man ”sagtens kunne tilbede flere guder”. Javist, man anerkendte eksistensen af flere guder, men som israelit at tilbede andre folkeslags guder, det kunne man naturligvis ikke.

Dette med at anerkende andre folks guder blev man dog ikke ved med. Og det er højst besynderligt og ret enestående: Jahve og El blev tænkt sammen.

Men hvad var så Israels folk?

Ja, det var den eneste Guds udvalgte folk. Men den tanke var det yderst vanskeligt at fastholde. For skulle ikke Israels folk, hvis det virkelig var Guds udvalgte folk, nyde magt og overlegenhed over de andre folk. Hvordan kunne virkeligheden så udvise det modsatte?

Det er problemet i Det gamle Testamente. Og det kom der mange gode profettekster ud af. Men der kom unægtelig også megen lovtænkning ud af det. Man fik den tanke indenfor vesten, at denne eneste Gud havde udvalgt israelitterne, fordi netop de skulle være modtagere af hans lov. Det vil sige: Man gjorde fortællingen om Moses, der på Sinai modtager loven fra Gud, til det centrale i religionen.

Det, som Lundager Jensen kalder ”enklave-tænkningen”, er nok identisk med den jødiske forståelse af loven og lovgivningen på Sinai, som fandtes på Jesu tid. Og det er sandt nok, at det førte til en enten-eller-tænkning, ja, førte til, at man voldeligt bekæmpede jøder, der lærte noget andet. Det kan f.eks. ses i 5. Mos 17,2-5, hvor det hedder:

Finder man hos dig, i en af de byer, som Herren din Gud giver dig, en mand eller kvinde, som gør noget, der er ondt i Herren din Guds øjne, og bryder pagten med ham og mod min befaling går hen og dyrker andre guder og tilbeder dem eller solen eller månen eller hele himlens hær, og du hører om det, så skal du undersøge det grundigt. Hvis det virkelig forholder sig sådan, at denne afskyelige handling har fundet sted i Israel, skal du føre den mand eller kvinde, der har begået denne onde handling, ud til byporten, hvad enten det er en mand eller kvinde, og stene dem til døde.

Men det er der ikke noget mærkeligt ved. Det er en følge af den tanke, at Jahve er den eneste Gud, som udvælger jøderne til at modtage hans lov.

Denne lovtankegang vendte Jesus sig imod. Han gjorde det med god gammeltestamentlig begrundelse, først og fremmest ud fra Jer 31,31-34, ordene om den nye pagt, hvor Herren vil lægge sin lov i folkets indre og skrive den på deres hjerter.

Men altså, Lundager Jensen forklarer, at nogle israelitter bekæmper trosfæller, der dyrker religionen på en anden måde, og fortsætter ifølge interview’erens referat:

Hans Jørgen Lundager Jensen forklarer, at denne tanke kom til at præge dele af jødedommen, og det kan meget vel have været samme bevægelse, Jesus henviser til i søndagens prædikentekst med sin advarsel til disciplene.

Man må næsten håber for Lundager Jensen, at der er udeladt noget i referatet; for hvordan kan man ellers springe helt over den kendsgerning, at det var de ledende jøder på Jesu tid, der havde den opfattelse af sagen – ikke kun dele af jødedommen – og derfor fik Jesus slået ihjel. For det er jo sandt nok, derved mente de at tjene Gud. Ligesom de også mente at tjene ham ved at slå hans disciple ihjel.

Det var det, Paulus gjorde, før han blev omvendt. Som han skriver om det i Gal 1,13:

I har jo hørt om, hvordan jeg tidligere levede i jødedommen, at jeg til overmål forfulgte Guds kirke og ville udrydde den.

Så han har jo på det tidspunkt ment, at han tjente Gud ved at få de kristne indfanget og slået ihjel. Det samme kan ses i Fil 3,4-6:

Og dog, også jeg har noget at stole på, selv i det ydre. Hvis nogen anden mener at kunne stole på noget ydre, så kan jeg det endnu mere: omskåret på ottendedagen, israelit af fødsel, af Benjamins stamme, hebræer af hebræere, lovtro farisæer, ivrig forfølger af kirken, uangribelig i lovretfærdighed.

Det vil sige: Her har vi et personligt vidnesbyrd fra én, der levede på den tid, var alt det, man skulle være i de ledende jøders øjne, og derfor var en ivrig forfølger af kirken. Men alt det med, at den tids jøder fandt det naturligt og i overensstemmelse med Guds vilje, at slå først Jesus og bagefter hans disciple ihjel, det bliver af Lundager Jensen kun omtalt som noget, der ”meget vel” kunne have været tilfældet.

Jeg véd virkelig ikke, hvorfor disse kendsgerninger omtales som en mere eller mindre løs mulighed. Har det monstro med det at gøre, at vi helst omtaler nutidens jøder på en pæn måde og derfor ikke mener, vi kan tillade os at anklage den tids jøder for mordet på Jesus? Tja, jeg har lyst til at sige, at det ”meget vel” kan være tilfældet. Men er det sandt, så er det da for dårligt af et menneske, der skal forestille at komme med historiske oplysninger. Vel er jøderne af og til i kirkens historie blevet forfulgt med den begrundelse, at det var dem, der slog Jesus ihjel, men dels forfølger vi jo ikke jøder nu om dage – det lader vi muslimerne om – og dels er det dog topmålt tåbelighed at ville anklage nutidsmennesker for noget, som deres fædre for 2000 år siden foretog sig; så nutidens jøder kan da være gode nok, selv om den kendsgerning står fast, at jøderne slog Jesus ihjel.

I hvert fald, johannesevangelisten går ud fra en sådan kristenforfølgelse fra jødernes side. ”De skal udelukke jer fra deres synagoger”, siger han, og det er jo kun jøderne, der har synagoger, så det er en sådan forfølgelse, han her lader Jesus advare sine disciple imod.

Så kan man sige: Jamen, det var johannesevangelisten, der så sådan på det. Det er da ikke sikkert, at Jesus selv har set sådan på sagen.

Det er faktisk ret sikkert. Jeg har her forsøgt at bevise, at lignelsen om de utro vingårdsmænd, Mark 12,1-12, må gå tilbage til Jesus selv. Det vil sige: Jesus regnede selv med, at han ville blive slået ihjel af jøderne. Så det ”meget vel”, Lundager Jensen anvender, kan vi godt ændre til ”efter al sandsynlighed”.

Men hvis Lundager Jensens indlæg var forvirrende, er Carsten Selch Jensens det i endnu højere grad. Han begynder på denne måde:

Også i kristendommens tidlige historie har man set en idé om, at det kan være i orden at slå ihjel om ikke for Guds skyld, så dog med Guds accept. Det forklarer Carsten Selch Jensen, konstitueret dekan på teologi ved Københavns Universitet og med speciale i kirkens syn på krig og vold.

Vi ser ret tidligt i kristendommens historie en accept af, at en krig kan være retfærdig eller hellig. Det tidligste direkte eksempel er formentlig i begyndelsen af 300-tallet, hvor kristendommen blev til en accepteret religion i den romerske stat. I den forbindelse skulle kirken også acceptere kejserens magtmidler og militær. Nogle årtier senere begyndte kristne tænkere såsom Augustin at udvikle en egentlig teologi om den retfærdige krig,” siger han.

Her savner jeg i høj grad nogle kildeangivelser. Hvor i oldkirkens historie finder man eksempler på, at det kan være i orden at slå ihjel med Guds accept? Jeg har aldrig truffet på et sådant eksempel. Og jeg har da heller aldrig truffet på en tanke om, at krig kan være hellig.

Derimod har jeg truffet på det argument imod den forestilling, at kristendommen i sin begyndelse skulle være pacifistisk, at Luk 3,14 fortæller om nogle soldater, der spurgte Johannes Døber om, hvad de skulle gøre; de fik formaning til at undlade at mishandle og udplyndre nogen og lade sig nøje med deres løn.

Men i det hele taget: Selch Jensens gennemgang af kirkehistorien går helt fejl af den tekst, det drejer sig om. Han tale om kristendommens syn på krig, mens teksten taler om forfølgelse af de kristne. Godt nok hedder det i den titel, man giver ham, at han har speciale i kirkens syn på krig og vold, men en god interview’er skulle vel nok kunne have fået ham til at tale om noget andet end kirkens syn på krig.

Jeg nævnte i begyndelsen, at jeg savnede en solid teolog, der kunne bruge teologiske tanker i udlægningen af teksten. Det vil sige: Jeg synes simpelthen, at Selch Jensens indlæg er for ringe. Hvis det er standarden for teologer på det teologiske fakultet, at de kun véd noget om det, det er specialist i – for Selch Jensens vedkommende: kirkens syn på krig og vold – hvis de i den grad mangler indsigt i de bibelske tekster, at de kan tale forbi det, der er prædiketekstens budskab, så er der muligvis megen viden i det, der bliver sagt, men det, der skulle samle det hele: den teologiske eftertanke, mangler i betænkelig grad.

Nå, man kan jo håbe, at nutidens præster bruger samme metode som denne emeritus: de springer over disse ”oplysende” artikler i Kristeligt Dagblad.

Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.