Betal prisen!

Denne opfordring er rettet til Jens Christian Grøndahl. Han har i Berlingske den 18. maj en kronik, hvori han på én gang vil blæse og have mel i munden, se her.

Han lægger ud med at være dybt forarget, fordi nogle vilde palæstinensere har lavet ballade i hans kvarter. Dem har han på en måde medlidenhed med. Men de må ikke overføre konflikten i Palæstina til dansk jord.

Selvfølgelig må det gøre ondt i hjertet, når konflikten igen flammer op og endnu en gang kræver så mange flere ofre blandt palæstinenserne end blandt israelerne. Og selvfølgelig må det være hårdt at indse den rå sandhed, at det er deres problem og ikke vores. At vi føler med dem og aldrig kommer til at deltage i deres kamp. At det ydermere er en præmis for integrationen, at man lærer at favne sit held, tøjle sin vrede og te sig urbant.

Javist, det er en præmis for integrationen, det, han her skriver. Problemet er bare, at disse palæstinensere er fuldstændig ligeglade med integrationen. Integration, det er noget, vi danskere forventer, ikke noget, muslimerne går op i. For de vil ikke integreres. De vil i stedet gøre Danmark muslimsk.

Derfor, siger han, må der være grænser for indvandringen. Ligesom for stor forskel mellem rig og fattig gør det sværere at få den sociale kontrakt til at virke, sådan vil også en for stor gruppe af uintegrerede indvandrere gøre det umuligt at bevare den indbyrdes tillid, som den folkelige samhørighed forudsætter.

Han skriver – og jeg kan kun give ham ret:

Man kunne ligefrem konkludere, at den almindelige fornuft med tiden har sejret over berøringsangsten og den farisæiske tolerance, der i virkeligheden bunder i en meget privilegeret form for moralsk forfængelighed. Der er jo længere end som så mellem Mjølnerparken og København Ø.

Det er ikke nationalisme eller islamofobi, når socialdemokraterne har valgt at gå ind i kulturkampen. Det er at agte på fællesskabets pris. Ligesom der er en grænse for, hvor store indkomstforskelle, det danske samfund tåler, uden at sammenhængskraften slår revner, sådan er der al pluralisme ufortalt også en grænse for, hvor store kulturforskelle, vi som samfund kan rumme. Netop fordi vi ikke er en social jungle.

Men så kommer “men’et”. For der er et men. Også de radikale har jo længe sagt, at der naturligvis er grænser for indvandringen, de har bare aldrig selv opstillet forslag til, hvad man kunne gøre for at denne grænse, som de altså ikke vil fastlægge, aldrig nås. Og selv om Grøndahl formulerer sig rimelig skarpt i begyndelsen, så vil han ikke bruge de midler, der skal til for at holde indvandringen nede.

Nu er vi nemlig, siger han, nået til et bristepunkt. Det socialdemokratiske bagland begynder at gøre oprør. For Mette Frederiksens regering er tæt på at slå bunden ud.

Det skyldes ikke, at vi ikke skal have en stram udlændingepolitik, for det er flertallet af vælgere enige om, at vi skal. Det skyldes derimod, at den danske sammenhængskraft ud over lighed, håndtryk og vilje til at tage del i fællesskabet også hviler på noget så udefinerligt og dog umisforståeligt som almindelig menneskelig anstændighed. Det skyldes desuden, at socialdemokratisk visdom altid har inkluderet et udsyn til verden omkring os.

Der findes ikke ét eneste godt politisk argument for at hjemtage de danske IS-mødre i al-Hoj og al-Roj, der sammen med deres sagesløse, traumatiserede børn er i færd med at rådne op i, hvad der må betegnes som Helvede på Jorden.

Men børnene findes.

Som man måske har opdaget, har jeg her på bloggen slået til lyd for, at vi skal hjemtage ikke blot kvinder og børn fra de kurdiske flygtningelejre, men også krigerne selv, se her. Mit argument er, at vi dog burde stole så meget på vort samfunds overlegenhed, at vi nok skulle kunne afislamisere disse radikale muslimer. Desuden har jeg også brugt det argument, at vi må kunne interview’e disse mennesker og ad den vej få bedre oplysning om, hvad der har fået dem ud i deres radikale synspunkter i første omgang, så vi bliver bedre til at undgå radikalisering af muslimer fremover.

Men jeg véd da godt, at den form for afislamisering, jeg tænker på, nok aldrig ville vinde flertal blandt vore politikere. Jeg ville hjemtage dem på den betingelse, at de lod sig undervise af en ikke-muslim i koranen og i islams historie. Og naturligvis skal vi betinge os, at de holdes langt borte fra alle moskéer og imamer i denne undervisningsperiode.

Kære venner, hvad vil ikke menneskerettighedsforkæmpere sige til det! har et menneske ikke ret til at følge den religion, han brænder for? Hvordan kan vi så tillade os at forbyde disse muslimer at komme i moskéen og at tale med en imam? Det vil man ikke kunne forstå. For vi har ikke prøvet at se forskellen på Jesus og Muhammed. Det er jo en nødvendig forudsætning for at kunne tale om afislamisering. Men ikke for Grøndahl. Han skriver:

Enhver må bidrage efter evne, hvis trygheden skal være for alle. Det handler om andet og mere end at overholde loven og betale sin skat. Den sociale kontrakt virker kun, hvis vi også står på en fælles grund af værdier, der som noget af det første og mest indlysende omfatter den ubetingede ligestilling mellem kvinder og mænd.

Begynd bare med den. Så kan vi altid gå i studiekreds om forskellen mellem Jesus og Muhammed.

Ikke sandt! Naivitet, så det klodser! Vi kan da sagtens finde vore fælles værdier. Vi kan da så let som ingenting overbevise vore muslimske landsmænd om den ubetingede ligestilling mellem kvinder og mænd. At der står noget andet i koranen, nå ja, den er vel lige så ligegyldig for muslimerne, som bibelen er for os. For forskellen mellem Jesus og Muhammed, det er en biting, den kan vi ordne i en studiekreds, hvis vi gider.

Og de flygtninge, der skal sendes tilbage til Syrien! Også dem har Grøndahl ondt af:

Og så er der den gruppe af syriske flygtninge, der står til hjemsendelse under henvisning til, at situationen i Damaskus vist nok og måske er blevet bedre. Vel skal midlertidig beskyttelse ikke uden videre kunne konverteres til de facto indvandring, men hvis der er tvivl om forholdene, skal tvivlen i så fald tages til indtægt for vores egen restriktive politik? Bør den ikke komme de flygtede til gode?

Og så er der socialdemokratiets tale om at sende “vore” flygtninge til Rwanda, så deres asylansøgning kan behandles dèr. Uha, uha, den går ikke, mener Grøndahl. Blot er han her nødt til at indføre en lille løgn for at få det til at gå op. Han skriver:

Det samme gælder den ulyksalige forestilling om at udlicitere beskyttelsen af flygtninge til et afrikansk land, der kun på overfladen ser mere demokratisk ud end de andre, og som i nær fortid har været skueplads for et folkedrab.

Det er muligt, at Grøndahls hukommelse er kort, og min er heller ikke for god, men så meget kan jeg da huske, at det var hutuerne, der forfulgte tutsierne og slog dem ihjel efter noder, da der var folkedrab i Rwanda, ikke omvendt. Og præsidenten i Rwanda er tutsi. Så hvad det, at der har været folkedrab i Rwanda har med sagen at gøre, er ikke let at se. Dermed være ikke sagt, at socialdemokraterne har en supergod ide. Men hvad så? Hvordan skal vi så overholde konventionerne og alligevel bremse migrantstrømmen?

Intet svar fra Grøndahl.

Og det er det, der er beskæmmende. Her har vi en nogenlunde begavet forfatter, som gør sig tanker om vort lands fremtid, når vi har modtaget så mange muslimer, som vi har. Og det er jo udmærket. Men ærlig talt, det kan man vel få enhver radikal politiker til at indrømme. Måske en sådan ville udtale sig med lidt mere uld i mund, men ellers ville også han kunne se problemet.

Men en løsning, der risikerer at afstedkomme, at nogle mennesker skal tilbage til det land, de kom fra? Nej, nej, det er inhumant, det er imod vores kollektive forpligtelse.

Og ikke sandt, så er vi tilbage ved den holdning, som vi har set hos vore politikere, især hos de radikale, i alt for lang tid, en holdning, der har ført til den alt for store indvandring, og en holdning, der om føje år vil føre til en opløsning af vort samfunds sammenhængskraft, den, Grøndahl ellers hævdede, at han ville værne om.

Udmærket, Grøndahl, værn om sammenhængskraften, men vær villig til at betale prisen, også når den skal betales i noget, der går imod mediernes snøfthistorier.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.