Pinsens under

Bliver det nogensinde pinse? Lader pinsens under ikke vente på sig i alt for lang tid? Det spørgsmål fandt jeg det nærliggende at stille efter at have set Mikkel Anderssons interview med Birgithe Kosovic her.

Kosovic føler sig ret alene med det synspunkt, hun redegør for i videoen: at en stat med flere folk altid giver anledning til problemer. Men hun havde nu Mikkel Andersson med sig i nogle af konklusionerne, selv om han følte sig tvunget til, som en god interview’er, at stille hende nogle nærgående spørgsmål. Og jeg vil da også et langt stykke af vejen give hende ret: der er virkelig i dagens verden utrolig mange eksempler på, at dette faktum: to folk i det samme land, giver anledning til problemer: diskrimination, fremkomst af offerhistorier hos begge folkene, og også af og til direkte vold, krig, udryddelse. Det har jeg da også på behørig vis givet udtryk for her på bloggen.

Og jeg har også som hun vendt mig imod den folkelige elite rundt omkring i Europa, der løfter pegefingeren og fortæller de arme indfødte, at et ordentligt folk altid må være villig til at tage godt imod fremmede, en elite, der som årene går, mere og mere kommer til at ligne en bronzestatue, ubevægelig, upåvirket af den stadig stigende etniske vold i landene, stadig med den løftede pegefinger og det bebrejdende blik som støbt i bronze.

Men så kommer den sære pinseberetning fra Apostlenes Gerninger og spørger mig, om det ikke i virkeligheden er denne folkelige elite og ikke mig, der på sandeste måde søger at virkeliggøre det kristne budskab. For hvad er det, Lukas fortæller os i ApG 2,1-13? Er det ikke netop, at forbandelsen fra Babelstårnsbegivenheden er ophævet? Er det ikke, at det kristne budskab er for alle folkeslag? For – ikke sandt – apostlene talte den dag alle slags sprog, sprog, som de tilstedeværende fremmede kunne genkende som deres eget. Betyder det så ikke, at det ikke er helt rigtigt, når Kosovic betragter det som en forbandelse, at man mange steder har to folk i ét land?

Ikke uden videre.

Lukas indfletter f.eks. i Paulus’ tale på Areopagus denne bemærkning:

Det er ham [dvs. Gud, rr], der giver alle liv og ånde og alle ting; og af ét menneske har han skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo – (ApG 17,25f).

Det vil sige: Lukas regner det for en god, gudgiven ordning, at der er grænser mellem folkeslagene, noget, han siger som græker i det mægtige romerrige, der om noget var en smeltedigel af forskellige folk. Dette kan betragtes som Guds første forsøg på at undgå en babylonisk forvirring: lad hvert folk have sit landområde og indenfor det prøve at dele sol og vind lige.

Så er det sandt nok, at Lukas også gennem Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner, Luk 10,25-37, fortæller, hvordan Jesus vender sig imod de skriftkloges forsøg på at indskrænke næstebegrebet til landsmanden. Jeg har her fortalt om, hvordan ordet for ”næste” i 3 Mos 19,18 faktisk også kan betyde ”landsmand”. Og den oversættelse vender Jesus sig imod. Det var jo netop det, den skriftkloge spurgte om: ”Hvem er så min næste?” Og ved at fortælle om et mindretalsmenneske, en samaritaner, der reddede livet for en jøde, får Jesus den skriftkloge til at se sig nødsaget til at svare, at jødens næste, som han skal elske, her har vist sig at være en samaritaner, altså, at de skriftkloges normale begrænsning af næstebegrebet ikke gælder.

Jeg har et andet sted, nemlig her, fortalt om, hvordan nogle rabbinere ud fra 2 Mos 21,35-36 rask væk undlader at lade den naturlige lov gælde for jøder. I dette skriftord gives der nemlig regler for, hvordan en strid skal afgøres mellem to jøder. Og det forekommer også os ikke-jøder at være en meget rimelig afgørelse. Men, siger så disse rabbinere, hvis den ene er en ikke-jøde, så gælder denne rimelighed ikke; for en jøde regnes i disse rabbineres forståelse som mere værd end en ikke-jøde.

Og ærlig talt, jeg havde troet, at denne gamle rabbinske tænkemåde for længst var afgået ved døden. Men det viser sig ifølge både Weekendavisen, se her, og Kristeligt Dagblad, se her, at israelerne ikke har formået at behandle de palæstinensere, der bor indenfor Israels grænser, de såkaldte palæstinensiske israelere – de har jo statsborgerskab i Israel – uden diskrimination. Weekendavisen nævner adskillige eksempler på dette fænomen, og Kristeligt Dagblad fortæller om, hvordan netop denne diskrimination er årsag til den nuværende krig mellem Israel og Hamas. Man skriver:

Helt specifik handler striden i Sheikh Jarrah om de huse, som palæstinensiske familier har boet i siden 1950’erne. Disse palæstinensere blev fordrevet fra de israelske byer Haifa og Jaffa i krigen i 1948 og fik i 1956 tildelt husene af det daværende jordanske styre i Østjerusalem.

Men to jødiske bosætterorganisationer har bevist over for højesteret, at bygningerne i Sheikh Jarrah oprindeligt blev købt af jøder omkring 1870. Jøderne flyttede ind i kvarteret, fordi Shimon Ha’ Tzadik, en af det jødiske tempels præster, menes at ligge begravet her. I 1982 blev der indgået et kompromis mellem dem, der repræsenterer de oprindelige ejere og de palæstinensiske familier. Ifølge det kompromis ville familierne været fredet, hvis de betalte husleje.

Det gjorde de dog ikke ud fra den opfattelse, at de ikke selv har modtaget erstatning for de huse, som israelerne overtog i 1948, da de palæstinensiske familier flygtede omkring statens Israels oprettelse. Derfor har de to jødiske organisationer bragt sagen for Israels højesteret med brug af en lov, der giver israelske jøder ret til at kræve landområder tilbage, hvis ejerskab kan bevises.

Saleh Abu Diab kender argumenterne. Han smiler et kort øjeblik og slår så ud med armene.

Ok, ok. Fint nok. Ved du hvad, jeg flytter gerne her fra Sheikh Jarrah. Men på den ene betingelse, at jeg kan få min families hus fra 1948 tilbage igen. Vil det være rimeligt,” spørger han.

Han kender selv svaret. Israels retssystem giver ikke de palæstinensiske flygtninge fra 1948 retten til at kræve tabte landområder tilbage.

Her optræder oksetankegangen i fuldt flor. Israelske jøder har ret til at få deres landområder tilbage, men israelske palæstinensere har ikke.

Ingen tvivl om det: det var dumt af israelserne at lave disse love, og derigennem at tvinge palæstinenserne i Sheikh Jarrah bort fra deres boliger. Det har i endnu højere grad end tidligere fået Hamas til i alle palæstinenseres øjne at fremstå som deres eneste repræsentant.

Man mindes Benny Morris, der i et interview med Weekendavisen engang i 2019 sagde, at Ben Gurion begik en stor fejl, da han ikke gennemførte adskillelsen af de to stridende folk ved at fordrive samtlige palæstinensere fra Middelhavet til Jordanfloden, se her. For var det daværende Israel blevet gjort til et land med kun ét folk som beboere, så havde man i hvert fald undgået de kampe mellem israelere og palæstinensere, som i denne krig har fundet sted indenfor Israels grænser.

Men det havde unægtelig også hjulpet noget på situationen, i hvert fald den nuværende, hvis israelerne havde formået at fastholde den naturlige lovs anbefalinger: at alle mennesker er lige meget værd, og at et lands lovgivning ikke kan tillade sig at gøre forskel på borgerne. Dog må man føje til, at det måske alligevel ikke ville have hjulpet så særlig meget, for islam har heller ikke alle menneskers ligeret på programmet. I den muslimske teologi er muslimer mere værd end ikke-muslimer.

Og så er vi tilbage ved Birgithe Kosovics tese: at to folk i det samme stat altid giver problemer.

Hun var nu efter min mening meget hård i betrækket. Hun kunne ligefrem udslynge denne opfordring: Vis mig et sted, hvor det fungérer! Og selv om jeg ikke har tænkt mig i det følgende ligefrem at give en rosenrød beretning om stater med to folk, så vil jeg nu mene, at forholdene er knap så umulige at have med at gøre, som hun afbilder dem.

Sjovt nok kan man såmænd næsten tage det område, Kosovic kommer fra, nemlig Jugoslavien, som eksempel på en taktik, der dog i nogen måde har virket. Det er sandt nok, at man godt kan undre sig noget over, at kroaterne og serberne, der dog taler nogenlunde samme sprog, men blot skriver med hver sit alfabet, fordi de har hver sin religion, ikke har kunnet enes, men under Anden Verdenskrig lod sig spille ud mod hinanden, og ved Jugoslaviens opløsning igen lod vold og forfølgelse herske. Men det fik dog en ende i kraft af en amerikaners indsats. Han lavede en grænse mellem de to rivaler, og skønt den bugter sig i alle retninger, var det åbenbart det, der skulle til, se evt. her.

Men indrømmet, dette er noget, der giver Kosovic ret i hendes tese.

Det gør også et andet eksempel på grænsedragning. Det er den føromtalte Benny Morris, der nævner det. I 1923 indgik Tyrkiet og Grækenland en aftale, hvorefter de byttede mindretal. Muslimerne på Kreta blev tvangsforflyttet til Tyrkiet, og de ortodokse kristne i Tyrkiet til Grækenland. Hårdt og brutalt, javist, men, siger Morris, se på effekten i det lange løb! På Kretas ”søsterø”, Cypern, har man ikke foretaget noget tilsvarende, og dèr har man stadig problemer med de to forskellige folk.

Morris vil jo i og for sig anbefale, at man foretager en grænsedragning. Det gjorde man, da man indførte apartheid-styret i Sydafrika. Jeg véd ikke, om man skal sige, at tanken sådan set var god nok, måske efter Morris’ opfattelse. Men man gennemførte opdelingen af landområder til henholdsvis sorte og hvide på en højst ulige måde. De sorte fik alle de dårlige jorder, de hvide de dyre og gode jordarealer. Havde man så endda indført en konsekvent grundskyld, så man derigennem, også hvad økonomi angik, stillede alle borgere lige, så havde måske denne apartheid kunne forsvares. Men ikke, som gennemførelsen fandt sted.

Og dog er der selv i Sydafrika positive ting at sige. Da man fik nedlagt apartheid-styret, og Nelson Mandela tog over, var der mange regnskaber, der skulle gøres op. Det gennemførte man på den højst kristelige måde, at man tilbød at ville tilgive alle deres lovovertrædelser under apartheid-styret, hvis de ville bekende det hele. Og den forsoning mellem sort og hvid, det gav anledning til, er ikke at kimse ad. Omend den jo kun var en lille del af den næstekærlighed, som Jesus anbefaler for samfundets skyld.

Men ellers må man da give Kosovic ret i, at det er ret svært at finde eksempler på en stat, der har fået held til at indeholde to folk, uden at de er røget i totterne på hinanden.

Tager vi de tre mægtige stater, Kina, Indien og Rusland, så har de alle mindretal, som de ikke rigtig kan få til at indordne sig. Det gælder uighurerne i Kina, det gælder muslimerne i Indien, og det gælder en række ret små folkeslag i Rusland. Hvad specielt muslimernes forhold i Indien angår, kan man med en vis frygt i stemmen sige, at vi i Europa er på vej til at få de samme problemer med muslimerne som Indien. Man har f.eks. i Indien lavet særlovgivning for muslimerne, selv om man i 1947 lagde ud med en grundlov, der stillede alle lige. Men en bestemt sag, Shah Bano-sagen, fik Rajiv Ghandi til at give muslimerne særrettigheder, som svarede til den muslimske sharia, se her. Og man må da frygte, at når muslimerne bliver tilstrækkelig talstærke her i Europa, vil noget tilsvarende kunne ske her.

Men inden vi giver Kosovic alt for meget ret, må vi lige nå at bemærke, at muslimer altid har haft svært ved at integrere sig i andre samfund. Dette at skulle rette sig efter verdslige love, når man i koranen har nogle guddommelige love, er en kamel, de har meget vanskeligt ved at sluge. Så de problemer, der er for alle andre mennesker med at indordne sig i en stat med to folkeslag, bliver mangedoblet, når den ene part er muslimsk.

Hutuernes nedslagtning af tutsier i hundredtusindvis i 1994 i Rwanda er et skrækkeligt eksempel på, hvor galt det kan gå i det Afrika, europæerne overlod til de mange afrikanske stammer. Heldigvis er det ikke alle steder, det er gået lige så blodigt til, men givet er det, at det er svært i det nuværende Afrika at pege på et sted, hvor to folk eller to stammer i det samme land kan opvise en fredelig og hensynstagende udvikling.

Men om vi derfor skal gøre, som de spanske konger gjorde med muslimerne i Granada-provinsen, er alligevel et spørgsmål. Granada blev erobret af de spanske konger i 1492, og de muslimske indbyggere blev kort tid derefter tvangskristnet. Men de blev selvfølgelig ikke gode kristne spaniere på den måde. Der udbrød oprør i midten af 1500-tallet og først i begyndelsen af 1600-tallet fik kongerne held med at neddysse den muslimske kulturs eftervirkninger: man gjorde nemlig det, at man tvangsforflyttede de tvangskristnede muslimerne fra Granada ud over det øvrige Spanien, så der i dag ikke er rester tilbage af disse muslimer i Spanien; de er alle blevet ”gode” spaniere. Til gengæld har man så i vore dage importeret en masse muslimer, som om man påtænker at begynde forfra.

Så er der USA! Det store indvandrerland, der tilsyneladende har haft held til at få sine mange etniske mindretal til at integreres og føle sig som lige så meget amerikanere, som de føler sig som italienere og kinesere, og hvad de nu ellers er. Kosovic var hurtig til at påpege, at de sorte efter 400 år (jeg tror nok, hun sagde 400 år) ikke er blevet amerikanere på en måde, så uroligheder undgås. Men hvorfor dog helt glemme kineserne, italienerne, og de mange andre folkeslag, som har fundet et fristed i USA, og som accepteres som ligeværdige borgere? Spørgsmålet er jo egentlig kun i mindre grad, hvad den enkelte borger oplever fra andre borgeres side som nedsættende bemærkninger eller måske kun drillerier, langt det vigtigste er dog, om de offentlige myndigheder kan undgå at gøre forskel på folk. Og det er der dog ikke så mange eksempler på.

Nogle af de danske mindretal – det har vist været muslimerne – føler det som diskrimination, at det altid er dem, der ved en razzia tages til side og undersøges, men det blev forklaret af Kosovic – eller var det af Mikkel Andersson – med den overrepræsentation, muslimer udgør i kriminalstatistikken. Det kan godt være, det føles som diskrimination af de muslimer, der er ganske uskyldige, men det ville være dårlig anvendelse af politiressourcer at undersøge alle og ikke nøjes med dem, hvor der er størst chance for gevinst.

Men sandt nok, forholdet mellem sorte og hvide har stadig ikke fundet sin løsning i USA.

Derimod havde forholdet mellem danskere og jøder fundet sin løsning, da Anden Verdenskrig brød ud. Det var i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet gået tilbage for den jødiske menighed. Dels fordi det hele tiden kun havde været en lille menighed, dels fordi ikke så helt få af jøderne forlod menigheden, lod sig døbe og blev helt almindelige danskere. Så kom der omkring Første Verdenskrig et vist tilskud til den jødiske menighed fra Østeuropa, men noget stort mindretal blev det aldrig til med jøderne her i Danmark.

Og antallet har nok spillet en vis rolle, ligesom jødernes stadige forsøg på at gå i ét med tapetet: de ville ikke skeje ud på nogen måde. Og det mærkelige er, at den Scavenius, som af mange skældes ud for sin rolle i begyndelsen af besættelsestiden, faktisk ikke var spor principløs. Det ene princip, han holdt fast på, var Danmarks neutralitet; landet skulle ikke deltage i Antikominternpagtens krige mod kommunisterne; og det andet var, at landet ikke skulle forfølge jøderne. Og det var i høj grad med til at redde de danske jøder. Da regeringen trådte tilbage den 29. august 1943 og tyskerne derfor kunne iværksætte den jødeforfølgelse, der havde fundet sted i alle de andre besatte lande for et år eller to siden, var alle klar over, at det var noget frygteligt, der var sket med f.eks. Hollands og Norges jøder. Så derfor var der mange, der sagde til sig selv, at noget lignende ikke skulle ske med vores jøder. Og det i forbindelse med svenskernes tilbud om at tage imod eventuelle flygtende jøder, bevirkede, at næsten alle danske jøder reddede livet.

En lignende holdning til jøderne fandt man også andre steder i Europa. I Holland fandt man såmænd næsten en endnu mere hjælpsom holdning. For Holland havde jo ikke noget Sverige indenfor rimelig sejlafstand, og de mange jøder, der faktisk reddede livet i Holland, var nogen, der ligesom Anne Frank blev skjult i baggårde igennem flere år.

Så lad os bare sige, at Jesu formaning om at lade næstekærlighedsbuddet gælde også et mindretals medlemmer, var sivet ind hos os danskere. Men vi må nok føje til, at dette i høj grad hang sammen med jødernes indstilling til tingene: de ville i ét og alt opføre sig som danskere, ikke gøre sig bemærket på nogen måde.

Og når vi blankt må indrømme, at vi ikke har formået at oparbejde en tilsvarende holdning til vort muslimske mindretal – her gælder i fuldt omfang Kosovics tese, at det giver problemer med to folk i det samme land – så kan man selvfølgelig godt sige, at skylden er vor, danskernes, men det vil nok være mere i overensstemmelse med sandheden at sige, at muslimerne opfører sig helt anderledes end jøderne, og at det er derfor, der ikke har fundet en tilsvarende integration sted.

Og hvis man så vil sige, at så kan altså pinsebegivenhedens under ikke tænkes at fuldbyrdes hos os, eller måske endda sige, at det er det pure opspind, alt dette med, at pinsen ophæver babeltårnsmytens hårde, yderst realistiske billede af forholdet mellem to folk i den samme stat, så har jeg lyst til at slutte med en salme eller vise, jeg skrev engang – for øvrigt på melodien til røversangen fra Kardemommeby. Jeg har skrevet den af tidligere her på bloggen, så jeg nøjes med de to sidste vers. Inspirationen er Jesu lignelse om sæden, der gror helt af sig selv, og efter at have beskrevet, hvordan der i folkets midte gror tanker frem, der afslører elitens kommunistiske mummespil, skriver jeg:

11. Det mærk’ligste, det var måske, det trods vor vantro gro’de,

vi brugtes, men vi stod der bare dumt og på det glo’de;

vi blev i dette sære spil

tilsku’re degraderet til,

det gror af sig selv, se dog bar’, hvor det kan

båd’ i Polen og Ungarn og Østtyskland.

12. Og hvad skal vi så gøre med de sære samfundskræfter,

som virker, også om vi ej os særligt ved dem hæfter,

som vokser, når vi går til ro,

som vokser mod kompakt vantro?

Lad hjertet få fryd, vantro kvinde og mand

båd’ i øst og i vest og i Danmarks land.

Ikke sandt, johannesevangelisten lader Jesus sige, at Helligånden skal tage af det, der hører Jesus til, Joh 16,14. Det vil sige, at den helhedsforståelse, der ligger i sproget selv, som gør, at hvert menneske bliver et helt menneske, netop når det følger Jesus efter i at kæmpe for fællesskabets tarv, den er det, Helligånden griber fat i, den er det, han kan bruge for at få også vor tids mennesker til at blive forvandlet til den store helhed: menneskeheden. Det skete dengang med den store Sovjetunion, så kan det vel også ske andre steder, hvor vi lige så lidt venter det.

Men det er og forbliver naturligvis en utilladelig dumhed ligefrem at invitere problemerne indenfor med den indvandringspolitik, vi fører for øjeblikket.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.