Hykleri på Langeland

Åh nej, det er såmænd ikke langelænderne i al almindelighed, jeg vil kalde hyklere. Det er kun dem af dem, der tidligere har argumenteret for, at øboerne godt kunne tage imod flygtninge. Og dem er der nogle stykker af. Kim Møller på Uriasposten har forsøgt at komme i kontakt med én af dem for at høre, hvad hendes gruppe, som hedder ”Venligboerne Langeland”, mener om placeringen af et center for afviste asylansøgere ved Bagenkop, se her. Men han har ikke fået noget svar.

Disse Venligboere har i 2021 på Facebook skrevet følgende:

Venligboerne – flygtningehjælp er en gruppe af frivillige, der betragter hver eneste flygtning som en kilde til inspiration og forbrødring. Vi ønsker at bringe dem sammen med byen, og byen sammen med dem. Det sker gennem VENLIGHED og en bred vifte af arrangementer som alle har det formål at bygge bro mellem mennesker.

Vi er ikke politiske, vi er kun optaget af den ene, altoverskyggende ambition: Vi vil have det bedste frem i os alle sammen. Flygtningene selv er også med i vores gruppe, og derfor vil meddelelser ofte blive givet på både dansk og engelsk. VIVA VENLIGBOERNE!”

Og indrømmet, det lyder jo smukt og tager sig fromt ud på papiret. Men lader det sig omsætte til kras virkelighed, når et udrejsecenter tænkes oprettet på denne venlige ø, beboet af venlige mennesker?

Det har vist sig ikke at være tilfældet. Og når virkeligheden ikke vil arte sig, som Venligboerne på Langeland vil have den til at være, går disse mennesker i flyverskjul. Under al balladen om et udrejsecenter ved Bagenkop har de dukket sig og omhyggeligt holdt deres mund.

Og man kan selvfølgelig godt nøjes med at forarges noget over, at disse Venligboere sådan har holdt mund ret så eftertrykkeligt i sagen om et udrejsecenter. Den forargelse skal ikke glemmes. For man får en grum mistanke om, at mange af disse Venligboere, ligesom for øvrigt deres kollegaer i de forskellige partier, f.eks. De Radikale, Enhedslisten, og Folkesocialisterne, har utrolig let ved at fragå deres fromme teser, når virkeligheden banker på. Det er let at have en fin, supermoralsk indstilling til tingene, så længe det er andre, der skal betale omkostningerne, og så længe man kan bilde sig selv og andre ind, at de mennesker, man vil hjælpe, virkelig fortjener hjælp.

Men en sand og gennemtænkt politisk holdning viser sig ved, at man på forhånd har tænkt over, hvilke konsekvenser ens holdning og forslag vil have, og hvad det er for en virkelighed, man handler ind i. Når så nogle af disse konsekvenser viser sig, f.eks. derved, at de såkaldte flygtninge viser sig at være en helt anden slags mennesker end forudset, så forventes man selvfølgelig stadig at være tilhænger af den politiske holdning, man bekendtgjorde, eller sige, at man er blevet klogere. Hvis man ikke formår at gøre én af de to ting, må man betegnes som et pjok.

Og det må Venligboerne på Langeland nok siges at være. Dertil kommer imidlertid, at man også må forarges og undres over den tommetykke farisæisme, der ligger i f.eks. ovenstående citat. Man vil have det bedste frem i os alle sammen, siger man. Man har nu mere indtryk af, at det drejer sig om at vise det bedste i sig selv. Man flager utilsløret med sin egen velvilje overfor nogle helt ukendte mennesker, som man kalder flygtninge, og som man i sin store godhed har ondt af. Man ønsker at bringe disse fuldstændig ukendte mennesker sammen med byen og byen sammen med dem. Og igen: det er jo da et fromt formål. Men i sin store godhed tegner man et bestemt billede af disse fremmede mennesker, skønt man ikke kender det mindste til dem.

Man går f.eks. ud fra, at de meget gerne vil sluttes sammen med byen, og overser derved, at mange af disse flygtninge kommer fra en fremmed kultur og måske ikke er særlig ivrige efter at blive bragt sammen med en dansk by. Men det er karakteristisk for disse gode mennesker, at det, der bestemmer, hvordan de bedømmer disse fremmede, er deres egen store godhed. Fordi de i deres store godhed er ivrige efter at gøre gode gerninger, aftegner de de fremmede som mennesker i stor nød, og som mennesker, der er taknemlige for den hjælp, sådanne gode danskere kan give dem.

Og desværre er der en tæt sammenhæng mellem deres ønske om at afbilde sig selv som hjertensgode mennesker og deres ønske om at afbilde flygtningene som ynkværdige mennesker, der med stor taknemlighed tager imod den gave, de gode Venligboere giver dem. Hvis flygtningene viser sig anderledes, er jo de hjertensgode menneskers godhed måske alligevel ikke så god, ja, måske i virkeligheden mere naivitet end godhed.

Problemet for disse hjertensgode mennesker er, at flygtningene jo viser sig at være anderledes. De er ikke, som Venligboerne tror. De fleste af dem kommer fra en muslimsk kultur, og selv om Venligboerne med stor kraft ser bort fra denne kendsgerning, og oven i købet betegner os, der fortæller dem sandheden om disse mennesker, som onde mennesker, så har muslimerne altså, hvordan man end vender og drejer det, fra deres religion arvet en forestilling om, at de er bedre end andre mennesker, og at Gud (Allah) har sat dem, muslimerne, øverst på ranglisten, og anbragt os andre, ikke-muslimerne, til at være tjenende ånder for muslimerne. Så muslimerne tager med glæde imod den hjælp, der tilbydes dem, men ser på den som en selvfølge, som noget, der giver sig af den forskel, Allah har lagt ind i tilværelsen.

Men fordi Venligboerne ikke kan opretholde billedet af sig selv som hjertensgode mennesker, hvis dette er sandt, gør de alt, hvad de kan for at kunne blive ved med at tro på, at flygtningene er mennesker af samme art som os danskere. Og viser virkeligheden sig så i al sin gru bevisligt at være anderledes, f.eks. derigennem, at det bliver klart, at et udrejsecenter også huser flygtninge, der på ingen måde svarer til Venligboernes billede af dem, så pakker de kære Venligboere så uset som muligt ned for al deres imødekommenhed, så prøver de det bedste, de har lært, at gå i ét med tapetet. Eller man skal måske snarere sige, at de vender op og ned på deres tidligere opfattelse. De mennesker, som de tidligere betragtede som hårdhjertede mennesker, fordi de ikke ville være lige så imødekommende overfor fremmede som Venligboerne selv, altså alle de andre langelændere, der demonstrerer imod udrejsecenteret, de bliver nu pludselig forvandlet til medmennesker, bysbørn, mennesker, som man føler sig solidarisk med, og flygtningene, ja, de forvandles til onde mennesker, som Venligboerne ligesom deres ø-landsmænd prøver at undgå.

Men ak, den slags vendekåber skal såmænd nok gøre sig hørt senerehen, når der er faldet lidt ro over Langeland. For disse Venligboere vil jo så gerne gøre en god gerning, og de vil jo så gerne, at det skal blive klart for alle, at det er det, de gerne vil gøre, og derfor skal nok denne farisæisme før eller senere få dem til igen at se på flygtningene med de øjne, de havde, før virkeligheden slog ind på dem.

For de to ting hører sammen: Venligboerne er gode mennesker, men de kan kun komme til at gøre en god gerning imod flygtningene, hvis flygtningene er nogenlunde ligesom vi danskere. Og derfor kræver Venligboernes godhed, at billedet af flygtningene er, som de ønsker det. Derefter haver virkeligheden sig at rette.

Og så kan komedien gentage sig.

P. S.: Jeg har her kaldt flygtningene ”flygtninge”, skønt langt de fleste er migranter. Det gør jeg for at være lidt venlig overfor venligboerne.

Dette indlæg blev udgivet i Etik, Indvandringspolitik og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.