Mytologi eller metafysik

Efter mit sidste indlæg her på bloggen havde jeg egentlig lyst til at gøre lidt mere ud af dette med at forstå en myte. Men det var lidt uklart for mig, hvordan jeg skulle bære mig ad.

Så faldt jeg over en artikel i Information. Det var ikke mindst overskriften, der fangede min opmærksomhed: ”Vi tror blot, at vi ikke tror”, se her. Det mindede mig om noget af det, jeg lige havde skrevet angående Mikael Rothstein. Her havde jeg jo forsøgt at klargøre, at mange af nutidens videnskabsfolk uden selv at lægge mærke til det, stiller sig selv udenfor den verden, de undersøger; i religionshistorikernes tilfælde: de mener, at de som ateister har et videnskabeligt fortrin frem for alle os, som de undersøger; de er nemlig ikke som vi andre faldet i den ”fælde”, at de tror på noget overnaturligt, noget ud over denne verden. Men det mærkelige var, hævdede jeg, at de hvad livsholdning angik, deltog med fuld musik i vores livsglæde og livsmod og positive indstilling til tilværelsen.

Altså, de levede den livsholdning ud, der ligger i skabelsesmytens subjektive del, men nægtede på nogen måde at godtage den objektive side af myten.

Og ikke sandt, så passer måske artiklens overskrift udmærket på den slags forskere: De tror blot, at de ikke tror, underforstået: men de gør det alligevel, hvis altså dette at tro knytter sig til livsholdningen.

Forfatteren til artiklen, Johan Lose, omtaler festlighederne i anledning af Hegels 250 års fødselsdag forrige år og skriver så: En, der nok ville have nægtet at deltage i festlighederne, hvis han var blevet indbudt – eller måske netop ville have deltaget for at sprede lidt ubehag – er ungarske László F. Földenyi. Som han har fortalt et sted, er han »tiltrukket« af det ubehagelige, og så opfatter han Hegel som en af filosofihistoriens skurke. Især det sidste viser han i sin seneste essaysamling, udsendt på engelsk under titlen Dostoyevsky Reads Hegel in Siberia and Bursts into Tears (Dostojevskij læser Hegel i Sibirien og brister i tårer).

Lose forklarer Földenyi’s forehavende lidt nøjere: Han vil nemlig undersøge »erfaringen af uudgrundelighed, som findes dybt nede i alle kulturelle fænomener«.

Ordet, Földenyi bruger, om denne erfaring, er ‘metafysik’. Lidt drilagtigt taler han også om »ateistisk religiøsitet«. Selv uden gudstro, hævder Földenyi, »gør alle mennesker sig visse genkommende erfaringer, i kraft af hvilke menneskelivet viser sig at være dybt indlejret i en serie af grundlæggende sammenhænge, som peger langt hinsides de fremstillede strukturer (sociale, politiske og økonomiske); disse tilstande kan derfor med rette kaldes metafysiske«.

Jeg vil nok hellere i stedet for kun at tale om metafysik skelne mellem metafysik, som er en rationel undersøgelse af vore menneskelige forudsætninger, og mytologi, som er det underliggende grundlag for, at der bliver sproglige og rationelle væsener til. Men derfor kan han muligvis have ret i sin kritik af Hegel. Lose refererer:

Lad os forestille os, foreslår Földenyi, at de [Dostojevskij og hans ven] læste Hegels forelæsninger om verdenshistoriens filosofi. Her erklærer den tyske filosof, der befinder sig i Berlin, at Sibirien ved Europas rand er faldet ud af den »verdenshistoriske proces«. Stedet er uden historisk kultur, lyder det. »Vi kan sagtens forestille os Dostojevskijs bestyrtelse, da han faldt over disse linjer i tællelysets skær (…), vi kan ligeledes let forestille os hans fortvivlelse, da han var tvunget til at se den kendsgerning i øjnene, at hans mange lidelser, ‘derovre’ i Europa, ikke (…) blev tilskrevet nogen betydning«. Dostojevskij kan ifølge forfatteren resignere, briste i gråd eller gøre oprør. I Földenyis fortællinger gør han det sidste.

Hos Földenyi er Dostojevskij en helteskikkelse, der synliggør de usynlige; dem, der er stødt ud af det ‘universelle’, ud af fremskridtet, ud af historien. Og vigtigst: en helteskikkelse, der gennem sine sibiriske lidelser har opnået indsigt i de uomgængelige, menneskelige vilkår, som det rationelle blik – Hegel – overser.

Jeg har her foretaget mit eget lille oprør mod Hegel. Det går ud på, at Hegel ganske korrekt forstår den nytestamentlige lovtankegang som ”Moralität” og evangelietankegangen som ”Sittlichkeit”. Men han sætter overgangen fra moralitet til sædelighed ind i en filosofisk tankegang, det vil sige: han hævder, at denne overgang er en del af Åndens udvikling i historien. Og så overser han, at denne udvikling ikke er noget, der sker automatisk, den sker i en samvirken mellem menneskets afgørelse og åndens virken. Som jeg beskrev det dengang ud fra Paulus brev til Filemon:

Men modsat Hegel regner Paulus ikke med, at dette er noget, der sker ”med nødvendighed”, det er derimod noget, der sker ved åndens kraft, noget, der finder sted ved Paulus’ formaning, når ånden virker med i hjertet på den, der hører formaningen. I Filemons tilfælde: Det er hos ham selv, i hans eget indre, at tiøren skal falde, så han kommer til at se, at han og hans slave jo nu er brødre.

Og derved kommer jeg muligvis til at komme med en kritik af Hegel, der minder om Földenyis. I hvert fald refererer Lose ham for noget lignende:

Han [Hegel, rr] bliver sindbilledet på det, der ifølge Földenyi udgør oplysningsmiseren: troen på, at fornuften er almægtig; at fornuften, fremskridtet og historien kan indtage Guds plads og gøre krav på absolut autonomi.

Men lad os nu lige passe lidt på. For det kan godt være, at fornuften og fremskridtet ikke kan indtage Guds plads, men det betyder jo ikke, at der ikke finder nogen udvikling sted.

Min opfattelse er den, at vi på forhånd, i det sprog, vi arver fra vore fædre, har en udviklingsmulighed. Og prøver vi at vise, hvordan sproget f.eks. fører os frem til gode love gennem anvendelsen af den gyldne regel: at det, vi ønsker gjort af andre, netop er, hvad vi selv skal gøre mod dem, så arbejder vi rationelt, endskønt det jo ikke er fysik, vi arbejder med, men metafysik. Men i selve den forudsætning, at vi kan bygge på sprogets indbyggede regler, at der altså i sproget ved passende metafysisk bearbejdelse lader sig udlokke nogle gode love og regler, er det ikke et stykke metafysik, vi bygger på, men et stykke mytologi.

Grundtvig prøver et sted i ”Christenhedens Syvstjerne” fra 1850erne, der kan ses her, at vise, hvordan Guds-ordet forudsætter, at vi gribes af sprogets fangarme. Det er i en vis forstand den omvendte argumentation af den, jeg vil anvende, men den er vist tydelig nok endda. Han skriver i vers 573-576 under ”den nordiske menighed” således:

573. Er vi uden Gud i verden,

tror vi ej på ham i løn,

heller aldrig, trods gebærden,

tror vi på Gud-faders søn;

ved ej vi, hvad tro betyder

mellem sjællandsfar og jyder,

al vor tro på Gud er tant.

574. Er et evigt liv med glæde

ej vor længsel og vor lyst,

kun forgæves engle kvæde

derom os til håb og trøst;

har ej forud vi, som sjæle,

sans for liv og eftermæle,

evigt liv er os en løgn.

575. Har ej sandhed, mer og mindre,

om vor mening, tro og agt,

sandhed om vort eget indre,

over løgn og falskhed magt,

aldrig da til sandheds fader,

som al falskhed evig hader,

som vor Gud, vi slår vor lid.

576. Elsker det vi kun i grunden

hvoraf vi har øjenslyst,

elsker ej engang i munden

vi vor moders navn og røst,

aldrig huse eller hæle

vi Guds kærlighed til sjæle,

hjertens-kærlighed til Gud.

Tag vers 573!

Det er givetvis Grundtvigs mening at slutte baglæns. Eftersom vi alle véd, hvad tro betyder mellem sjællandsfar og jyder, tror vi faktisk bag al vor fornægten på Gud.

Og vers 574!

Spørgsmålet er det omvendte af, hvad man skulle tro; det drejer sig ikke om, hvorvidt vi længes efter et evigt liv eller har skippet enhver tanke om noget sådant som dum overtro. Nej, det drejer sig om, om vi har sans for liv og eftermæle, altså om vi anser os selv for mennesker, der sammen med andre kan finde frem til sandheden.

Det ses nok tydeligere i vers 575: for her er tanken den, at vi jo alle har sans for sandhed, har blik for, om vi selv og andre er ægte i vor menneskelighed. Og hvis vi ikke føler, at den sandhedskærlighed, vi har, har magt over falskhed og løgn – men det føler vi jo alle, så det må hedde: hvis vi ikke følte – så ville vi være døve for Guds ord, men da vi alle føler det, er vi ikke døve for Guds ord, nå ja, måske på den måde, at vi ser ned på alt det, kirken foretager sig, men ikke på den måde, at vi er ligeglade med sandhed eller løgn.

På den måde bliver det svært at være ateist. Og det ligger også bag vers 576. For nok er der nogen, der kun elsker det, hvoraf de har øjenlyst, men det er dog de færreste, der sådan ligefrem åbent fornægter det, de har fået af deres mor, ikke blot alle de gode vaner, hun har givet os, men især det sprog, vort modersmål, som hun var den første, der brugte overfor os.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi dermed har overbevist alle ateister. Men det betyder, at der ligger en række metafysiske argumenter bag disse vers. Ting hører sammen. Den åbne bekendelse til den Kristus-figur, som har åbenbaret sprogets virkemåde for os, må høre sammen med en lyst og en stræben efter at leve efter sandhedens målestok, som han gjorde. Men hører sammen begge veje! Så dette at gå i kirke og bekende sig til ham og hans sandhedstrofasthed må smitte af på den måde, vi forholder os til vor næste og til samfundet i det hele på. Og så dette at leve i dette samfund med den kærlighed til sandhed og oprigtighed, som præger os, som minimum må gøre os åbne for det kristne budskab.

Men her dukker så mytologien op som en slags stopklods. Hegel og andre udviklingsoptimister ser den måske ikke, men selv om vi accepterer, at der er en form for rationalitet i ovenstående overvejelser, en rationalitet af metafysisk art, så er vi ikke nået ned til tilværelsens uudgrundelighed.

Måske vi kan sige, at zenbuddhisterne kan hjælpe os frem eller ned til denne dybe grund. For de er som buddhister af den opfattelse, at alle de lokkemidler, som tilværelsen bruger for at holde os fanget i dens onde net af lidelse, en lidelse, som den listelig forklæder som skønhed og livsglæde, de i en vis forstand blegner overfor det allerfarligste lokkemiddel, nemlig sproget. Derfor arbejder de på at nedbryde sprogets herredømme over os.

På den baggrund kan vi måske bedre indse, at mytologien og ikke metafysikken er det inderste i tilværelsen. Til syvende og sidst skal vi selv sige ja, ikke blot til livet og dets herlighed, sådan som skabelsesmyten vil have os til at gøre, men også til sproget selv, det middel, hvorigennem vi kan give alt det andet udtryk. Og selv om vi siger, at sprogets logik, rationaliteten i metafysikken, kan gøre det forståeligt og naturligt, at vi siger ja til de kristne trossætninger, så kan selve det, at vi går ind under sprogets herredømme, dog ikke tilskrives nogen logik, det er noget, der sker bag ryggen på os, det er noget, vi blot gribes af.

Men alternativet til at lade os gribe af den sprogets logik, der præger hele vort samfund, er ikke at kaste vrag på samfundets kristendom, men at lade buddhismen være ens tilværelsesgrundlag.

Nuvel, jeg er ikke nået i mål med mine indvendinger. Men jeg har dog måske fået dem belyst lidt bedre.

Advertisement
Dette indlæg blev udgivet i ateisme, Uncategorized og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.