Forskningsfrihed

Der har i den seneste tid været en del debat om en vedtagelse, folketinget har foretaget, hvori man opfordrede universiteternes rektorer til at sikre, at selvregulering i den videnskabelige forskning fungérer, at der ikke forekommer ensretning, og at politik ikke forklædes som videnskab.

Denne debat har fået Berlingske til at lave et interview med islamforskeren Thomas Hoffmann, se her, et interview, jeg har læst med stor interesse. For Thomas Hoffmann er én af dem, jeg har sat min lid til, når det drejer sig om at få normaliseret islamforskningen. Og ganske rigtigt: han medgiver, at der i denne forskning har fundet ”lejrtænkning” sted. Og han fortæller, at han selv har følt sig lidt ildeset i dette miljø. Han siger:

Jeg synes selv, at jeg lidt har stået som en afvigende stemme, paradoksalt nok ved at betone sådan noget som Koranens betydning, at det religiøse spiller en stor rolle, og at islamismen har en intrikat forbindelse til islam. Det synes jeg til gengæld, jeg hører flere tale om i dag. Men jeg har mødt meget modstand.

Om jeg husker ret, var dette med koranens betydning noget, han betonede overfor Jakob Skovgaard Petersen i debatten om Skovgaard Petersens bog ”Muslimernes Muhammad – og alle andres”. Her havde Skovgaard Petersen givet en særdeles udmærket beskrivelse af, hvordan de forskellige muslimer og muslimernes modstandere op igennem tiderne havde set på Muhammed, men – sagde Hoffmann – han glemte at fortælle noget om koranens Muhammed. Der er ikke meget at sige – indrømmet – for navnet Muhammed forekommer kun et par gange i koranen, men forbindelsen mellem profeten og hans efterladte skrift er dog af afgørende betydning for hele det projekt: at give en beskrivelse af synet på Muhammed.

Senere i interview’et hedder det:

Thomas Hoffmann er blevet kritiseret af kolleger for at tillægge islam en for stor rolle, når man taler om muslimers handlinger. Blandt andet i forhold til islamisme og jihadisme. Men Hoffmann insisterer på, at tage Koranens ord alvorligt, eksempelvis når man taler om islamisk terror. Han mener, at religion spiller en »uhørt stor rolle«, og »det tror jeg, at folk har på fornemmelsen«, siger han.

Alt sammen udmærket!

Og dog kan der siges noget mere. Specielt kan der siges noget mere fra teologisk side. Eller rettere: der kan siges noget mere, når sagen ses fra den teologis side, som jeg er talsmand for.

Der kan gives en forklaring på det forhold, at mange islamforskere er utilbøjelige til at tage religionen islam med i deres beregninger, den forklaring, nemlig, at man fra livet i Vesten er vant til, at religion ikke spiller nogen rolle for samfundsudviklingen. Religion betyder her kristendommen. Men det overser man, slår alle forskellige religioner sammen i én pulje, kaldet ”religion”, og tillægger derfor, pr automatik så at sige, islam en lige så ringe betydning for folks handlinger og opfattelser, som man mener kristendommen har hos os.

Nu er jeg jo kristen teolog, og jeg køber derfor ikke sådan uden videre den tanke, at kristendommen ikke spiller nogen rolle for samfundsudviklingen. Jeg har tidligere formuleret mit synspunkt på måde, at jeg siger, at kristendommen går usynligt gennem verden. Det vil sige: den virkning, kristendommen har på samfundsudviklingen, kan man lige så godt tilskrive naturlige kræfter; det lader sig ikke bevise, at det er kristendommen, der f.eks. har fremkaldt vor opfattelse af ytringsfriheden som bærende for vort samfund; vil nogen hævde, at det er en naturlig og nogenlunde forståelig udvikling, der har ført til, at vi i de vestlige lande sætter ytringsfriheden højt, kan jeg ikke argumentere imod det.

Når jeg vil hævde – som jeg jo har gjort det her på bloggen nogle gange – at f.eks. slavefrigørelsen kan ses som en virkning af det kristne budskab, der sætter alle menighedens medlemmer lige, jvfr Paulus’ udsagn i Gal 3,28:

Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus,

så er det en trossag, noget, der ikke lader sig bevise. Ligeledes, hvis jeg vil sige, at ligestillingen mellem mand og kvinde har udspring i det kristne evangelium, så er det noget, jeg godt kan sandsynliggøre med henvisning til visse skriftsteder, f.eks. ovennævnte ord af Paulus eller beretningen om Jesu besøg hos Martha og Maria (Luk 10,38-42), men det kunne i og for sig lige så godt udspringe af den almenmenneskelige udvikling; man kunne henvise til de middelalderlige troubadurers lovprisning af elskoven, eller vore folkevisers beskrivelse af lykkelige og ulykkelige kærlighedsforhold. Kan man sige mere, end at kristendommen i dens grundstruktur ikke sætter sig imod disse forhold, selv om måske kirken i dens ukristelige magtstræb af og til har gjort det?

Eller hvis jeg vil sige, at ytringsfriheden, også den, har kristne rødder, fordi Jesus netop ikke brugte vold for at udbrede sit evangelium, men forkyndte dette evangelium frit og frejdigt, selv om han vidste, at det, han sagde, kunne fremkalde en dødsstraf over ham, så ville jo også det ”kun” være en trospåstand, en påstand, som måske kunne underbygges med kirkefaderordet fra oldkirkens dage, at martyrernes blod er kirkens udsæd, men også en påstand, som den senere kirke ret eftertrykkeligt har modbevist, i hvert fald, indtil Luther så nogenlunde, i hvert fald for en kort stund, fik sat friheden ind på sin plads igen.

Igen: man kan da vist ikke sige mere, end at kristendommen i vore dage ikke har modarbejdet ytringsfriheden, men stillet sig velvilligt overfor den, selv om kirken ikke altid har været lige begejstret for den.

Nej, man kan måske ikke sige mere. Men det er så sandelig også ganske meget, i hvert fald nu i vore dage, hvor islam er kommet ind i vort samfund som en særdeles aktiv medspiller. For hvis bare den forsigtige tanke fastholdes, at kristendommen ikke modsætter sig disse ting, så opdager man, hvor forkert det er, hvis man af gammel vane slår kristendom og islam sammen i begrebet religion, og derfor enten drager den slutning, at kristendommen såmænd nok er ligeså utilpas ved disse friheder som islam, eller får det modsatte ud af det: at islam nok er ligeså ligeglad med f.eks. ytringsfriheden, som kristendommen synes at være.

For sagen er jo den – og det fortæller en nøjere teologisk udredning af de to religioner – at der er himmelvid forskel på kristendom og islam. Og denne forskel kan ses ud fra det faktum, at islam modsætter sig ”disse ting”, dvs., slavefrigørelsen, kønsligestillingen og ytringsfriheden. Slavefrigørelsen godt nok ikke mere, men de andre ting stadigvæk. Og man gør det med koranord som begrundelse.

Forskellen kan ses i forskellen på Jesu indtog i Jerusalem og Muhammeds indtog i Mekka.

Jesus drog ind i Jerusalem, selv om han vidste, at de ledende jøder ville slå ham ihjel for den forkyndelse, han bragte; man kan sige, at han drog ind i Jerusalem for selv at dø.

Muhammed drog ind i Mekka for at slå andre ihjel. Han forlangte en række personer udleveret til henrettelse, personer, som havde fornærmet ham eller direkte nægtet at tro på hans guddommelig sendelse.

Det er, må man nok sige, to diametralt modsatte holdninger til mennesket som sprogbruger. Og det giver de to religioner diametralt modsatte problemer at slås med.

Magtreligioner – jøderne på Jesu tid, muslimerne i vore dage – kan bruge lovtankegangen til at udtrykke sig med. Fordi der ved en guddommelig åbenbaring er fortalt mennesket, hvad det har at gøre, toraen for jødernes vedkommende, koranen for muslimernes, kan man tillade sig at sætte magt bag gennemførelsen af disse regler.

Men kristendommen vil noget andet, vender sig imod denne lovtrældom. Det væsentligste for et menneske er ikke at overholde loven, påstås den end aldrig så meget at være guddommelig, men at styrke de fællesskaber, man står i. Men at det forholder sig sådan, er noget, det enkelte menneske selv må forstå. Det kan forkyndes, men sandheden i forkyndelsen kan ikke tvinges igennem.

Man kan udtrykke det ved hjælp af en udviklingstankegang:

I menneskets udvikling fra abe til homo sapiens er der sket det, siger magtreligionen, at den magtkamp, der foregår mellem hannerne i en abeflok, er videreført hos menneskene; blot har det været nødvendigt at begrænse den på forskellig måde; og denne nødvendighed kan udnytte den del af det menneskelige sprog, der har med retfærdighed at gøre; ved at tildele denne retfærdighedstankegang absoluthed – den stammer fra en guddom – kan man så nogenlunde holde den naturlige magtkamp i ave.

Nej, siger ord-religionen. Da mennesket fik sprog, blev der lagt en ny udviklingsmulighed ind i livet, en udviklingsmulighed, der satte den tidligere magtkamp skakmat. Der opstod et ejendomsbegreb, der gjorde handel mulig og derved afskaffede den stærkeres ret til føden. Ligeledes blev der et retfærdighedsbegreb til, som i princippet satte alle lige. Blot tog det jo tid for menneskene at forstå, hvad sproget således lagde op til. Og bedre blev det naturligvis ikke af, at der fremstod samfund, hvor udviklingen tænktes at låses fast i én gang vedtagne regler, jøderne på Jesu tid, muslimerne senere hen, og – ikke at forglemme – de mange retninger indenfor kristendommen, der også ville lade guddommelige love gælde.

Hvem er mennesket? Er mennesket er højt udviklet dyr og intet mere? Må mennesket nødvendigvis som de dyr, vi stammer fra, befinde sig i en magtkamp i alle sammenhænge? Eller skete der noget afgørende, da mennesket fik sprog? Blev der sat nye kræfter ind i tilværelsen, kræfter, som over tid viste sin styrke, og som nu i den vestlige verden har udmøntet sig i en ikke-voldelig diskussionsmåde?

Er den politiske diskussion, vi fører her i Vesten, udsprunget fra kristendommen, med eller uden kirkens velsignelse? Er den videnskabelige diskussion, der har udviklet sig her, og som har ført til utrolig store resultater, en del af kristendommens virkningshistorie, eller er alt dette bare dukket op af sig selv? Som man nok forstår, lader dette sig ikke afgøre.

Blot synes så meget at kunne siges med bestemthed, at denne udvikling af de i sproget liggende muligheder nærmest er umuliggjort indenfor islam. For indenfor islam fastholder man, at kættere skal slås ihjel so oder so, og der er derfor lagt låg på den frie debat, der er så nødvendig både i politisk og i videnskabelig henseende.

Et lignende låg prøver vore muslimske landsmænd nu at lægge på den fri debat hos os. Dels gennem deres påstand om at føle sig krænket, altså deres krav om hensyntagen til deres religiøse følelser, og dels gennem deres voldstrusler overfor vor frie debat, trusler, der udviser meget ringe hensyntagen til os.

Nuvel, det er en teologs syn på sagen, en teolog, der ser en uovervindelig modsætning mellem kristendom og islam, ligeså uovervindelig, som modsætningen mellem datidens jøder og Jesus var. Og den modsætning var jo absolut: magtreligionen slog ordreligionens stifter ihjel.

Og jeg skal da ikke undskylde de mange islamforskere, der ikke deler denne opfattelse af en absolut modsætning mellem de to religioner. Men jeg kan godt i nogen grad forklare disse forskeres fejltagelse. Man ser modsætningen ikke mellem islam og kristendom, men mellem religion og videnskab. Og ser man det som den store modsætning, så kan det godt gå sådan, at man kommer til at betragte islam som en ligeså ubetydelig religion i forhold til samfundsudviklingen som kristendommen.

Eller det kan gå sådan, at man bliver smittet af den tendens, der er i vore samfund til at prøve på enhver måde at gøre muslimerne tilpas. Så man altså, i nogen grad i modsætning til ens videnskabelige sandhedskrav, bliver ved med at tro, at der dog må være en ikke-voldelig kerne i den egentlige islam, eller bliver ved med at fastholde en skelnen mellem islam og islamisme, hvor den første er fredelig, den sidste voldelig, eller fortsætter med at tro, at alle de muslimer, der lever fredeligt i vore samfund, har ganske det samme menneskesyn som alle vi andre. Med denne opfattelse i baghovedet – som altså er fejlagtig – nødes man til at finde sociologiske eller økonomiske forklaringer på alle de mærkværdigheder, man finder blandt vore muslimske landsmænd.

Hvor hadet til vore vestlige samfund så kommer fra, har man ingen forklaring på. Og hvordan vor hidtil eneste danske terrorist blev terrorist, kan man kun give psykiatriske bud på, religion holder man i hvert fald helst udenfor.

Men der er vist røre i islamforskernes andedam for tiden.

Lad mig tage Mikael Jalving i forsvar overfor Jakob Skovgaard Petersen.

Skovgaard Petersen havde angrebet Jalving i sin bog ”Muslimernes Muhammad – og alle de andres”. Han var en antimuslim, og hans påstande om muslimerne hørte hjemme i den mørke middelalder og ramte ikke nutidens muslimer. Jeg tog problemet op i november sidste år, se her, og skrev dengang:

Men ellers er mit ærinde i dette indlæg at gøre opmærksom på, hvordan Jakob Skovgaard-Petersen er utrolig kritiserende, når det som her er nutidige europæere, der forsøger at nå ind til islams inderste, men utrolig forstående og venligt refererende, når det er muslimer, der forsøger sig på den bane.

Den venligt refererende stil, han anlægger, kan ses i kapitel tolv, fortæller jeg, og citerer derfra: Muhammad gik i krig – mange gange. De klassiske siraer flyder over med beskrivelser af slagene, og nogle af de ældste siraer, kaldet maghazi (’togter’) samler sig næsten udelukkende om dem: Man får deltagernes navne, detaljer fra nærkampe, stolte udsagn og blomstrende heltekvad. I de fleste moderne siraer er alt det skåret bort, og gennemgående forklarer forfatterne slagene som nødvendige for at sikre de troende og på langt sigt opnå en varig fred. Krigene var med andre ord forsvarskrige.

Jeg forstår da godt, at alle krigsbegivenhederne er sorteret fra i de moderne siraer. For i vore dage vil man gerne have islam til at fremstå som en fredselskende religion, og så omtolker man rask være de gamle fortællinger, eller med Skovgaard Petersens ord: man sorterer i dem.

Men skal vi give de moderne muslimer ret i det? Ja, skal vi oven i købet gøre det, som Skovgaard Petersen her: uden nogen som helst historisk undersøgelse eller overvejelse? ”Krigene var med andre ord forsvarskrige”. Jamen, var de det? Og var de det, blot fordi moderne muslimer påstår det? De påstår det jo så tydeligt uden historisk undersøgelse. Det kan da ikke passe, at en alvorlig historisk professor ændrer på de historiske kendsgerninger blot for fortsat at kunne tale med moderne muslimer.

Men så meget må vel stå fast, at moderne muslimer er fredelige muslimer, der ikke kunne drømme om at angribe os vesterlændinge med vold.

Tja, mon det nu også hænger sådan sammen. Eller er de muslimer, der nagelfast udøver terror mon kun en meget lille del af de muslimske samfund?

Det har faktisk Ruud Koopmans undersøgt. Jeg har beskrevet hans undersøgelser her. Han har benyttet en typisk sociologisk metode. Han og hans hjælpere har i seks forskellige lande fundet frem til cirka 8000 respondenter. Dem har de udvalgt, så de i hvert land får nogenlunde lige mange jøder, kristne og muslimer. Hver gruppe har de så delt i to. Den ene gruppe får stillet dette spørgsmål: ”Hvad synes De personligt: Skal mennesker, som i Guds øjne fremkalder skade og øver ondt, slås ihjel?” Den anden gruppe får stillet det samme spørgsmål, men først efter at et voldsopfordrende ord fra bibel eller koran er blevet læst op. Når så ellers man har respondenter nok, skulle det kunne opklares, om der i kristne, jødiske og muslimske grupper er en tilbøjelighed til at lade helligskriftets ord påvirker én til at blive mere voldelig.

Det viser sig, at en sådan tilbøjelighed virkelig forefindes. Oven i købet er den mest virkningsfuld blandt muslimer. Hvis man tager de seks lande over ét, svarer 29% af muslimerne ja til spørgsmålet uden skrifthenvisning, men hele 47% ja, når skriftordet læses op først. Hos jøderne ligger kun 7% på et ja til vold og hos de kristne kun 12%, når altså et skriftord er læst op. Det må i sammenhængen bemærkes, at Koopmans snyder lidt med de kristne. For i Det ny Testamente har han ikke kunnet finde nogen opfordring til vold, derfor bruger han et ord fra Det gamle Testamente. Og man kan virkelig med god grund hævde, som jeg har gjort ovenfor, at kristendommen ikke opfordrer til at slå kættere ihjel.

Så Jakob Skovgaard Petersen og de andre islamforskere, der tror på de moderne muslimers tale om islam som fredens religion, kan godt gå hjem og lægge sig. Koopmans’ undersøgelser viser, at der blandt moderne muslimer er en ganske stor voldsparathed, og at den forstærkes ganske meget af ord fra koranen.

Tilbage til folketingets vedtagelse!

Man kan meningsfuldt føre en politisk diskussion om, hvad der vil være det klogeste overfor vore muslimske landsmænd: vil det være at gå hårdt og kritisk til de muslimske trossætninger eller vil det være at gå i dialog med dem og nærmest tale dem efter munden? Men vil man bedrive islamforskning, må alle sådanne overvejelser være sendt på porten. Forskning tager ikke politiske hensyn, men stræber efter at finde sandheden, den historiske sandhed om Muhammed og hans krige, den historiske sandhed om islams udbredelse.

En sådan forskning bedriver Jakob Skovgaard Petersen ikke. Det betyder ikke, at hans bog er uden interesse. Den kan oplyse meget om moderne muslimers forsøg på at få den oprindelige islam til at tage sig fredelig ud. Og det er bestemt interessant nok. Men hvis man ikke gør noget forsøg på at finde frem til den sande Muhammed, er det så ulejligheden værd?

Jeg har her tilladt mig at skærpe Thomas Hoffmanns indvending imod Skovgaard Petersens bog, idet jeg skriver:

Jeg vil derfor tillade mig at ændre Hoffmanns formulering i hans anklage mod Skovgaard-Petersen. Der er ikke blot tale om, at det er ”ærgerligt”, at Skovgaard-Petersen ikke har givet sit bud på, hvem Muhammed er, det er ”dårlig historievidenskab”, at han ikke gør det.

Og jeg har en stærk mistanke om, at når Skovgaard Petersen ikke har givet sit bud på, hvem Muhammed er, skyldes det en utilladelig politisk indblanding i hans videnskab: han lader den almindelige angst for at fornærme muslimerne influerer på hans forskning. Og det burde universitets rektor påtale.

Men det gør han nok ikke.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.