Bønskultur

Kristeligt Dagblad har lagt mærke til en ændring i danskernes bønskultur som følge af Christian Eriksens kollaps i parken. Man skriver i en leder den 16-6 2021:

Reaktionen på Christian Eriksens kollaps viser en ny åbenhed for det religiøse. De offentlige bønner havde været usandsynlige for 20 år siden. Danskerne bliver globaliserede, også når det gælder bøn. Det religiøse er ikke så tabuiseret, som det var engang.

Dette skrives efter at man har fortalt om de mange tilfælde af danskere, der åbent siger, at de i de svære øjeblikke, hvor man ikke vidste, om det gik op eller ned for Christian Eriksen, bad til Gud. Og sandt nok, det er vi ikke vant til her i Danmark.

Men det er ikke den side af sagen, jeg her vil tage frem. Jeg vil derimod minde om to replikker i Kaj Munks ”Ordet”, hvoraf den ene fortæller om bønnens selvfølgelighed og den anden om bønnens vanskelighed.

Kaj Munks skuespil ”Ordet” kan ses her. Og scroller man ned til replik 89 hører man Inger sige:

Jeg tror, at der sker mange smaa Mirakler rundt om i det stille ogsaa i vor Tid, og Vorherre hører Folks Bøn; men han gør det saadan mere i det skjulte for at slippe for megen unyttig Ballade. Ellers kunde man jo heller ikke saadan bede til ham, som man nu kan, hvis det ikke var saadan, synes jeg. Og det kan ogsaa godt ske her, Bedstefar, baade med det ene og med det andet.

Den replik er jeg meget glad for. For når nogen stiller spørgsmålstegn ved min tro i anledning af, at jeg tillader mig at mene, at Johannes’ opvækkelse af Inger i sidste akt af ”Ordet” er et misbrug af opstandelsestanken, kan jeg bare sige, at min tro er ligeså barnlig og ligetil som Ingers.

Vi kan jo ikke på nogen måde se, hvordan Gud kan styre de ting, som vi oplever som bestemt af naturlove. Han styrer vort helbred, han bestemmer dødstimen, han sørger for, at de livsbevarende kræfter, vi har i vor krop, træder i funktion. Godt nok synes det at være lettere at holde sig direkte til naturlovene og lade al tale om Gud og bøn til Gud fare. Sådan har mange af os vel også i det stille forholdt sig i krisesituationer. For det må vi jo indrømme, at selv om vi ligesom Inger ser de helbredelser, der sker rundt omkring os, som små mirakler, som Gud skjuler sig bag – men jo altså netop skjuler sig bag – så véd vi stadig ikke, hvad vej det vil gå. Og går det mod døden, siger den tanke, at Gud skjuler sig bag naturlove, at det er Gud, der vil døden. Og kan det være rigtigt, at en kærlig far handler sådan imod os?

Dertil kommer imidlertid, at Ingers replik har et lag mere.

For hun siger, at der kan ske små mirakler ”både med det ene og det andet”.

Hvad mener hun mon med det?

Her skal man være opmærksom på, at hun ”er ude på noget”. Hun vil prøve at overtale Borgen til at gå med til, at den yngste søn forlover sig med den missionske Peter Skrædders datter. Og hun har i replik 26 bedt Gud om hjælp til at gennemføre denne list. Her er det ikke Guds herredømme over mikrober og neuroner, men hans herredømme over menneskesjæle, der trækkes på. Gud kan jo med sin Helligånd gribe ind og forvandle et menneskes hjerte. Siger vi. Og selv om vi heller ikke, hvad denne indgriben angår, kan se Guds aftryk, så er denne indgriben dog måske lettere at gøre sig begreb om. For her er det menneskers vilje, der er i Guds hånd, og det kan vi dog lidt bedre forestille os, end at vort legemes skjulte kræfter bestemmes af Gud og ikke af upersonlige naturlove.

Derfor siger hun, at hun tror på Guds indgriben med sine små skjulte mirakler ”både med det ene og det andet”. Svarende dertil siger hun i slutningen af første akt, da Borgen er kørt af sted til skrædderen, at ”så siger I endda, at miraklernes dage er omme” (replik 358).

Nu er imidlertid forholdet mellem menneskets handlinger og Guds handlinger lidt tricky.

Hvis vi tager begivenhederne omkring Christian Eriksens kollaps, så retter vor taknemlighed sig naturligvis mod Gud. Han har hørt vor bøn, kan vi sige. Men den retter sig jo også mod de kyndige personer i Christian Eriksens nærhed, som var utrolig hurtige til at gribe ind. Den ene form for taknemlighed ikke uden den anden. Eller er det mere sandt at sige: kun taknemlighed mod mennesker? Er det mere i overensstemmelse med den virkelighed, vi ser omkring os, at lade Gud ude af betragtning, måske betragte vor bøn til ham som noget, vi greb til i kraft af den følelse af usikkerhed, der greb os, men som noget, vi bagefter, når vi har fået vort normale følelsesliv tilbage, kan lade falde?

Vi kan se noget af det samme i begivenhederne i tredje akt i ”Ordet”. Her er det gået op og ned med Ingers helbred, og vi har fulgt det hele gennem Borgens tilsvarende op- og nedture. På et tidspunkt kommer lægen, dr. Houen, ned og fortæller, at Inger nu sover trygt. Og Borgen får lov at liste derop, hvad han så gør. Da han kommer ned, forekommer følgende replikskifte:

Borgen (ind): Hun sover som en Guds Engel. Ja, værsgod, værsgod! — Det er som et rent Mirakel.

Lægen: Som dog jeg kan følge alle de naturlige Traade i. Ja, undskyld, min gode Mikkel Borgen, jeg vil ikke saare Deres religiøse Følelse, men da det nu er gaaet saa godt, maa jeg vel tage mig Forlov at drille Dem lidt. Hvad tror De nu, der har hjulpet mest her i Aften: Deres Bøn eller min Præstation?

Borgen: Vorherres Velsignelse, kære Doktor, fra min Bøn til Deres Præstation, den har visst hjulpet mest. (Replik 730-732).

Vi kan naturligvis i forbifarten lægge mærke til, at lægen åbenbart alligevel ikke har kunnet følge alle de naturlige tråde i Ingers trygge søvn. For han tog jo så åbenlyst fejl i sin bedømmelse, Inger døde lidt senere. Men det er ikke sagen her.

Her vil jeg hæfte mig ved Borgens svar. Det er vist nærmest et ikke-svar. Og umiddelbart vil vel også de fleste af os føle lægens indvending relevant. Vi beder Gud hjælpe os, men vi beder også lægevidenskaben hjælpe os. Ja, vi hævder jo som kristne, at vi ikke må tage let på den hjælp, mennesker kan yde os, eller vi siger måske ligefrem, at Gud hjælper os igennem dygtige lægers videnskab. Hvilket vel af nogen vil opfattes som et lige så intetsigende ikke-svar som Borgens svar.

Vi kan f.eks. begynde med Sl 8,6. Her siger salmisten om mennesket, at Gud gjorde det kun lidt ringere end Gud. Og det er jo et ganske kraftigt vidnesbyrd om mennesket. Vi kan supplere med oldkirkens tese om mennesket som Guds vicekonge på jorden. Og vi kan ende med den tese, som jeg har gentaget næsten til bevidstløshed her på bloggen: at det er ved sproget, at mennesket adskiller sig fra dyrene. Det er sproget, der gør mennesket kun lidt ringere end Gud. Det er i kraft af sproget, at mennesket kan siges at være indsat som vicekonge.

For sproget sætter os i stand til ikke blot at leve på vore instinkter, men direkte at forstå måden, vi lever på, forstå årstidernes skiften, forstå de vilde dyrs færden og væremåde, forstå vor egen placering midt i dette virvar. Vi får i kraft af sproget mulighed for at danne os erfaringer, erfaringer, der netop i kraft af sproget som fortællesprog ikke blot bliver enkeltmenneskets erfaringer, men hele stammens erfaringer, ja, i sidste instans hele menneskehedens erfaringer.

Om vi skal sige, som det i sin tid blev sagt en lille sketch, som Henrik Benzon læste op, er uvist. Historien gik ud på, at Gud savnede én at spille skak med, som havde den intention at vinde. Han var træt af, at englene af lutter høflighed altid lod ham vinde. Derfor skabte han mennesket, og skabte det som et selvstændigt væsen, med en egenvilje af format, selv overfor Gud.

Eller vi skal sige med Det gamle Testamente, at Gud satte mennesket til at herske over hele den øvrige skabning.

Eller vi skal sige med mere moderne udtryk, at mennesket udfører Guds befaling, når det udforsker verden, lærer at beherske sø og vind, lærer at bekæmpe de vilde dyr, lærer atomets hemmeligheder at kende, osv., osv.

Lad det alt sammen komme ud på ét. Hovedsagen er, at vi af Gud ikke blot har fået til opgave at leve, men også at gøre os klart, hvordan vi lever. Det er denne dobbelthed, der får os til på én gang at ville takke Gud for en helbredelse, vi har oplevet, og samtidig i ikke ringere grad takke de mennesker, der i kraft af Guds befaling om at gøre os jorden underdanig har fået tilstrækkelig viden til at gribe reddende ind.

Giver det mening? Gør det gudstanken modsigelsesfri?

Jeg husker fra min tid på universitetet, at én havde sagt, at vi i vort forhold til verden skulle handle ”etsi deus non est”, som om Gud ikke er til. Altså på ingen måde i vor undersøgelse af verdens mærkværdigheder sætte vor lid til Gud og hans indgriben, men i den henseende handle, som om vi er alene i verden.

Er det modsigelsesfrit? Det ser ikke umiddelbart sådan ud. Jeg véd det ikke.

Men jeg véd, at sådanne problemer har kirken skullet tage stilling til op igennem århundrederne.

I oldtiden var der tanker fremme om, at Gud var så almægtig, at menneskets kræfter var for intet at regne mod hans. De udmøntede sig et halvt årtusinde senere i tanker indenfor islam, tanker, som især blev fremsat af Al-Ashari. Det er Robert R. Reilly, der i en bog, der hedder ”The Closure of the Muslim Mind” har skitseret Al-Asharis tankeverden. Efter hans opfattelse var Guds almagt så stor, at intet af det, et menneske foretager sig, er hans egen handling, alting er gennemsyret af Guds almagt. Jeg har flere gange omtalt denne tankeverden, f.eks. her. Her citerer jeg Reilly, hvor han gengiver modstandernes indvending, at hvis det er Gud, der står bag menneskets tale, så er der jo ikke tale om virkelig tale, og gengiver svaret:

Hertil svarer al-Ashari: ”Jamen, hverken er det sådan, at en epileptisk persons tale eller en sovende persons tale er virkelig tale, eller sådan, at en vågen persons tale er virkelig tale”. Al-Ashari ligestiller bevidst rationel tale med ubevidst, irrationel mumlen. Den vågne person er lige så lidt årsag til sin tale som den sovende person er det af hans, for den eneste virkelige årsag og aktør er Gud.

Og det er jo ret klart: hvis den talende person i virkeligheden er den almægtige Gud, der er så almægtig, at han står bag alle begivenheder i verden, også ethvert menneskets tanker og tale, så er mennesket ikke nogen person, så er den dagligdags opfattelse, vi har af os selv, for intet at regne, stillet overfor Guds almagt.

Det kan godt være, at Al-Ashari selv mente, at han fik en modsigelsesfri opfattelse frem om mennesket og dets stilling overfor Gud, men hvis det modsigelsesfrie er opnået, fordi han absolut vil have, at der kun er én kraft, der gennemsyrer alt, er det så ikke sket på bekostning af den rette forståelse af mennesket. Der er ikke megen sjov for Gud ved på denne måde at spille skak med sig selv.

Og Al-Ashari glemmer også det, jeg har kaldt reflektionsproblemet: den, der undersøger verden, er selv en del af den verden, han undersøger. Al-Ashari gør uden at være klar over det en undtagelse med sig selv. Alle andre menneskers udtalelser kan man ikke regne med, de taler som en søvngænger, de kan ikke gøre krav på sandhed. Men hans udtalelser om, hvordan alting er underlagt Gud, kan man mærkværdigvis godt regne med.

For øvrigt løber en gennemført videnskabstro ind i de samme problemer. Hvis det, der bestemmer menneskets tale ændres fra den almægtige Gud til almægtige neuroner i hjernen, forsvinder så ikke på samme måde mennesket som person? Jo, naturligvis, det gør det; det vil sige: alle de andre mennesker kan ikke opfattes som personer, men han, der taler og finder frem til denne sandhed om videnskabens altgennemtrængende virkelighed, skal naturligvis, modsat alle andre, opfattes som et sandhedsvidne, som en person.

Jeg har tidligere fortalt om den tyske teolog, Wilhelm Hermann, der med en lille historie fik dette problem sat på højkant, se her.

En troende læge havde undersøgt et familiemedlem til én af sine gode venner og havde fortalt familien, at patienten efter hans skøn ville dø om kort tid. Men som troende deltog han alligevel i familiens bønner til Gud om helbredelse. Og da patienten faktisk kom sig, deltog han i familiens takkebønner. Men bagefter gik han hjem og studerede sine bøger for at finde ud af, hvorfor han havde skønnet forkert.

Måske vi kan bruge Sl 8,6 som korrektion: Vi er kun lidt ringere end Gud, javist, men vi må ikke tro, at vi er ham lig. Vi er er dog stadigvæk ringere end ham.

I Grundtvigs diktum: at vi er skabt som et guddommelige eksperiment af støv og ånd, rummes også en dobbelthed. Og det er ikke uden videre klart, hvordan støvet indoptager ånden i sig. Men selv om vi ikke ad den vej opnår en modsigelsesfri verdensanskuelse, så opnår vi dog én, der meget bedre stemmer overens med vor dagligdags erfaring. Og en sådan vil jeg nu foretrække frem for både Al-Asharis absolutte gudsforestilling og de moderne videnskabsfolks absoluttet naturlovstankegang.

Og for nu at vende tilbage til Kaj Munk eller mere præcist, til Mikkel Borgen: det kan godt være, at hans svar lyder som et ikke-svar, og at doktor Houens syn på sagen virker mere tilforladeligt. Men man kan måske spørge modsat, om ikke Houens synspunkt eller den moderne ateismes synspunkt kun er halvt gennemtænkt. Man har i hvert fald uhyre sjældent fra disse moderne og – mener de vist selv – kloge menneskers side stillet et spørgsmålstegn ved menneskets væren en person af samme art, som Al-Ashari stiller. Han vovede virkelig at fastholde én vilje, én handlekraft, ét tankesystem gennem det hele.

Hvor har vi den moderne neurolog eller den moderne filosof, der af alle andre har lært at se stort på Guds eksistens, men ikke har tænkt langt nok til nå frem til menneskets åndelige profil, ikke har gennemtænkt sprogets tagen over fra neuronerne, ikke har vovet at tage livtag med, hvilke ikke-videnskabelige forudsætninger sproget har for at kunne fungére. Jeg tænker ikke mindst på den gensidige tillid, der må forefindes i enhver samtale, også i den videnskabelige samtale.

Og betyder det ikke, at vi, når vi skal overveje, hvem vi skal takke, skal det være Gud og lægerne, eller skal det kun være lægerne, ikke må glemme, at det er den lykkebringende ånd fra Gud, der får vores videnskabelige samtale til at fungére? Det synes i hvert fald at have været tilfældet i vor vestlige verden, om så kristendommen på det punkt har haft en finger med i spillet, lad blot det spørgsmål ligge!

Dette indlæg blev udgivet i ateisme, Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.