Reflektionsproblemet

Så vidt jeg husker, var det Grundtvig, der ledte mig på sporet af overskriftens problem. Det skete i én af de afhandlinger, han skrev i begyndelsen af 1800-tallet, hvilken husker jeg ikke. Men det husker jeg, at det var den tankerække, jeg brugte imod marxismen. Marx hævdede, at ”de herskende tanker er de herskende klassers tanker”, det vil sige: Han gav en forklaring på samfundsudviklingen. Den gik den vej, den gik, fordi de herskende klasser ikke kunne se, at deres tanker var alt andet end objektive. Og om jeg husker ret, gjorde han en del ud af at forklare, hvordan ens samfundsmæssige stilling bestemte den opfattelse, man havde af samfundet.

Blot glemte han at forklare, hvordan han selv og hans tilhængere kunne være undtaget fra denne samfundslov. Jo mere han forklarede, hvordan et menneskes tanker bestemmes af ens stilling i samfundet, des tydeligere blev det – i det mindste for mig – at han ”glemte” sig selv og sine tilhængere; deres stilling i samfundet bestemte jo ikke de tanker, de fik. De, men ikke andre, kunne gennemskue udviklingens gang. De, men ikke andre, var ikke underlagt den lovmæssighed, at deres tanker bestemtes af deres samfundsmæssige stilling. Det fandt jeg yderst betænkeligt.

Reflektionsproblemet hænger sammen med, at vi mennesker selv er en del af den tilværelse, vi undersøger. Så længe det er naturen, vi undersøger, går det an at bruge årsags-virkningssætningen på alle ting. Men når vi udvider vore undersøgelser til mennesket selv, må vi hele tiden erindre os, at mennesket på én gang er en del af denne verden og kan undersøges som en del af denne verden, men jo på samme tid optræder som undersøgeren af denne verden. Alle menneskets tanker er bundet til neuronaffyringer i hjernen, og disse forløber – siger videnskaben – efter ganske bestemte naturlove. Men det går ikke an derudfra at slutte, at menneskets handlinger er determinerede. Vi er nødt til at tænke os en person inde i kraniet med dets mange neuroner. Og hvordan denne person reagerer, er det ikke op til neuronerne at afgøre, det afgøres af personen selv, eller mere præcist: af det sprog, personen har indoptaget i sig under sin opvækst, et sprog, der overtager neuronstyringen, ligesom matematikkens sprog er blevet indlejret i en lommeregner, så den korrekt fortæller os, at to plus to er fire, i stedet for alle de tilfældige resultater, som elektronerne kunne hitte på, hvis ikke de bøjede sig for matematikkens sprog.

De fleste filosoffer vil vistnok prøve at indsmugle en form for fri vilje i det menneske, hvis tanker alle er bundet til hjernens neuroner. Jeg vil nok hellere se tilværelsen som et ping-pong-spil mellem de forskellige individer i samfundet, således at det ikke så meget er den frie vilje, men mere den pågående samtale, der bestemmer et menneskes reaktion.

Men under alle omstændigheder er reflektionsproblemet skyld i, at det er umuligt at sætte alt i tilværelsen ind under én overskrift. Vi må nødvendigvis tænke os to verdener og forestille os, at vi mennesker er hjemmehørende i dem begge. Vil man nøjes med den ene verden, som regel jo den legemlige verden, får man ikke mulighed for at få menneskers personlighed ind i billedet, og dermed ikke mulighed for at fastholde, at det menneske – tænkeren selv – der har udtænkt disse tanker, ikke kan tænkes som kun tilhørende den legemlige verden, men nødvendigvis må tænkes at deltage i en verden udenfor den legemlige verden.

Fra gammel tid har man tænkt mytisk for at løse det problem. Man har set på tilværelsen fra Guds synspunkt, det vil sige: fra et sted udenfor tilværelsen. Nu er mennesket jo ikke Gud, men ved at hævde, at mennesket er skabt i Guds billede, gør man det tilladeligt at undersøge verden og dens sammenhæng, som om man kunne se den udefra. Blot bliver jo så spørgsmålet: hvordan passer mennesket ind i den verden, som man gransker sig frem til? Hvilke love gælder for mennesket?

Det svarer Det ny Testamente på. Og svaret gives med Jesu ord om, at det mål, du måler andre med, får du selv tilmålt med (Luk 6,37-38). Det er den regel eller den lov, der gælder i menneskesamfundet: hvis du optræder imødekommende og forstående i det fællesskab, du står i, vil du selv før eller siden blive mødt med forståelse og imødekommenhed. Omvendt, hvis du optræder selvsikkert og rethaverisk; så svarer fællesskabet før eller siden igen med rethaveriskhed og selvsikkerhed.

Nu kan man indvende, at Jesu skæbne ikke tydede på, at det hænger sådan sammen. For han udviste jo al mulig imødekommenhed overfor jøderne på hans tid, men de svarede igen, ikke med imødekommenhed overfor hans budskab, men med forsøg på at fjerne budskabet ved at slå forkynderen ihjel. På den indvending svarede Jesu disciple – og derpå svarer vi kristne i dag – at Gud oprejste Jesus fra de døde for derigennem at vise, at denne lov for menneskelivet virkelig gælder. Selv det menneske, der modstandsløst lader andre slå sig ihjel for at forkynde denne regel, ender dog med at få ret.

Og se, her sætter altså vi kristne noget absolut ind i billedet, nemlig begrebet ”Gud”. Det har mange andre gjort ved andre lejligheder, f.eks. har både jøderne i sin tid og muslimerne et halvt årtusinde senere gjort deres lov, henholdsvis toraen og koranen, absolut ved at hævde, at den er givet af Gud selv ved en højtidelig åbenbaring. Oven i købet viser de ved deres reaktion på overtrædelse af loven – jøderne slog Jesus ihjel, muslimerne kæmpede mod ikke-muslimer i hele islams historie – at de virkelig tager dette gudsstempel alvorligt.

Men i vore dage, at bruge gudstanken på den måde, det er da noget, vi har lagt bag os, det er da noget, der ikke hører hjemme i nutiden, ikke sandt?

Ja, pas nu på!

Palle Almindsø har på snaphanen et udmærket indlæg om netop det, se her. Han giver det denne overskrift: ”Guds død og den nye stammetænkning”. Og for at vi kan forstå, at det er relevant for os, sætter han en underoverskrift på: ”De falske guders tiltrækning”. Og ikke sandt, så skal vi lige vende den tanke en gang: Hvad er det for falske guder, der er så tiltrækkende?

Almindsø begynder med at skildre Nitsches opgør med Gudstanken: Gud er død, hævdede han. Han fortæller også om den franske revolution i 1700-tallets slutning. Og så når han i det tredje afsnit frem til at skrive følgende:

I stedet for at tale om religion i den gammeldags betydning, taler vi nu mere om ideologier som de før-nævnte: marxismen (leninismen) (et af dens afkom kommunismen) og nazisternes nu miskrediterede tankegods, men hvad med de andre moderne ismer?

Som jeg ser det i dag i lyset af den seneste tids opgør med universiteternes kulturrelativistiske fokus på den politiserende aktivisme, så har man bevaret en vis pseudovidenskabelig tro på nogle dogmer med en nidkærhed, der kan minde om den spanske inkvisition. Af andre moderne ismer kunne jeg nævne klima-aktivismen, postmodernisme, miljøaktivisme, krænkelsesstudier for nu at nævne nogle stykker, ingen af disse ideologier dyrkes for at opnå nogen dybere forståelse men kun for at følge Marx` imperativ: Verden skal ikke fortolkes men derimod laves om!

Om han nu også har ret i sin bedømmelse af klima-aktivismen, postmodernismen, miljøaktivismen og krænkelsesstudier, lad det blot stå hen. Her er jeg mere interesseret i de to første ideologier, han nævner, altså leninismen og nazismen. Her gælder det da i hvert fald, at ”man har bevaret en vis pseudovidenskabelig tro på nogle dogmer med en nidkærhed, der kan minde om den spanske inkvisition”. Og det er ganske mærkeligt, at man på den måde har taget ved lære af de gamle jøder og muslimerne, at man som de mener, man kan slå andre ihjel ud fra den verdensanskuelse, man har. Dog bruger eller misbruger man ikke gudstanken til dette formål, men har alligevel nogle dogmer, som man fastholder med vældig ihærdighed.

Det ser ud til, at man, selv hvis man forkaster gudstanken, er nødt til på anden måde at gøre sin grundtankegang uomstødelig. Og det er der ikke så lidt snyd forbundet med. Hvis man kun gjorde som jøderne og muslimerne, ville man kun snyde på ét punkt: man ville bruge gudstanken til at absoluttere sin forståelse af loven og lovens indhold. Nu, hvor man åbenbart mener, man lever i en tid, hvor man kan undvære gudstanken, bruger man andre midler til at absoluttere sine tanker med. Men man siger ikke, at det er det, man gør. På den måde snyder man på to punkter.

Hvis man vil argumentere imod muslimerne, kan man gøre det forholdsvis let: man kan bede dem påvise, at Muhammed virkelig var udsendt af Gud, så vil det vise sig, at dette er en ren og skær påstand, der ikke hviler på nogen rationel grund.

Det er deres snyd angående punkt 1. Men de har kun denne form for snyd.

Hvis du derimod beder kommunisterne påvise, at deres samfundsopfattelse er den sande, så drager de videnskaben ind i billedet og påstår, at deres samfundsopfattelse er videnskabeligt underbygget. Men de overser, at videnskab ikke på den måde kan erstatte mytens gudsforestilling; vel er myten tilsyneladende kun en luftig påstand, og vel bliver det klart, at myten er en trosforestilling – i hvert fald i den kristne mytologi – men videnskab kan ikke levere den samme absoluthed som gudstanken. Det hører med til videnskaben, at dens sætninger er fremkommet gennem diskussion og argumentation. Vil man absolutgøre dens sætninger, er der ikke længere tale om videnskab, for så kan sætningerne ikke, som alle andre videnskabelige sætninger, modsiges.

Derfor er der her tale om en dobbelt form for snyd: 1) Man vil ikke være ved, at ens samfundsanskuelse er en trossag. 2) Man kalder noget for videnskab, som ikke kan (eller altså: ikke ) diskuteres.

Det er også bemærkelsesværdigt, at både kommunismen og nazismen – ligesom islam – opererer med den tanke, at nogle mennesker er mere værd end andre. I den gamle Sovjetunion kunne man risikere at blive erklæret for et ”ikke-menneske”. Det var ikke nogen heldig betegnelse at få sat på sig. Og i det nazistiske Tyskland var man så overbevist om ariernes overlegenhed, at man behandlede alle de ikke-ariere, man fik herredømme over, på en skødesløs, til tider endda dræbende måde. Det gælder de russiske krigsfanger, og det gælder jo ikke mindst jøderne, som man havde et særlig ondt øje til.

Reflektionsproblemet medfører, at man i enhver tilværelsesforståelse er nødt til at gennemføre et umuligt kunststykke: skønt man som mennesker er en del af denne tilværelse, må man, hvis det er hele tilværelsen, man vil have begreb om, flytte sig selv udenfor tilværelsen, som var man i Guds sted. Derfor er gudsbegrebet uomgængeligt i enhver tilværelsesforståelse. Og prøver man at sno sig udenom denne uomgængelighed, ender det uvægerligt med, at man sætter noget andet i stedet for gudsbegrebet, for absoluthed vil man tildele sin tilværelsesforståelse, også selv om man bilder sig ind, at man er skeptiker hele vejen igennem.

Kun kristendommen kan gennemføre dette kunststykke på rette måde, nemlig ved at lade det absolutte være sproget. Blot skal sproget her ikke blot forstås som et kommunikationsmiddel, men som en størrelse, der i sig selv er bærer af en række efterfølgelsesværdige idealer.

Når du lytter til et andet menneskes fortælling, går du ud fra, at han er ærlig, at han er en person, at personen har sammenhængskraft. Det er det forhold, der i efterhånden ganske mange stater er omsat til den opfattelse, at hvert menneske har en egenværdi, der sidestiller det med ethvert andet menneske. Kristendommen har den samme idealfordring, men det er noget, der ligger i sproget selv.

Og når du mener, du kan kræve noget af et andet menneske, så ligger det i denne lighed mellem mennesker, at de andre kan kræve noget af dig. Det er det forhold, Jesus drager frem i formuleringen af den gyldne regel: ”Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem”, her i formuleringen fra Luk 6,31.

Alt dette er egentlig blot menneskeligt. Det kristelige kommer til, når Jesus giver dette menneskelige et ekstra drej og siger, at vil du være et sandt menneske, så må du i de samtaler, som samfundene fører, aldrig give efter for vold og selvfølgelig heller aldrig selv udøve vold. For det andet menneske skal netop overbevises af dine ord på en fri måde, overbevises, så han selv forstår din pointe.

Det betyder, at vi, når vi sætter gudsautoriteten bag Jesu skæbne, egentlig gør det, at vi sætter ytringsfriheden i centrum for vore samfunds udvikling; eller vi udnævner Jesus til at være ytringsfrihedens ophavsmand og fortaler.

Og det er nu ikke nogen helt ringe rolle at tildele vor Herre Jesus. Skal noget have absoluthedens stempel på sig, kan vi ikke vælge noget bedre.

Dette indlæg blev udgivet i ateisme, Islam og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.