De gode er de værste

Der var her forleden et interview i Kristeligt Dagblad med en ung hollandsk historiker, Rutger Bregman, se her. Og det fangede min interesse, fordi Bregman prøver at gøre op med den tese, at mennesket er ondt af natur. Som den trofaste læser vil vide, synes det umiddelbart lige at være vand på min mølle. For jeg har jo mange gange vendt mig imod denne, som det synes, evindelige pukken på mennesket som en synder.

Så ingen tvivl om det: den artikel måtte jeg læse. Oven i købet fandt jeg på nettet et langt interview med Bregman, se her, som godt nok er på engelsk og godt nok indeholder en masse ret irriterende unødvendige gentagelser, fordi det er en direkte transkription af interview’ets taleform – formentlig foretaget af en maskine – men som alligevel med lidt tålmodighed lader sig aftvinge interesse.

Det, der greb mig, står allerede i overskriften og underoverskriften. Her hedder det:

Historiker og bestsellerforfatter: Det er ondskab, der er unaturlig, ikke godhed

Mennesker er ikke naturligt drevet af instinkter, der holdes i ave af en tynd fernis af civilisation. Det er lige omvendt, siger den hollandske succesforfatter og historiker Rutger Bregman, hvis nye bog om ”Det gode menneske” er blevet en international bestseller.

Men jeg må så tilstå, at jeg efter gennemlæsning af de to artikler får en fornemmelse af, at han kun dårligt løser den opgave, han har foresat sig at løse. Jeg kan sige, at han kommer til at hage sig fast i spørgsmålet om menneskets natur. Og gør man det, risikerer man at sige enten ”god” eller ”ond”, altså at have meget svært ved at finde nogen mellemvej. Men man er da nødt til at spørge, om det nu også er menneskets natur, der bestemmer, hvad mennesket gør. Mig forekommer det i hvert fald, at der er meget andet end lige menneskets natur, der afgør, hvilke handlinger et menneske udfører. Dermed være ikke sagt, at han ikke kan have nogen ret i det, han her skriver: Vesten har, siger Rutger Bregman, fået helt galt fat i pointen i Darwins udviklingsteori. Den bedst egnede til overlevelse er ikke den mest kampberedte, men den venligste, der er bedst til at samarbejde med andre.

”Det, der gjorde homo sapiens succesrig sammenlignet med andre menneskearter eller de store aber, er, at vi kunne samarbejde. Sådan har det været i 90 procent af homo sapiens’ tid på Jorden, nemlig da vi var jægere og samlere. Her var venlighed en forudsætning for overlevelse, for man var afhængig af andre, og er man ubehagelig, er der mindre sandsynlighed for, at andre vil dele deres mad. Trump ville ikke overleve ret længe i sådan et samfund.”

Undskyld mig, Bregman, men det er altså lidt for overfladisk.

Noget af det, Jane Goodall opdagede, da hun studerede vilde chimpansers adfærd i Gombe i Tanzania, var, at de var utrolig krigeriske overfor individer, tilhørende en anden stamme. Det kom som noget af et chok for hende. For hun havde hidtil erfaret, at de var ganske venlige overfor hinanden i gruppen. Godt nok havde hannerne foretaget ”imponereløb” for at finde ud af den indbyrdes rangorden, men de søgte ikke at skade deres modstander derved. Helt anderledes optrådte de overfor fremmede chimpanser, der befandt sig på et område, som de mente var deres: her bed de, slog med kæppe og kastede med sten imod den fremmede; i ét tilfælde blev modstanderen behandlet så hårdt, at den døde af det, her udøvede de altså vold med døden til følge, for nu at tale i juridisk sprogbrug.

Har vi mennesker da kunnet samarbejde på tværs af stammeskel?

Det véd vi faktisk meget lidt om. Derimod kunne Goodall iagttage, hvordan rangsystemet satte en overordnet i stand til at kræve en godbid udleveret af en underordnet. Og man kan godt tænke sig, at denne tradition er blevet givet videre til fortidsmenneskene. Men på et tidspunkt fik altså fortidsmenneskene et sprog, og så kunne begrebet ”ejendomsret” fremstå. Hvor dette begreb vandt indpas, måtte rangsystemet vige. Til gengæld kunne så fænomenet ”handel” træde i stedet. Og dette fænomen har måske kunnet udbrede sig til forholdet mellem stammerne. Så man altså kunne bytte sig til et gode i stedet for at kæmpe sig til det.

Noget kunne tyde på, at Bregman som så mange andre, der beskæftiger sig med menneskets udvikling, er blind for den enorme betydning, som det har haft, at mennesket fik et sprog.

Nuvel, har han ikke blik for sprogets betydning, har han i det mindste blik for den afgørende ændring, der skete, at mennesket blev agerbruger:

Vi har ikke en iboende ondskab, der er blevet dækket af en fernis af civilisation, men en iboende godhed, der er blevet fordrejet af påstandene om, at det er naturligt at være selvisk og godt at være grisk. Vi var oprindeligt fredelige og venskabelige væsener, der hjalp hinanden. Og så skete der noget, da de yngre stenaldermennesker begyndte at sætte kryds på en jordlod og hævde, at den var deres. Det var her, man begyndte at legitimere egoismen på bekostning af fællesskabet,” siger Rutger Bregman.

Og det er sandt: der skete noget afgørende, da vi – uden at tænke os ordentlig om – udbredte ejendomsbegrebet til noget, der ikke burde kunne ejes, nemlig et jordstykke. Men om det giver anledning til mere egoisme end et jæger-samler-samfund, er tvivlsomt. Man må vist nøjes med at sige, at det i det større samfund, det gav anledning til, har bevirket, at de, der havde sat sig på den gode jord, følte det som noget naturligt, at de kunne med tiden købe andre ud af deres ejendom og på den måde blive herremænd.

Så omtaler han en særlig egenskab hos os mennesker, nemlig det, at vi kan rødme af skam. Og det må jeg indrømme, det havde jeg ikke før været opmærksom på. Han siger i det lange engelske interview, minut 13,54:

I størstedelen af vor historie har vi mennesker levet i ligestillingssamfund som nomadiske jæger-samlere. Og disse samfund var grundlæggende styret af skam. Skam var meget vigtigt. Det er ingen tilfældighed, at vi er den eneste art i dyreriget med evnen til at rødme. Ubevidst fortæller vi om vore følelser til andre medlemmer af vores art for at etablere tillid. Og derfor er der nogle biologer, der taler om de venligstes overlevelse, hvilket betyder, at det i virkeligheden årtusinder igennem var de venligste blandt os, som fik flest børn og derfor havde størst chance for at give deres gener videre til næste generation.

Igen: sprogets betydning ser han ikke. Man skulle ellers tro, at det ville være indlysende, at det at føle skam forudsætter, at der i samfundet er visse normer. Skam føler man, når man ikke lever op til dem. Men normer forudsætter vel sprog. Nej, tilsyneladende ikke blandt de palæontologer, Bregman kender til. Mærkværdigt!

Og det er så det, jeg nu, efter at jeg er blevet opmærksom på dette, at vi mennesker kan rødme, skal til at gennemtænke nøjere: hvis denne evne er nedarvet via vore gener, så synes det at være tilfældet, at der efter at mennesket har fået sprog, har forekommet visse genetiske ændringer. Jeg har stadig et hængeparti at gøre op med i Daniel Dennetts iagttagelse, at mennesket synes at være den eneste dyreart, der kan le. Forudsætter denne egenskab også sprog – hvad den måske ikke gør – og i bekræftende fald: hvornår er den så blevet til?

For øvrigt nøjes Bregman med at konstatere, at dyr ikke kan rødme, han kommer ikke ind på, i hvor høj grad ikke-hvide personer kan rødme. Javel, de kan vel nok føle skam, men rødme?

Bregman blev også i det engelske interview spurgt om hans syn på de forsøg, som Stanley Milgram har udført, hvor han tilsyneladende viser, at mennesker under de rette omstændigheder er villig til at tildele andre mennesker endog ganske voldsomme smerter. Det er i minut 22:56. Disse forsøg antages almindeligvis at vise, at mennesket i sig har en tendens til vold. Så det må gå imod Bregmans tese.

Desværre begynder han i stedet for at beskæftige sig med et andet lignende forsøg. Det er der kommet en del videnskabelig kritik af. Det var ikke udført på en måde, så man kunne drage nogle konklusioner af det. Men Stanley Milgrams forsøg? Ja, havde Bregman nu læst Abigail Marsh’s bog ”The Fear Factor”, så ville han dèr kunne finde gode argumenter imod det, man almindeligvis tror, Milgrams forsøg udviser. I dette indlæg her på bloggen opsummerer jeg Marsh’s iagttagelser på denne måde:

For det første, siger Marsh, kan man se på de videoer, der er optaget af forsøget, at forsøgspersonerne på ingen måde er ufølsomme. De standser, de sukker, de begraver hovedet i hænderne. Og de bønfalder lederen om at standse eksperimentet, ja, Milgram rapporterer, at på et vist punkt var det enhver deltager, der enten satte spørgsmålstegn ved eksperimentet eller gav afkald på den betaling, han havde fået lovning på. Og alle var særdeles lettede, da det blev afsløret, at den lærende var en skuespiller.

For det andet var forsøgspersonernes respons på ingen måde ens. Den halvdel, der fortsatte indtil den bitre ende, sad i et separat rum i forhold til den lærende. Men den anden halvdel nægtede altså at gå videre. Men slog man højttaleren fra, så forsøgspersonerne ikke kunne høre den lærendes reaktion, var der meget færre, der nægtede at fortsætte. Men gennem alle forsøgene var der altså nogle, der nægtede at adlyde videnskabsmanden. Og dem har Marsh blik for – i modsætning til det, man almindeligvis får ud af forsøget.

Jeg kan heller ikke dy mig for at nævne, at Abigail Marsh har undersøgt menneskers amygdala, en del af hjernen, som synes at være afgørende for, om vi har empati eller ej. Hun har hidkaldt de mennesker, der frivilligt har afgivet deres ene nyre, for at andre kunne få indopereret den. Og det viste sig, at disse velgørende mennesker havde en amygdala, der var større end gennemsnittet. Men sjovt nok anså de ikke deres gerning som noget særligt. Det var blot naturligt og selvfølgeligt for dem.

Hun har også undersøgt de personer, der havde tendens til at blive psykopater. Og det viste sig, at deres amygdala var mindre end gennemsnittet.

Jeg har taget disse undersøgelser frem til overvejelse i dette indlæg. For det forekommer mig, at de giver visse udfordringer for en teolog. Og gad vidst, om de ikke også giver tankemæssige udfordringer for en historiker som Bregman, der beskæftiger sig med menneskets udviklingshistorie? Nå, det får vi nok ikke at vide, for i ingen af de to artikler, jeg har nævnt, omtaler han Marsh. Men derfor kunne han naturligvis godt tænkes at gøre det på én af de 483 sider i hans bog.

I hvert fald kunne han måske bruge endnu én af Marsh’s tanker til at understøtte sin tese: at det er galt at betragte mennesket som ondt i sin oprindelse. Hun påviser nemlig, at mennesket som alle andre pattedyr ved hjælp af hormonet oxytocin får bundet mor og barn sammen. Jeg forstår stadigvæk ikke, hvordan et sådant hormon kan gribe ind og påvirke, hvem vi holder af og hvem vi knytter os til. Men det kan det. Og det virker individspecifikt. Ungen bliver klar over, instinktivt, at netop dette individ er dens mor. Og moderen kommer til at føle sin omsorgs- og beskyttertrang tilfredsstillet overfor netop denne unge.

Men ud over det mærkelige ved dette hormons virkemåde fortæller det os også, at fjendtlighed og egoisme i hvert fald ikke kommer til at forefindes mellem disse to individer. Og det kan såmænd ses hos chimpanserne i Gombe. For hos dem har Goodall observeret, at søskendeflokke holder sammen, brødre holder sammen med brødre. Så allerede dèr har vi en undtagelse fra den antagne tese om menneskets ondskab.

Men endnu en ting viser Marsh os. Hun skriver i forbifarten, at oxytocin hos nogle arter også udskilles ved samleje. Og det har fået i det mindste mig til at overveje, om den pardannelse, der findes hos de fleste menneskekulturer, mon skulle have en hormonal og ikke en kulturel årsag. I så fald er ondskaben fordrevet endnu mere fra fortidsmenneskene. Det har jeg skrevet lidt om her.

Nuvel, alt dette er jo sådan set vand på Bregmans mølle. Lad os derfor også se på de indvendinger, han møder. Dem kender han kun altfor godt: Men har totalitære ideologier som kommunismen og nazismen ikke vist, hvor galt det går, når man vil tvinge mennesker til at være altruistiske eller undlader at tøjle ondskaben?

”Der er blevet begået mange forbrydelser i menneskehedens navn. Men kommunismen havde netop ikke et positivt menneskesyn. Både kommunismen og fascismen så tværtimod mennesket som et ubeskrevet blad, som ideologien skulle skrive på for at skabe et nyt og bedre menneske. Men indrømmet, der kan være mørke sider af det gode. Der kan også være mørke sider af skam og af gruppens pres for at gøre ’det gode’ eller ’det rigtige’. Gruppepres kan holde individet nede og blive til Jantelov eller få folk til at handle ondt.” Det kan derfor være nødvendigt, at nogle skiller sig ud og går imod strømmen. Disse paradokser findes, siger forfatteren.

Og se, nu nærmer vi os det paradoks, der står i overskriften, at de gode er de værste. Ikke sandt: ”Mennesket er et ubeskrevet blad, som ideologien skulle skrive på for at skabe et nyt og bedre menneske”. Det farlige ved udviklingen er netop, at der findes sådanne ”gode” mennesker, der har fundet ud af, hvordan de kan forbedre samfundet, men ikke har tålmodighed til at vente, til alle mennesker er overbevist om, at de har ret, så deres gode ideer kan gennemføres. Nej, utålmodigt får de fat i nogle ligesindede, og når de er tilstrækkelig mange til at kunne gennemføre en revolution, gør de det. Men det er alt sammen noget, de gør i fremskridtets navn. De udøver onde gerninger i det godes navn. De har i deres egen og deres ligesindedes verden én gang for alle bestemt, at det, de her foreslår, virkelig kan gøre menneskeheden bedre, i kommunisternes tilfælde så åbenlyst ved at skrive den nye ideologi på de ubeskrevne blade, som menneskene udgør.

Og i de ikke så få tilfælde, der kan opregnes i verdenshistorien, hvor sådanne ”gode” mennesker har fået held til at gennemføre deres forehavende – kommunister, nazister (eller snarere Hitler alene), muslimer (eller snarere Muhammed alene), plus alle de senere tilkomne afarter – kan man se den samme sørgelige mangel på tvivlens nådegave. I deres store godhed er de parat til at udføre de værste ugerninger, verdenshistorien har set.

For sådan er altså mennesket indrettet, at det ikke bare kan gøre det onde ud af ond lyst (seriemordere måske undtaget), men altid synes at skulle have en eller anden undskyldning for deres onde gerninger, en undskyldning, der kan få disse notorisk onde gerninger – man slår jo ofte ihjel efter noder – til at blive retfærdiggjorte.

På sin vis er det jo glædeligt, at han her bruger ordet ”paradoks” til at beskrive menneskets gøren og laden. Det er i hvert fald betydelig mere retvisende at bruge det ord end at sige, at menneskets natur er god, eller sige, at dets natur er ond.

Og det kan vel være på sin plads at vende sig imod tanken om menneskets onde natur, eventuelt, dets arvesynd, men det går galt, hvis man, som Bregman vist er tilbøjelig til, blot i stedet for vil tale om menneskets natur som god.

Dette indlæg blev udgivet i ateisme og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.