Tribalisme

Kender De dette ord? Det betyder stammetænkning. Og det kan anvendes til at nedgøre os indvandringskritikere med. Når vi går imod mere indvandring, når vi argumenterer for, at grænsen fremover skal holdes lukket, og for, at vi ikke mere skal rette os efter det, jeg har kaldt ”fodjordsreglen” – den regel, der siger, at enhver, der møder op ved vor grænse og søger asyl, skal have sin asylansøgning behandlet – så kan man bruge begrebet ”tribalisme” imod os: Sikke dog en gang stammetænkning! Tænk, er han ikke kommet videre! Vi lever dog i 2021 og har da visse etiske forpligtelser! Og så videre, og så videre!

Det fine ved ordet ”tribalisme” er, at det umiddelbart virker som noget negativt. Det kan man jo også tydeligt hører på dem, der anvender det. Vi har haft sagerne med IS-kvinderne i de kurdiske fangelejre, vi har nu sagen med de syriske flygtninge, som regeringen vil sende tilbage. Tænk, at nogen kan finde på det! Det er jo helt ude i tovene, imod vore internationale forpligtelser! Her er intet ord for hårdt, derfor: det er en værre gang tribalisme.

Dermed menes, at vi danskere er så glade ved vores stamme, at vi ikke kan tåle, at andre får del i glæderne. Vi vil holde os for os selv. Vi mener, at de fremmede i længden vil ødelægge vort folkelige sammenhold. Og derfor vil vi have grænsen lukket.

Og ikke sandt! Det er jo ikke helt forkert.

Men faktisk må man ikke overse, at der findes et andet ord for ”tribalisme”. Det hedder ”fædrelandskærlighed”. Og det er noget af det lumske ved ordet ”tribalisme”: man véd ikke rigtig, hvor langt ind i begrebet ”fædrelandskærlighed” dette begreb rækker.

Nu i denne tid, hvor det danske fodboldlandshold har vundet over Rusland 4-1, er danskerne helt vilde. Og ingen tvivl om det, denne overstrømmende følelse kan udmærket kaldes folkeligt sammenhold, måske endda fædrelandskærlighed. Men sjovt nok hører man nu ingen af de mennesker, der bruger ordet ”tribalisme” imod os indvandringskritikere, tage til orde og argumentere med, at alle disse overstrømmende følelser er udtryk for ”tribalisme”, selv om vel enhver med nogenlunde fornuft i hovedet kan se, at jubelen over sejren ikke er andet end tribalisme, stammetænkning, egoistisk danskhed, der centrerer sig om sig selv og om, hvor gode vi er, vi danskere.

Jo, forresten, jeg har fundet ét indlæg, der går i rette med os for vores fodboldtribalisme. Men ak, ved nærmere eftersyn viser det sig, at det stammer fra Rokokoposten, en stærk satirisk side i Berlingske. I denne udgave af Rokokoposten kan blandt andet man læse følgende:

Ifølge en række danske forskere er EM langtfra en uskyldig sportsturnering, der bringer glæde og spænding til europæerne. Det er derimod udtryk for en gennemgående racisme i samfundet, at man deler mennesker op efter nationalitet og sætter dem til at kæmpe mod hinanden.

»Det er et meget problematisk arrangement. I virkeligheden hylder man jo fortidens blodige krige ved at dele mennesker op efter noget så tilfældigt og ikke-eksisterende som deres nationalitet og får dem til at bekrige hinanden,« udtaler Maria Ventegodt, der er national chef for Institut for Menneskerettigheder.

Man bedes erindre sig, at der er tale om satire. Man skal altså ikke give sig til at spekulere over, om der eksisterer en person ved navn Maria Ventegod, der er chef for menneskerettighedsinstituttet; det gør der måske, og det gør der måske ikke. Men det er ligegyldigt. Det er alt sammen bare for sjov.

Også konklusionen er bare for sjov, man skal passe på ikke at tage det alvorligt:

»Hvis man bakker op om og kan begejstres over sådan en turnering, afslører man sig selv som etnonationalistisk racist. Det er der slet ingen tvivl om. Det er også meget kendetegnende for det her arrangement, at kun europæiske lande må deltage. Man viser helt tydeligt, at racialiserede personer fra den tredje verden ikke har nogen plads eller værdi,« siger Nebeling Petersen [endnu en Rokoko-opfunden eller virkelig forsker, rr].

Som man kan se: den får ikke for lidt. ”Etnonationalistisk racist”, det er, hvad du er, hvis du jubler over fodboldlandsholdets sejr. At du bare véd det. Han kunne også have sagt ”tribalistisk racist”. For ”tribalisme” er mindst lige så nedgørende som ”etnonationalisme”.

Så er der i Kristeligt Dagblad fornylig en artikel af Svend Løbner, se her, som udtrykker dyb forargelse over, at der i den kirkelige verden i Danmark kun er Metodistkirken og biskop Marianne Christiansen, der protesterer mod regeringens planer om at sende 500 syriske flygtninge tilbage til Syrien. Her får forargelsen også fuld skrue, uden at det dog af den grund er satire:

Hvor er kirken i forsvaret for de syriske flygtninge, der risikerer at blive sendt tilbage i armene på den diktator, de flygtede fra? Glem ikke, at Bashar al-Assad ikke viger tilbage for at bombe, gasse og torturere sin egen befolkning. Hans soldater skyder ind i folkemængder, hans militser forfølger dem, som vover at modsige præsidenten, og i hans fængsler rådner regimets modstandere op.

At sende syriske flygtninge tilbage til ham er som at sende jøder tilbage til Hitler under Anden Verdenskrig. Ja, nu trækker jeg nazikortet. Men dengang protesterede kirken, og biskop Hans Fuglsang-Damgaard forfattede i oktober 1943 biskoppernes hyrdebrev mod forfølgelsen af jøderne – et brev, der blev læst op i alle landets kirker.

Hvor er Danmarks biskopper i dag?

Lidt fornemmelse for historiske kendsgerninger ville være på sin plads, f.eks. fornemmelse for, hvad man vidste hvornår. Vi oplyste nulevende véd jo, at så at sige alle jøderne i Holland, der blev sendt østpå, endte livet i gaskamrene. Men dengang vidste man det ikke i Holland, man troede, det kun drejede sig om en ”Umsiedlung”, de ville få et sted østpå, hvor de skulle leve fremover, man havde simpelthen ikke fantasi til at forestille sig en sådan industriel udryddelsesmaskine, som faktisk blev virkelighed. Selv de jødiske rabbinere hjalp med til at indsamle jøderne, for de troede på nazisternes løgne. Og for øvrigt var det forhold, at de danske jøder først blev indsamlet et år senere, med til at hjælpe dem til Sverige. Jo, for nu vidste man, at det måtte være en grum skæbne, der var overgået jøderne fra de andre lande, man havde jo ikke hørt fra dem på deres nye påståede opholdssted.

Men er det en sådan skæbne, der venter de syriske flygtninge?

Efter hvad regeringen siger, er de modtaget som krigsflygtninge. De risikerede at blive udsat for krigshandlinger i de kvarterer i Damaskus, de flygtede fra. Når disse krigshandlinger nu er ophørt, har de derfor ikke brug for den form for beskyttelse, vi tilbød dem.

Det ville have klædt Svend Løbner at forholde sig til det, regeringen siger om sagen, i stedet for at komme med løse og ubekræftede påstande. Man kan muligvis argumentere imod regeringens tankegang, men det indlader Løbner sig ikke på, og det er for dårligt.

Man kan måske sige, at Løbner lider af den form for farisæisme, jeg har kaldt samaritanitis, at han altså vil fastholde en etisk handlemåde ganske uanset omkostningerne for vor gudskabte folkelige samhørighed, se evt. denne artikel om indvandringsetik! Men det forudsætter, at den folkelige samhørighed er noget, Gud har villet, og det forudsætter igen, at opdelingen af menneskeheden i forskellige folk er sket efter Guds vilje, og er det uden videre sandt? Eller skulle det mon forholde sig, som Rokokoposten ironisk hævder, at nationaliteter er noget tilfældigt og noget ikke-eksisterende?

Men lad os begynde med den ægteskabelige samhørighed.

Jeg har andetsteds på bloggen, f.eks. her, argumenteret for, at familiesamhørigheden er noget, Gud har skabt. F.eks. har jeg hævdet, at dette, at der ved fødsel udskilles hormonet oxytocin – et hormon, der virker individspecifikt på at binde bestemte individer sammen – betyder, at forholdet mellem mor og barn kan siges at være villet af Gud. Og hvis det er sandt, at dette hormon også udskilles ved samleje mellem mennesker – men tydeligvis ikke ved chimpansers samleje – så har Gud altså villet, at mennesker skulle holde sammen to og to. Og hvis vi yderligere forudsætter, at Jesus med sin formaning om ikke at dømme formulerer en afsmitningsregel, som mennesker gør klogt i at rette sig efter, se f.eks. her, så udgår der altså fra Jesus en opmuntrende tilskyndelse til at tilgive for at skabe en tilgivelsesstemning i ægteskabet, til at give for intet for at kunne modtage for intet, som det hedder i Lukas’ gengivelse af ordet om ikke at dømme, se Luk 6,37f. Og denne opmuntrende tilskyndelse er noget andet end en etisk regel.

Så er det sandt, at der lyder et ord om ikke at lade sig skille fra sin hustru, Matt 5,31f. Og ikke sandt, det lyder grangiveligt som en skærpelse af det gammeltestamentlige lovkrav til ægtefolk. Men hvis vi forbinder det med afsmitningsreglen og gør os klart, at det, Jesus vil, er at få os til at handle klogt (Matt 7,24-27), så forvandler det jernhårde forbud mod skilsmisse sig til en opmuntrende tilskyndelse til at tilgive. Eller man kan sige, at vi i den sammenhæng får brug for ordet om at vende den anden kind til, Matt 5,39ff.

Vi kan altså så let som ingenting få ændret den selvfølgelige ægteskabelige værdi: ”troskab” bort fra det selvfølgelige til en mængde regler, vi skal overholde. Men ved sådan at tænke ud fra loven og ikke ud fra troen (troen forstået som troskab), går vi fejl af det egentlige i et menneskeligt forhold. Jeg har her citeret H. Østergaard-Nielsen for i sin bog ”Navnet og Ordet” at gøre klart, hvad der ødelægges ved at tænke lovtanker i stedet for troskabstanker. Han skriver:

Sagen er nemlig den, at den menneskelige mangel på tro og kærlighed altid ytrer sig som en tilbøjelighed til at omdanne de per­sonlige forhold til saglige, og det gælder na­turligvis også forholdet til Gud. I det saglige forhold er der nemlig ikke længere tale om nogen absolut afhængighed. I stedet for at forholde sig til hinanden i tro og kærlighed forholder man sig til det, som erfaringen viser, ”man” kan forvente af hinanden. Dermed er det personlige fællesskab brudt, forholdet er blevet konventionelt, sagligt. ”Loven” er blevet en begge parter overordnet selvstændig norm. Man forholder sig ikke længere til hin­anden, men kun til en forestilling om hinan­den. Man er døde for hinanden.

Det er et sådant sagligt forhold, Jesus vil ødelægge med ordet om at vende den anden kind til. Ja, det er mere end det: For Jesus vil ved at pukke på personforholdet ødelægge enhver mulighed for farisæisk selvtilfredshed. Hvor loven hersker, også hvor den hersker i forholdet mellem ægtefæller, ligger der altid en farisæisk selvtilfredshed bag lovoverholdelsen. Nu har jeg gjort, hvad jeg skal gøre, nu må det være den andens tur, siger man med sikker bevidsthed om at have overholdt loven. Javist, loven er måske overholdt, men er tilliden hos den anden bygget op, er den gensidige samhørighed styrket? Det er ikke uden videre tilfældet. Måske endda tværtimod. For det er en meget afgørende del af Jesu forkyndelse, at han vender sig imod al farisæisme.

For netop med deres strenge lovoverholdelse ødelægger farisæerne (både de datidige og de nutidige) det naturlige forhold mellem mand og kone. Sætter man loven op som øverste norm, bliver det personlige forhold brudt og et sagligt forhold træder i stedet.

Spørgsmålet er så, om det samme gør sig gældende i den folkelige samhørighed. Først: Er denne samhørighed, denne indbyrdes tillid, en gave fra Gud? Er dette, at verdens befolkning er delt op i forskellige folk med forskellige sprog, noget, der er villet af Gud? Dernæst: Kan denne samhørighed også ødelægges derved, at man opstiller et højt etisk krav til folket, som man forventer overholdt, men som ved selve det, at det bliver stillet, forvandler det naturlige folkelige liv fra en personlig selvfølgelighed til et sagligt forhold?

Redningen af de danske jøder i oktober 1943 var en folkelig selvfølgelighed. Det kan godt være, at mange selv efter mange år med jøders tilstedeværelse i Danmark følte jøderne som en slags fremmedelement – hvad de jo også på en måde var – men da datoen for jødeforfølgelsen blev afsløret, tog mange danskere den beslutning, at hvad end tyskerne gjorde med deres jøder, vores jøder skulle de ikke behandle på samme måde.

Og lad mig føje til, at det forhold, at de 220.000 tyske flygtninge, der kom til Danmark i krigens sidste år, blev holdt indespærret bag pigtråd, også var en folkelig selvfølgelighed. Det er ganske utænkeligt – som det blev sagt af vores udenrigsminister den 30. januar 1940 i FN, se her – at Danmark kan optage disse tyske flygtninge i det danske folk. Ikke just fordi man havde noget imod den enkelte tysker, men fordi man havde set, hvad en tysk diktator, altså Hitler, kunne gøre mod en stat, der havde et vist mindretal af tyskere, nemlig Tjekkiet. En lignende behandling af en eventuel kommende tysk diktator ville vi ikke risikere.

Hvis man er meget pernittengrynet, kan man måske sige, at det sidste er udslag af en negativ nationalisme, mens det første er udslag af en positiv nationalfølelse. Med sådanne betegnelser skelner man, hvor betegnelsen ”tribalisme” ikke skelner.

Men var det udslag af ”tribalisme”, da man spærrede de tyske flygtninge inde bag pigtråd? Var det ikke i stedet udtryk for rettidig omhu, fordi man ikke ønskede, at vort folkelegeme skulle optage så mange tyskere i sig, og fordi man ikke ville risikere fremtidige voldshandlinger fra vor store nabo i syd? Var det forkert at betragte vor folkelige samhørighed som et naturligt gode, som ikke uden videre skulle sættes i vove?

Man kan selvfølgelig sige, at der i Det ny Testamente ikke står noget om folkelig sammenhængskraft. Men man kan også overveje, om Paulus’ ord i 1 Kor 10,23 om, at ”alt er tilladt, men ikke alt bygger op”, mon også gælder for folkeligheden: at altså også den, ligesom ægteskabet, trives bedst af umiddelbar troskab frem for af bevidst udførte såkaldte gode gerninger.

Vil man vide, hvordan det folkelige ikke skal forstås, eller hvordan tribalisme ser ud, når den er virkelig ond, kan man læse det citat, jeg her bringer fra Hitlers ”Mein Kampf”. Hitler var socialdarwinist, og han mente, at tyskerne rettede sig efter Guds anvisning, når de kæmpede for at få ”Lebensraum” i øst, uanset, at de derved fratog andre folkeslag deres ”Lebensraum”. For ifølge hans tribalisme var det ethvert folks opgave med magt at sikre sig sin egen overlevelse. Ellers gik folket under.

Og så op til vore dage!

Når jeg vender mig imod Svend Løbners meninger, skyldes det hans store forargelse. Den bunder jo i en anklage mod os indvandringskritikere, en forargelse, som igen er en udløber af en streng etisk opfattelse af et folks forpligtelser. Men ligesom det er forkert at ville forvandle troskab mod ægteskabets naturlige samhørighed til etik, er det også forkert at ville forvandle den naturlige folkesamhørighed til etik, eventuelt nedfældet i internationale konventioner. Han skriver bl.a.:

Kirken er verdens lys og jordens salt, siger Jesus. Vi har til nøds husket at være lys, men salt har vi glemt alt om. Salt modvirker forrådnelse, har en konserverende effekt og fremhæver madens smag. Alt det er vi ikke. Ingen modstand, ingen beskyttelse, ingen skarphed.

Vi lyser med forkyndelsen af Guds kærlighed, ja, men vi salter ikke med Guds retfærdighed. Jeg anerkender fuldt ud det store arbejde, mange kirker gør gennem organisationer og netværk og ude i sognene lokalt. Kirken er ofte flygtningenes sidste håb.

Men vi skal mere end vise omsorg og kærlighed. Vi skal også dæmme op for den politik, der er diametralt modsat de kristne værdier.

Kristne værdier i politik, er det at tage imod flygtninge? Er det at affinde sig med, at danskerne bliver færre og færre, mens de muslimske indvandrere bliver flere og flere? Eller er den folkelige samhørighed, vi havde tidligere, i den grad Guds gode gave, at vi må gøre ganske meget for at opretholde den, herunder bryde de internationale konventioner, hvis vi ser, at overholdelsen af dem vil nedbryde vor naturlige folkelige tillid?

For øvrigt er tilbagesendelse af de syriske flygtninge faktisk i overensstemmelse med konventionerne. For de kom som før nævnt hertil som krigsflygtninge, ikke som personligt forfulgte. Derfor kan de konventionsmedholdeligt sendes tilbage, når der ikke mere hersker krigstilstande i deres hjemområde. Havde vi godkendt dem som almindelige flygtninge, det vil sige, som personligt forfulgte, ville de ikke kunne sendes hjem, for så ville de risikere fængsling og tortur. Men krigsflygtninge har ikke større risiko for noget sådant end de almindelige syriske borgere.

Så véd jeg godt, at der er opstået en konkurrence mellem staterne om at være bedst til sådanne gode gerninger. Derfor lyder der nærmest et ramaskrig, når den danske regering vil sende syriske krigsflygtninge hjem. For dermed tilkendegiver man jo, at man ikke mere vil deltage i denne konkurrence. Og det er ikke mindst det, der opfattes som utilstedeligt og fører tilråbet ”tribalister” med sig.

Nu vil man måske sige: Jamen, bør vi ikke kunne modtage disse flygtninge og lade dem blive her? Bør vi ikke vise os mere villige til at lade de mange muslimer inkorporere i vort folkelegeme?

Jeg har tidligere i andre artikler været inde på, hvor vanskeligt det er at inkorporere specielt muslimer i vort folk, fordi de ifølge deres religion ikke har lov til at lade sig inkorporere. Så det problem vil jeg her lade ligge. Derimod er netop ordet ”bør” her af interesse. For det viser, at vort lands ”Gutmenschen” vil lade den naturlige velvilje erstatte af et moralsk ideal. Og det er ikke i overensstemmelse med Jesu tale om, at den nye pagt ikke er en lovpagt, men en troskabspagt, og jo heller ikke i overensstemmelse med Paulus’ ord om, at alt er tilladt, og at man i stedet for at rette sig efter, hvad der er tilladt og hvad ikke, skal søge frem mod det, der opbygger.

Og det har vi endnu ikke fundet ud af i forhold til vore muslimske landsmænd. Men hvis vi gør os klart, at der nu efter 30 til 40 års indvandring af især muslimer er dannet store muslimske ghettoer, hvor ikke dansk lov, men sharia søges gennemført, så kan det fortsat at tillade indvandring af muslimer ikke siges at være med til at opbygge den skrøbelige folkelige sammenhængskraft.

Det er ganske vist noget, Svend Løbner ikke omtaler. Men det er jo endnu en bagside ved hans artikel. For det er hans store forargelse, der får ham til at overse disse ghettoer. Fordi den gerning at åbne vore grænser (og måske endda vore hjerter) for flygtninge skal være en god gerning, kan han ikke forestille sig, at flygtningene ikke er flygtninge, men f.eks. økonomiske migranter. For så er hans gerning jo ikke mere en god gerning. Og fordi den for alt i verden skal være det, er det ham også umuligt at tro andet, end at de flygtninge, der er kommet ind i landet, da naturligvis er taknemlige, fordi vi har hjulpet dem. At de danner bander, at de modsætter sig dansk lov, at de søger at holde ambulancer og politifolk ud af ”deres” områder, alt sådan kan Løbner ikke have med at gøre, for hans høje etik kræver, hvis hans gerning skal være god, at de flygtninge, der bliver hjulpet, er ”gode” mennesker, er mennesker som os, er mennesker, der naturligt vil kunne indgå i folket.

Det kan de bare ikke. Og det er ét blandt flere tegn på, at der er noget afgørende galt med det, at vi indvandringskritikere bliver kaldt tribalister. Der er faktisk argumenter bag vores kritik af indvandringen, og det kunne da være opbyggeligt for både vor debat og vor folkelige sammenhængskraft, om man ulejligede sig med at fremføre modargumenter.

Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente, Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.