Søren Pind med uld i mund

Nu er Søren Pind jo godt nok ikke længere en aktiv spiller i dansk politik, men han har dog fået lov til at komme med adskillige kommentarer i Berlingske, nogle gode, nogle dårlige.

Her fornylig, den 26-6, har han en kommentar af sidstnævnte art, se her. Og kommentaren er dårlig, fordi han ikke kan blive enig med sig selv. Han siger, at han godt kan se det uheldige for Danmark, hvis det er sandt, hvad en anerkendt ekspert hævder, at vi om forholdsvis kort tid vil have 70.000 syrere her i landet. Man hvad han vil gøre ved det udover at vride hænder, får vi ikke at vide.

I sig selv skal det måske betragtes som besynderligt, at en mand som Søren Pind tilsyneladende virkelig tror på denne ekspert. Pind skriver:

Jeg forklejner på ingen måde de syrere, der er i Danmark. Jeg kender tilmed nogle af dem. Gode folk. Men 70.000 er ikke en gruppe, der bare optages i det danske samfund. Og slet ikke, hvis man som jeg går ind for assimilation – det vil sige, har en forventning om, at de folk, der kommer til Danmark for at blive, også kommer for at blive danske. Det kan ikke lade sig gøre, hvis der over ganske få år kommer 70.000 mennesker af syrisk herkomst til Danmark. Så bliver Danmark i stedet mindre dansk. Jeg synes grundlæggende ikke, det er rimeligt.

Det er tallet, det giver ham dystre overvejelser. Og han véd godt, at 70.000 ikke bare sådan lige lader sig optage i det danske samfund. Alligevel gør han ikke som mange af hans ligesindede: fornægter denne oplysning og gør nar af os andre, som for længst er blevet bekymrede over tilsvarende oplysninger. Nej, Søren Pind tror på, hvad eksperten siger.

Men han synes også, han er nødt til at sige noget positivt om de syrere, der er kommet til Danmark. De er ”gode folk”, og det véd han, for han kender nogle af dem, velsagtens en fire-fem stykker. Men denne oplysning tør han trods alt ikke bruge til at bedømme de 70.000 med, så lidt realitetssans har han dog bevaret.

Men ak, så ryger al realitetssans i den næste bemærkning: han går minsandten ud fra, at de folk, der kommer til Danmark, kommer for at blive danske.

Det er dog en utrolig naiv opfattelse at have. Véd han ikke noget om, hvor lang tid det f.eks. tager for danskere, der er rejst til udlandet, at forlade det danske og tilslutte sig det fremmede? Rigtigt! Vi taler om århundreder. Og så tror han, at syrere, der ud over at skulle miste deres mange folkelige traditioner også skal omfortolke eller måske helt forlade deres religion, sådan næsten af sig selv lader sig omforme til danskere.

Det kan ikke lade sig gøre, siger han, lidt som en modsigelse til det, han lige har sagt om, at de, der kommer til Danmark, kommer for at blive danske. Nej, hedder det nu, i stedet bliver Danmark mindre dansk.

Så sandt, som det er sagt.

Men hør så det næste eksempel på en enorm naivitet: Det er ikke rimeligt, siger han.

Nej, det er det måske ikke. Men hvor er den domstol, han vil indanke denne urimelighed for? Kan vi i den slags forhold i det hele taget tale om rimelighed og urimelighed?

Eller mener han, dette er et argument, der kan anvendes imod vore europæiske EU-medlemslande? Er tanken den, at det er urimeligt, at lige netop vi og ikke nogle af de andre lande skal tage imod op til 70.000? Det fremgår ikke af hans artikel. Så nødråbet om urimelighed synes opsendt ud i den blå luft.

Søren Pind fortsætter:

I går, fredag, citerede en skribent på debatsiderne i Berlingske de Frie Grønnes Sikandar Siddique for at kræve fri indvandring til Danmark. Jeg må indrømme, at jeg ved læsningen følte mig som høvding Sitting Bull, der læste, hvad general Custer nu engang mente om indianerne og deres fremtidige skæbne.

Er det virkeligt et rimeligt krav, at et ældgammelt land med en særegen kultur – der er kun det samme på dette sted – skal lægge ryg til sådanne udsagn og krav?

Jeg kan godt lide sammenligningen med Sitting Bull. Godt nok bliver det så Sikandar Siddique, der bliver den onde general Custer, og jeg er ret sikker på, at han vil blive fornærmet over den sammenligning. Men det er jo sandt, at Siddique kan invitere alle sine medmuslimer til Danmark og alligevel i Pakistan – han kommer vist fra Pakistan – have et land, der er hans land, mens vi, hvis hans ønske om fri indvandring går i opfyldelse, ikke har noget andet land at emigrere til, som kan kaldes et dansk land, og som har alle de kendetegn af kulturel og historisk og sproglig karakter, der gør, at vi føler det som Danmark. Så hvis de 70.000 fremmede kommer hertil og ændrer vor kultur, så er det Danmark, hvis skæbne bliver beseglet.

Så siger Pind, at han vil, at enkeltpersoner skal hjælpes. Uden at fortælle, at jo alle flygtninge, når først medierne får tag i dem, fremstilles som enkeltpersoner, og jo også er det. Og han fortsætter:

Jeg mener også, at kravet skal være klokkeklart til mennesker, der har valgt at indvandre til Danmark: Bliv danske. Ikke i den platte snævre forstand, som dette udsagn altid reduceres til – drik fadøl og spis flæskesteg. Men forstå, at man er kommet til Grundtvigs fædreland. Kierkegaards. Bohrs. H.C. Andersens. Dronning Margrethes. En kultur opbygget over tusinde år med sejre, nederlag og kulturel dannelse.

Her hører vi den tidligere politiker tale. Store ord og fedt flæsk. Et klokkeklart krav vil han stille. Og som det dog lyder handlekraftigt! Indtil man stiller ham – og sig selv – det spørgsmål, hvordan han vil sikre sig, at dette vildt urealistiske krav bliver opfyldt. Ikke sandt, så fuser kraften i ordene på underlig måde ud.

Han har lidt mere at sige om kravet om fri indvandring:

Det er en uhørt ting at kræve, at der skal være fri indvandring til Danmark. En manglende respekt for, hvad det her land har måttet slås med og for gennem det ene århundrede efter det andet, og hvad der har skabt det.

Okay, her er noget, jeg vil give ham ret i. Hvis man kræver fri indvandring, mangler man respekt for det, vort land har måttet slås med op gennem sin historie. Blot vil jeg føje til den iagttagelse, som Søren Pind til trods for al den tid, han har tilbragt i politik, ikke har gjort: Vi har fri indvandring for øjeblikket. Vi tolker flygtningekonventionen på den måde, at vi mener, at enhver, der uden tilladelse overskrider vor grænse og siger asyl, har ret til at få sin asylansøgning behandlet. Denne tolkning medfører, at de fleste af asylansøgningerne bliver afvist – nogle siger over halvdelen – men at det kun er muligt at sende meget få af disse ansøgere tilbage.

Vi kan altså ikke lukke vor grænse effektivt. Vi har derfor været nødt til gennem forskellige ikke altid lige fine tiltag at gøre det mindre attraktivt for flygtninge at søge til Danmark, i håb om, at de i stedet vil søge til andre europæiske lande.

Men denne kendsgerning, som Pind skyder en hvid pind efter, indebærer, at vor nuværende ordning mangler respekt for det, vort land har måttet slås med op gennem sin historie. Derfor er det denne ordning, der skal laves om.

Og så hans slutbemærkning! Man skulle ikke tro, han kunne overgå sig selv med alle de naiviteter og manglende erkendelser af sandheden, han er kommet med i det foregående. Men hans genialitet i selvmodsigelser og forvrøvlet politikertale overgår virkelig alt det, han har sagt forud:

Så her er dilemmaet: Vil jeg som regeringen sende syrerne tilbage i armene på Assad? Nej. Vel vil jeg ej. Men nogen må så til gengæld tage ansvar for at fremkomme med et holdbart forslag til, hvordan man hindrer, at en fremmed befolkningsgruppe på den måde får permanent fodfæste i Danmark, og – ja – påvirker Danmark i uønsket retning.

Hvis han var journalist, ville man måske finde det naturligt, at han ville spørge en politiker, der absolut ikke ville sende syrerne tilbage i armene på Assad, om, hvad han så ville gøre, hvordan han så ville forhindre, at fremmede får permanent fodfæste i Danmark. Men nu, hvor han åbenbart optræder som en mellemting mellem en journalist og en politiker, mener han åbenbart, at vi læsere vil affinde os med, at han afslutter alle sine beklagelser over de 70.000 syreres ankomst med at bede andre om at komme med forslag til, hvordan han kan undgå den selvmodsigelse, der så tydeligt fremgår af hans indlæg. De skal ikke sendes tilbage. Og selv kan han ikke se den åbne grænse, der betinger deres ankomst, og derfor ikke erkende nødvendigheden af, at den bliver lukket, hvis hans ønske om at bevare Danmark som Danmark skal imødekommes.

Et dilemma taler Pind om.

Nej, kære Søren Pind, der er ikke tale om et dilemma, der er tale om en eklatant selvmodsigelse, og det er dig, der gør dig skyldig i en sådan.

Andre politikere har i det mindste så megen angst for at indvikle sig i selvmodsigelser, at de lader, som om de ikke ser de faren for, at Danmark ikke længere skal forblive Danmark, når man importerer så mange fremmede. Men Søren Pind vil vise sig som én, der virkelig har omsorg for Danmark og alt det danske, og hvor er det skønt at høre! Indtil man læser de sidste ord, hvor han pure nægter at foreslå det eneste, der kan forhindre den katastrofe for Danmark, han lige har opmalet.

Uld i mund? Det er det mildeste udtryk, man kan anvende. Bedre – og mere jysk – ville det være direkte at sige: ”Der er løwn i di hals!”

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.