Vesten versus verden

Deadline bragte den 29-6 en gennemgang af begivenhederne i Canada. Dèr har man fundet en række børnegrave, som er et vidnesbyrd om de overgreb på den oprindelige befolkning, som canadierne – altså de hvide canadiere – har foretaget op igennem det tyvende århundrede. Man har fjernet en række børn fra deres forældre og anbragt dem på forskellige katolske børnehjem. Meningen var, at de skulle tvinges til at opgive deres oprindelige kultur for at overtage den europæiske, som de hvide canadiere var repræsentanter for.

Der var således lagt op til den sædvanlige tese: at vi hvide virkelig skal undskylde for vore mange fejltagelser og alle vore onde handlinger i fortiden. Men bortset fra et enkelt ord om danskerne og Grønland holdt man sig til det nogenlunde acceptable, hvad angår den hvide mands skyld. Man gjorde faktisk mest ud af, hvordan forholdet mellem hvide og indfødte kunne bedres i fremtiden.

Men selv om vi hvide således ikke ved denne udsendelse blev tvunget til at angre vore mange synder mod alle de andre af klodens beboere, giver det mig alligevel anledning til at overveje den del af historieforløbet, der kan kaldes det hvide Europas påvirkning af de andre folkeslag i verden.

Men man skal måske alligevel begynde med at tale om en anden kulturs påvirkning af andre kulturer. Jeg tænker på den muslimske kultur, som fra 632 og fremefter bredte sig ud over store dele af verden gennem to erobringstogter: det gennem Nordafrika og Spanien op til Midtfrankring, hvor den blev standset af Karl Martel i 732, og det fra Lilleasien over erobringen af Konstantinopel frem til belejringen af Wien i 1683. Dertil kommer jo, at denne kultur bredte sig østover også, til store dele af Centralasien, til Indien og for forholdsvis nylig også til Indonesien.

Nu ligger det ikke til muslimerne at sige undskyld – de har jo ikke haft en religionsstifter, der spurgte, hvorfor man ser splinten i næstens øje, men ikke bjælken i sit eget – og der er jo også gået mange hundrede år, siden muslimerne havde en overlegen kultur, men alligevel: skal vi europæere sige undskyld for vore slavejagter i Afrika, skal muslimerne vel også; skal vi sige undskyld for vor store påvirkning af de andre kulturer i kolonitiden, skal muslimerne vel også sige undskyld til de kulturer, som de på det nærmeste har udryddet undervejs i deres erobringstogter.

Men lad det blot ligge i denne omgang.

Her iler vi videre til det fantastiske, der er sket i historieforløbet, at det blev forundt én verdensdel, nemlig Europa, at være skueplads for en række særdeles heldige udviklinger på det militære, det lægevidenskabelige, det kommunikative område, plus mange andre områder. Det var vist kineserne, der opfandt krudtet, men det var os europæere, der udnyttede det til vore kanoner og musketter og geværer. Men samtidig var det os europæere, der drev det utrolig vidt på det lægevidenskabelige område, og tænk bare: disse livreddende udviklinger lod vi alle de andre verdensdele få del i uden afgifter til os, der jo ellers var opfinderne. Javist, nogle af de metoder, vi anvendte til udbredelsen af det gode, som en god lægevidenskab er, hang sammen med kolonidannelsen; det var altså noget, som de andre verdensdele fik del i i kraft af, at de var de europæiske landes kolonier, men so oder so: fordelen ved den gode lægevidenskab fik de altså del i.

Det samme gælder diverse kommunikationsmidler.

Damplokomotivet blev opfundet af os, og de andre kulturer kunne så kopiere denne opfindelse. Biler, flyvemaskiner, også det er europæiske opfindelser, hvis vi regner det ”hvide” Amerika med til den europæiske kultur, hvad vi jo uden fordrejning af kendsgerningerne roligt kan gøre. Telefon og telegraf er også fremstået i vor kultur, ligesom her fornylig internettet og alt, hvad dertil hører.

Men ikke blot sådanne rent ydre ting har de andre kulturer kopieret fra os. Også en stor del af vort kulturelle tankegods er blevet mere eller mindre direkte overtaget fra os. Demokratiet har ganske rigtigt trange kår i mange ikke-europæiske lande, men som ideal er det dog overtaget af de fleste stater. Og noget tyder på, at også vor opfattelse af markedskræfternes betydning for fordeling af goderne har smittet af på andre lande. Sovjetunionen med sin planøkonomi kunne ikke bestå og er blevet erstattet af noget miskmask, der dog indebærer betydelig større økonomisk frihed end planøkonomien fra før, og i Kina har man måttet opgive den strikte planøkonomi til fordel for en mere liberal holdning til de økonomiske kræfter, og det vil man nok stadig holde fast ved, fordi det har vist sig utrolig effektivt.

På negativsiden tæller jo så desværre, at marxismen, som gennemtrængte Rusland og vist stadig gennemtrænger Kina, jo også er en europæisk eksportvare. Og den véd jeg ikke rigtig, om disse lande skal være os taknemlige for, eller om den er noget, vi skal være stolte af.

Men så kommer vi til det med stoltheden.

For hvad skal egentlig alle de ikke-europæiske kulturer være stolte af?

Vi kan gerne neddrosle dette med stoltheden til kun at være en glæde over den folkelighed, man tilhører. Tilbage står alligevel det spørgsmål, som vi må stille på de andre kulturers vegne: Er der noget at glæde sig over hos dem? Kan man være glad for at tilhører denne kultur? Kan man føle i sit inderste, når man tilhører en ikke-europæisk kultur, at også denne kultur har noget at sige i det store regnskab?

Lad os tage forholdet mellem grønlænderne og de andre inuitter som eksempel!

Jeg kender ikke ret meget til forholdene for inuitterne i Canada, men jeg mener at have hørt en grønlænder udtrykke sin glæde over, at inuitterne i Grønland i det mindste har fået det ud af samlivet med danskerne, at de har kunnet bevare deres sprog, oven i købet fået det udviklet til et skriftsprog. Parentes: Sprogets udvikling til skriftsprog var det forresten ikke en dansker, men en tysker, der har æren for, Samuel Kleinschmidt tror jeg, han hed. Parentes slut. Og som jeg forstod det dengang, var det noget, han mente grønlænderne havde i modsætning til inuitterne i Canada.

Ikke fordi jeg mener, det er noget, vi danskere skal prale af: se, hvor gode vi har været overfor grønlænderne! Det hører med til den historiske udviklings tilfældigheder. Det var tilfældigt, at det var en dansk luthersk præst, Hans Egede, der kom til Grønland. Det var tilfældigt, at grønlænderne efterhånden lod sig gribe af den lutherske lære, som jo ifølge Luther skulle prædikes for dem på modersmålet. Det var tilfældigt, at der af den grund blev skabt et grønlandsk skriftsprog og skrevet grønlandske salmer. Og det er også en form for tilfældighed, at grønlænderne har taget salmesangen til sig helt anderledes end vi danskere: de synger helt af sig selv flerstemmigt på deres salmer. Den kan vi ikke slå, al vor lutherske arv til trods.

Jamen, alle de kulturelle ændringer, vi har søgt at presse ned over grønlænderne, hvad med dem?

Tja, vi har jo selv været underlagt tilsvarende ændringer i vor kultur. Men vi har affundet os med dem, fordi nødvendigheden tvang os.

Vi, et gammelt bondesamfund, har måttet ændre vor kultur, så den kunne tilpasses et industrisamfund og nu senest et informationssamfund. Men vi er dog danske på trods af disse ændringer. Vi kan synge Aakjærs sang om spurven, der sidder stum bag kvist, rigtig føle med de arme mennesker fra anno dazumal, der måtte opleve, at ”jo mere vinden slår, des mer får arnen lue”, og bagefter gå hen og skrue op for fjernvarmen. Og alt det gør vi uden at spekulere på, hvilket land der har opfundet alle de dejlige ting, vi glæder os over i vor hverdag.

På samme måde er den grønlandske fangerkultur blevet afløst af en fiskerikultur, en rejefangerkultur, en fåreavlskultur, ja sågar en rensdyravlskultur. Er det danskerne, der har påtvunget grønlænderne disse ændringer? Kun delvist. For grønlænderne kunne jo selv se, at sælspæk og hvalkød ikke mere forelå i tilstrækkelig mængde til at brødføde alle. Så hvis ikke alle grønlænderne skulle flytte til Danmark, og deres kultur opløses i den derværende industrikultur, så måtte man finde på noget. Og det lykkedes jo, om end ikke fuldkomment, for der er stadig brug for et bloktilskud fra Danmark.

Og spørger man, hvilken form for kultur grønlænderne skal satse på i fremtiden, skal det være en minedriftskultur, en turistkultur eller en informationskultur?, så gives der nok ikke noget éntydigt svar, men så meget står dog vist fast, at alle disse kulturformer kræver en veluddannet befolkning. Og mon ikke fremtiden kan forme sig for grønlænderne, som den har formet sig for os danskere: at de, ligesom vi, må kunne bevare deres kulturelle egenart i de fremtidige kulturer, de er nødt til at tilegne sig. De er jo allerede godt i gang: har taget den moderne musikkultur til sig – med grønlandske tekster, förstås – og skriver sange og digterværker, formår sågar at tale engelsk udover dansk, og er i det hele taget åbne for denne verdens foreteelser, som nok ses gennem Vestens briller, men dog tilegnes som noget helt og aldeles grønlandsk.

Og så til det, jeg hele tiden gennem disse overvejelser har prøvet at sigte frem imod: det afrikanske genom-projekt.

Det er noget, jeg er blevet opmærksom på gennem en leder i The Economist, se her, og en artikel om sagen sammesteds, se her.

Når det her kan være på sin plads kort at nævne det afrikanske genom-projekt, skyldes det, at dette projekt er et udmærket eksempel på, hvordan vi forbigår virkeligheden, når vi hele tiden vil anlægge moralske synspunkter på historiens gang.

Sagen er den, at da man fik mulighed for at undersøge en befolknings gener, gik man i gang med at undersøge vestlige menneskers gener. Derudfra kunne man finde ud af, hvilke arvelige sygdomme en befolkning havde, så man bedre kunne sætte modforanstaltninger i værk. Nu har man imidlertid opdaget, at den afrikanske befolkning er særlig interessant i den henseende, fordi man dels kan få et bedre indblik i, hvordan fortidsmenneskene er blevet til nutidsmennesker, og dels har opdaget, at sygdomsfordelingen ikke er ens i de forskellige befolkninger.

Det får The Economist til i sin leder at skrive:

Heri [i denne opdagelse, rr] ligger der en dyb ironi. Fremmedfrygt har formentlig eksisteret lige så længe, som der har været mennesker. Men racistiske holdninger blev styrket i det nittende århundrede, for man blev entusiastisk grebet af iver for fysisk antropologi og eugenik. Sidstnævnte prøvede at klassificere mennesker på basis af synlige karaktaristika, f.eks. hudfarve, hovedform og ansigtstræk, noget, der er genetisk nedarvet. Hvis dette havde været en neutral analyse, ville det have været uden undtagelser. Men som regel var den ikke neutral. Den var ikke blot klassificeret, den var normeret: hvidhudede europæere satte sig selv i toppen – og sorte afrikanere i bunden. Føj eugenik til den blanding, og resultatet blev smitsomt.

Og ikke sandt, så får man lige givet os hvide europæere én over snuden. Vi var i virkeligheden store racister, vi europæere.

Her er det, at jeg ikke kan lade være med at sige: Hold nu lige jeres moralske pegefingre for jer selv! Prøv nu lige at bedømme historien på historiens præmisser! Vi europæere har da selvfølgelig begået mange fejltagelser på vores vej mod nutidens såkaldte oplysning. Ikke mindst er det jo europæere, nemlig nazisterne, der har ”opfundet” socialdarwinismen, hvorefter det var ethvert folks opgave med militær magt at bekæmpe alle andre folk, ligesom det ene gen bekæmper det andet ud fra Darwins tese om ”survival of the fittest”. Men det var jo også europæere, der ofrede tusindvis af soldaters liv for at bekæmpe denne fejlopfattelse.

Og ærlig talt, når 1800-tals europæeren så på de andre folkeslag, i Indien, i Kina, og specielt i Afrika, så er det vel ikke så mærkeligt, at forskellen forekom enorm, forskellen i udseende, javist, men især forskellen i kultur. Kunne man virkelig forvente, at alle europæere ud fra det, de så, skulle kunne sige sig selv, at disse mærkelige mennesker bar i sig de samme muligheder som vi?

Homo sapiens, den menneskerace, alle nulevende mennesker tilhører, blev til i Afrika og udbredte sig for cirka 60.000 år siden til resten af verden. Her mødte den neandertalere og denisovarer og kom til at udveksle gener med disse arter, så vi ikke-afrikanere i dag bærer med os gener fra dem.

Men nu er der altså afrikanske forskere, der har startet et projekt, 3MAG, (tre millioner afrikanske gener), der skal undersøge den genvariation, der findes blandt afrikanere, en variation, der allerede nu har vist sig at være meget større end den, der findes i andre verdensdele. Og ingen tvivl om det: dette kan have lægevidenskabelig betydning.

Men det kan også have palæontologisk betydning. Lederen fortæller, at man gennem sådanne genvariationer har opdaget, at homo sapiens i Afrika har udskiftet gener med en ukendt menneskeart, som vi blot ikke har fundet knoglerester af (endnu). Så pludselig bliver vor forhistorie meget mere specifik, takket være de genundersøgelser, man nu begynder at udføre på afrikanere.

Og igen kommer jeg med min advarsel mod de pæne etiske overvejelser om vore forfædres manglende moralske forståelse: Var det nu også racistiske tanker, der fik os europæere til i første omgang at gennemføre genetiske undersøgelser af vore egne befolkninger? Kunne det ikke i stedet være den aldeles uracistiske tankegang, der lå bag, at alle mennesker jo i grunden er ens, er en del af den samme menneskehed, sådan at man, hvis man har undersøgt genvarianterne af en europæisk befolkning, simpelthen har undersøgt varianterne af hele menneskeheden? Hvis man på den måde kan holde moralske overtoner borte, vil man kunne nøjes med at gribes af det spændende, der ligger i, at afrikanerne, som beboere i menneskehedens oprindelseskontinent, har helt andre genvarianter end os.

Hvis vi kan nå frem dertil, at vi kan lade være med at løfte vor moralske pegefinger i tide og utide, kan vi måske også nå frem til at betragte vort eget og de andre kontinenters kulturelle udvikling som en fantastisk gave til os, en gave, som vi ikke er kommet sovende til, en gave, også det, som ikke er faldet ned i vor turban, men har måttet udarbejdes gennem fejltagelser og misbedømmelser, men dog en gave, som både vort kontinent og de andre nyder godt af.

Og måske vi så også kan bringe det hen dertil, at de andre kulturer kommer til at betragte det europæiske bidrag til deres kultur på samme selvfølgelige måde, som vi europæere betragter andre kulturers bidrag til vores kultur. Jeg mener: Vi taler gladelig om en ottoman uden at tænke over, at ordet stammer fra den muslimske kultur, og vi bruger rask væk både arabertallene og det uundværlige nul uden at skænke det en tanke, at det var araberne, der gav os den kulturfordel. Og vel har vores vej til nutidens høje kulturelle stade været kringlet og ført mange uretfærdigheder med sig, uretfærdigheder overfor os selv og overfor andre, men nu er vi altså efter mange forsøg og en del blindveje nået frem til nutiden. Andre kulturer har haft deres langsomme og fejlbehæftede vej til nutiden, os har de lært af, men ofte på en måde, så de ud fra egne interesser har taget det lærte til sig.

Så derfor: lad de mange forsøg på moralsk bedømmelse af historiens gang ligge, lad os i stedet – sammen – glæde os over det, vi har nået, og derefter forsøge efter bedste evne at få tingene til at glide, så vi hvide europæere kan bevare vor selvrespekt, og så de andre kulturer kan oparbejde en tilsvarende glæde over deres folkelighed, deres kultur og deres særpræg.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.