Globalt vanvid?

Asger Aamund slutter en artikel i Berlingske, se her, på denne måde:

Ifølge Bertel Haarder vil enhver politiker hellere gøre det forkerte end ikke at gøre noget. Mette Frederiksen har ikke ladet sig forvirre af kendsgerningerne og har styrtet landet ud i et unødvendigt forbudshelvede og en grundløs økonomisk nedtur, der vil bebyrde kommende generationer. Formelt for at redde bare ét menneskeliv mere, men reelt fordi beherskelsen af den totale magt er et prægtigt rusmiddel: Frihed er godt. Kontrol er bedre.

Det er en ret stærk anklage, han kommer med overfor Mette Frederiksen: at hun reelt gør, som hun gør, fordi den totale magt er et prægtigt rusmiddel, blot bruger hun den undskyldning, at hun gør det for at redde bare ét menneskeliv mere.

Desværre tror jeg, at Asger Aamund har ret. Ja, faktisk tror jeg, at han har meget mere ret, end ordene her antyder. For det er jo ikke blot den danske statsminister – og de fleste politikere på Christiansborg – der går med til at ”styrte landet ud i et unødvendigt forbudshelvede”, det er næsten alle verdens politikere. Hvordan det er gået sådan, at denne mærkelige realitet har sneget sig ind i vor tankeverden, véd jeg ikke, men medierne har hjulpet godt til. Hvis politikerne føler beherskelsen af den totale magt som et rusmiddel, føler mediefolkene en tilsvarende rus ved at fremmale de værste alternativer; udover, at en sådan oppiskning af frygt vistnok sælger bedre end en nøgtern fremstilling af kendsgerninger.

Nå, der er trods alt ved at ske noget, der kan antyde en ændring. Dels er der alternative medier, som er langt mere nøgterne end de officielle, og dels er selv nogle af de såkaldte ”Main Stream Media” begyndt at optage indlæg, der kritiserer politikernes virkelighed. Det manglede da også bare andet: det er jo det, vi har medierne til.

Kristeligt Dagblad har således tidligere optaget et kritisk indlæg af professor Morten Pedersen, et indlæg, jeg omtalte her. Og nu har Weekendavisen også optaget et indlæg af Morten Pedersen, se her.

Han gør også her det, han gjorde i januar, han sammenligner influenza og corona. Begge er luftvejssygdomme, begge angriber især ældre, der i forvejen lider af én eller anden sygdom. Og begge har afstedkommet store epidemier med mange dødsfald til følge. Men den ene, influenzaen, accepterer vi, den affinder vi os med på trods af de mange dødsfald, den er skyld i. Den anden, coronaen, gør vi alt for at bekæmpe, på trods af, at dødsraten er nogenlunde den samme som for influenza.

Hvorfor denne forskel?, spørger han. Og så formulerer han problemet på en ny måde:

Er det i orden, at vi også fremover mister 2.000 borgere om året, så længe det primært er til influenza eller lungebetændelse – bare de ikke kommer til at dø af covid-19?

Han har forklaret sig lidt i det foregående:

Risikoen for at blive alvorligt syg og dø med covid-19 er nu langt under risikoen for andre luftvejssygdomme. Der dør almindeligvis ca. 2.000 om året af influenza og lungebetændelse i Danmark, til trods for at vi har vacciner og immunitet i befolkningen. Det er overvejende de samme borgere, der er i risiko for at dø med covid-19. Vi accepterer altså stadigvæk, at et stort antal syge ældre dør af luftvejsinfektioner. Vi kan bare ikke forvente, at de dør i lige så høj grad af covid-19 fremover, da vaccinerne beskytter mod svær sygdom.

Lad os prøve at opsummere forskellen på vores behandling af de to sygdomme!

Vi har længe vidst, at influenzavarianterne fremkommer i miljøer i Sydøstasien. Vi har været opmærksom på, hvilken variant der så ud til at vinde dèr, og vi har så fremstillet vacciner til at bekæmpe denne variant med. Derefter har vi opfordret alle ældre til at lade sig vaccinere. Men vi har ikke vaccineret hele befolkningen.

Og så mente vi, at vi med nogenlunde god samvittighed kunne se vinteren i møde. For kom der en influenzaepidemi, havde vi gjort, hvad vi kunne. Sådan så vi på influenzaen tidligere, og sådan ser vi på influenza i dag.

Vi kunne i og for sig godt have testet store befolkningsmængder for influenza for at finde ud af, hvor smittevejene fandtes. Men det har vi ikke gjort. Vi har også haft mulighed for at finde ud af, om mennesker uden symptomer kan være smittebærere. Det har vi heller ikke gjort, eller måske det snarere forholder sig sådan, at dette er noget, man godt véd, men ikke noget, man finder det påkrævet at gøre noget ud af. For mærkeligt nok, med influenzaen prøver vi ikke at standse virussens udbredelse, vi lader den brede sig i det åbne samfund, hvor mennesker jo kommer sammen på kryds og tværs, og det gør vi, endskønt vi véd, at den vil kræve sine ofre.

Og når disse ofre så indlægges på sygehusene, så bliver de behandlet på normal måde. Selv om de formentlig smitter, selv om personalet formodentlig risikerer at blive smittet, hvis deres immunforsvar ikke er så godt, så iklæder man ikke læger og sygeplejersker rumudstyr, så forhindrer man ikke pårørende i at besøge deres gamle, døende slægtninge. Den død, vi har budt influenzaens ofre, er altså langt, langt bedre og specielt langt mere menneskelig end den død, vi har budt coronaens ofre, hvor vi har udfoldet alverdens bestræbelser for at holde virus stangen med rumdragter og isolation, noget, vi på forhånd har opgivet for influenzavirussens vedkommende. Se eventuelt denne artikel om virkningerne af denne isolation.

Og så er det, man kan sige: Hvis nu coronavirussen efter det, vi nu véd om den, har vist sig at være nogenlunde lige så farlig – eller lige så ufarlig, om man vil – som influenzavirussen, hvorfor behandler vi den så på en helt anden måde?

Noget tyder virkelig på, at der er gået panik i os; i hvert fald i vore politikere og diverse virologer. Om vi skulle have lukket ned så kraftigt, som vi gjorde i marts 2020, er ikke til at vide. Om det var denne nedlukning, der gjorde, at smitten gik tilbage, er heller ikke 100% sikkert. Vi havde jo dengang så at sige ingen testkapacitet. Men visse lande mentes at have haft held med at teste alle, der havde symptomer, og dertil teste dem, de havde været i berøring med, så derfor blev metoden med at teste anset for den bedste måde at bekæmpe corona på.

Samtidig sørgede vi for, at de mest udsatte, de syge og gamle, blev beskyttet så godt, det nu kunne lade sig gøre. Og da vaccinerne blev rullet ud, var det også dem, vi vaccinerede først.

Men hele testideologien, som vi i parentes bemærket aldrig har drømt om at bruge ved influenzabekæmpelsen, må vist siges at være gået os til hovedet. For nu er det ikke længere de syge, der bekymrer vore myndigheder, men de smittede, altså dem, der tester positivt for corona, og det vel at mærke ganske uanset, om de bliver syge eller ej, om de angribes hårdt eller slet ikke. Nu er man bekymret for de varianter, der opstår, ikke så meget for, om de er farligere end den første variant, mere for, om de smitter mere. For det er virussens udbredelse, man vil gøre noget ved, ikke de syge. Dem er der nemlig ikke mere så mange af. Men delta-varianten har bredt sig med lynets hast, så det nu er den, der er den mest udbredte i landet.

Og hvad så?, må man spørge. For der er jo utrolig få indlagte, der er ikke mange døde, virussen synes mere og mere at afsløre sig som en sygdom, der ikke har den farlighed over sig, som man troede i begyndelsen.

Mogens Pedersen forklarer det delvist med, at de matematiske modeller synes at have taget over. Han skriver:

Er det ikke på tide, vi lytter lidt til videnskaben og bruger vores fornuft? Var det ikke nok, at vi svigtede børn og unge uden at forholde os til de videnskabelige undersøgelser baseret på observationer? I modsætning til matematiske modeller viste de ret entydigt, at skolelukninger kun havde lille betydning for smittespredningen. Vi er desværre ved at ende det, hvor det bliver problematisk, hvis der ikke fremover kræves fuld vaccination af befolkningen mod influenza og lungebetændelse.

Hvis man kun interesserer sig for spredningen, kan man bruge matematiske modeller. Og det har man gjort i stor udstrækning. Men almindelig sund fornuft viser noget andet end disse modeller, siger Mogens Pedersen. Men brugen af matematiske modeller har jo med det at gøre, at vi nu ikke som ved influenzaen lader virussen og befolkningens immunsystem kæmpe mod hinanden, men mener os forpligtet til at forhindre virussen i at sprede sig. Så får vi at vide, at én person vil smitte 1,2 andre, og det er ikke så godt. Så får vi et andet tal for smittespredningen stukket ud: man har ved diverse tests fundet så og så mange smittede pr. 10.000 indbygger. Javist, selvfølgelig smitter coronavirussen, det er dens natur. Men bliver vi syge af det? Det får vi ikke meget at vide om. Men ud af det lidt, vi får at vide, kan vi forstå, at ganske mange af de smittede må have en meget mildt forløb. For antallet af indlagte ligger langt under antallet af smittede.

Og så har vi her i foråret påbegyndt samfundets oplukning. Denne gang har oppositionen i folketinget insisteret på også at få et ord at skulle have sagt. Men da man stadig regner med de matematiske modeller, og da det er regeringen, der giver ordre til, hvad der skal regnes på, er oppositionens indflydelse alligevel begrænset. Blot har man været opmærksom på de mange irrationelle ordrer, der er blevet givet; dem har man kunne angribe; dem har man kunnet markére sig på.

Og så kom fodboldfeberen!

Så ser vi i Tv læssevis af billeder af glade fodboldfans oven på diverse uventede sejre af det danske fodboldhold – eller som det hedder ”de danske fodbolddrenge”; nu er jo al tale om kønnenes ligeberettigelse som blæst bort. Og ikke sandt, som de lydige borgere, vi er, må man jo forvente, at der holdes mindst 2 meters afstand. Men hvad ser vi? Vi ser borgere stå og omfavne hinanden i bar glæde, vi ser glade fans svinge bægrene yderst tæt på naboerne. Og så ser vi en bekymret Allan Randrup Thomsen stå og vride hænder, bekymret over de superspredere, han forventer vil vise sig, men måske især bekymret over, at han ikke længere har nogen indflydelse på vore politikere. For gribe ind med restriktioner midt i sejrsstemningen, nej, det vover vore politikere ikke, så kan coronaen ellers slå til lige så tosset, den vil.

Oven i købet er det netop coronarestriktionerne, der nu forhindrer danske fans i at tage til England. Og selv om diverse fodboldfans og en del politikere på deres grædende knæ bønfalder Boris Johnson om at lave et hul i de engelske regler, så danske fans kan være med på Wembley stadion til semifinalekampen mod England, så er der intet, der tyder på, at et sådant hul vil blive boret.

Det ser ud til, at vi igen på en meget møjsommelig måde skal erkende, at mennesket er et socialt væsen, der er afhængigt af at kunne berøre andre, komme dem nær, tale til dem (også med risiko for udstødelse af coronavirusser). Og det er nok ikke den værste erkendelse at kunne nå frem til.

Men Morten Pedersens spørgsmål står tilbage: når vore politikere, anført af den stålsatte Mette Frederiksen til efteråret bekendtgør, at vi nu ser den tredje bølge være over os, og derfor prøver at genindføre en række af de kendte restriktioner, så lyder spørgsmålet: Hvorfor tester vi ikke lige så meget for influenza? Hvorfor kræver vi ikke folk med influenza i isolation? Hvorfor tillader vi på ingen måde, at folk dør af corona, mens vi uden at foretage os noget imod det affinder os med, at influenza tager omkring 2000 af vore ældste borgere bort?

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.