Historiens indviklethed

Og se, så kom man til morgensang igen. I Horsens Klosterkirke. Nå, nej, forresten, vi sad udenfor. Vi var blevet advaret om, at vi, hvis vejret tillod det, ville synge udenfor. Og jeg arme halvdøve spektakel havde da tænkt, at hvis alle julis morgensange skulle foregå udenfor, så ville jeg nok blive hjemme, for så ville jeg jo ikke kunne høre, hvad der blev sagt. Men tro det eller ej – de kære kirkefolk havde taget faktisk taget hensyn til sådanne spektakler som mig og opstillet en højttaler. Så jeg kunne høre.

Og vi sang, ledsaget af det lille orgel, som i dagens anledning var blevet stillet ud i våbenhusets åbne dør. Så alt i alt: det fungérede godt.

Det var der andre end mig, der syntes. For da vi sang ”I østen stiger solen op”, gik en børnehave forbi på Borgergade. Og den standsede op for at høre og se, hvad det var for nogle mærkelige mennesker, der sad og sang i solskinnet – og blæsevejret.

Men det var sådan set ikke det, jeg ville fortælle om her. For i stedet for den sædvanlige oplæsning af en andagtsbog benyttede præsten lejligheden til at fortælle os om en kirkeskole for børn, de havde haft sidste onsdag – hvilket var årsagen til, at der ikke var morgensang den dag.

Jo, ved den lejlighed havde man villet fortælle lidt kirkehistorie for børnene. Og man tog fat på Frans af Assisi, hvad jo også kirkens fortid som franciskanerkirke lagde op til. Hvad man havde fortalt børnene, fik vi kun delvist at vide, men man havde ladet sig kraftigt inspirere af Brian McGuire, en katolsk middelalderforsker. Han erklærede, at Frans var én af de helt store i kirkehistorien, og det fik præsten til at læse op af Frans’s solsang.

Udmærket alt sammen.

Men ikke blot er jeg et halvdøvt spektakel, der er meget afhængig af mine høreapparater, jeg er også meget interesseret i historie og rimelig inde i kirkens og franciskanernes historie. Og bagefter fik denne omtale af Frans af Assisi ud fra McGuires retningslinjer mig til igen at fundére lidt over historiens yderst mærkværdige gang.

Jeg har ved en tidligere lejlighed prøvet at kommentere lidt på McGuires efter min mening lidt for katolske opfattelser, forstået på den måde, at han er temmelig tilbøjelig til at sætte katolikkerne i et alt for godt lys, se her. Og det betyder desværre, at han ikke har det samme blik for det utrolig indviklede ved den historiske udvikling, som mine studier har givet mig. Eller – kan jeg sige – han har vist ikke forstået, at vi som nutidsmennesker næsten på forhånd er afskåret fra at sætte os ind i middelaldermenneskets forestillingsverden.

På den anden side er det godt nok, at han med sin store beundring for Frans ikke får os til sådan uden videre at affærdige Frans som en stor idiot.

Hvad var han da? Hvori bestod hans indflydelse?

Ja, se, det er jo det svære spørgsmål.

Bare ved at se os lidt om i Horsens Klosterkirke får vi øje på noget af det, der er fremmed for os.

Han er afbildet på munkestolene, dog er dette portræt godt gemt bag en senere opført trappe op til et 1700-tals kapel. Og det har også, som så meget andet på munkestolene, været udsat for de slemme peblinges knive. Frans har således fået sin ene tommelfinger skåret af. Men bryder man sig ikke om dette portræt, kan man se op på altertavlen. Dèr han også afbildet. Men begge steder er han afbildet med sine stigmatiseringer, dvs. begge steder står han med løftede hænder, så man kan se de markeringer af Jesu sårmærker, som efter sigende trådte frem på ham hver fredag.

I middelalderen forstod man det og lagde vægt på det: i den grad levede han med i Jesu lidelser, at denne indlevelse satte sig legemlige spor. I vore dage véd vi ikke rigtig, hvad vi skal stille op med en sådan indlevelse. Måske vi er blevet så flade hverdagsmennesker, at vi uvilkårlig spørger med Pe’ Sme’ (Højskolesangbogen, 18. udg, nr 161): ”Hwa nøtt’ er et te?”

Så kan vi bedre gå med til ”Solsangen”, Salmebogen nr 17. For selv om han dèr taler om broder sol og søster måne, så forstår vi jo godt den fornemmelse af altings samklang, der strømmer ud fra sådanne ord.

Værre er det med det træk, der også overleveres os fra hans levned: En dag under et måltid gik han hen til det åbne ildsted, tog en håndfuld aske og strøede den ud over sin mad, idet han sagde: ”Broder aske er kysk”. Hvad i alverden stiller vi op med en sådan galskab? Skal vi gøre som en dansk forfatter, der skrev om Frans, og flere sider igennem skrev ”Aske på! Aske på!” efter at have fortalt om Frans’ askepåstrygning. Så bekendtgør man da i hvert fald, at man intet har forstået af Frans’ handlemåde. Men det er måske sandheden om os moderne mennesker: at vi har utrolig svært ved at sætte os ind i andre kulturers tænkemåde, herunder tankerne fra vor egen middelalders kultur.

I denne artikel her på bloggen har jeg forklaret Frans’ handlemåde ved at henvise til Augustin. Augustin mener nemlig, at vore drifter er udtryk for arvesynden, både kønsdriften, driften efter mad og drikke og driften efter social anerkendelse. Og hvad driften efter mad og drikke angår, bekæmper han den ved at bruge sin mad som medicin, altså som et nødvendigt onde, hvis man vil holde sit legeme vedlige, intet mere. Dog opdagede Augustin af og til, at der ovenpå den mæthed, som indfinder sig, når man har spist, følger et velvære, som bevirker, at han næste gang, han skal spise, spiser for at opnå dette velvære, og altså ikke spiser sin mad som medicin. Så er han nødt til at faste, siger han i den tiende bog af sine bekendelser.

Dette syn på drifterne følger munkevæsenet op igennem middelalderen. Ved at overholde de tre munkeløfter, løftet om cølibat, løftet om fattigdom og løftet om lydighed, forsøger man at komme disse syndige drifter tillivs.

Og her er historiens forløb altså så indviklet, at den person, ved hvis indsats Augustins tanker blev tilintetgjort, nemlig Luther, selv delte Augustins opfattelse. Godt nok er det noget, de fleste Luther-forskere springer over på lette fjed, men det er nu sandt alligevel. Jeg har lagt hans prædiken om arvesynden ud på nettet, se her. Og det vil sige, at når jeg anklager – mere eller mindre – McGuire for at tilskære Augustin, så han så nogenlunde kan passes ind i et moderne menneskes tankegang, så vil han kunne svare, at vi lutheranere behandler Luther på samme måde, når vi skærer hans augustinisme bort. Og det vil være sandt for ganske mange lutherforskeres vedkommende.

Men hvordan kan Luther så blive ophavsmand til en ændring i denne arvesyndsopfattelse, når han selv tydeligvis deler den?

Det kan han, fordi han gennem de anfægtelser før det gennembrud af den reformatoriske trosopfattelse, han blev udsat for, nåede frem til den opfattelse, at Gud havde indrettet visse ordninger, som skulle forhindre arvesynden i at udbrede sig alt for stærkt. Imod kønsdriften har han indrettet ægteskabet, imod maddriften de ordnede økonomiske forhold i samfundet og imod driften efter social anerkendelse statsmagten med dens magtmonopol. Og så har han gennem Paulus fortalt os, at det er bedre at gifte sig end at brænde af begær (1 Kor 7,9). På den måde får Luther vendt op og ned på munkenes argumentation: Når de – forgæves – prøver at holde deres begær nede ved at leve et cølibatært liv, er det Guds ordning, de sætter sig op imod. For mærker man kønsdriften tage ved sig, er det et tegn på, at man skal gifte sig. Og vil man indvende, at man jo derved kommer til at begå kønsdriftens synd den ene gang efter den anden, er svaret, at man i dette skal handle i tillid til Guds tilgivelse, ligesom man på tilværelsens andre områder skal handle ud af denne tro og tillid.

Ud fra sådanne tanker skrev Luther sit nok mest indflydelsesrige værk: ”Om Munkeløfterne”, se her. Det bevirkede ikke blot, at alle klostre nord for Elben blev tømt, men også, at tanken om overskydende gode gerninger blev skudt i sænk, altså: afladen blev gjort umulig, for der var ifølge disse konklusioner af Luther ingen skat af overskydende gode gerninger, som paven kunne sælge aflad fra. Jeg har skrevet en længere afhandling om afladsteologien, se her, en form for teologi, der i høj grad havde udkonkurreret den almindelige teologi i senmiddelalderen, men som i den grad blev trådt flad af Luther, at den både i den lutherske og i den katolske verden er ganske forsvundet. Katolikkerne forbød salg af aflad på Tridentinerkonventet i midten af 1500-tallet.

I en ordveksling, som fandt sted i gråbrødreklostret i Malmø mellem nogle Luther-kyndige og broder Jacob, forfatter til ”Gråbrødrekrøniken”, ser man ret tydeligt problemstillingen. I sin behandling af begivenhederne i Malmøklostret skriver broder Jacob:

Men da den anden og hans tilhængere trængte hårdere på, standsede broder Jacob sin gang et øjeblik og ville høre, hvad det var for et spørgsmål, kætteren ville stille. Han spurgte ham da: “Hvad er en god gerning? Giv mig et eksempel!” Broder Jacob svarede da: “At faste på rette måde er en god gerning”. Men det behagede ikke kætteren at høre det, skønt han beviste det tilstrækkeligt ud fra Matt 6,16. (Se her).

I en tidligere artikel forklarede jeg denne ordveksling således, se her:

Broder Jacob hævdede, at en god gerning f.eks. er at faste på rette måde. Det var, hvad brødrene havde gjort: med deres liv i cølibat, i fasteri og bøn, sine steder også i vandring på bare fødder, skaffede de det overskud af gode gerninger, som borgerne så kunne købe gennem aflad, så de kunne slippe for skærsildens straf. Her hævdede så den lutherske prædiken, at de gode gerninger udførtes ”i kald og stand”, at altså det almindelige borgerlige liv var godt, som det var; at gøre gode gerninger er at gøre gavnlige gerninger. En helt ny verden åbnede sig for borgerne; og de kunne selv gennem læsning af de nu tilgængelige bibler forvisse sig om, at det var den nye og ikke den gamle verden, der repræsenterede den sande kristendom. Intet under, at borgerne ikke mere ville give noget til tiggermunkene, og at klostrene derfor ret hurtigt tømtes.

Nå, nu fik jeg nævnt, at Frans og hans brødre havde for vane at gøre den gode gerning at gå barfodet. Luther kalder af den grund franciskanerne ”barfodsmunkene”. Om de også har gjort det her oppe i det kolde nord, er måske usikkert. Men en krønike fortæller dog, at brødrene, da klostret i Ribe blev stiftet, drog til Ribe ”på deres bare fødder”. Dertil kommer, at de, når de ”gik i termen”, dvs. når de gik deres tiggergang, altid skulle gå, de måtte ikke ride eller lade sig transportere på vogn.

Behøver jeg at sige, at vi, da vi i Klostergården en gang for en del år side havde besøg af broder Teodor, franciskanermunk, boende i Roskilde, kunne iagttage, at han ankom pr tog, og at han var forsynet med ganske almindelige sko på sine fødder. Så noget er der sket i den mellemliggende tid, en vis tilpasning til den moderne livsstil har fundet sted.

Men hvilken tilpasning?

Tja, i og med, at afladsteologien er døet ud, har diverse munkeordner måttet finde andre begrundelser for deres klosterindretninger. Og det har nogle haft held til, andre ikke. Jeg har ikke kundskab nok om katolicismen til at redegøre for dette, for mig er det nok at holde mig til, at en god gerning er en gavnlig gerning.

Og det står der forresten i de ”skrub-af-vers”, vi plejer af slutte vor morgensangskaffeslabberas med, de to sidste vers af ”Morgenstund har guld i mund”. Dem fik vi for første gang i meget lang tid lov til at synge: ”da får vi lyst og lykke til/ at gøre gavn, som Gud det vil”.

Dette indlæg blev udgivet i Luther, Uncategorized og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.