Farlig hensyntagen

Med overskriftens ord tænker jeg på den hensyntagen vi tager til islam, ikke til muslimerne. At tage hensyn til muslimerne kan være helt i orden. Men at tage hensyn til islam er direkte farligt.

Men på trods af denne fare bestiller vi næsten ikke andet end uafladelig at tage hensyn til muslimernes religiøse følelser. Måske vi – og ”vi” betyder her vor folkelige elite – føler en vis underlegenhed overfor vore indvandrede muslimer, fordi de i modsætning til os tør være deres religion bekendt. De beder i al offentlighed. De bekender sig glad og gerne som muslimer. Og de fortæller os altså også, at de nærer dyb respekt for deres profet, Muhammed, og at det derfor sårer dem dybt, at vi håner ham, gør nar af ham eller ser ned på ham.

Med den slags tale rammer de lige ned i vores efterkristelige samvittighed. Vor folkelige elite har arvet det fra kristendommen, at de så gerne vil være gode mennesker. Og når nogen har noget så sælsomt som religiøse følelser, og når de bekendtgør, at disse følelser såres dybt af vores omtale af Muhammed, så vil vi – og ”vi” betyder stadigvæk vor folkelige elite – da ikke sidde deres indsigelser overhørig, og så ser ”vi” ned på dem, der siger noget mindre pænt om Muhammed, så er ”vi” oven i købet parat til at blokere for islamkritiske udtalelser på de forskellige platforme, danskernes indbyrdes diskussion foregår på. For selvfølgelig skal muslimerne da føle sig velkomne her i landet, selvfølgelig vil vi da gerne fjerne enhver anstødssten for deres trosudøvelse.

Kan det være anderledes?

Ja, det kan det. Og den institution, der skulle tage den slags hensyntagen ved vingebenet, nemlig kirken, har i den grad svigtet sin forpligtelse i den retning. Alt andet taler man i kirken nogenlunde frit om, men ikke islam.

Jeg er ved at genlæse Kaj Munks prædikener. Og lad mig i forbindelse med vor eftergivenhed overfor islam citere én af dem, den til ottende søndag efter trinitatis, hvor teksten er Matt 7,15-21, advarslen mod de falske profeter. Her hedder det hos Munk, se hele prædikenen her:

De falske Profeter er ikke det samme som de store Løgnere. De store Løgnere er de, der lyver og ved, de lyver, og finder det ganske i sin Orden, naar de derved kan opnaa deres Hensigt. De forlanger saamænd ikke engang, at man tror dem; de forlanger blot, at man lader, som man tror dem. De stiller Magt bag deres Løgne og mener derved at have gjort dem sikrere og stærkere end Sandheden.

Og lidt senere hedder det:

Den Herre Jesus siger ikke: Vogt jer for Løgnen! Han mener vel, at Mennesker er saa voxne, at den kan de selv tage sig i Vare for. Maaske overvurderer han os. I hvert Fald har han Ret i, at hvor farlig end Løgnen kan være, er den ingenting imod de falske Profeter.

Den falske Profet det er den Veltalenhed, der forstaar at anlægge alle Profetens Kendetegn. Den tror paa sit Kald. Og det er Guds Ord, den taler, og den taler dem med Troens Kraft og Glød. Alle Skabelsens vældige Ord springer aandsbaarne ud af dens Mund. Men en Dag slaar det igennem, at det var ikke Kærligheden, der drev den; den rejste i sit eget Ærinde. Da forbander vi den Magt, der bedrog os, eller vi forhærder os og følger den til Døden.

Man kan næsten ikke tro andet, end at Kaj Munk har Hitler i tankerne, når han taler på denne måde om de falske profeter. Dette er jo skrevet i 1941, i besættelsestidens begyndelse. Og man kan måske også se en vis indrømmelse fra Munks side af, at han blev forført af Hitler og måske også en indrømmelse af, at han var temmelig længe om at opdage det.

Det spørgsmål, som dette rejser til kirken i vor tid, lyder: Hvor længe vil det vare for os at blive klar over den falske profet, vi har lukket ind i varmen, nemlig Muhammed med islam, altså blive klar over, at der er tale om en falsk profet, at det ikke er kærligheden, der driver ham, nej, han rejser i sit eget ærinde.

Jamen, vi skal da have integrationen til at virke! Det kan da ikke nytte, at vi fratager muslimerne deres religion! Vi kan da ikke være bekendt at skælde ud på den mand, som de holder for en stor profet!

Nå, det kan vi ikke!

Hør så, hvordan Kaj Munk besvarer en tilsvarende indvending i prædikenen til 6. søndag efter trinitatis, se her:

For ikke at tale om Frelseren selv! Hvordan var det, han trakterede de Mænd, der var hans Konkurrenter til Folkets Gunst? han var visselig ikke velvillig mod sin Modpart uden Tøven. Øgleunger og kalkede Grave var de Titler, han hæftede paa dem; og overfor intetanende, hæderlige Forretningsdrivende i Templet optraadte han endda som Voldsmand.

Men alt dette hænger jo sammen med hans dybe Lidenskabelighed. Flammende i sin Godheds Vrede slog han ned paa den Vrede, der var ond. Hellig i sin Iver for Kærlighed fo’r han frem uden Skaansel mod den Aand, der vilde spille Menneskeheden i Hadets Vold.

Og tror man ham ikke, kan man slå op i Det ny Testamente, Matt 23,27. Hele kapitlet er én lang svada mod farisæerne og de skriftkloge; her omtales de både som øgleunger og kalkede grave, som blinde og som hyklere.

Og disse farisæere på Jesu tid ligner jo langt mere vore dages muslimer end de ligner mellemkrigstidens nazister. Det, Jesus skælder dem ud for, er netop deres lovtrældom. Og lovtrældom, det er just sygdommen hos vore dages muslimer. Den lovtrældom fik datidens lovtrælle til at operere med dødsstraf for den, der sætter sig imod lovens bestemmelser. Ingen argumentation, kun dødsstraf. Derfor var det jo, Jesus blev henrettet af dem. Og muslimernes lovtrældom får dem til det samme. Ikke sandt, muslimerne klynker over, at vi fornærmer deres profet. Men de nøjes jo ikke med at klynke, de tillader sig at gribe til våben og direkte slå de mennesker ihjel, der gør nar af deres profet.

I modsætning til dem er Jesus ganske våbenløs, han har kun ordet som sit våben. Hans ytringsfrihedsparole kan ses i Joh 18,23, hvor han siger til den tempeltjener, der havde slået ham, fordi han var utilfreds med noget, Jesus havde sagt: »Har jeg sagt noget forkert, så bevis, at det er forkert; men er det rigtigt, hvorfor slår du mig så?«

Da så Jesus blev oprejst fra de døde, var det ingen ringere end Gud selv, der stillede sig bag hans parole om ytringsfriheden: påstande skal mødes med modpåstande, ligegyldigt hvor blasfemiske de så end forekommer de fromme.

Nu kan man tolke Jesu opstandelse på mange måder. Men den tolkning, jeg her har givet, svarer forbavsende godt til det koranord, der hævder, at Jesus ikke blev korsfæstet, Sura 4,158. Det er godt nok et koranord, som muslimerne går lidt stille med. For det er jo ikke nogen god reklame for islam her i den kristne verden. Men det står der faktisk, og hvor positivt Jesus end omtales i koranen i øvrigt, at han endte sine dage på et kors, henrettet af jøderne, det kan de ikke gå med til.

Men én ting er, at muslimerne ikke er så glade for at omtale det, det behøver vel ikke at betyde, at heller ikke vi skal gøre noget ud af den frihed, der derigennem ud fra kristen livsforståelse gives al vor tale. Og specielt betyder det vel ikke, at vi ikke må sætte vor religions ytringsfrihed op mod islams krav om drab på dem, der taler imod deres profet.

Ikke mindst kirken burde komme ud af sin falske muslimkærlighed og arbejde langt mere for at finde de ægte forskelle mellem islam og kristendom, så dens præster blev bedre til at forklare menigheden disse forskelle. Men ak, her synes intet fremskridt at spores.

Jeg traf forleden en dansker, der havde været ved at læse i koranen og derigennem havde fundet frem til, at der i koranen står, at de kristne og muslimerne har den samme Gud. Det blev opfattet som et tegn på, at muslimer ikke står så langt fra os kristne, som mange tror. Og det var lidt svært at få indført en overvejelse om, at det jo ikke er sandt, fordi det står i koranen; man kan nemt ved en fejlslutning betragte koranen som en lige så ufejlbarlig bog som bibelen. Men hvor indlysende det end måtte forekomme nogen, det er en fejlslutning.

Men denne koranlæsning var foretaget på egen hånd. Ingen studiekreds i korantolkning fra kirkens side var blevet frekventeret, for en sådan fandtes ikke.

Dog synes det føromtalte elitære ”vi” efterhånden at være lidt i vildrede med, hvad ”vi” egentlig skal mene om islam.

Lad mig nævne to eksempler på dette, til kirkens skam begge fra ikke-kirkelige personer.

Den 23-7 var der i Information en artikel af Khatera Parwani, se her. Parwani fortæller om sin barndom, hvordan den var præget af en ustyrlig lyst hos ham til at tegne.

Men så kom Muhammed-krisen. Derom skriver han:

Jeg så en gruppe analfabetiske mænd, der hverken ejede dannelse eller hjerte, men påtog sig helt egenrådigt at repræsentere en minoritet med så mange kontraster. Jeg så en gruppe mænd, der på ingen måde repræsenterede mine interesser. En gruppe imamer, der drog ud i en verden af kaos, fattigdom og krig, og i fællesskab med andre korrupte ledere satte de yderligere brand i krigszoners civilbefolkninger, hvis manglende frihedsrettigheder allerede udgjorde en politisk dystopi.

Og senere beskrev han sin egen reaktion på krisen:

Fra mit værelse i Amagers betonområde så krisen helt anderledes ud end i Mellemøsten. I det lille land, jeg var flygtet til, havde kunstneren frihed og ro. Her kunne kunstneren udfordre guder, profeter og kongehus uden at føle sig truet på sit liv. Muhammedkrisen så også anderledes ud, fordi den udløste konflikter i mit private liv, der gjorde, at jeg mistede lysten til at male. For lige så politisk og aktivistisk jeg er i dag, var jeg også på de lærreder, hvor hverken Gud, profet eller hellige bøger blev skånet. Jeg så kunstneren og kunstens åndehul forsvinde.

Det fører frem til denne konklusion:

Kurt Westergaard blev ikke slået ihjel af ekstremister, men hans liv endte i de provokeredes lænker. Hans liv endte ikke frit, og vi skylder ham og alle kunstnere, der har betalt med livet som indsats, at forstå dette:

Så længe kunstneren tøver, så er kunsten ikke truet. Den er død.

Altså: Der er trods alt én her, en muslim, der har lært noget, godt nok på den negative måde. Og han har, som Kurt Westergaard, betalt dyrt, om end på en anden måde. I indledningen siger han:

Nyheden om Kurt Westergaards død tog mig tilbage til karikaturkrisen. En krise, der for resten af Danmark beskrives som den krise, der satte Danmark på verdenskortet, men for mig var karikaturkrisen den krise, der smed en lænke om kunstens hals, så den stadig den dag i dag er ufri.

Der er ret mange, der ikke ved det her, men hvis man havde spurgt mig, fra jeg var 5 år, til jeg var 23 år, »Hvad er din drøm?«, så havde jeg svaret: »Kunst«. Før jeg kastede mig over de tunge lovbøger på jurastudiet, studerede jeg til beklædningsdesigner, et alternativ til det, jeg i virkeligheden havde lyst til, nemlig at tegne og male alle døgnets timer.

Og én ting er, hvad han selv har mistet, noget andet er, hvad vi som samfund har mistet. Hvem véd, hvilken kunstner der kunne være kommet ud af det, hvis han havde fået lov til at følge sine umiddelbare drømme!

Den anden person, der kan indgive én et vist håb om forandring til det bedre, er Adam Holm, tidligere vært på Deadline. Han spørger i en artikel i Berlingske, se her, om nogenlunde det samme, som jeg gjorde i min artikel her på bloggen. Jeg skrev som overskrift: ”Slut med flosklerne”, inspireret af en overskrift i Kristeligt Dagblad, som lød: ”Efter terroren i Wien: Nu må det være slut med flosklerne”. Adam Holm var inspireret af de mange smukke ord om Kurt Westergaard i anledning af hans død, og spurgte i sin overskrift: ”Hvem tør følge op på de smukke ord om Kurt Westergaard?”

Adam Holm gør sig et lille tankeeksperiment:

Tænk, hvis der eksisterede en fælles pagt, en pendant til NATOs solidaritetserklæring, om at alle landets medier, uanset deres forankring og ståsted, gjorde fælles front imod enhver voldelig trussel imod det frie ord og den frie streg.

Naivt? Ja, men med fare for bagklogskab burde ansvarlige chefredaktører langt tidligere have indset, at Westergaards skæbne med døgnbemanding af livvagter i virkeligheden var et spejl af os selv. Vi, medierne, burde have været Westergaards livvagter. Her kommer talemåden om ’at tage én for holdet’ til sin ret.

Lidt senere hedder det:

Det drejer sig netop ikke om undertrykkelse af en sagesløs minoritet, men om at holde blikket rettet mod de autoriteter – i Muhammedkrisen de religiøse – som med vold og magt udøver kontrol over folks holdninger og ytringer.

Islamofobi? Fremmedhad? Tværtimod. Som Stéphane Charbonnier, tegner og redaktør på Charlie Hebdo, skrev i sit lille kampskrift »Hvordan de, som råber islamofobi, i virkeligheden går racisternes ærinde«: »Hvad er det andet end diskrimination at antyde, at man kan grine ad alt undtagen visse aspekter af islam, fordi muslimer er mere sårbare mennesker end resten af befolkningen? Burde man ikke behandle verdens næststørste religion på lige fod med den største?«.

Charbonnier var blandt dem, der blev dræbt, da to jihadister trængte ind på Charlie Hebdos redaktion. Frygten for repressalier fra terrorister er forståelig, men det er os selv, der anbringer mundbindet og håndjernene. Voldsmændene skal blot sørge for at sprede død og ødelæggelse i ny og næ for at minde os om, hvorfor vi skal tie.

Hvis vi fortsætter med at give efter, svækker vi den frihed, vi næres af, og dermed det demokrati, der er vores væsentligste aktiv imod inerti, apati og barbari. Underkastelse og selvcensur freder os ikke.

Det er jo så sandt, som det er sagt. Og selv om det ”kun” er ord, så kan ord dog godt af og til have en vis virkning. Så måske der omsider kan fremkomme en ægte kritik af islam i vore medier. I kirken kommer der vist ikke en sådan.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Farlig hensyntagen

  1. Tak for din gode artikel. Blot er Khatera Parwani jo en kvinde. Hun er også den eneste muslim i Kristeligt Dagblads serie, hvor 25 danskere i fem dage giver gode råd til danskerne. Så heller ikke fra avisens side her nogen farlig hensyntagen.

  2. ricardtriis siger:

    Til Lars Hougaard Clausen!
    Tak for din kønskorrektion!
    VH Ricardt Riis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.