En moderne journalist

En moderne journalist er ikke som en gammeldags journalist. Den gammeldags journalist skulle redegøre for en sags to sider, så læseren selv kunne drage sine konklusioner. Det gjorde han som regel ved at lade politikere fra begge fløje komme til orde.

En moderne journalist har ikke sådanne gammeldags idealer siddende i sig. En moderne journalist går ind i samfundsdebatten som debattør, ikke kun som referent. En moderne journalist søger at påvirke sine læsere, og det store ideal for ham (eller hende) – noget, han formentlig lærer på journalisthøjskolen – er at påvirke læserne, uden at de lægger mærke til det.

Og det gør han ved at lukke sine gammeldags journalistøjne for de spørgsmål, der naturligt i en uhildet hjerne ville dukke op. Han udvælger omhyggeligt sine interview-ofre, så de så nogenlunde kommer til at sige det, han vil have sagt. Og han undlader med forsæt – eller måske fordi han virkelig selv tænker så ufuldkomment – at stille spørgsmål, der kunne belyse sagen på en anden måde end den måde, han vil have sagen belyst på.

I spørgsmålet om de mange flygtninge, der strømmer ind til Europa gælder det for den moderne journalist om at finde alle de snøfthistorier frem, han kan få fingre i. For det er både han selv og hans redaktion overbevist om angående beskrivelsen af flygtningene: her må man være næstekærlig, her må man sørge for, at den store del af befolkningen får indpodet en lyst til at hjælpe de stakkels flygtninge, her drejer det sig om at skabe hos læserne de helt store følelser. Og har man først fået læserne op på de høje følelsesnagler, er der ingen, der lægger mærke til alt det, der ikke omtales, alle de ting, journalisten ikke borer i, alt det, han lader passere som den rene og skære sandhed uden selv at tænke sig om og uden at foranledige læserne til at tænke sig om.

I Weekendavisen for den 6-8 var der en artikel, der tydeligt viste et eksempel på, hvordan en rigtig effektiv moderne journalist arbejder. Journalistens navn var Morten Beiter – ham har jeg for øvrigt tidligere haft i kikkerten, se her – og artiklen handlede om det nye museum, man er i færd med at bygge i den tidligere Oksbøllejr. Den sag har jeg tidligere omhandlet, se her, så det gør vist ikke så meget, at jeg her mestendels beskæftiger mig med den moderne journalist, Morten Beiter. Desværre er hans artikel ikke på nettet. Jeg har selv læst den på papirudgaven – hvor gammeldags af den gamle redakteur! – men af hensyn til den arme læser vil jeg nok citere lidt mere fra artiklen end jeg plejer.

Morten Beiter skal jo egentlig referere museets arbejde med at løse cirklens kvadratur, altså løse den opgave i ét og samme åndedrag at fortælle om to vidt forskellige slags flygtninge. Men for at få os ind i den rette stemning begynder han med at erindre en flygtning, han traf på Lampedusa i 2009, Halengay. Om ham skriver han:

Halengay var sidst i juli 2009 gået ombord i en gummibåd ved den libyske kyst og havde sat kursen mod Europa. De var i alt 82 ombord, de fleste fra Eritrea. Da gummibåden omkring en måned senere blev fundet af et inspektionsfartøj fra det italienske told- og skattepoliti, var der kun fem tilbage. Resten var døde af sult, tørst og udmattelse. Men det var af en eller anden grund ikke det, der gjorde det største indtryk på mig. Det var derimod, at gummibåden på sin rejse havde mødt flere skibe, end der kunne tælles på to hænder, og at eritreerne havde signaleret, at de havde brug for hjælp. Et par stykker var endda sprunget i vandet og druknet i forsøget på at komme hen til bådene og op i sikkerhed. Først et par dage inden de overlevende blev reddet, forbarmede en fiskerkutter sig over dem og smed lidt vand og mad over til dem.

Senere kom det frem, at flere europæiske landes myndigheder i dagevis havde observeret båden, uden at nogen havde grebet ind.

Og det er jo en forfærdelig historie, tænk, hele 77 menneske omkom om bord på denne gummibåd!

Men som den dygtige – og moderne – journalist, Beiter er, fortæller han ikke det hele. Hvorfor tog de i det hele taget af sted? Fordi de ville til Europa? Hvem havde skaffet dem gummibåden? Det var jo nok nogle skumle menneskesmuglere, personer, som Beiter dog helt undlader at fortælle noget om. Havde disse menneskesmuglere regnet med, at gummibåden selv kunne sejle helt til Lampedusa? Og havde de givet båden tilstrækkeligt med brændstof med og nok mad og vand til denne lange tur? Eller havde de satset på, at migranterne ville blive samlet op lang tid før, så der kun var begrænset brændstof, mad og vand med?

Ingen spørgsmål desangående. Og derfor aner vi det ikke.

En ordentlig menneskesmugler plejer at give én af migranterne en telefon med, hvorpå redningscentralens nummer i Rom er indkodet. Når så båden er nået udenfor Libyens territorialfarvand, tænkes manden med telefonen at ringe til Rom. Og i Rom finder man så ud af gummibådens omtrentlige position og sender skibe hen for at redde migranterne. Af og til finder man skibenes eller bådenes position med hjælp fra et dansk fly, der tidligere blev sendt til Italien for at hjælpe med det, man dengang kaldte kystbevogtningstjenesten, selv om det reelt var en kystredningstjeneste.

Det var almindelig praksis tidligere. Og der kan selvfølgelig være sket det uheldige, at telefonen er faldet i vandet, så man ikke har kunnet kontakte Rom. En journalist, der vidste lidt om, hvordan menneskesmuglerne arbejder, ville nok have spurgt ind til de nærmere omstændigheder derom, men selvom Morten Beiter nok kender lidt til procedurerne på Middelhavet – det ville være mærkeligt andet – og selv om han måske også dengang virkelig fik klaring på, hvad der var sket, fortæller han det ikke til sine læsere i dag. Det ville nok også tage lidt af effekten bort fra den skrækhistorie, han er i gang med at fortælle.

Han fortæller videre om Halengay:

Efter omkring en uge døde den første. De andre tog hans sko af ham og lod ham glide i havet, mens en af kvinderne nynnede en sang. Andre fulgte hurtigt efter, først enkeltvis og senere i flok. På en enkelt dag døde der 13. Angsten blev afløst af modløshed og apati, dagene flød sammen i en grød. Mænd og kvinder tissede i en spand og drak det på skift for at slukke tørsten. Til sidst var de kun fem mennesker tilbage, som mere døde end levende blev båret i land på Lampedusa. Fem ud af 82.

En uge? Jamen, hvor lang tid ville det have taget at sejle til Lampedusa? Skulle man ikke med en nogenlunde god motor i båden kunne tilbagelægge denne strækning på under en uge? Men menneskesmuglerne har måske ikke givet dem ret meget brændstof med? Det er tænkeligt. Men selv om det vel er sandsynligt, at Beiter har spurgt Halengay om det, forholder han os denne oplysning.

Og så vil han have os til at tro – eller Halengay vil have Beiter til at tro – at nogle af de 82 kunne holde sig i live i en hel måned. Den smule vand, de måtte have haft med, er den ikke drukket op for længst? Og sandt nok, er man i den situation, kan det godt hjælpe at drikke ens tis. Men man er altså nødt til at have ekstra tilførsel af vand, tis alene gør det ikke.

Og maden? Er der nogen af migranterne, der har skjult særlige portioner for sig selv? Kom migranterne op at slås om de sparsomme rationer? Man er næsten nødt til at tænke sig noget i den retning, for hvis man fordelte vand og mad nogenlunde ligeligt, ville vel døden indtræffe nogenlunde samtidig. Det gør den bare ikke her. Dødsprocessen strækker sig over hele tre uger.

Jeg tror ikke, jeg tror på den historie. Jeg kan ikke få tingene til at gå op. Det kan Beiter sikkert heller ikke. Men han spekulerer ikke så meget, som jeg gør. Eller rettere: Han spekulerer på, hvordan han kan få historien til at virke på rette måde, altså virke, så vi virkelig får medlidenhed med de arme mennesker. Og så sluger han en række usandsynligheder undervejs. Uden at blinke.

Men Beiter har mere at byde på i sin propagandahistorie. Han når at få fortalt om, hvordan det, der forundrede ham mest, var, at migranterne i denne månedstid havde set op til ti skibe, som de signalerede til om hjælp, men som ikke på nogen måde hjalp dem.

Og ikke sandt, så har vi fået det billede ind på nethinden, som vi efterhånden kender til hudløshed: billedet af på den ene side os onde europæere, der ikke på nogen måde vil føle medlidenhed, og på den anden side de syge og døende migranter.

Og så føler en moderne journalist nok, at oh, hvor er det godt, at vi har gode journalister til at ruske op i vores europæiske samvittighed!

Igen: at det kunne være de onde menneskesmuglere, der havde ansvaret, det siger han ikke et ord om. At migranterne måske også selv har medskyld i deres skæbne, derved, at de bringer sig i havsnød, og ikke uden egen skyld kommer i havsnød, det er også en kendsgerning, som han springer let hen over.

Kort og godt: vi har her at gøre med en rigtig dygtig, moderne journalist, der kender alle de journalistiske trick, og er ganske ferm til at bruge dem.

Men vi er ikke færdige endnu.

For det, denne snøft-indledning skal bruges til, er jo at koble de nutidige flygtninges skæbne sammen med de tyske flygtninges skæbne efter Anden Verdenskrig. Den kobling ødelægger efter min bedste overbevisning både den ene fortælling og den anden, sådan som jeg fremlagde det i det føromtalte indlæg her på bloggen. Og jeg bliver ikke mildere stemt ved at læse det, som Beiter fortæller om museets planer. Han gengiver museumsdirektør Claus Kjeld Jensens tanker og planer derom:

Opgaven går i bund og grund ud på at forvandle det at være flygtning og flygte fra tal i en statistik til et menneske i øjenhøjde med den besøgende, forklarer museumsdirektøren. Og ikke kun de tyske flygtninge fra dengang.

»De er selvfølgelig med også. Men som en blandt mange andre historier gennem tiden. For flugt og flygtninge er jo ikke noget, der begynder med Anden Verdenskrig eller med de syriske flygtninge.«

”I øjenhøjde”, joh, det forstår vi godt. Vi skal udsættes for et tilsvarende følelsesladet bombardement fra museets side, som vi lige er blevet udsat for fra Morten Beiters side. Det siges i de næste afsnit:

FLUGT har valgt at tage sit udgangspunkt omkring Kristi fødsel. I stedet for at gå kronologisk til værks vil formidlingen folde sig ud i fire overordnede kapitler, som udspiller sig om og om igen gennem historien, uanset om viseren peger på folkevandringstiden, Balkankrigene i 1990erne eller en helt tredje flygtningehistorie. Det første kapitel handler om grundene til flugten. Om krig, sult, klima. Det næste om selve flugten. Det farlige og uvisse. Det tredje kapitel om sikkerhed. Om hvad der sker, når man havner i en flygtningelejr. Det fjerde om drømmen om at komme videre og genetablere et »normalt« liv, få sig et hjem. Hvilket lykkes for nogle. For andre måske slet ikke, hvis de for eksempel sendes tilbage, hvor de kom fra.

»Vi kommer i høj grad til at fortælle historierne som personlige beretninger, fortalt af hovedpersonerne selv. I rigtig mange år efterhånden har vi indsamlet flygtningehistorier, fra de tyske flygtninge, men ogsa ældre og yngre historier. De vil blive gjort levende ved hjælp af projektioner af billeder og genstande. Det siger næsten sig selv, at voldsomt mange følelser vil komme i spil den forbindelse,« siger Claus Kjeld Jensen.

Det er ikke det, at der appelleres til vores følelser, der er noget galt med. Det er det, at det sker på et uoplyst eller forkert grundlag. Jeg er ikke i tvivl om, at man sikkert nogenlunde korrekt kan fortælle om den skæbne, der blev de tyske flygtninge efter Anden Verdenskrig til del. Men jeg er meget i tvivl om, hvorvidt man kan fortælle sandt om de nuværende såkaldte flygtninge.

For Beiter er jo ikke alene om at udelukke en række kendsgerninger om de migranter, vi ser i vore dage. Hans redaktion må vel være nogenlunde enig med ham. Og i store dele af vort folk findes tilsvarende opfattelser. Deriblandt sikkert også hos museumsdirektøren.

Jeg tør godt vædde en halv kasse øl – ja såmænd også en hel – på, at der i materialet fra museet ikke kommer til at stå et ord om det dekret, EU-kommissionen udstedte i 2001, hvorved man befalede alle flyselskaber med ruter til Europa at tjekke deres passagerer for identitetspapirer og visum, hvilket medførte, at de, der ville søge asyl i Europa, var nødt til at lægge deres skæbne i hænderne på menneskesmuglere. Dette dekret blev jeg opmærksom på i 2015 ved at læse, at Folkebevægelsens repræsentant i Europaparlamentet, Rina Ronja Kari havde opdaget dekretet, se her. For jeg gætter på, at man enten ikke aner noget om dets eksistens, eller at man – hvis man kender det – med stor omhu holder mund med det, for man vil jo ikke sætte flygtningesagen i et dårligt lys.

Og jeg er også ret sikker på, at den flygtningeberetning, som jeg forlystede læserne med i den føromtalte artikel, se igen her, ikke vil forekomme i museets flugtberetninger. Her fortalte en ung kvinde fra Libanon om, hvordan de fleste af hendes familie og bekendte hvert år tog tilbage til Libanon for igen at kunne mærke den kære arabiske kultur omkring sig. Flygtninge? Rend og hop!

Men det positive har jeg dog fået ud af Morten Beiters artikel, at jeg har fået foræret et uddrag af FN’s flygtningedeklaration. Den slås op på en væg i museet, og Beiter gengiver følgende:

Samtidig vises FNs flygtninge-deklaration, hvor der står, at en person er at betragte som flygtning, hvis den pågældende »… som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse, eller som ikke har nogen statsborgerret, og på grund af sådanne begivenheder befinder sig uden for det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til – eller på grund af en sådan frygt ikke ønsker – at vende tilbage dertil«.

Som man kan se, har diverse regeringer i det meste af Europa udvidet bestemmelserne ikke så lidt. Når en række libanesere uden frygt kan tage tilbage til Libanon og derved ”søger dette lands beskyttelse”, så kan de vel ikke kaldes flygtninge. Dog, dette har man i det meste af Europa set stort på.

Men hvad er i det hele taget en flygtning?

De germanske stammer, der i folkevandringstiden angreb romerriget og tog magten fra de magthavende, var de flygtninge? De flygtede måske på grund af overbefolkning i deres hjemlande, eller flygtede de i virkeligheden, fordi romerriget for dem så ud som et land, der flød med mælk og honning? Om det var det ene eller det andet, gør dog en vis forskel.

Og de vikinger, der drog på plyndringstogt til England her fra Danmark, var det rigdom og hæder, de var ude efter, eller skyldtes deres togter dårlige forhold derhjemme?

Eller de zigøjnere, der drog op igennem Europa, og gjorde sig til eksperter i at leve på nas, skal de henregnes som flygtninge?

Det er næsten umuligt at blive klar over. På samme måde er det ganske uafgørligt, om vore dages såkaldte flygtninge er forfulgte i deres hjemland – personligt forfulgte hedder det jo, at de skal være – eller de ”bare” er lykkeriddere, der vil udnytte vore udmærkede sociale ydelser.

Det, man således ikke har kunnet afgøre ud fra de historiske kendsgerninger, det kan man heller ikke afgøre angående de mennesker, der i dag banker på Danmarks dør.

Og noget tyder på, at museet i Oksbøl vil komme til at arbejde for, at de lukkede øjnes politik, den politik, som vi har ført hidtil, fortsætter. Claus Kjeld Jensen siger:

”Vi vil ikke være Dansk Flygtningehjælps museum, men et museum, der handler om et af de største og mest komplicerede problemer i verden i dag. Var der en nem løsning på flugt og flygtninge, så havde vi jo nok fundet ud af det for længe siden. Derfor er det også helt naturligt, at der for eksempel er folk, der er bekymrede over, at der kommer mange folk fra andre lande, og deres bekymring skal jo også have lov at komme til orde i form af møder her på stedet, så vi kan bringe debatten lidt videre og bidrage til at gøre den så kvalificeret som mulig. For kun ved dialog kan vi gøre os chancer om at løse et så komplekst problem som dette.«

Hvis man vil have ægte dialog, må man tale sammen på baggrund af sande oplysninger. Og det kan museet nok give om de tyske flygtninge. Men jeg tror ikke, de kan gøre det om de nuværende migranter. Der er ganske meget, der tyder på, at man i det stykke vil gå i Beiters fodspor, altså, lade som om man er ægte, gammeldags journalist uden at være det.

Læg mærke til udtalelsen om, at de folk, der er bekymrede over, at der kommer folk fra andre lande, også skal komme til orde. Disse folk, det er nok sådan nogen som mig, der ser på de mange ghettoer rundt om i landet med bekymring, og ser de mange folk fra andre lande, der kalder sig flygtninge og dermed får lov til at bosætte sig her i landet. Men den slags folk spiser man af med at kunne udtale sig på møder i Oksbøl, man lader ikke deres bekymring komme til udtryk på plancher og beretninger i museet. Så kan det godt være, at man siger, at man ikke vil være talerør for Dansk Flygtningehjælp, men temmelig meget tyder på, at museets handlinger vil vise noget andet.

Sandt er det jo, at historiens gang er mærkelig og næsten uudforskelig, i hvert fald kan tydes i mange retninger.

Man kunne således tænke sig et ”modmuseum” lave en udstilling med titlen ”Andenrangs Borgere”, som kunne beskrive, hvordan europæerne satte sig på de indfødte befolkninger i Nordamerika og Australien, og forhindrede dem i at udleve deres kultur; de blev andenrangs borgere i deres eget land.

Eller man kunne beskrive, hvordan beboerne i Spanien i romertiden blev besat af germanske stammer, så deres latinske sprog forsvandt og et latinsk-germansk sprog fremstod, og hvordan de senere blev erobret af muslimerne, så store dele af befolkningen blev muslimer og fik deres sprog ændret én gang til; hvordan de spanske konger i 1600-tallet og fremefter med meget hårde midler fik bugt med muslimerne, så alle undersåtterne blev almindelige spanioler, og hvordan de i vore dage igen stilles overfor en bølge af såkaldte flygtninge med en anderledes kultur, som ikke uden videre vil lade sig indpasse i den spanske kultur.

Og ville man sammenligne med flygtningeproblemerne efter Anden Verdenskrig, kunne man fortælle om det under overskriften ”Menneskefordrivelse”. For det var det, der var tale om. Hitlers drømme om et Stortyskland, som fik ham til at stræbe efter at flytte Tysklands grænser ud omkring tyskerne udenfor ”Riget”, disse drømme, som fik ham til at erobre Østrig og Sudeterlandet, og true med det samme overfor Polen, slog tilbage efter krigen. Polakkerne udrensede deres land for tyskere, tjekkerne gjorde det samme. Og besættelsesmagterne var nødt til at finde sig i det; de havde jo godkendt, at Hitler fik Sudeterlandet tildelt.

Dertil kom, at hele Østprøjsen blev tømt for tyskere. Hele 2 millioner tyskere blev i krigens sidste måneder fragtet over Østersøen, heraf altså cirka 250.000 til Danmark, hvor vi – forståeligt nok efter begivenhederne i Tjekkiet – anbragte dem bag pigtråd; de skulle på ingen måde forvandles til indvandrere, for hvad ville ikke en ny Hitler kunne finde på!

Men findes der noget fortilfælde i historien for disse begivenheder? Jeg kan ikke se det. I hvert fald bliver de mennesker, der flygter fra en flygtningelejr i Jordan eller Tyrkiet, betaler menneskesmuglere i dyre domme for at komme i båd ud på Middelhavet og anmoder om asyl som forfulgte, så snart de har fod på europæisk jord, ikke fordrevet fra de lande, de har søgt tilflugt i, efter at de er flygtet fra Syrien.

Hvor hovedtemaet i den påtænkte udstilling i Oksbøl synes at være: ”Tag godt imod de fremmede! De er stakler, der behøver vores omsorg!”, ville hovedtemaet for en sådan ”anti-udstilling” nok snarere være: ”Pas på med at lade for mange fremmede komme ind i jeres land! I risikerer, at deres kultur overtager jeres kultur, og I selv bliver andenrangs borgere i det, der oprindeligt var jeres land!”

Oh, nej, vil en moderne journalist – og en ligeså moderne museumsdirektør – sige, det har ikke noget på sig, der er ingen fare overhovedet for danskernes kultur. Men som de her anførte eksempler viser, opviser historien mange eksempler på netop det: at de oprindelige beboere blev andenrangs borgere i deres eget land.

For mig at se lader de to temaer for de to forskellige udstillinger sig ikke smelte sammen. De er og bliver uoverstigelige modsætninger. Og ærlig talt, jeg ser mest realisme i den sidste udstilling.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.