Jeg, en konspirationsteoritilhænger?

Man skal høre meget, før ørerne falder af, plejer vi at sige. I mit tilfælde må det dog nok ændres til: Man skal læse meget, før øjnene falder ud. Men sagen er lige tragisk for det.

Sagen er den, at Kristeligt Dagblad på sin forside for et par dage siden havde en artikel, hvori forskellige franske kloge folk prøvede at komme med et bud på, om dette, at troen på kristendommen blandt europæiske mennesker går ned, mon er grunden til, at troen på diverse konspirationsteorier går op, se her.

I udgangspunktet et efter min mening tåbeligt projekt. Men øjnene var da ikke helt faldet ud endnu. Det kom de nærmere til ved at læse et par af sentenserne. Først denne:

”Vi er blevet bemærkelsesværdigt godtroende, efter at vi er holdt op med at tro,” lyder det ironisk fra Camille Riquier, vicerektor ved det katolske universitet Institut Catholique i Paris.

”Intet kan forhindre det ikke-troende postmoderne menneske i at tro hvad som helst. I stedet for at være underkastet en højerestående autoritet er overbevisningerne underkastet følelser og instinkter. Vi tror på det, der behager os. Efter tre århundreders rationalisme, som vi har forventet alt for meget af, er vi ikke længere helt sikre på, hvad vi kan tro og vide,” siger han til dagbladet Le Monde.

Det lyder på den katolske vicerektor, som om man enten kan underkaste sig en højerestående autoritet eller lade sine overbevisninger være underkastet følelser og instinkter. Det er de muligheder, der er.

Sikke da noget vrøvl!

Hvor er det menneske, der underkaster sig det gode argument, ikke, fordi det er en autoritet, der kommer med det, men fordi han har forstået det? Et sådant menneske er fuldstændig fraværende i vicerektorens udtalelse. At vi har bøjet os for tre århundreders rationalisme, kan være sandt nok, men den rationalisme tilsagde os ikke at tro på noget, som ikke var tilstrækkelig underbygget med iagttagelser og argumenter. Og véd vi ikke, hvad vi kan tro og vide, kunne det vel ikke blot skyldes, at kristentroen ligger på dødslejet – hvis den da gør det, det er langt fra sikkert – det kunne også skyldes det, denne udmærkede rationalisme har lært os: vi skal ikke tro på de påstande, der blot fremsættes autoritativt.

En anden sentens lyder:

Men tro er ikke i sig selv en vaccine imod konspirationsteorier, mener François Foret, der forsker i religion og politik ved Det Frie Universitet, ULB, i Bruxelles.

”Europa er præget af en ’af-institutionalisering’, hvor tilliden til institutionerne er vigende. Den enkeltes analyser opfattes som lige så vægtige som akademiske, politiske eller teologiske eliters. Derfor er der intet, der tyder på, at man er mindre modtagelig for konspirationsteorier, hvis man er troende. Og i det øjeblik, man ikke har en fortolkningsramme, hvad enten den er ideologisk eller religiøs, kommunistisk eller kristen, kan man rent faktisk godtage alle mulige forklaringer,” siger François Foret.

Også han sætter tingene op, så vi enten tror på vore institutioner eller på alle mulige andre forklaringer. Så igen må man sige: Det er jo ikke sandt.

Hvis man vil vide, hvorfor tilliden til institutionerne er vigende, kan gå min blog efter i sømmene og finde frem til de steder, hvor jeg afslører elitens falske argumenter for at blive ved med at modtage det ene læs flygtninge – som de kaldes – efter det andet. Først hed det sig, at vi europæere, gamle som vi er, kommer til at mangle arbejdskraft inden længe. Det blev afkræftet af virkeligheden selv, for de fleste migranter er ikke kommet i arbejde. Så hed det sig, at de syriske flygtninge, der kom hertil, var højtuddannede tandlæger og akademikere. Da også den løgn blev afsløret af virkeligheden, begyndte man at slå på, at vi da var nødt til at handle efter de europæiske værdier, og med til de værdier hørte det, at man hjalp dem, der var i nød.

Dèr har man så stået siden. Men når selv Frontex, EU’s grænseargentur, har måttet indrømme, at højst 50% af de ankommende er personligt forfulgte, resten er økonomiske migranter, må så ikke tilliden til de europæiske regeringer falde endnu mere?

Dertil kommer så det mummespil, man fra eliternes side spiller for os almindelige mennesker: man foregiver, at man vil lave en grænsebevogtning, men man mener blot, at man vil kontrollere de mennesker, der vil søge asyl, man drømmer ikke om at bevogte os mod disse vildtfremmede mennesker. Og man lader, som om man vil overholde ”fodjordsreglen” – den regel, man har opsat, og som siger, at enhver, der har sat foden på europæisk jord, har ret til at få sin asylsag behandlet – men sørger så for at få nabolandene, Tyrkiet, Marokko, m.fl. til at forhindre migranterne i at nå europæisk jord.

Alle den slags halve og hele løgne har slidt gevaldigt på vesteuropæernes tillid til deres regeringer. Og det har ikke det mindste at gøre med europæernes mindskende tro på kristendommen. Hvis denne tro altså mindskes.

Man kan såmænd ud fra en lidt sær betragtning næsten sige: tværtimod.

For der er ingen tvivl om, at masser af mennesker her i Vesteuropa så udmærket kender Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner. Og de er mere end villige til at bruge den, for de vil så inderlig gerne ”gøre en forskel”. Og hvordan kan de bedre bruge lignelsen end ved at få deres regeringer til at gøre de gode gerninger, de så gerne vil gøre? Oven i købet har den metode det praktiske ved sig, at de pågældende som regel ikke selv kommer til at lide under de ubehageligheder, som den stadige tilførsel af muslimer fører med sig; disse gode mennesker bor jo ikke i de kvarterer, hvor de fremmede bliver indlogeret.

Så jo, man kender udmærket denne lignelse. Og det gør man, selv om man udlægger den efter djævelens hoved: man ser ikke på helheden, men nøjes med på typisk farisæervis at se på sine egne gode gerninger.

Eller tag Jesu opfordring om ikke at se splinten i den andens øje, når man selv render rundt med en bjælke i øjet, Matt 7,3. Den opfordring udlægger man også efter djævelens opskrift: man er i europæiske elitekredse optaget af at sige undskyld til alle andre kontinenter, og optaget af at påtage sig skyld for – nej ikke det, man selv har gjort galt, dèr sætter man grænsen, men det, ens bedsteforældre har gjort galt. Oh, vi er så dygtige til at indrømme vor skyld, vi påpeger den ene bjælke efter den anden hos os vesteuropæere. Men altså efter djævelens metode: for hvad er alt dette andet end en værre gang omvendt farisæisme?

Og så er det, der står som indledning til ovennævnte artikel, også galt, næsten endnu mere galt, end hvad jeg hidtil har citeret. Det hedder i en underoverskrift:

Rationalitet, videnskab og fremskridt skulle være sekulære forhåbninger, der erstattede troens håb. Men nu taber disse sekulære verdensbilleder også terræn, og det kan være en af forklaringerne på, at konspirationsteorier – lige nu om corona og vaccine – har vind i sejlene, mener religionseksperter.

Altså konspirationsteorier – og her menes der: teorier, der vender sig imod eliternes teorier – har vind i sejlene, måske ikke direkte, fordi kristentroen er på tilbagegang, mere, fordi videnskabens forhåbninger taber terræn.

Men igen: Hvor er det dog noget forfærdeligt vrøvl!

At der fremstår det, man her kalder konspirationsteorier, skyldes det forholdsvis enkle forhold, at eliten har snydt os så tit. Nu forlanger vi syn for sagn. Nu er det ikke længere nok at pege på en såkaldt videnskabelig autoritet, nu vil vi have sagen forklaret, så vi selv kommer til at kunne forstå den.

Og det gælder både klimaaspektet og coronaaspektet.

Det mærkelige er jo i begge tilfælde, at de, der ikke sådan lige på stående fod tror på det, disse videnskabsfolk siger, får at vide, at de er tilhængere af en konspirationsteori. Og medierne følger trop. De bestemmer, hvad der er konspirationsteori og hvad ikke. Vi andre har bare at tro. Oven i købet er diverse medier parat til at slække på deres ellers højtagtede metode med at se på sagen fra begge sider. Man opfører sig ligesom ved flygtningekrisen: man undlader at stille kritiske spørgsmål, for man mener jo, at det er pinende nødvendigt at bekæmpe både corona og klima. Og så ser man ikke, at denne autoritetstro fra mediernes side ikke just er befordrende for den tillid, vi almindelige mennesker tænkes at have først til medierne, dernæst til videnskabsfolkene.

Og man ser for øvrigt heller ikke, at dette at stille kritiske spørgsmål er en integreret del af den proces, hvorved de videnskabelige resultater bliver til.

Hvad spørgsmålet om corona angår, må man sige, at Kristeligt Dagblad med ovennævnte artikel er faldet noget tilbage. Den 2-1 21 bragte man en artikel af professor Morten Petersen, se her, hvori han bryder med den enighed, der synes at bestå mellem medierne og en del forskere, og tak for det! Morten Petersen tillader sig at sammenligne corona med influenza og mener derved at kunne konkludere, at regeringernes tilgang til coronaepidemien savner proportionssans.

Det var en lise at læse denne artikel. Øjnene blev bestemt i hovedet på mig. Men diskussionen om de teser, der blev fremsat, synes meget svær at få i gang. Medierne elsker tilsyneladende at svælge i frygten for coronaen, og den frygt fyrer de op under i ikke ringe grad.

Og nu bringer bladet altså et par artikler, der diskuterer – ikke sagen, ak nej, ikke for eller imod visse teser om corona – men hvad der er konspirationsteorier og hvad ikke, og – næsten værre endnu – hvad der kan være årsag til, at så mange tilslutter sig sådanne konspirationsteorier; som om det lå ganske fast, at er man imod de mange coronatiltag, så går man ind for konspirationsteorier.

Og hvad klimaet angår, ser man det samme mønster. Naturligvis i den omtalte artikel i Kristeligt Dagblad, men også i DR’s udsendelser, herunder Deadline. Og igen: enhver, der spørger, om det nu også er så slemt med dette klimahalløj, som de kloge påstår, betragtes med medlidende øjne som et stakkels fjog, der er tilhænger af konspirationsteorier.

Der er en masse ting, jeg godt vil have svar på, men det er utrolig svært at finde steder, hvor man får svar på det. Og det kan begribeligvis hænge sammen med, at jeg er et ynkeligt uvidende bæst, der hverken kan forstå det ene eller det andet. Men det kan også hænge sammen med, at de kloge én gang for alle mener at have afgjort sagen, og at medierne ikke vover at bringe modargumenter på banen, fordi man derved vil forsinke den nødvendige omstilling af hele vor produktion. For man har overbevist sig selv om, at det skal gå stærkt.

Lad mig tage et eksempel. Jeg har fundet en side på internettet, der hedder klimarealisme. På den side er der den 6-8 opsat en artikel om sammenkædning af klima og ekstremvejr, se her. Her får man den oplysning, at nogle af folkene bag FN’s klimarapport har foretaget en særlig form for analyse, hvor de sætter deres computere til at beregne antal og voldsomhed i to scenarier, ét hvor CO2 niveauet holdes konstant på niveauet i 1850, og ét, hvor det gøres stigende. Så hedder det:

Arbejdet er naturligvis ikke udkommet i noget tidsskrift endnu, og det har heller ikke været igennem den fagfællebedømmelse, som normalt skal sikre lødigheden af videnskabeligt arbejde.

Men det er jo også fuldstændigt ligegyldigt, det handler om at få resultatet ud i en fart. Og hvad fandt forskerne så? Stor overraskelse: Klimaforandringerne havde gjort hedebølgen meget værre, end den ville have været, hvis vi stadigvæk befandt os halvvejs inde i Den Lille Istid. Temperaturerne var 3-5 grader højere, og i øvrigt ville en sådan begivenhed forekomme meget mere sjældent.

Budskabet er klart, brugen af fossile brændstoffer giver anledning til mere ekstremvejr, og vi må straks sætte fart i den grønne omstilling og se at få bygget nogle flere vindmøller.

Men en skeptiker ville nok påpege, at modelkørsler måske er af begrænset værdi. Hvis modellerne er indstillet til at give CO2 en hovedrolle i klimaet (og det er de jo), så er det ikke nogen overraskelse, at de så finder en effekt. Men resultaterne er jo ikke mere pålidelige, end det gætværk, der ligger til grund for computerberegningerne.

Man kommer til at tænke på en artikel af Bjørn Lomborg i Berlingske. Jeg omtalte den her. Han vender sig imod den påstand, at de store skovbrande i Californien skyldes klimaforandringerne. Nej, siger han, før år 1800 oplevede Californien som regel, at mellem 4 og 12 procent af skovene årligt brændte ned, nu er det 0,7 procent, der går op i flammer.

Det er en mærkelig verden, vi lever i. Og det mest mærkelige er måske menneskesamfundet. Det synes at være påvirkeligt at skrækscenarier. Hvis de lykkes nogen på rimelig overbevisende måde at få fremstillet et skrækscenarie, hvad enten det så er en hidtil ukendt sygdom som coronaen, der truer os, eller det er et hidtil ukendt forløb i verdenshavene og atmosfæren, der synes at kunne løbe løbsk, så er det tilsyneladende forholdvis let blandt mediefolk og videnskabsmennesker at få skabt en lemmingeffekt. Og derved afbrydes den nødvendige videnskabelige diskussion, som er afhængig af, at nogen springer ud af lemmingflokken og kommer med indsigelser imod den af de andre vedtagne norm.

Tanken – den videnskabelige tanke, altså – er så den, at nogle af lemmingerne kommer med argumenter imod den fremsatte indsigelse. Men nej, sådan fungerer hverken klimadebatten eller coronadebatten for øjeblikket. Den videnskabelige debat er sat på pause. I stedet for at komme med modargumenter, erklærer man, at den pågældende indvending er udtryk for en konspirationsteori.

Keine Hexerei, nur Behändigkeit. Men kommer vi sandheden nærmere på den måde?

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.