Lemming-effekten

Vi mennesker er flokdyr. Men at vi er det i den grad, som corona-krisen afslører det, det er alligevel en overraskelse.

Corona-krisen har vist, at langt de fleste mennesker – dygtige videnskabsfolk inklusive – har en tendens til at følge flokken. At stå udenfor det gode selskab er ikke rart. Derfor søger man at tilpasse sig, derfor prøver man at komme overens med de andre, derfor er man tilbøjelig til at gøre som de andre, tænke som de andre, tale som de andre.

Alligevel! At denne lemming-effekt præger os i den grad, som corona-krisen har vist os, det er lidt faretruende.

Faretruende? Ja, faretruende, fordi videnskabens stadige udvikling er afhængig af den videnskabelige diskussion. Og hvis alle bøjer sig for de andre, kommer der ingen diskussion i gang. Hvis der kun er én videnskabelig sandhed, og denne sandhed ikke udfordres til stadighed, så går den videnskabelige udvikling i stå.

Og derfor er det også farligt for vort demokrati, at eliten nu har opfundet begrebet ”konspirationsteori” som betegnelse for anskuelsen hos de mennesker, der er uenige med det store flertal. Derved nægter man jo debatten. Derved undgår man at bidrage til videnskabens konstante videreudvikling, ja, værre endnu, man bidrager aktivt til videnskabens underminering.

Jeg har fornylig læst to artikler på den hjemmeside, der hedder snaphanen, og selv om jeg tidligere har beskæftiget mig med næsten alle de emner, der dèr tages frem, har det alligevel berørt mig temmelig meget, så meget, at jeg her vil forsøge at gøre rede for, hvad jeg betragter som konspirationsteori eller ”fake news”, og hvad der efter min mening er så meget i overensstemmelse med sandheden, at det som minimum kræver et svar fra eliten, videnskabsfolkenes eller mediernes.

De to artikler er forresten kun én artikel, nemlig denne af Julia Cæsar, og én video, nemlig denne med et interview af Lars Bern.

Lad mig begynde med noget, jeg har omtalt tidligere, nemlig forbuddet mod de lægemidler, der har vist sig effektive til bekæmpelse af corona. Om dette skriver Julia Cæsar:

Covidvaccinerna nödgodkändes (EUA = Emergency Use Authorization) av den amerikanska läkemedelsmyndigheten FDA den 1 december 2020 – i strid med myndighetens egna regler. Nödgodkännande kan nämligen bara beviljas om det inte finns annan, fungerande behandling. Sådan behandling fanns – men undanröjdes av de medicinska myndigheterna över hela världen. Orsaken var enkel: om det finns fungerande läkemedelsbehandling tillgänglig skulle FDA:s nödgodkännande bli ogiltigt och ”vaccinerna” olagliga.

Både Plaquenil (Hydroxyklorokin) och det 2015 Nobelprisbelönade medlet Scatol (Ivermectin) har visat sig vara effektiva, säkra, (”säkrare än Alvedon”), och sedan många år beprövade läkemedel. Dessutom billiga, eftersom patenten har löpt ut. Ivermectin har använts i 35 år och i 4 miljarder doser. Men den 31 mars gick korrupta WHO ut och bannlyste Ivermectin som behandling mot Covid-19 med argumentet ”otillräcklig säkerhet”, trots att undersökningar visade att Ivermectin har god effekt mot Covid-19 om det sätts in i en tidig fas av sjukdomen, reducerar dödligheten med 74 procent och har 85 procents effektivitet om det används som profylax. Internationella hälsomyndigheter inklusive svenska Läkemedelsverket har slaviskt följt WHO:s påbud och dragit in de båda medlen.

Hvis datoen 31. marts står for 31. marts i 2020, er det højst mærkeligt, at verdenssundhedsorganisationen WHO allerede på et så tidligt tidspunkt af pandemien, hvor man, som det blev sagt her i landet, vidste så lidt om sygdommen, at man var nødt til at lægge skinnerne samtidig med, at toget kørte, kunne komme med en så afgørende melding. Men som jeg her har bemærket, er det faktisk ligeså besynderligt, at den danske direktør for lægemiddelstyrelsen, Thomas Senderovitz, kunne advare lige så kategorisk mod brug af disse midler. Hvordan i al verden kunne han vide det på så tidligt et tidspunkt? Berlingske skrev om det, se her, men har mig bekendt ikke fulgt op på sagen siden, hvad der ellers kunne være god grund til.

Lars Bern har været ude med en anklage for det samme. Jeg omtalte det i ovenstående indlæg på denne måde:

Alligevel [dvs på trods af, at midlet virker, rr] kunne man i to ansete lægevidenskabelige tidsskrifter, The Lancet og New England Journal of Medicine, engang i foråret 2020 læse en artikel, der påstod at have lavet eksperimenter, der viste, at midlet øgede antallet af corona-døde. Artiklen var ikke blevet peer-review’et, og da forfatterne ikke ville frigive de data, der lå til grund for artiklen, trak tidsskrifterne artiklen tilbage. Men, som Lars Bern gør opmærksom på, alle medier var på pletten med advarsler mod at bruge hydroxyklorokin, da artiklen blev offentliggjort, men ikke en lyd hørtes, da artiklen blev trukket tilbage.

Og i ovenstående video strammer Lars Bern sin anklage ikke så lidt. Han mener, at de, der har forbudt anvendelsen af disse midler, er skyld i mange menneskers død, nemlig de mennesker, hvis liv kunne være reddet med sådanne midler. Og han forudser, at der om nogle år, når som han siger verdenssamfundet er kommet til fornuft, vil blive nedsat en domstol à la Nürnbergdomstolen til at dømme dem, der i jagten på profit for deres medicinalfirma har set stort på, at mennesker fratoges en effektiv behandling mod corona og derfor døde af sygdommen.

Derudover anklager han disse firmaer, Big Pharma, som han kalder dem, for i stedet for disse gennemprøvede og ufarlige (og billige) midler at foreslå deres eget remdesivir, et middel han hævder giver lige så mange bivirkninger som corona selv.

Så må det vistnok indrømmes, at der kan ligge en form for konspirationsteori bag de påstande, som blandt andet Lars Bern kommer med, påstande om, at de store firmaer i kraft af deres omfattende understøttelser af diverse lægevidenskabelige institutioner i landene kan formå disse lande til at forbyde de billige og virksomme midler.

Bern kommer med det meget fornuftige argument, at man som altid bør se på, hvilken vej pengene går. Pengestrømmen afslører som regel bedre end ord, hvad der er på færde. Og det kan jo være sandt nok. Men alligevel spørger man sig, om pekuniære interesser i den grad har taget over hos disse store medicinalfirmaer, at al menneskelighed er forsvundet.

Julia Cæsar skriver også:

I historiens största medicinska experiment med ”vacciner” som inte är godkända för användning på människor är det köparnas ansvar att utåt försvara Pfizer för vållande av vaccinskador och annat negativt. Det visar läckta uppgifter. Pfizer avsvär sig allt ansvar och hålls skadeslösa med argumentet att biverkningar och de långsiktiga verkningarna av injektionerna är okända även för företaget. Pfizer medger alltså att de säljer en otillräckligt testad produkt för användning på människor i miljarder doser på världsmarknaden.

Det innebär att allt ansvar för kostnader, sjukvård med mera på grund av vaccinskador – oavsett hur stora de blir – vältras över på skattebetalarna i de länder som har undertecknat avtalen. Eftersom avtalen sätter respektive lands egna lagar ur spel har de undertecknats på regeringsnivå. Avtalens utformning är en viktig förklaring till varför propagandan för massvaccination har totalitär karaktär och inte tillåter debatt eller ifrågasättande. I takt med allt fler rapporter om att majoriteten av dem som nu vårdas på sjukhus för Covid-19 är fullvaccinerade – en situation som köparna inte har haft rimliga möjligheter att förutse – framstår avtalen som kriminella. Köparländerna har varit tvingade att underteckna avtalen in blanco, utan att veta vad de köper.

Det sidste i det første afsnit er afslørende. Men spørgsmålet er, om det er afslørende for Pfizer eller for verdensopinionen. Jeg mener: Det mærkelige er måske i virkeligheden denne lemming-effekt, som får samtlige regeringer i verden til at løbe i samme retning, og til at sige: vi må have vacciner for enhver pris. Og når man direkte eller indirekte siger ”for enhver pris”, så er det måske forståeligt, at Pfizer tager gode priser for leverancerne.

Og så véd jeg ikke, om jeg køber Julia Cæsars forklaring om, at det er aftalens udformning, der fører til, at man ikke tillader debat eller kritiske spørgsmål til vaccinerne. Jeg vil nok mene, at lemming-effekten er tilstrækkelig forklaring. Men den er til gengæld også så mærkelig, at det næsten i sig selv kræver en forklaring, at mennesker i flok – og det vil sige samtlige regeringer i verden – opfører sig så ens.

Men selv om man så ser bort fra pengespørgsmålet, når Pfizer sælger vacciner, så står det før berørte spørgsmål tilbage, hvordan nogle forskere allerede i marts 2020 kunne vende sig imod anvendelsen af hydroxyklorokin til bekæmpelse af corona. Det er jo sandt nok, at sådanne midler vil gøre vaccinerne mindre attraktive, men man havde jo på det tidspunkt ikke nogen vacciner at arbejde med. De var ikke udviklet endnu. Så hvorfor denne modstand mod almindelige mediciner?

Det kan der måske gives en forklaring på. Men pas på, man vil sagtens kunne kalde det følgende en konspirationsteori. Men det er ikke min hensigt at komme med en sådan. Hensigten er bare at finde en for mig nogenlunde troværdig forklaring på, at f.eks. Thomas Senderovitz kunne advare mod brugen af hydroxyklorokin allerede i marts 2020. Det kunne måske en vaks journalist have spurgt ham om, men en sådan fandtes åbenbart ikke.

Måske er forklaringen, at Pfizer sammen med andre medicinalfirmaer så chancen for en stor indtjening, hvis de kunne udvikle en vaccine ret hurtigt. Og ikke blot det, men også mente, at de havde den fornødne viden til at kunne designe en vaccine.

Havde de da en sådan viden?

Her er vi nødt til at se på en lovovertrædelse, amerikanske forskere har gjort sig skyldig i.

Man havde udført nogle ret farlige forsøg i USA, for at kunne være på forkant med udviklingen, som man sagde. Disse forsøg var imidlertid for farlige, mente Obama-regeringen, og den forbød derfor den slags forsøg. Og hvad gjorde pengemændene så? De flyttede forsøgene til Wuhan. Kina havde ikke nogen tilsvarende angst for, at noget skulle gå galt med den slags forsøg, og mange er de penge, der er gået fra USA til Kina for at finansiere den forskning, der fandt sted dèr. Jeg har skrevet lidt om det her, uden dog at gå særlig langt i mine ”konspiratoriske” tanker.

Det vil sige: I USA vidste man en hel del om, hvordan man kunne fremstille en vaccine imod corona. Og man vidste det i kraft af de forsøg i Wuhan, som man var med til at finansiere.

Da derfor corona-virussen kommer på banen, ser man det i blandt andet Pfizer som en chance til at udnytte den viden, man har skaffet sig med blandt andet disse ulovlige forsøg. Og så vil man ikke have denne mulighed ødelagt, fordi en læge i Frankrig har fundet ud af, at et malaria-middel også kan bruges imod corona. Derfor ”véd” man, at dette middel er et farligt middel, ikke ud fra forsøg, der er afholdt. Men, som Lars Bern har gjort opmærksom på, de forsøg, der blev afholdt, og som resulterede i en artikel i det kendte medicinaltidsskrift The Lancet, var ganske utilstrækkelige, så The Lancet var nødt til at tilbage kalde artiklen om dem.

Derimod er jeg ikke så forarget på Pfizer som Julia Cæsar er, fordi de ikke har gennemført tilstrækkeligt med forsøg på deres vaccine. Det er ikke Pfizers skyld, at hele verden er grebet af længsel efter vaccinationsmulighed overfor corona, det er lemming-effekten igen. Diverse godkendelsesmyndigheder godkendte gladelig vaccinerne fra Pfizer og Moderne og Astra Zenica, selv om de vist kaldte det en midlertidig godkendelse. Men med denne godkendelse godkendte man også, at ens befolkninger, uden at man sagde det, kom til at deltage i et mægtigt medicinsk eksperiment. Der er virkelig her, som Julia Cæsar skriver, tale om menneskehedens største medicinske eksperiment.

Og det har altså lemming-effekten drevet verdenssamfundet til. Det er en skamplet på verdenssamfundet, som kun kan vaskes af, hvis man tager sig sammen til at udføre forskning på det, der her er sket, både forskning, der klarlægger, hvem der har udøvet tryk på hvem, og sociologisk forskning, der finder ud af, hvor store skader på samfundene, den påbudte nedlukning har betydet, og naturligvis epidemiologisk forskning, der prøver at efterforske kampen mellem vort immunsystem og virussen, for at finde ud af, om vi kan styrke vort immunsystem.

Men al sådan forskning forudsætter altså, at den videnskabelige elite og journalister i al almindelighed ophører med at kalde alt, hvad der ikke passer ind i deres opfattelse, for konspirationsteorier, og i stedet giver sig til at argumentere, gerne argumentere imod de tanker, jeg her har fremsat, men altså argumentere, ikke blot påstå ud fra en påstået bedre videnskabelig indsigt. Man må altså iblandt både videnskabsfolk og journalister ophøre med at underlægge sig lemming-effekten. Den ødelægger alt, også den folkelige tillid til de videnskabelige resultater.

Den prøve kan vore politikere hurtigt blive udsat for.

Det forlyder, at en række partier vil have nedgraderet corona fra en farlig til en ikke helt så farlig sygdom. Og der er vist også enighed blandt disse partier om ikke at lukke samfundet ned igen. Hvis der opstår et stigende antal smittede, hvis en ny variant viser sig at være mere smitsom omend måske mindre dødelig end den hidtidige, og hvis alle andre lande af den grund indfører skrappe restriktioner, tør så vore politikere undlade at følge de andre landes politikere?

Det kunne føre til nye videnskabelige opdagelser, om de undlod det. Men det fører uden tvivl til stærke angreb fra diverse medier. For medierne er vist mere følgagtige overfor de andre lemminger, end politikerne er.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.